Når en forfatter bliver ’kult’

Kultforfatter. Forlagene bruger ordet. Journalister og anmeldere bruger det. Og vi bruger det alle, når vi taler om litteratur. Men hvad dækker det egentlig over? Den debat startede den spanske avis El Pais i januar, og siden har litteraturbloggere rundt om i verden diskuteret kultbegrebet. Hvad er kult – og ikke mindst, hvem er kult? Information har spurgt en række danske anmeldere og litteratureksperter om det samme.

Hvad er kult?

En kultforfatter er en, der til at begynde med har en smal skare af meget dedikerede læsere omkring sig, lyder svaret:

»Det er oprindeligt en, som dyrkes af en lille, indforstået inderkreds,« siger Tania Ørum, der er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Og forfatteren og kredsen omkring ham eller hende skal helst adskille sig fra bredden, fortæller anmelder på Politiken Bo Tao Michaëlis: »Man er en del af en gruppe, som ved, at denne forfatter er enestående, og det kan den normale gennemsnitsborger ikke se. Men vi er en særlig gruppe af hel- og halvstuderede røvere, som ved det.«

Derfor er læserne ikke bare læsere, der hygger sig med en bog, og derefter stiller den ind i reolen igen – men ægte fans: »Det er en anden måde at læse på. Man læser ikke bare bogen, man får noget mere ud af det. Det er ligesom med kultfilm, man citerer de bedste linjer – og lever måske ligefrem efter bogens verdensbillede,« siger litteraturhistoriker og anmelder på Information Tue Andersen Nexø. »Og man læser den igen hvert halve år,« tilføjer han.

Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl mener, at der i ordet kult ligger, at det er »identitetsskabende«. Kulten er således også et fællesskab, og når man mødes med ligesindede, dyrker man bøgerne, mener Bo Tao Michaëlis:

»Man vil gerne vise, at ’jeg er en del af kulten’, så man hænger ud i grupper og snakker om det. Det kan være en sådan helt frimureragtig udveksling af citater og scener fra forfatterskabet,« siger Bo Tao Michaëlis, som mener, at dyrkelsen af en kultforfatter derfor også kan få religiøs karakter: »Jeg mener, at man kan drage paralleller til religion. Forfatteren udtrykker læsernes livsopfattelse og dermed religion,« siger han. I El Pais går den chilenske forfatter og litteraturprofessor Rafael Gumucio, endnu videre:

»Der må være noget i en kultforfatters tekster, som får læseren til at føle sig unik og udvalgt. Det er en religiøs kategori, som relaterer til bogens mest kontroversielle funktion: at være opholdssted for Guds ord. Og forfatteren Guds præst.«

Når der skal sættes navne på, er alle enige om, at de amerikanske beatforfattere som Jack Kerouac, Allen Ginsberg og William S. Burroughs var kultforfattere. Et navn som Charles Bukowski går også igen. Det samme gør Philip K. Dick, Hunter S. Thompson, Thomas Pynchon og Don DeLillo. Alle forfattere, som har sig ud skilt sig ud fra mainstream. Det skal man nemlig gerne som kultforfatter:

»En kultforfatter gør op med tidens trend. Man skal gerne være imod. Man skal være senmoderne, når tiden er postmoderne, og postmoderne, når tiden er senmoderne,« siger Bo Tao Michaëlis og tilføjer: »Det er igen den med ’Vi alene vide’. Vi er de eneste, der ved, at Erwin Neutzsky-Wulff er en større forfatter, end Klaus Rifbjerg nogensinde kan blive. En realistisk forfatter som Hanne Vibeke Holst kan aldrig blive kult, selv om der er mange, der er begejstrede for hende. Verden skal i hvert fald blive meget mystisk, før socialrealistiske forfattere kan blive kult.«

Derfor er forfattere, der dyrker undergrund, dysterhed, destruktivitet, dekonstruktion eller særlige religioner ofte kultforfattere.

»Det må gerne være boheme-stilen, hvor man drikker, horer og ryger tjald. Burroughs bliver aldrig mainstream,« siger Bo Tao Michaëlis.

Hvem er kult?

Hvem fortjener så betegnelsen kultforfatter herhjemme? Blandt de fire eksperter er der kun enighed om en enkelt, nemlig Dan Turèll.

Men navne som Per Højholt, Peter Laugesen og Michael Strunge går igen. En ’writer’s writer’ – forfatterens forfatter – er et begreb, som ifølge Weekendavisen anmelder Lars Bukdahl hænger sammen med kult-begrebet: »Der er nogle forfattere, som andre forfattere elsker – uanset hvad den brede befolkning måtte mene. Og jeg mener, at det i mange tilfælde er at sammenligne med en kult. Det er en indforstået accept af, at den her forfatter er vigtig.«

Her er det mest oplagte eksempel Per Højholt, mener Tania Ørum fra Københavns Universitet.

»Alle yngre digtere ville over og møde ham og høre, hvad han syntes. De valfartede jo nærmest til ham. Den stemning, der var omkring ham, synes jeg, gør ham til en kultforfatter,« siger hun.

Det samme mener Lars Bukdal, som også nævner Peter Laugesen som en kultforfatter, ’selv om han med garanti selv ville benægte det’. Også Jørgen Leth nævnes af flere. Lars Bukdahl nævner også Henrik Have og Viggo Madsen. Blandt de yngre forfattere nævner flere Lars Skinnebach. Bo Tao Michaëlis mener også, at ’writers writer’ hænger sammen med kultbegrebet og nævner i den forbindelse blandt andet Svend Åge Madsen og Henning Mortensen. Tue Andersen Nexø mener derimod ikke, at begrebet ’forfatternes forfatter’ nødvendigvis har noget med begrebet kult at gøre:

»Jeg synes, det er et lidt andet fænomen. Per Højholt er blevet dyrket meget, men der er jo ikke nogen, der siger ’Hey, vi skal leve, som Højholt gjorde’. Sådan er det med eksempelvis med Charles Bukowski. Der er det mere, ’Jeg vil også se sådan ud. Jeg vil også have den type bakkenbarter,« siger Tue Andersen Nexø. Han mener, at den mest oplagte nulevende danske kultforfatter er Erwin Neutzsky-Wulff, som vitterligt dyrker det anderledes, og som har en »ægte kult« omkring sig. Lidt mindre sikker er han på Mikkel Thykier og Lars Skinnebach, som dog nævnes. Han mener – i lighed med Tania Ørum – at mange kultforfattere udspringer af science fiction-traditionen, fordi den netop er så radikalt anderledes end virkeligheden og det etablerede litterære univers.

Bliv væk

Bo Tao Michaëlis mener, at en forfatter også kan blive kultforfatter i en slags trods-reaktion imod det almindeligt vedtagne:

»Henrik Pontoppidan delte sin nobelpris med Karl Gjellerup, og mange mener, at Pontoppidan skulle have haft den alene. Men der findes også en kult omkring Gjellerup, som mener, at han er undervurderet, og at han skulle have haft den alene.«

Det med at være speciel og have følelsen af at dyrke forfatteren sammen med nogle få udvalgte, er helt central. Men hvad så, når den dyrkede kultforfatter bliver for populær?

»I virkeligheden er den fineste kult vel den, som kun består af mig selv og den forfatter, som jeg kan lide. Det er kun mig, der har fået øje på denne ene digter. Så snart der er to andre, der har opdaget Jack Kerouac, er det i virkeligheden mindre interessant. Charles Bukowski er et eksempel på udvandet og kitschet automat-kult,« siger Lars Bukdahl. Det mener Bo Tao Michaëlis gælder for mange af de store kultforfattere, blandt andre den japanske Haruki Murakami, som startede som en smal kultforfatter, men som i dag er yderst populær i det meste af verden:

»Når først en forfatter er nobelpris-aktuel, så begynder det at blive svært samtidig at være kult.«

Det samme mener Tania Ørum: »Det skal gerne være smalt. Nu, hvor alle er med, er det pludselig ikke så fedt mere,« siger hun. Hvis det så er meget svært at lægge en kultforfatter fra sig, selv om forfatteren er blevet mainstream, så kan man evt. dyrke en speciel del af forfatterskabet. Den ’ægte’ del.

»Så er man dem, der dyrker avantgardisten Dan Turèll. Ikke popikonet Dan Turell. Onkel Danny og alt det der. Sådan er det også med Jørgen Leth. Nogle har forfatteren Leth – andre har cykelkommentatoren.«