Læsetid: 5 min.

Nik og Jay – fra døgnflue til nationalklenodie

De blev kaldt selvfede, og både anmelderne, musikbranchen og folket rynkede på næsen af dem. I dag har de status som leverandører af folkelighed, senest med EM-sangen ’Vi vandt i dag’. I ti år har fænomenet Nik og Jay udfordret janteloven og ligget i overhalingsbanen i dansk musik
Da Nik og Jay i november sidste år fik DMA’s ærespris, var det det endelige skulderklap fra den musikbranche, der til at begynde med holdt duoen ud i strakt arm. Her optræder Nik og Jay fredag aften i Odense.

Da Nik og Jay i november sidste år fik DMA’s ærespris, var det det endelige skulderklap fra den musikbranche, der til at begynde med holdt duoen ud i strakt arm. Her optræder Nik og Jay fredag aften i Odense.

Tine Sletting

13. marts 2012

Med lukkede øjne og en knyttet næve løftet i luften, står Jannik ’Jay’ Thomsen fra duoen Nik og Jay på et scenepodie i Odense, hævet over sit publikum. Teenagepiger omkring hans fødder hviner og strækker armene for at røre ved ham. Fra scenekanten fodrer Niclas ’Nik’ Petersen sine tilbedere med dansetrin, fraseringer og attitude. De har begge smidt T-shirten og optræder i bar overkrop. De ved, at de ser godt ud, og de markerede muskler røber, at de har kæmpet for at komme til at se sådan ud.

»Når jeg kigger mig i spejlet, får jeg altid halvfed, tænk at man kan være så cool, jeg har kun kærlighed for mig selv« synger Nik på nummeret »Gi’ mig dine tanker«.

Selvtilliden fejler ikke noget.

Anderledes så det ud for ti år siden, da Nik og Jay debuterede med albummet af samme navn. Musikmiljøet opfattede dem som en joke, anmelderne kaldte dem en døgnflue og spåede dem en kort levetid, og danskerne blev provokeret af en selvtillid, som ikke var til at skyde igennem.

»Det var meget udansk at se to unge fyre med bandanaer og tunge guldkæder, som i alt, hvad de gjorde signalerede ’fuck janteloven’. De ville ud og vælte hele Danmark med en attitude, som gjorde, at folk troede, de mente det for sjov,« siger Kristian Dam Nygaard, som er redaktør på musikmediet Poplick.

Men Nik og Jay var ikke en joke, og derfor blev de svære at acceptere. Deres egoer og mangel på selvironi blev et let offer for satire. Hurtigt fik de tilnavnene Pik og Gay og blev dem, alle elskede at hade.

Solgte ud

De to drenge fra Værløse startede deres karriere som hiphopbrødrene Bagmændene, som rappede om livet i forstaden. Projektet fik aldrig succes, og da Bagmændene skrinlagde rappen og i stedet fik succes som popduoen Nik og Jay blev de en torn i øjet på mange i hiphopmiljøet.

»Der var mange i musikbranchen, som tog afstand fra Nik og Jay. De var flove over, at Nik og Jay blev opfattet som repræsentanter for hiphop, selv om de lavede popmusik alle kunne synge med på. På den måde syntes kunstnerne omkring dem, at de solgte ud,« siger Kristian Dam Nygaard.

Men efterhånden som Nik og Jay fik etableret sig på den danske musikscene og fik bevist, at de var i stand til at sælge plader, ændrede musikmiljøet holdning til dem. Allerede efter udgivelsen af deres album nummer to lavede Nik og Jay et remix af hittet »Lækker« sammen med dansk raps slemme dreng L.O.C.

»L.O.C. syntes måske, at det var meget sjovt at synge med Nik og Jay, men hans pladeselskab gik i panik og prøvede at få remixet fjernet. De frygtede, at L.O.C.’s streetcredit ville ryge, hvis han blev associeret med de bløde drenge fra Nik og Jay,« siger Kristian Dam Nygaard.

Remixet blev ikke fjernet, og L.O.C. gjorde det cool at medvirke på Nik og Jays sange. Siden har kunstnere som bl.a. DJ’en Morten Breum, nørrebrorapperen Kidd og R&B-stjernen Burhan G gæsteoptrådt på Nik og Jays sange.

Og selv om Burhan G ikke er på scenen med Nik og Jay i Odense, venter han på dem i backstagelokalet med kolde colaer og skulderklap.

Karriereboost

Flere kunstnere sender endda Nik og Jay en anerkendende hilsen i deres sangtekster. Malk de Koijn synger i sangen »5-øres ting«: »Vi er ik’ Nik og Jay, for de er all the way, og det er all okay«, mens Sys Bjerre i sangen »Dans på neuroser« synger: »Jeg vil da godt være lissom Nik og Jay og bare gi’ en fuck, hvad folk de mener«.

»Mange kunstnere har taget deres ord i sig igen. De har set, at Nik og Jay virker, og nogle af dem er endda opvokset med deres musik. De vil gerne have del i Nik og Jays succes og måske endda bruge dem til at booste deres egen karrierer,« siger Kristian Dam Nygaard.

Men det er ikke kun musikbranchen, som har accepteret Nik og Jay. Også fanskaren har udvidet sig. Forrest til koncerten i Odense står teenagepigerne og hviner. Det er dem, der kaster bh’er op på scenen, og som kender teksterne til hudløshed. Bag dem står pigerne, som er blevet til kvinder i løbet af Nik og Jays ti år lange karriere. Det er dem, der er blevet voksne, men aldrig er vokset fra Nik og Jay.

Midt i hallen står en familie på fire og gynger med på hittet »Boing«. Manden holder om sin kone, mens sønnerne står ved siden af og synger med.

»Nik og Jay er blevet allemandseje, og generationer på tværs mødes til deres koncerter. Nik og Jay har selv formuleret, at de er gået fra at være dem, alle elsker at hade, til at være dem, alle hader at elske,« siger Kristian Dam Nygaard.

Hans synspunkt bakkes op af en undersøgelse, der viser, at 97 pct. af alle danskere kender Nik og Jay.

Da Nik og Jay optrådte på Forbrændingen i Albertslund i efteråret 2002 kaldte Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch dem for døgnfluer i selvsving og gav koncerten to ud af seks stjerner. Heller ikke i dag smider anmelderne rundhåndet om sig med stjerner, når Nik og Jay går på scenen.

Men som Kristian Dam Nygaard siger, »kan et hit og en fanskare ikke holdes nede«.

Ærespris

Det beviste sidste års Danish Music Award, hvor Nik og Jay både løb med Årets Publikumspris og Årets Ærespris.

»DMA’s ærespris var det endelige skulderklap fra branchens side. Med den fik de et synligt bevis på, at de var en accepteret del af klubben,« siger Kristian Dam Nygaard.

Prisen blev tildelt med hidtil uhørt rosende omtale fra anmelderne.

»I snart ti år har de turde udfordre grænserne for, hvordan dansk popmusik kan lyde, og hvordan man kan iscenesætte den. De har delt vandene og samlet dansegulvene, bevæget publikum og provokeret deres kritikere. Uanset hvad de har kastet sig ud i, har de altid gjort det med en musikalsk træfsikkerhed, personlig integritet og en sund foragt for janteloven,« lød begrundelsen.

Hovedpersonerne selv var måske dem, der blev mindst overraskede over prisen. I hvert fald, hvis man lytter til teksten »Gi’ mig dine tanker« fra deres seneste album Engle eller dæmoner:

»De er fucking syge i hovedet, hvis ikk’ de kalder det her for rap/de sidste ti år af jeres liv har vi leveret soundtrack/ændret dansk pop, vi har ændret dansk musik/det eneste de har ændret er måden at sut’ pik.«

’Vi vandt i dag’

I baren står tre mænd og drikker fadøl. De kigger fra afstand op mod scenen. Da Nik og Jay smider bluserne, klasker de hinanden på maverne og griner. Den ene af mændene har en blå-og-hvidstribet OB-trøje på. Han håber, at Nik og Jay spiller den sang, der skal sende det danske landshold videre til EM. Det gør de dog ikke, for EM-sangen med den optimistiske titel »Vi vandt i dag« har først release den 30. april.

»At Nik og Jay laver EM-sangen fortæller, at de ikke kan blive mere folkekære. Mod alle odds er de blevet nationalklenodier i dansk pop. De vidste det selv, og deres fans vidste det. Dem, der var sidst til at se det, var dem, der skulle forestille at have forstand på musik,« siger Kristian Dam Nygaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Christensen

Jeg troede i første omgang at navnet var "Nigger Jay", og at det hele var en joke... Navnet er måske ikke en joke, men indholdet er det stadig.

Jeg betaler for at undgå at lytte til Nik og Jay: da jeg tilmeldte mig spotify's gratistjeneste, tog det kun et reklameindslag fra de to for at overbevise mig om, at jeg vist skulle have den abonnementstjenesten.

Postulatet om, at Nik & Jay udfordrer jantelov m.m., er en typisk ensidig vinkling på popfænomenet, når duoen nu atter engang skal roses. Der hersker ingen tvivl om, at de er teknisk og fagligt dygtige på lige netop deres område. Men indholdsmæssigt, er deres musik tomt og åndsforladt, som en tom papkasse.

Det eneste, de er gode til, er at pakke lort ind i sølvpapir og få det solgt. Og det har altså intet med udfordring af jantelov, at gøre! Det er udelukkende et spørgsmål om godt købmandsskab, en sjat held og det rette hold af folk på pladserne, at gøre.

Lærke Cramon er faldet for et godt, gammelt trick og burde have vidst bedre inden hun skrev denne artikel.

margrethe stenby

Der er mange meninger om musik, og det er selvfølgelig ok at de overstående kommentarer er negative.
For mig fremstår de som meget reaktive og snæversynede, og mere pinlige for dem der skriver end dem de skriver om.

@Information: det er lidt pinligt I referer til en fejl citeret undersøgelse med at 97 pct. af alle danskere kender Nic og Jay. det gør de ikke!! så kendt er ikke engang dronningen.
Undersøgelsen har vist været en gang i Detektor, hvor den bliv pillet fra hinanden.
Check lige jeres facts næste gang.

Der er generelt for meget fokus på ledsage-tekst og sociologi i informations 'musik'-dækning.
Eller er det 'ledsage-musik'-dækning ? Grundlæggende den samme karaokemaskine som de allesammen har sunget til siden Transvision Vamp.
Ja det er svært at skrive noget nyt om efterhånden, så er det jo godt at man kan skrive om tekster og sociologier.

Peter Andreas Ebbesen

Helt ærligt mand Information.
regner i egentlig med at vi læsere høre sådan noget skod-musik?

Det er altså ikke Her og nu, eller Billedebladet, men en avis for os der ved bare lidt mere end gennemsnidtet af dem der læser ovennævnte blade.
Så må vi så være fri?
Det her har aldrig haft en tøddel med kultur at gøre, end sige kunst.
Det er ene og alene dødsyg popmusik af værste skuffe, som det meste er nu om dage.
VH Heidi Madsen