Nordisk Råd-prisvinder: Tavshed er ikke altid guld

REYKJAVIK – Merethe Lindstrøm ved, hvad det vil sige at holde på en hemmelighed. Hun ved, hvordan det føles, når sandheden presser sig på; hvordan det ulmer af uro i kroppen, hvordan ordene brænder på tungen. Hun bryder sig ikke om det. Men nu er det ovre, for i går blev det officielt: Merethe Lindstrøm er årets vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2012.

»Jeg er simpelthen så glad. Jeg har vidst det et stykke tid, men det har været frygtelig ikke at kunne dele min glæde med andre,« siger hun.

Den norske forfatter modtager prisen for sin roman Dage i stilhedens historie, der skildrer et ældre ægtepars livskrise under tyngden af demens, fortrængning og begges hemmeligholdte fortidsminder.

I sin motivering lægger bedømmelseskomiteen især vægt på Merethe Lindstrøms sproglige mesterskab: »I en stilfærdig, præcis og eftertænksom prosa beretter Lindstrøm om, hvordan en dramatisk fortid langsomt bryder ind i en ældre kvindes liv og bevidsthed,« lyder dommernes vurdering.

Selv er Merethe Lindstrøm lige dele overrasket og benovet over, at valget er faldet på netop hende.

»I starten troede jeg faktisk slet ikke på det, så jeg måtte først ringe tilbage på samme nummer for at sikre mig, at det ikke var en af mine venner, som havde taget fusen på mig,« siger hun.

Biografisk spor

Merethe Lindstrøm er ikke noget ubeskrevet blad i litterær sammenhæng. Hun debuterede med novellesamlingen Sexorcisten og andre fortællinger fra 1983 og har siden udgivet flere novellesamlinger, romaner og en barnebog. Størst opmærksomhed fik novellesamlingen Gæsterne, som blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2008, men måtte hun se sig slået af danske Naja Marie Aidt – en forfatter, som Merethe Lindstrøm øvrigt nærer stor respekt for og føler et vist slægtskab med.

I Dage i stilhedens historie (som endnu ikke er udkommet på dansk) møder vi et ældre ægtepar – den pensionerede læge Simon og læreren Eva – som sammen har indgået en stiltiende aftale om ikke at tale om deres fortid.

Mens han lukker sig mere og mere inde i sig selv, hjulpet på vej af en begyndende demens, prøver hun at bryde ud af isolationen og tavsheden. Med assistance fra en lettisk hjemmehjælper, der får tildelt rollen som følelsesmæssig fødselshjælper, afdækkes lidt efter lidt små bidder af en skjult fortid, som aldrig har været fortalt.

Ifølge Merethe Lindstrøm rummer historien flere biografiske spor fra hendes eget liv.

»Før min far døde blev han tavs ganske brat – og uden at der var nogen demens at spore hos ham. Det var en proces, hvor han gradvist blev mere og mere stille og begyndte at betragte verden frem for at deltage i den,« siger hun og retter lidt på tekoppen på bordet foran sig.

Hun sidder i lobbyen på Hotel 101 i Reykjavik ikke langt fra universitetet, hvor hun samme aften (torsdag, red) skal modtage den litterære pris. Uden for vinduerne kæmper folk sig igennem de smalle, regnvåde gader med vindblæste paraplyer og sænkede hoveder. Vejret minder om regnvåde Bergen. Byen, hvor Merethe Lindstrøms far tog afsked med livet. Hun husker tydeligt, hvordan han gradvist trak sig mere ind i sig selv.

Hjernesyg eller jernvilje?

»Det var en meget provokerende situation at være i. Mine forældre var skilt, så igennem hele min opvækst havde jeg været vant til at have mange og lange telefonsamtaler med ham. Men pludselig var det slut. Og så opstod de samme spørgsmål, som også Eva i min roman må forholde sig til: Er hendes mands tavshed bare en måde at provokere hende på? Har han bestemt sig for at være tavs som et svar på alt det, hun har ønsket, de skulle holde skjult for hinanden og deres døtre gennem årene? Eller er han rigtig syg?«

I romanen går Simon til læge for at få undersøgt, om glemsomheden skyldes demens eller ej – men lægen kan ikke finde nogle tydelige tegn på sygdommen: »De fandt ingenting. Ikke andet end det, som er forventet i hans alder, sagde den unge kollega. Han sagde ikke mere,« lyder det i romanen, som dermed lader det være op til læseren at vurdere, om de glemte erindringer skyldes en hjernesygdom eller en jernvilje til ikke at ville huske.

»Jeg synes, det er interessant, når tekster ikke lægger alting frem, så læserne selv kan få lov til at deltage i processen,« forklarer Merethe Lindstrøm.

»Der var en anmelder i Norge, som skrev, at han efter at have læst romanen vendte tilbage til den igen, fordi han følte, at han havde overset en masse. Og det er sådan, jeg også gerne selv vil læse bøger. Jeg vil gerne have en samtale med bogen, læse den igen og stille spørgsmål til den.«

Store konsekvenser

– Du har tidligere sagt, at der var stor forskel på din mors og fars familie – at din mors var meget snakkende og din fars meget tavs.

»Ja, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at romanen og måske endda alt, hvad jeg skriver, er sprunget ud af dén forskel mellem min mors og min fars familiekulturer. Jeg tror i hvert fald, at jeg har været præget af det spænd.«

– Hvordan?

»Det oplevedes meget usikkert. Som om jeg havde fået et værktøj ét sted, som jeg ikke kunne bruge det andet sted. Samtidig havde jeg en fornemmelse af, at der var ting, som ikke blev fortalt i min fars familie. Sådan er det nok i de fleste familier, men i nogle familier mærker man det stærkere end i andre. Og børn mærker det allerstærkest.«

– Man siger, at tale er sølv, men tavshed er guld. Hvordan opfatter du tavshed?

»I hvert fald ikke som guld. Den tavshed, som skildres i bogen, er skadelig for både Eva og Simon, fordi den indsnævrer mulighederne for deres samliv og gør dem begge meget ensomme.«

– Skal man så tale om alt, synes du?

»Nej, det synes jeg ikke nødvendigvis. I medierne er der nærmest opstået et pres på mennesker, der har været involveret i noget traumatisk, for at de skal stå frem og gennemgå en eller anden form for medieskabt katarsis. Det kan ofte blive ret klamt. Det kan sikkert også være forløsende for nogle – men ofte bliver det bare en effektjagt.«

Ekstremisme

Uden at det er alt for tydeligt, udgør romanen også en replik til debatten om, hvad tavshed betyder for udviklingen af ekstremisme. I tiden efter 22. juli var der i Norge en stor debat i om, hvorvidt man skulle tie eller tale ekstremismen ihjel. Fortalere for det første anførte, at det er med til at legitimere rabiate holdninger, hvis man går i dialog med dem, og at de i stedet bør skammes ud af den offentlige debat. Mens fortalere for dialogen anførte, at det er alt for farligt at lade ekstremismen stå uimodsagt. På sin egen stille måde vælger romanen også side i dét spørgsmål, mener Merethe Lindstrøm.

»Det giver sig selv, at romanen ikke er skrevet som et svar på 22. juli, for det meste af den var skrevet længe inden. Men den kan godt læses som en replik til den højreekstreme strømning. Som så mange andre læser jeg jo også kommentarfelterne under aviserne artikler og synes, det er skræmmende, at der findes sådan et had. Men på den anden side, så bliver det jo opdaget og modsagt, når det kommer frem i det offentlige rum, og dét må i sidste ende være at foretrække.«

–Så du står på talens side?

»Det tror jeg nok, at jeg gør, ja.«