Baggrund
Læsetid: 7 min.

Hvis man har en pæn håndskrift, er man et pænt menneske

Håndskriften er en døende kultur. Men ikke alle sørger over tabet. For selv om håndskriften udtrykker personlighed, udstiller den også sociale skel, som computeren er med til at udligne. I 7. årgang på Utterslev Skole viser erfaringen, at svage elever pludselig begynder at tage notater, når blyanten erstattes af en iPad
7. årgang på Utterslev Skole i Københavns Nordvestkvarter behøver sjældent penalhuse – de bruger iPads i alle timer.  ’Der er flere, der tager notater nu. Også dem, der ikke gjorde det før,’ fortæller Usama Yasin Ghauri (nummer to fra højre), som her undervises sammen med Elias Deniz Ates, , Mille Bøggild Paludan og Miabella Grabowski Secher.

7. årgang på Utterslev Skole i Københavns Nordvestkvarter behøver sjældent penalhuse – de bruger iPads i alle timer. ’Der er flere, der tager notater nu. Også dem, der ikke gjorde det før,’ fortæller Usama Yasin Ghauri (nummer to fra højre), som her undervises sammen med Elias Deniz Ates, , Mille Bøggild Paludan og Miabella Grabowski Secher.

Jakob Dall

Kultur
5. marts 2012

Den forsvinder nok aldrig helt, håndskriften. Den sidder jo lige dér for enden af armen. Men efterhånden bruger vi den kun til at nedgrifle dosmersedlen og det årlige julekort.

Håndskriften er så småt ved at glide os af hænde. Mens antallet af sendte sms’er konstant slår nye rekorder, falder antallet af breve i postbuddets sæk årligt med 10 procent; Postdanmark må ansætte 650 julehjælpere for overhovedet at tyde håndskriften på julekortene, og dér, hvor det hele begynder, i folkeskolen, er undervisningen i håndskrift reduceret til et minimum.

Steen Thomasen, forlagschef i Alinea, der er hovedleverandør af undervisningsmateriale til folkeskolen, mærker udviklingen på salgstallene: De seneste fem år er styksalget på håndskriftsbøger mere end halveret.

»For nogle år siden kunne vi sælge håndskriftsmaterialer helt op til 9. klasse. Men i dag foregår den meste undervisning i indskolingen. Lige så snart man kommer op på mellemtrin, bliver det skriftlige arbejde klaret fra en computer,« siger Sten Thomasen.

Lige siden folkeskolens start i 1814 har den flydende håndskrift ellers været en kerneydelse. Den var et bevis på dannelse, fortæller Keld Grinder-Hansen, der er tidligere museumsinspektør på Dansk Skolemuseum og nu forvaltnings- og skolechef i Dragør Kommune:

»Selv de, der har gået i den stråtækte hver anden dag, har jo en pæn håndskrift. Og det var man bestemt stolt af i de små hjem dengang. Havde man en pæn håndskrift, betød det jo, at man passede sin skole,« siger Keld Grinder-Hansen.

Men allerede i 1970’erne begyndte opgøret med håndskriften.

»I forbindelse med ungdomsoprøret gled æstetikken i baggrunden. Man mente, det vigtigste var, at børnene kunne udtrykke sig. Håndskriften blev nedprioriteret, og det er forklaringen på, at mange voksne i dag har en håndskrift, der ligner et barns.«

Kombineret med computernes indtog i hverdagen er håndskriften blevet yderligere trængt – men spørgsmålet er, om vi har grund til at græde over udviklingen.

»Som historiker synes jeg selvfølgelig, det er et kulturtab, men som ansat i folkeskolen er jeg glad for, at indlæring er gjort fri af evnen til at holde på en blyant,« siger Keld Grinder-Hansen.

’Now take out your iPads’

I 7. årgangs engelsktime på Utterslev Skole løber Elias Deniz Ates rundt i klassen for at finde en blyant, han kan låne. Han har glemt sit penalhus – og faktisk også sine bøger. Men det er ikke så mærkeligt, for næsten alle skriftlige opgaver løses på elevernes iPads, og her ligger også de fleste af deres bøger. Som et forsøg fik hele 7. årgang på skolen udleveret iPads efter sommerferien, og de er siden blevet brugt intensivt i undervisningen.

I dag er blyanterne dog i brug – men kun til at sætte kryds i bokse på et opgavepapir. Da eleverne når til at skulle formulere hele sætninger og svare på en lytteøvelse, meddeler klasse-lærer Nina Funder: »Now take out your iPads. Write what you think and send it to me.«

Eleverne fortæller, at brugen af iPads har haft en positiv betydning. Også på områder, de ikke havde regnet med: »Den største forskel er, at jeg tager mange flere notater,« siger Usama Yasin Ghauri. Elias Deniz Ates er enig: »Det er godt, når jeg skal skrive stile, så er det godt at have notater.«

»Vi skriver i det hele taget meget mere,« siger Miabella Grabowski Secher.

»Ja, før skulle man finde papir og blyant frem. Det her er meget bedre,« siger Elias Deniz Ates.

Det har også haft betydning for roen i timerne, mener Miabella Grabowski Secher: »Før vi fik iPads var der mange, der sad og fjollede i timerne, men det sker ikke så meget mere. Det er, som om de hellere vil deltage nu,« siger hun.

Samme observation har klasselærer Nina Funder gjort sig.

»Før var der en del, der altid var fulde af gode undskyldninger, når blyanten skulle findes frem, for det er jo bare sværere at skrive i hånden, men i dag er flere aktive i timerne, og alle får faktisk afleveret deres opgaver,« siger hun.

Håndskriftens historie

I Norden stammer de ældste runefund fra 200 e.Kr. Omkring år 1000 begyndte runerne langsomt at blive erstattet af det latinske alfabet, som romerne havde spredt i Europa i forbindelse med krige.

I midten af 1400-tallet opfandt Gutenberg trykpressen, som anvendte gotisk skrift, og indtil 1875 var gotisk skrift den officielle håndskrift i Danmark. Den blev erstattet af latinsk skrift, som vi stadig bruger i dag. Hvis man skulle interessere sig for slægtsforskning, der går længere tilbage end 1875, tilbyder Rigsarkivet et kursus i læsning af gotisk skrift.

Blyanten opfindes i England i 1664. Men danskerne må vente til 1913, hvor Viking-blyanten introduceres.

Almueskolen, der senere blev til folkeskolen, oprettedes i 1814. I begyndelsen begrænsede skrivematerialet sig til tavler og grifler. Når eleverne nåede 3. klasse, fik de lov at skrive på papir. Men det var dyrt, og først i slutningen af 1800-tallet fik børnene udleveret kladdehæfter. Indtil 1950 skrev eleverne skråskrift, herefter erstattedes den af formskriften, som vi stadig anvender i en revideret form i dag.

I den danske folkeskole er der stadig krav om undervisning i håndskrivning. Men fra 3. klasse er håndskriften ligestillet med computeren, og de afsluttende eksamener foregår alle på computer. Af tekniske grunde foregår diktateksamen dog stadig med håndskrift, men man arbejder på også at kunne gennemføre dén eksamen digitalt.

Ind gennem kroppen

Keld Grinder-Hansen er ikke i tvivl om, at nogle elevers langsommelige og usikre håndskrift har fået dem til at holde sig tilbage i timerne. Det kan derfor have en demokratiserende effekt, at det meste nu foregår på computer:

»Hvis man ikke har talentet, så kræver det megen tid og øvelse at få en naturlig og letlæselig håndskrift. Og det er vel logisk nok, at hvis ens håndskrift er kluntet og usikker, så undgår man helst at bruge den. Måske er vi først nu nået til det punkt i den elektroniske udvikling, hvor vi kan afskaffe undervisningen i håndskrift, uden at det påvirker indholdet,« siger han.

Men afskaffelse af håndskrivning i folkeskolen er ikke på tale, fortæller undervisningsministeriets fagkonsulent i dansk, Lise Vogt. For det første, fordi en håndskrift er god at have, når man ikke har en computer. Og for det andet, fordi det påvirker læseudviklingen positivt at få bogstaverne ind gennem kroppen. Computeren kan til gengæld være en god hjælp for især de svagere elever, som har problemer med stavning og grammatik.

»Når man sidder og skriver i hånden, er der ingen røde streger, som popper op og gør opmærksom på en grammatisk fejl. Den hjælp får man med computeren, og det er der selvfølgelig nogle elever, der kan profitere af,« siger Lise Vogt.

Hun understreger, at folkeskolen både har fokus på at udvikle børnenes tekniske færdigheder og deres håndskrift

»Det, vi kan undervise dem i, er at arbejde på en hensigtsmæssig måde – og det gælder, uanset om de skriver på computere eller i hånden. Vores rolle er at lære dem at skrive og tage gode notater, som er konstruktive og brugbare, uanset hvilket medie det foregår på,« siger hun.

En parentes i historien

Håndskriften har ikke altid været en selvfølgelighed. Fyldepennen blev først opfundet i USA i 1884, og der skulle gå yderligere små 30 år før Viking, som det første firma, introducerede blyanten i Danmark i 1913. Lægger man dertil, at folkeskolen kun har eksisteret siden 1814, står det klart, at håndskrivning som massefænomen er af nyere dato. Som Keld Grinder Hansen siger:

»Man kan godt sige, at den personlige håndskrift er en parentes i danmarkshistorien.«

Ikke desto mindre har håndskriften i sit korte liv haft stor betydning. Ikke mindst fordi den i folkeskolen er blevet brugt som effektivt opdragelsesmiddel.

»Håndskriften har historisk set været brugt som en disciplinerende foranstaltning med en moralsk dimension. Fik man eftersidning, kunne man for eksempel blive bedt om at skrive: ’Jeg må ikke forstyrre i timerne’ 50 gange. Går vi længere tilbage, blev børnene ofte sat til at skrive bibelcitater, når de øvede håndskrift. Så det er jo ikke så mærkeligt, at vi efterhånden fik koblet pæn håndskrift sammen med moralsk habitus. Og mange lærere og forældre har jo selv haft skrivelære, så det sidder stadig i dem: Har man en pæn håndskrift, så er man et pænt menneske.«

En personlig skrift

Men i dag har de færreste en pæn håndskrift. I en undersøgelse, som YouGov sidste år lavede for metroXpress, beklagede næsten hver fjerde adspurgte sig over, at deres håndskrift enten var grim eller meget grim – og også i 7. årgang på Utterslev Skole savner flere elever at blive bedre til at skrive med blyant.

»Jeg ville gerne have mere undervisning i håndskrift, for min er meget grim,« siger Mille Bøggild Paludan.

– Men hvorfor? Det eneste, man skriver i hånden, er da efterhånden indkøbssedler – og det skriver I vel ikke?

»Nej, og hvis jeg gjorde, så ville jeg nok alligevel også skrive det på min iPad,« siger Miabella Grabowski Secher.

Ikke desto mindre får eleverne snart opfyldt ønsket om mere håndskriftsundervisning, lover klasselærer Nina Funder. Hun har netop bestilt nye materialer hjem til dem. For selv om iPad’en er et mere dynamisk værktøj og giver mere engagerede elever, så er der ét punkt, hvor teknologien kommer til kort:

»Der ligger jo meget personlighed i en håndskrift. Så jeg forstår godt, at de gerne vil styrke den, og det er deres forældre også meget optaget af,« siger Nina Funder.

Spørger man Keld Grinder-Hansen er der da hel-ler ingen tvivl om, at håndskriften vil holde i lang tid endnu.

»Den er jo altid lige ved hånden, kan man sige.«

Serie

Håndskriften på retur

Engang var håndskriften en naturlig del af ethvert dannet menneske. I dag er den ved at forsvinde ud af vores kultur. Computere og smartphones har fortrængt den personlige skrift, og efterhånden bruger vi den kun, når vi skriver dosmersedler og postkort. Men skal vi sørge over tabet? Eller skal vi glæde os over de teknologiske erstatninger? Information sætter fokus på en klassisk færdighed, der så småt er ved at glide os af hænde.

Seneste artikler

  • Født med blyanten forrest

    16. marts 2012
    Kirsten Hammanns seneste roman er den første, hun har skrevet på computer. Indtil for få år siden forfattede hun alle sine bøger i hånden på stenogramblokke, som hun opbevarede i brandsikre bankbokse. Det var et håbløst system. Men det førte en særlig skrivestil med sig
  • Hånden er hjernens seismograf

    14. marts 2012
    I årevis har Anny Bennike rådgivet myndigheder og advokater om forfalskede testamenter og anonyme breve. Hun har afsløret både Rasmus Trads og Stein Bagger – og så hævder hun, at vores krogede kragetæer kan sige noget om, hvem vi er. Hvis bare vi lærer at tyde dem
  • Danmarkshistorien forsvinder ud i cyberspace

    12. marts 2012
    I Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek forbereder man sig teknisk på den dag, hvor håndskriften definitivt er et dødt håndværk. For hvordan sikrer man de afgørende skriftlige kilder til historieskrivningen, når alt foregår på en skærm?
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det er selvfølgelig noget vrøvl, at en pæn håndskrift skulle vidne om et pænt menneske. Er den alt for pæn siger den snarere noget om en manglende udvikling af personligheden. Spørg bare grafologerne om dette og meget andet, der kan ses i en håndskrift, hvis der ellers er nogen tilbage inden for det erhverv.

Lars Villumsen

@ Maj-Britt:

Jeg har en pæn håndskrift, men ikke alt for pæn.

Føler mig ideel og ideal, tonight!

Anne Marie Pedersen

Det mærkelige er, at ti-finger-(blind)-skrift ikke har overtaget tiden fra undervisningen i skrivning. I gamle dage kunne man i skolen lære at skrive på maskine, men i dag, hvor alle bruger et qwerty-tastatur, så er der INGEN undervisning i at taste.

Det har rent faktisk en stor betydning hvor hurtigt du skriver i dagens Danmark. Der er rigtig mange situationer, hvor det betyder noget; ikke kun til skriftlig eksamen i dansk, men også når man chatter med andre, skriver et indlæg på information.dk osv.

Arkæologien beviser nu ellers, at "almindelige" mennesker har været endog meget skrivende længe før både folkeskole, blyant og kuglepen!

Elendig artikel!!

Såsnart jeg kunne få lov til at aflevere maskinskrevne stile, gjorde jeg det. Min håndskrift var elendig, men er blevet lidt bedre - pæn håndskrift kræver omhu, men hvis man hurtigt skal have sine tanker og ideer på papir, er der ikke brug for de finere æstetiske krummelurer. At jeg lærte tifingersystemet har muligvis været det bedste, jeg har gjort. På et godt keyboard skyder jeg en pæn fart, stadigvæk her 34 år efter.

Søren Kristensen

Jo, der skete også noget mentalt med mig da jeg i sin tid lærte at skrive på maskine på Hillerød Handelsskole. Jeg følte mig lidt som en forfatter, hver gang jeg så mine ikke særligt originale tanker omsat til faste typer og jeg begyndte at læse bøger, for at finde ud af hvilke krav der egentlig var til den profession. Naiv, som jeg var, tænkte jeg - hvor svært kan det være. Det skulle vise sig at være sværere end som så, men heldigvis lagde jeg ikke alle mine æg i den kurv og forfatterdrømmene forblev drømme. Idag er det som skrivende menneske anderledes nemt at skaffe sig et publikum. Men skal bare skrive et eller andet og trykke på "Indsend", så er man om ikke forfatter, så dog kommentator og det er næsten endnu bedre, hvis man som jeg kan lide at være begivenhedernes centrum - og ikke har behov for det store gennembrud. Når det kommer til håndskrift, så har jeg aldrig været tilfreds med min egen, ikke engang efter at som arkitektstuderende forgæves forsøgte at stilisere den, så den lignede en rigtig arkitektskrift. Der forblev noget krampagtigt over den og til sidst gav jeg op og tillagde mig en bevidst sjusket skrift, som jeg idag stort set kun bruger til indkøbslister og noter. Jeg har så at sige valgt den fra, for den betyder ikke længere noget for mig. Ja, jeg føler på en måde lidt at den har svigtet min indsats. Og så synes jeg også det er fair at jeg sviger den.

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg skylder at tilføje, at det med den pæne håndskrift er det ideal, man lærte os i skolen. Men skriften skal udvikle sig. Man skal ikke slavisk skrive, som man lærte i de første klasser, for så har der ingen udvikling fundet sted med én.

Min egen skrift er ikke for køn. Af og til endog ulæselig for mig selv. Og ofte på vej et nyt sted hen.

Men det er nu en skam, hvis qwerty helt overtager finmotorikken, ligesom hvis alle vores ord og forfatterdrømme kun bliver til kommentarer på Information.

Nic,
Ja, for 5000 år siden sad børnene i det nuværende Irak og skrev med stylus på bittesmå lertavler. Det minder om, når man skriver på smartphone i dag.

http://sites.google.com/site/annemesopotamie/home/sumerisk-sprog

Retfærdigvis skal det med, at jeg ofte skriver notater i hånden. Jeg har en særlig teknik, når en opgave haster, med at gå på café og skrive ind imellem konversation og latte; men også dér kan man jo nu arbejde på pc, det gør jeg bare ikke så meget, når jeg skal digte.

Tom W. Petersen

Der er gået meget mere tabt end håndskrift.
For eksempel at kunne læse og forstå tekster fra før, skal vi sige, 1960. Eller kende til den historiske udvikling før ens egen fødsel.
Det er langt værre, fordi det gør horisonten snæver.

Tom W. Petersen, det er, fordi man totalt har misforstået ideen med at gå i skole - nemlig at blive opdateret på alt det, man fødes ind i og ikke kan vide af samme grund. Fremtiden må man selv tage ansvaret for at deltage i.

Jeg kan huske til 9.klasses eksamen, der skulle jeg ansøge om at måtte skrive på min nye smarte Brother rejseskrivemaskine. Og det samme skulle jeg gøre til studentereksamen i midt-firserne. Nu skal man vist ansøge om at måtte skrive i hånden.

Er der nogen der kan forklare mig, hvorfor man stadig har diktat i dag? Er det ikke et levn fra 1950'erne og 1960erne, hvor vittighedstegnernes sekretær kom ind og tog diktat siddende på chefens skød? Og med det mener jeg, at dengang dikterede chefen jo til sekretæren hvad der skulle stå i et brev a la Kaj Holger i Krøniken. I dag skriver langt de fleste chefer jo selv deres breve.

I sommeren 1980 tog jeg et maskinskrivnings-kursus. Og selvom det måske ikke gik så godt som jeg kunne have ønsket, ja så er jeg taknemmelig for det i dag - det betyder nemlig, at jeg nogenlunde ved, hvor tasterne sidder på et keyboard til en computer.

Min håndskrift er frygtelig - undtagen når jeg forsøger mig udi mere eksotiske håndskrifter som har rette linjer og vinkler mv. Derfor er jeg yderst taknemmelig for at der i dag findes computere som kan gengive det jeg skriver præcist og godt.

Hvis man endelig vil, kan man jo vælge en pæn font (skriftbogstav som æstetisk ser godt ud) og som en vis Steve Jobs lagde ind i sin Apple II computer, fordi han, da han droppede ud af uni i 1970erne, interesserede sig for kalligrafi.

Diktat, Karsten Aaen, er staveøvelse.

Ville egentlig gerne ha' skrevet dette indlæg i hånden.
"håndskriften afslører klasseskel" ! Hmmm.... mon ikke sproget gør det i endnu højere grad - og er det en fordel at klasseskel skjules ?

Svend Erik Sokkelund

Nu kan det næste klasseskel meget snart vise sig at være evnen til at skrive hurtig blindskrift på tastaturet.
Det er nok lidt svært at lære på en ipad...

Anna Sørensen

Håndskrift er et kunstnerisk udtryk, som alle har mulighed for at udvikle på en dybt personlig måde. Og så er det lige ved hånden ;o) Så vi mister en enestående kunstart, hvis vi glemmer at give skriften videre til børn og unge.

Håndskriften har også en mediterende virkning, er god til at øve selvdisciplin på (at skulle øve og øve sig) og en vigtig indlæringsmetode.

Den pæne flotte udtryksfulde håndskrift hænger ikke nødvendigvis sammen med boglige intelligenser, det er jo et HÅNDVÆRK ;o)

Børn kan lære meget af at danse klassisk ballet, bl.a. at få en pæn håndskrift. :-) Det er dog ikke nævnt her i dette link, som en "benefit", men jeg hørte det af min gymnastiklærer på Gerlev Idrætshøjskole sidst i 80'erne.

http://childdevelopmentinfo.com/learning/benefits-of-classical-ballet.shtml

Kroppen skal bruges ved indlæring – også via en læselig håndskrift i matematik. Det bliver nemmere at tage beslutninger og bruge sin viden i praksis, hvis kroppen er med i læringssituationer. Man skal bruge kroppen, når man lærer. Det, der er interessant, er grundlæggende, hvordan mennesker lærer nye ting, og om, hvordan vi bruger det, vi har lært. Man tænker og handler ikke kun ud fra hovedet, men meget af det vi ved, bliver kun tilgængeligt, når vi inddrager vores krop i det, vi laver. De handlinger, vi foretager, trækker på flere hukommelsessystemer.

Inden for hjerneforskning opererer man bl.a. med to overordnede systemer for hukommelse, nemlig det deklarative og det procedurale. Det deklarative bruger man, når man skal udtrykke sig sprogligt i skrift og tale. Deklarativ anvendes i betydningen deklarere, dvs. at beskrive, og rent pædagogisk kommunikerer man til den deklarative hukommelse gennem sproget. Man skal altså være i stand til at kunne sætte ord på, dvs. vi må meget gerne tænke højt og fortælle omgivelserne, hvad vi faktisk gør, når vi dyrker et skolefag som matematik.

Ved siden af dette deklarative system har man så det procedurale, eller procedure-hukommelsen, som vi trækker på, når vi står på ski, cykler, lægger kabale, eller i det hele taget befinder os i en arbejdssituation. Det kunne være i et klasseværelse med elever, der netop er ved at lære matematik, for da bruger de også denne hukommelse, som er til mere end kun algebra ( eller regning ), f.eks. når man på baggrund af tal og formler skal beskrive ting med en rumlig dimension ( geometri ).

Fælles for de ting man lærer, når man bruger procedure-hukommelsen, er, at de ikke indlæres gennem sproget, men de skal mærkes med kroppen - mærk verden. Det, der er kendetegnet, er, at disse hukommelsessystemer kun lagrer, når vi udfører ting i praksis.

Fornemmelser som intuition og mavesignaler ( hvad siger mit vand ) og fornemmelsen for, om et bestemt valg ville være klogt eller uklogt, hører også nøje sammen med procedure-hukommelsen og svarer til, at kunne holde balancen på ski, eller intuitivt forstå begreberne i matematik ved simpelthen at lege med stoffet og skrive symbolerne ned på papir. Om folk, der er gode til det med intuition eller mavefornemmelser siger man, at de har haft procedure-hukommelsen i spil ved indlæring.

At det procedurale system ikke er er tilstrækkeligt, hvis man skal beregne styrkeforholdene af en motorvejsbro er naturligvis indlysende, så her må det deklarative system træde hjælpende til. Men generelt bliver procedure-hukommelsen bragt alt for lidt i spil i undervisningssituationen i forhold til, hvor stor en rolle det spiller, når vi skal bruge vores indlærte viden i praksis.

Mangen en misère i Folkeskolen skyldes, at man ikke mere - skriver i hånden – at procedure-hukommelsen ikke bliver tilstrækkelig udfordret og aktiveret, heller ikke i faget matematik - og det breder sig naturligvis også til andre skolefag ...

Den ene behøver jo ikke at udelukke den anden. Hver ting til sin tid. Her på nettet er det da så klart et plus at kunne tastaturet i mørke og jo mere man bruger det, jo bedre og hurtigere bliver man...men hvis jeg skal skrive noget der kræver lidt mere overvejelse og måske endda tankevirksomhed, så foregår det med en god gammeldags fyldepen i en god gammeldags notesbog..og jo mere man bruger det, jo bedre bliver man...ikke nødvendigvis hurtigere, men måske er det hele pointen: At man ikke skriver hurtigere end man tænker...

Sven Damm-Ottesen

Min håndskrift er flot, dynamisk og flydende - en fryd for alle der måtte se den.
Den udstråler en dybde og en ... velberettiget arrogance.

Og jeg er som et lyn på et Qwerty.

...Gosh nogle kommentarer til en artikkel der mathcer - jeg hopper med på vognen.

Sven Damm-Ottesen

*Ups, undtaget Jan der virkelig var informativ, men jeg scrollede i første omgang selvfølgelig forbi indlægget på grund af den overdrevne længde, hvilket er grunden til endnu en troll-kommentar. Sov godt :-)

Kristian Rikard

Jeg voksede op og blev formet i en tidsalder, hvor flere stilarter gjorde rangen stridig om at blive nr. 1 :-( Af samme grund lærte jeg tidligt 10-fingersystemet, og det har jeg haft meget glæde af. Men min håndskrift - herregud :-(

Søren Vestergaard

Håndskriften er meget personlig, det ses og mærkes. Derfor er 'grimme', håndskrevne breve og lignende så evigt mere charmerende. Jeg vil til hver en tid foretrække et håndskrevet kærestebrev, julehilsen, postkort osv. fremfor en digital udgave med Verdana str. 12.

Det var det æstetiske aspekt; ellers glæder jeg mig bare til at høre, om den øgede notatlyst fortsætter gennem resten af elevernes skolegang, eller om det kun er forårsaget af iPadens "wow"-effekt. To be continued..