Perfekte piger kan ikke lave film

»Hvis du som kvinde vil være instruktør, skal du forberede dig på, at andre kvinder synes, du er en dårlig mor. Og sådan er det bare,« siger Susanne Bier på en skrattet telefonlinje fra en bus i Tjekkiet, hvor hun i disse dage er ved at researche til sin næste film.

»Jeg foretog et meget klart valg tidligt i min karriere: Jeg ville have det til at fungere. Og ja, en stor del af min løn gennem årene er da gået til at få børnene passet. Og ja, jeg har fået rigtig meget kritik for det. Men jeg hører sgu ikke noget fra mændene – det er faktisk udelukkende fra andre kvinder,« forklarer den Oscarbelønnede instruktør.

Da Robertpriserne i sidste måned skulle uddeles til den danske filmindustri, var fire ud af fem nominerede instruktører mænd. Da de prestigefyldte Oscarstatuetter nogle uger efter skulle uddeles i Hollywood, var over 75 procent af de nominerede mænd. Og da Lars von Trier i lørdags vandt Bodilprisen for ’bedste film’, var to ud af de i alt fem nominerede instruktører kvinder. Filmindustrien er – og har alle dage været – domineret af mænd, både internationalt og i Danmark.

Men mens både Sverige og Norge så småt er begyndt at eksperimentere med deciderede kønskvoter i filmindustrien for at sikre en mere ligelig kønsfordeling i branchen, er Danmark længe blevet betragtet som det gode eksempel, hvad angår kvindelige instruktører. Derfor har kvoter heller aldrig været på tale som en nødvendig løsning. For med fremtrædende instruktører som eksempelvis Susanne Bier og Lone Scherfig, der ikke blot har markeret sig i de nordiske lande, men også har opnået stor international anerkendelse, bliver Danmark i filmkredse set som Nordens kønspolitiske duks.

Heller ikke Susanne Bier tror på, at den svenske kvotemodel er nogen holdbar løsning i Danmark.

»Det er en erkendelsesting. Jeg har haft mange år af mit liv, hvor min løn kun lige akkurat gik op med, hvad det kostede mig at få lov til at arbejde som instruktør. Man skal som kvinde bekæmpe sin egen bekvemmelighed og simpelthen acceptere, at ja, det har en personlig pris at være instruktør. Det lover jeg dig for, at mange mænd har accepteret før mig, og det skal vi kvinder også til, hvis vi vil have en fod indenfor.«

Dansk glansbillede

Spørger man rundt i den danske filmindustri – både hos mænd og kvinder – er holdningen entydig: Der er stadig alt for få kvinder i ledende stillinger på de danske filmset. Statistisk set har vi ikke særlig mange flere kvindelige instruktører end eksempelvis Sverige, hvor politikerne netop disse år forsøger at lovgive sig til mere ligestilling ved at kræve, at 40 procent af alle film skal have en kvinde for bordenden – enten som instruktør, producer eller manuskriptforfatter. De nyeste svenske tal fastslår, at kvinder i årene 2000-2009 gennemsnitligt har instrueret 19 procent af de svenske spillefilm, mens det tilsvarende tal for Danmark med 20-30 procent ikke ligger markant højere.

Foreningen WIFT (Women in Film & Television) udarbejdede i 2004 rapporten Køn og arbejde i film og tv 1999-2002, der for første gang kortlagde kønsfordelingen i den danske filmindustri, og siden er der ikke lavet nogen større undersøgelse af kønsfordelingen i filmindustrien. Men WIFT vurderer, at billedet er nogenlunde stabilt.

»Ja ja. I Danmark har vi Scherfig og Bier. Men det havde vi altså også for 10 år siden,« siger formand for den danske afdeling af WIFT Anne Christine Bech.

»De to kvinder er jo mønsterbrydere, men skal man virkelig måle et land på dets mønsterbrydere? Jeg vil hellere se på statistikken. Hvordan får vi flere med? Det er altså lidt af en sovepude, at vi har nogle få markante kvinder i filmindustrien, men det er ganske enkelt ikke nok,« siger Anne Christine Bech.

Spørger man Lone Scherfig selv, er hun personligt bevidst om, at hendes fremtrædende rolle som kvindelig instruktør kan være med til at tegne et kønsmæssigt glansbillede af den danske filmindustri, som den reelt ikke kan leve op til.

»Jeg har selv tit tænkt på, at kvinderne fylder meget i offentlighedens indtryk af dansk film, men stadig ikke ret meget i statistikken. Og slet ikke når det kommer til den økonomiske bundlinje,« siger Lone Scherfig, der i 2010 var nomineret til en Oscar i kategorien årets bedste film med An Education.

Perfekte piger

Hos Dansk Filminstituts Filmværkstedet stiller man faciliteter og udstyr til rådighed og giver løbende filmstøtte til unge, up-and-coming instruktører, der søger i puljen. Men i modsætning til forholdene i den ’tunge’ ende af filmbranchen, står unge kvinder på Filmværkstedet for en stor del af alle nye projekter, forklarer leder Prami Larsen. Og det på trods af at kun halvt så mange kvinder som mænd overhovedet søger i puljen.

»Det er ikke, fordi vi arbejder med kønskvoter, for det gør vi bestemt ikke. Kvindernes ansøgninger er bare ofte af en højere kunstnerisk kvalitet, og derfor får de også støtte derefter,« forklarer han. Således var der i 2011 86 kvinder, der søgte om støtte mod hele 170 mænd, mens 26 kvinder i sidste ende fik støtte mod kun 16 mænd.

»Kvindernes ansøgninger er nærmest perfekte. Men deri ligger også selve problemet,« forklarer Prami Larsen. For skulle det følge tendensen fra Filmværkstedet, burde der også i den ’tunge’ ende af industrien være tilsvarende mange kvindelige instruktører. Alligevel er Prami Larsen ikke optimistisk:

»Der er så mange talentfulde unge kvinder, der laver hamrende gode film hos os. Men der er simpelthen for mange, der falder fra efter første film. De søger først igen, hvis pitchet er helt perfekt, mens mændene allerede er i gang med at søge inden deres første igangværende projekt overhovedet er færdigt. Det kræver kolossal stor erfaring for at komme videre på de ’store’ støtteordninger, så det er kun de instruktører, der kommer igen og igen hos os, der klarer sig igennem,« siger Prami Larsen, som desuden må konstatere, at kvinderne er langt mindre villige til at gå på kompromis med deres livsstil.

»Mændene derimod arbejder gerne gratis meget længere, og det er nu engang bare sådan, man kommer frem i branchen.«

Kvinder taler om mænd

Men det er ikke kun et principielt kønspolitisk problem, at kvinder er underrepræsenterede. Det smitter også direkte af på selve filmkunsten, mener både Danske Filminstruktører, WIFT og Dansk Filminstitut.

I forbindelse med Oscaruddelingen skrev Informations blogger Anders Haahr Rasmussen et indlæg, som i dagene efter uddelingen bredte sig på Facebook og endda nåede helt ud til mange aktører i filmbranchen på grund af dets opsigtsvækkende konklusioner. Indlægget handlede om den såkaldte ’Bechdel-test’, som for alvor blev kendt i 80’erne, da amerikanske tegneserieforfatter Alison Bechdel havde den med i sin tegneseriestribe Dykes to Watch Out For. En film består Bechdel-testen, hvis den kan svare ja til følgende tre spørgsmål: Er der mindst to navngivne kvinder med i filmen? Taler de med hinanden? Og taler de om andet end mænd? Samtalen skal ikke nødvendigvis være af central betydning for filmens plot eller handle om noget særlig vigtigt eller klogt. Den skal blot handle om noget andet end mænd. Og lader man dette års Oscar-nominerede i kategorien Bedste film undergå testen, viser det sig, at kun to ud af i alt ni nominerede film reelt består testen. The Descendants og The Help består klokkeklart, mens to film er i gråzonen (eksempelvis Midnight in Paris, hvor kvinderne udelukkende snakker om mænd, bortset fra en enkelt scene i en møbelforretning, hvor to kvinder taler om shopping, og to mænd blander sig i samtalen). Og de resterende fem film er altså dumpet.

Klichékvinder

Ligesom mange af sine kolleger fik instruktør Kathrine Windfeld nys om Bechdel-testen via Facebook i dagene efter Oscaruddelingen.

»Den test er fuldstændig fantastisk. Den opsummerer jo hele problematikken eminent. For det er da ikke så underligt, at man ender med en lang række endimensionale kvindelige karakterer, når langt de fleste af karaktererne både skrives og instrueres af mænd,« siger Kathrine Windfeld, der netop har haft premiere på actionfilmen Hamilton – I nationens tjeneste.

»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg som kvinde giver både mine kvindelige og mandlige karakterer en dimension, som mange mænd ikke ville give dem. Ikke dermed sagt at mænd ikke kan opbygge nuancerede kvindelige karakterer, men det betyder da bestemt noget for karaktererne, at jeg er kvinde,« siger Kathrine Windfeld.

»Jeg arbejder bevidst med det feminine og det maskuline. Jeg prøver at skabe Hamilton som et helt menneske, der både kan slå ihjel, men som også er sårbar og ægte.«

Også Lone Scherfig ser, hvordan manglen på kvindelige instruktører påvirker karakterudviklingen:

»Det er de færreste manuskripter, jeg læser om kvinder i min egen aldersgruppe, der løfter sig op over klichélaget. Og det er sjældent, at jeg ser en film, der beskriver de største problemer og bekymringer i mit liv, og hvor jeg inderligt kan identificere mig med hovedpersonen,« siger Lone Scherfig.

Alle anerkender tilsyneladende problemet, men hverken hos Filmværkstedet eller foreningen Danske Filminstruktører tror man på kvoter som nogen holdbar løsning:

»Man risikerer at knække danske films omdømme. Det vil unægtelig gå ud over den kunstneriske frihed og kan være totalt ødelæggende for den danske succes, hvilket ikke gavner nogen. Heller ikke kvinderne,« siger Prami Larsen.

Kvotestrid

Næstformand for De Danske Filminstruktører Christina Rosendahl, der selv er instruktør og står bag blandt andre filmen Supervoksen fra 2006, er enig:

»Kvoter er ikke svaret. Hele denne diskussion er præget af en offer-undertrykker retorik, men det må simpelthen være vores eget ansvar at komme ind i kampen og holde op med at klynke,« siger Christina Rosendahl.

Spørger man derimod Kathrine Windfeld er modstanden mod kvoter fuldstændig misforstået:

»Hvad er det for noget sludder? Det er den eneste måde at vende udviklingen på. Det kommer ikke af sig selv,« siger Katrine Windfeld og fortsætter: »Så spørger du nok: Vil du måske vælges fordi, du er kvinde? Ja, gu’ fanden vil jeg da hellere vælges fordi, jeg er kvinde end slet ikke. Mænd er de facto blevet kønskvoteret i 100 år, så det generer mig overhovedet ikke.«

Hos WIFT køber man heller ikke argumentet om, at kvoteringen skulle gå særligt ud over den kunstneriske frihed: »Tror du måske, det er helt tilfældigt, at alle film pludselig bliver optaget på Sydfyn? Nej, det er da, fordi Sydfyn har lavet en filmfond, der skyder penge i projekterne. Eller hvad med alle de mange svensk-danske filmprojekter? Tror du, det er fordi vi bare elsker vores nordiske naboer helt vildt? Nej da, det er jo, fordi du så kan søge penge begge steder. Vi går med andre ord hele tiden på kompromis med filmkunsten for at tilpasse os den praktiske virkelighed, så hvorfor skulle det pludselig være markant mere krænkende for den kunstneriske frihed at skulle gøre det på grund af kvoter?« spørger WIFT-formand Anne Christine Bech.

Kathrine Windfeldt anerkender dog, at kvoter alene ikke kan gøre det. Man er også nødt til at have nogle instruktører, som de unge kvinder kan spejle sig i. Derfor var hun også meget bevidst om, at netop hun som kvinde skulle instruere en actionfilm – en genre, der traditionelt har været særligt domineret af mænd: »Jeg lover dig, jeg havde aldrig fået tilbudt at lave Hamilton, hvis ikke det var, fordi Kathryn Bigelow netop forinden havde vundet en Oscar,« siger Windfeld med henvisning til den amerikanske film The Hurt Locker, som vandt for bedste film i 2010 og samtidig gjorde Kathryn Bigelow til den første kvinde, der nogensinde har vundet en Oscar for bedste instruktion.

»På samme måde er det vigtigt for mig at statuere et eksempel med Hamilton. Jeg vil gerne sige det højt og tydeligt: Piger, også I kan lave actionfilm!«