Portræt af storbyens sorte samvittighed

Noir-nyt. Noir-romanen blev født i de depressionsplagede 1930’ere og har ofte leveret både begavet underholdning og skarp kritik af samfundets skridende moral lige siden. Det kan genren stadig, hvis den gider at tage sig selv seriøst, vidner et par aktuelle titler om
Noir-nyt. Noir-romanen blev født i de depressionsplagede 1930’ere og har ofte leveret både begavet underholdning og skarp kritik af samfundets skridende moral lige siden. Det kan genren stadig, hvis den gider at tage sig selv seriøst, vidner et par aktuelle titler om
9. marts 2012

Engang var noir-romaner ikke noget at grine af. De kunne være uhyggelige eller spændende, og det var nærmest et krav, at de skulle være dystre som ind i helvede. Men sjove forsøgte de sjældent at være.

Sådan er det ikke længere. Beklageligvis vil jeg have lov at konstatere efter at have læst italienske Massimo Carlottos Mysteriet Mangiabarche, der netop er udkommet på dansk. Hovedpersonen er den calvados-drikkende og blueselskende privatdetektiv Marco Buratti. Ham blev vi på dansk introduceret for sidste år med Sandheden om Alligatoren, hvis på én gang sludrende og forvirrede plot, jeg opgav efter små 100 sider.

Meget bedre er det ikke denne gang, hvor jeg dog har tvunget mig selv til at læse bogen til ende for at kunne anmelde resultatet på anstændig vis. Men det var en drøj omgang, og undervejs kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, om ikke det danske forlag gør sig selv en bjørnetjeneste ved at sælge serien om Buratti under titlen ’Spaghetti Noir’.

Bevares, Carlotto lader Buratti falde for en femme fatale, og indimellem fatter han sig såmænd også i chandlerske vendinger – »Når man i min omgangskreds vil have hemmeligheder ud af folk, bruger man fløjlshandsker for ikke at sætte fingeraftryk« – men så er det også slut med at demonstrere flair for noir-genrens hårdkogte konventioner: Plottet i Mysteriet Mangiabarche er lige så løst, som min kopi af Det lange farvel er i ryggen, og persongalleriet langt større og mere utroværdigt, end det er tilfældet i alle Mickey Spillanes kulørte romaner tilsammen.

En af Burattis nye venner hedder i øvrigt Marlon Brundu, og det fornemmes tydeligt på det joviale anslag, at Carlotto har satset på humoren i sit portræt af Italiens farceagtige retsvæsen. Men spaghettien er denne gang så langt fra al dente, som man kunne have ønsket sig.

Født i Los Angeles

For noir-afficionados er der heldigvis andet nyt at læse på dansk. Deriblandt skotske Craig Russell, der i Glasgow-kysset atter følger detektiven Lennox på job, og svenske Jens Lapidus, der med Livet De Luxe runder sin Stockholm Noir-trilogi fint af.

Med afsæt i et fængende krimiplot leverer de begge, som genrens forgængere gjorde, en kritisk kommentar til den moderne storby, der mere eller mindre bevidst ansporer folk til at jagte rigdom og rampelys i en sådan grad, at de undervejs mister deres moralske sans og ødelægger både sig selv og hinanden.

Begrebet ’krimi noir’ opstod i årene efter Anden Verdenskrig, hvor et par franske kritikere opdagede, at en stribe film baseret på hårdkogte amerikanske romaner havde en del tilfælles. Blandt titlerne var Raymond Chandlers Farvel, min elskede (1940). Dashiel Hammetts Ridderfalken (1930) og James M. Cains Dobbelt dækning (1943), der alle på fransk var blevet udgivet i forlaget Gallimars såkaldte Seríe Noire.

Fælles for disse og andre titler fra denne første generation af noir-romaner er blandt andet, at deres skæbnetunge og samfundskritiske handling ofte udspiller sig i storbyens nådesløse gader med velklædte, illusionsløse mænd og forførende kvinder uden samvittighed som centrale figurer.

Så stærke var konventionerne, at de ikke blev brudt men derimod slidt, og med få undtagelser – amerikanske Horace McCoy, Ross McDonald, Jim Thompson og Richard Stark samt Léo Malet i Frankrig blandt andre – skal vi derfor helt frem til 1980’erne, før krimi noir’en får samme gennemslagskraft, som den oprindeligt havde.

Tilbage til rødderne

I USA var James Lee Burke og Sarah Paretsky blandt dem, der fandt genren nyttig til udtrykke indignation over Reagans politik og samtidig afspejle en nation splittet af Vietnam-krigen og Watergate-skandalen.

For så vidt skriver Burke og Paretsky noir-romanen tilbage til dens originale rødder, der var næret af 30’ernes depression og befolkningens afmagt over for et politisk system, der i forfatternes øjne var præget af ambitioner om økonomisk og industriel fremgang for enhver pris – Burke gør det ved at fokusere på den traditionelle amerikanske regionalisme i sit portræt af det sumpede Louisiana, hvor moral er erstattet af grådighed, og alliancer mellem myndigheder og kriminelle trives uforstyrret; Paretsky ved at fremmane et sprællevende Chicago, der er med til at forme og ødelægge sine indbyggere.

Storbyen får ikke blot hos Paretsky, men i flere af noir-genrens mest markante værker fra og med 1980’erne lov til at folde sig helt ud og sætte sit præg på fortællingens bærende stemning. Det antydes allerede i de mange titler: Fra amerikanske James Ellroys L.A. Confidential (1990) over britiske David Peaces Tokyo Year Zero (2007) til franske Jean-Claude Izzos Marseille-trilogi (1995-1998).

Netop Ellroy betragtes som noir-romanens helt store fornyer. Med efterkrigstidens mytologiske Los Angeles og mordet på hans egen mor i 1958 som inspiration har han de seneste 30-40 år på egen hånd ændret genrens konventioner ved skyde sine sætninger af sted som stadig mere spidse missiler, alt imens han gradvist har gjort fokus bredere, så forfatterskabet i dag står som en af de vigtigste litterære krøniker om det moderne USA.

Ikke helt til grin

Stort set alle tidens markante krimiforfattere vedgår sig deres gæld til James Ellroy, blandt dem også Craig Russell og Jens Lapidus.

Handlingen i sidstnævntes Livet de Luxe fortælles ad flere spor, hvoraf de bedste følger Natalie, der skal overtage sin dræbte fars gangsterimperium, og den homoseksuelle betjent Hägerström, der får til opgave at gøre sig gode venner med en forbryder, og derfor, som han selv udtrykker det, »levede undercover på to fronter. Det var én for meget«.

I Lapidus’ Stockholm er skellet mellem myndigheder, overklasse og forbrydere med indvandrebaggrund nærmest udvisket. Alle tumler de groft sagt rundt høje af kokain, sex eller drømme, alt imens byen omkring dem blinker og fordærver dem. Inspirationen fra James Ellroy brænder igennem på hver eneste side, og hvad Lapidus måtte mangle af kunstnerisk originalitet, har han imod og energi.

Craig Russell synes specielt inspireret af James Ellroys mytologisering af 1950’ernes Los Angeles. Glagsgow-kysset udspiller sig i samme årti, hvor tre gangsterkonger og politiet kæmper om magten i byen. I dette minefelt af korruption, industritristhed og rå vold forsøger Lennox at navigere efter sit eget moralske kompas, der dog er blevet beskadiget efter deltagelse i Anden Verdenskrig.

Resultatet er en medrivende kriminalroman båret af sprogligt overskud, et troværdigt persongalleri og en realistisk intrige, der uanstrengt bevæger sig mellem samfundets top og bund i sin skildring af en fortid med aktuel resonans.

Det var i sin tid noir-genrens ypperste opgave, og den har både Craig Russell og Jens Lapidus taget seriøst. Glagsgow-kysset og Livet de Luxe vidner således begge om, at noir-genren heldigvis ikke er helt til grin.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

- Glasgow-kysset
- Craig Russell:
- Oversat af Ole Lindegård Henriksen
- Forlaget Hovedland
- 318 sider
- 199 kroner (fra april 249 kr)

- Livet de Luxe
- Jens Lapidus
- Oversat af Niels Lyngsø
- Modtryk
- 492 sider
- 299 kroner

- Mysteriet Mangiabarche
- Massimo Carlotto
- Oversat af Birgit Fuglsang og Ole Lindegård Henriksen
- Forlaget Hovedland
- 234 sider
- 199 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu