Læsetid 11 min.

Selvmordets svære kunst

Det er muligvis umenneskeligt, men ikke desto mindre menneskeligt muligt på én gang at være så fortvivlet, så sortsynet, så udvejsløs, at man nødvendigvis må begå selvmord, og samtidig være sig fuldt bevidst, hvad det er, man gør, og oven i købet iscenesætte det, som var det et værk
Selvmord. En kunstners selvmord er altid en del af hans eller hendes værk. Et meget spektakulært og effektivt værk oven i købet.

Selvmord. En kunstners selvmord er altid en del af hans eller hendes værk. Et meget spektakulært og effektivt værk oven i købet.

Jakob Dall

16. marts 2012

Ugen inden havde jeg i et interview til avisen Politiken sagt, at jeg havde brugt det sidste år på at lede efter Hemingways gevær, at når værket var afsluttet, var der ingen grund til at leve videre, at jeg risikerede at skade mit afsluttede oeuvre, hvis jeg i de kommende år stadig gik omkring blandt menneskene og måske, som Hemingway, lavede en masse middelmådigt.

Få dage efter sad jeg her i mit kammer, da jeg modtog et nyhedsbrev fra den norske avis Morgenbladet. Jeg åbnede det tankeløst og lod blikket løbe ned over overskrifterne og forstenede.

»Minneord over Stig Sæterbakken«.

Jeg stirrede på ordene i flere minutter. Min dag, min verden, mit liv gik i stå. Hvorfor? Kendte jeg den norske forfatter Stig Sæterbakken? Vidste jeg overhovedet, hvem han var?

I 2002 udkom Claus Beck-Nielsen-romanen Selvudslettelser, et radikalt skriftorgie, en avantgarde, der raser mod sine egne og dermed hele sin kulturs grænseoverskridelser og blandt andet indeholder et kapitel, hvor fortælleren og hans tyske naziven lokker en lille pige med ned i en cykelkælder, hvor fortælleren har sex med hende, mens Herr Stelter penetrerer fortællerens et-årige datter. Det vakte et vist ubehag blandt læsere i Danmark, men blev åbenbart også bemærket ud over landets grænser. Fra Norge modtog jeg et brev fra en vis Stig Sæterbakken, der spurgte, om jeg ville bidrage til hans nye romanprojekt. Jeg kendte ikke Sæterbakken, men fandt ud af, at han var på alder med mig, var fascineret af »det hæslige, det modbydelige, forrådnelse og forfald« og havde redigeret tidsskriftet Marginal, der havde udgivet et særnummer om Peter Handke. Og da Handke var min store helt, skrev jeg til Sæterbakken, at jeg umiddelbart ikke anede, hvad jeg skulle skrive til hans bog, men hvis han til en begyndelse ville sende mig Handke-nummeret, så ville jeg i mellemtiden afvente den rigtige idé. Den kom aldrig.

Det originale selvmord

Syv år tidligere, i 1995, havde jeg skrevet skuespillet Ci-vi-li-sa-tion. En af de centrale scener i stykket er mødet mellem to unge mænd, Oudeis, han som vil være »ingen«, og Amnesieren, en ung mand af et folk, som verden har glemt. Amnesieren er på vej ind til metropolens centrum for at sætte ild til sig selv og brænde op i et bål, der skal åbne verdens øjne for det glemte folk. Prins Oudeis håner Amnesieren for hans manglende originalitet. At sætte ild til sig selv er en forslidt kliché, kun det aldrig før sete selvmord er en gyldig udvej! Siger Oudeis, som tydeligvis er forfatterens talerør, hans alter ego.

Få dage efter at jeg havde skrevet denne scene, mødte jeg Kvinden i Mit Liv og var så uoriginal at flytte sammen med hende, gifte mig og oven i købet få et barn med hende. En håbløs kliché! ville Prins Oudeis sige, det holder ikke!

Og han havde ret.

Det blev mere og mere ordinært, indtil hun i begyndelsen af 2001 erklærede, at hvis hun skulle overleve, så skulle hun ud af det her. Jeg havde været landet rundt med en solo-performance, og den sidste forestilling skulle finde sted i København. Salen var fyldt, og ud fra en håbløst moderne idé om, at vi ’fortsat skulle være venner’, var min kommende ekskone til stede blandt publikum til dette slutspil. I den sidste scene trækker hovedpersonen en imaginær pistol, sætter den mod tindingen og »bang!«.

Det havde jeg gjort aften efter aften på min tour rundt i det ganske danske land, det ene imaginære selvmord efter det andet. Pludselig slog det mig, at det her var min chance for at træde i karakter. Dette var udvejen. Selv Prins Oudeis ville godkende det som et gyldigt værk: Hvis jeg denne sidste aften, foran den københavnske kulturelite og deriblandt min kommende ekskone, i stedet for den konventionelle imaginære eller bare falske pistol, trak en ægte skarpladt pistol op af lommen, satte den for tindingen og, bang!, blæste min hjerne ud over kulissen ... Uhørt! Genialt! Det ville gå over i Historien!

Jeg gjorde det ikke. Hvorfor? Havde jeg ikke modet? Eller var det noget andet, der holdt mig tilbage i det ordinære liv? Faktum er, at jeg endnu engang bare lod som om, satte en imaginær pistol mod tindingen og trykkede af, rejste mig og modtog publikums og min kommende ekskones bifald og gik ud i mørket.

Kort efter erklærede jeg Claus Beck-Nielsen for død, grundlagde virksomheden Das Beckwerk og brugte de næste ti år på et livsværk, der endegyldigt skrev mig ud af det menneskelige fællesskab.

I efteråret 2010 afsluttede jeg dødsværket med en begravelse i centrum af København og lukkede Das Beckwerk. Da jeg (uheldigvis) stadig var i verden, blev jeg af bestyrelsen pålagt en etårig karantæne fra den skandinaviske offentlighed, et års tavshed, i hvilken jeg skulle afvente den gnist, der kunne antænde et nyt og endnu mere radikalt livsværk.

Den kom ikke.

Som månederne gik, måtte jeg indse, at da ethvert menneske kun har én krop, så har det også kun ét muligt livsværk. Og da mit livsværk allerede lå bag mig, havde jeg ikke længere noget foran mig. Der var kun én ting at gøre: Og derfor, sagde jeg til Politiken, »har jeg brugt det meste af året på at søge efter Hemingways gevær«.

Og ikke så snart havde jeg sagt det, så lød skuddet: »Minneord for Stig Sæterbakken«. Lige i synet og tværs gennem hjernen. Det lammede mig. Døren til udvejen smækkede i. For helvede! Var det det? Var jeg jaloux? Havde Stig Sæterbakken med sit skud gjort mit mulige selvmord til en kliché? Nej. Min død er for længst en kliché.

Jeg kendte ikke Stig Sæterbakken personligt. Ikke engang hans værk kender jeg grundigt nok til at bedømme det. Jeg ved ikke, hvad jeg taler om? Jo. Jeg taler om Stig Sæterbakkens død. Den forfølger mig. Den gjorde mig rasende. Den sparkede mig tilbage i min tidligste ungdom, til den kompromisløse Prins Oudeis. Din middelmådige nar! råbte jeg, at skyde sig (jeg var overbevist om, at Stig Sæterbakken havde skudt sig, i virkeligheden hang han sig, men i min forestilling, i min besættelse skød Stig Sæterbakken sig en kugle gennem hjernen), det er en forslidt kliché, råbte jeg, et middelmådigt værk!

Døden som performance

Ja, jeg vil vove at betragte Stig Sæterbakkens selvmord som en del af hans værk. Gennem hele sit kunstneriske virke har Stig Sæterbakken tilsyneladende forberedt selvmordet: scener, sætninger, udsagn i romaner og interview, der alle, før eller senere, i yderste konsekvens måtte føre til virkeliggørelsen, eller i hvert fald, nu, hvor selvmordet er en realitet, bliver fortolket som skridt på vejen mod Stig Sæterbakkens selvmord. Det gennem årtier forberedte Big Bang, højdepunktet, værket i sin yderste konsekvens. Og hvad får vi? En kliché. Men måske er selvmordet altid en kliché? Måske er selvmordet bare en særlig kujonagtig udgave af døden, som i forvejen altid er en kliché?

Selvmordet er døden som performance, og når en kunstner begår selvmord, så er det et værk, oven i købet afslutningen på et livsværk, og må nødvendigvis modtages, læses og kritiseres som et sådant. Men hvad sker der?

I Stig Sæterbakkens tilfælde passerede selvmordet i de første uger nærmest kritikløst ind i en kollektiv mytedannelse, der fandt sted, ikke bare i Sæterbakken-kulten, på blogs og Facebook-sider, men også i nogle af de norske avisers »minneord«. Hvorfor? Hvorfor skulle Stig Sæterbakkens sidste værk ikke ’anmeldes’, bedømmes, tildeles ’terningekast’ efter fortjeneste, når nu alle hans tidligere værker, alle forberedelserne til dette afsluttende værk er blevet det? Er det fordi, det afsluttende værk i modsætning til alle de tidligere ikke bare handler om selvmordet, men endelig tager den yderste konsekvens og handler med døden? Og døden er i vores verden – i modsætning til stort set alt andet – hævet over eller hinsides enhver kritik.

Men hvorfor? Der er noget galt – enten med vores kultur, eller med selvmordet som sådan, selvmordet som menneskelig handling.

En selvmordets poetik

En kunstners selvmord er altid en del af hans eller hendes værk. Et meget spektakulært og effektivt værk oven i købet. Men hvordan kan et selvmord kvalificere sig? Hvornår kan et selvmord siges at være gyldigt, som menneskelig handling? Som performance? Som værk? Når det formår at rive sig løs af dødens kritikløse hinsides og skyde sig ind i historien, kulturen og det menneskelige fællesskab som et værk, der kræver kritik, med andre ord et værk, der ikke bare bliver et mere eller mindre tilsigtet mediestunt, der når det kommer til stykket, i praksis, ikke virker som andet og mere end en promovering af livsværket og manden og myten bag dette. Et selvmord, der lyser i sig selv og ikke bare kaster lys tilbage på det nu tilbagelagte livsværk. Findes det? Er et sådant selvmord menneskeligt muligt?

Store selvmord

Hemingways selvmord. Det er gået over i historien. Som et gyldigt værk? Nej. Hemingways selvmord – et omvendt gevær, en salve, der blæste hjernen op på væggen bag liget – var ynkeligt, mest af alt, fordi det kom mindst 20 år for sent. Hvis Hemingway absolut skulle skyde sig, så skulle han have gjort det, da han var færdig som kunstner. Så havde vi været fri for at skulle regne den bunke af middelmådige bøger, han skrev i de sidste årtier af sit liv, som en del af hans værk. Ideen var i og for sig god nok: at tage det gevær, han igennem årtier havde blæst livet ud af klodens største og smukkeste dyr med, det gevær han havde blæst myten om sig selv som Det Tyvende Århundredes Mand op til det ulidelige med, at i sidste og yderst logiske konsekvens vende dette gevær mod sig selv i en afsluttende salve, det har en smuk, enkel, skarp konsekvens, der absolut er hans bedste værker – romanerne A Farewell to Arms og The Sun also Rises og en række af novellerne – værdig. Det var først og fremmest timingen, det var galt med.

Anderledes er det med et andet af det tyvende århundreds litterære selvmord: den japanske forfatter Yukio Mishimas knap ti år senere.

Efter flere års forberedelse og femten års hård fysisk træning gik Mishima og tre andre medlemmer af hans Takenoi-hær den 25. november 1970 ind på Ichigaya-basen – Tokyo-hovedkvarteret for Japans forsvarsstyrker – og udførte et kupforsøg. Fra en balkon holdt Mishima en brandtale til basens soldater, som han opfordrede til at styrte kejseren. Derefter gik han nedenunder på kommandantens kontor og begik det rituelle harakiri, stødte en kniv til bunds i sine indvolde og skar maven op fra venstre mod højre. Sådan!

Dette selvmord hævede sig op over Hemingways ynkelighed og trådte ud af dødens kritikløse hinsides og ind i det historiske rum og krævede kritik. Det raseri, den fortvivlelse, som altid udløses i de overlevende, når nogen begår selvmord, fik form i Mishimas tilfælde, man kunne tillade sig at kalde det heroisk eller tværtimod latterligt, patetisk, hysterisk, protofascistisk, hvad som helst. Det kvalificerede sig som værk og dermed som andet og mere end anledningen til den Mishima-myte, som selvfølgelig også fulgte.

I min personlige kanon over kvalificerede og misundelsesværdige selvmord er også den guatemalanske advokat Rodrigo Rosenbergs selvmord-iscenesat-som-lejemord i 2009. Dagen inden sin død optager Rosenberg en videotale med sig selv, i hvilken han siger, at hvis han en skønne dag skulle blive myrdet, så vil Guatemalas præsident Alvaro Caballero være den skyldige, og mordet et bevis på præsidentens korrupte regime. Dagen efter cykler Rosenberg sin sædvanlige tur gennem Guatemala City, da en mand kommer løbende ned ad en bakke og skyder ham ned bagfra. Mordet viser sig, ganske som forudsagt, at være iscenesat. Af præsidenten? Nej, af Rodrigues selv. Det var ham, der havde planlagt det ned i mindste detalje og havde fået sin svoger til at betale en lejemorder for at udføre det. Rosenberg var muligvis ikke kunstner før sit selvmord, men det blev han utvivlsomt i og med det.

Rodrigues’ og Mishimas selvmord kvalificerer sig som værker ved i sig selv at overskygge den myte, de uundgåeligt er anledning til.

Formår Stig Sæterbakkens selvmord også det? Vil Stig Sæterbakkens selvmord blive stående for eftertiden som kulminationen af Sæterbakkens livsværk, eller vil selvmordet bare stå tilbage som den forslidte kliché, der gav anledning til kanoniseringen af forfatterens øvrige værk og den mytedannelse, der altid følger en kunstners selvmord?

Jeg tvivler. Og fortvivler. Ikke bare fordi Stig Sæterbakken med sit selvmord har lukket min eneste udvej, men fordi jeg som en følge af hans selvmord er kommet i tvivl om, hvorvidt selvmordet – denne døden som performance – stik imod, hvad jeg netop har hævdet om Mishimas og Rodrigues, overhovedet kan kvalificere sig, ikke blot som værk, men som en gyldig menneskelig handling. Noget taler imod det, min fortvivlelse, mit umiddelbart meningsløse raseri, ikke bare mod døden som sådan, men mod Stig Sæterbakken: Hvordan kunne du gøre det, menneske?! Nej, nej, nej! råber jeg.

Den sidste hilsen

Stig Sæterbakken var fortvivlet. Ingen tvivl om det. Stig Sæterbakken så ingen anden udvej. Men der var ikke tale om uagtsomt manddrab. Stig Sæterbakken var fuldt ud klar over, hvad han gjorde. Som den kunstner, han var, iscenesatte han sit selvmord, skrev i den sidste mørkets nat netop den sidste hilsen til sin svenske forlægger og ven, der på én gang var fortvivlet og patetisk og stilren nok til, at den få dage efter kunne blive trykt i de norske aviser og dermed gå over i historien.

Som Kafka skriver i sin dagbog i september 1917, så er det paradoksalt, det er »ubegribeligt«, men en forfatter kan, selv i den yderste fortvivlelse, sætte sig ned og meddele en anden: »Jeg er fortvivlet«. Ja, han »kan, alt efter begavelse, gå endnu videre« og »med hele orkestre af associationer« udvikle og fantasere over sin fortvivlelse.

»Og det er ikke løgn, og det stiller heller ikke smerten, det er helt enkelt et nådens overskud af kræfter i netop det øjeblik, hvor smerten ellers med al tydelighed har brændt alle mine kræfter ned til bunden af mit væsen.«

Det er muligvis umenneskeligt, men ikke desto mindre menneskeligt muligt på én gang at være så fortvivlet, så sortsynet, så udvejsløs, at man nødvendigvis må begå selvmord, og samtidig være sig fuldt bevidst, hvad det er, man gør, og oven i købet iscenesætte det, som var det et værk.

Men hvis man ikke kan kritisere værket, hvad så?

»Fuck you, Stig Sæterbakken!«.

Er det her i sidste ende det eneste, der er mig menneskeligt muligt at sige? Som et udtryk for mit raseri, min fortvivlelse. Hvis selvmordet, ikke bare mit, hvis ethvert menneskes selvmord, når det kommer til stykket, ikke er gyldigt, hverken som kunstværk eller overhovedet som en menneskelig udvej, hvor i dette helvede skal man så i den yderste fortvivlelse gøre af sig selv, nu hvor vi ganske vist hvert sekund bliver flere og flere, men også, mærkbart, er blevet én mindre?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

Fabelagtig artikel. For et menneske som undertegnede, der hver eneste dag føler lede ved at skulle deltage i denne aggressive eksistensform - den biologiske eksistensform - er artiklens blotte eksistens, dens tanker, det lærred, den sætter op, balsam for min sjæl. Derfor et ydmygt tak for den.

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Tror sgu denne artikel flyttet en tøddel for de mennesker der på det sidste dagligt har kastet sig foran en forsvarløs lokofører

Brugerbillede for Maya Nielsen

jeg deler ikke dennne forherligelse af enhver gerning alene fordi man kalder sig kunstner...bull-shit for at sige det på dansk...

Enhver med lidt kendskab til psyken ved jo at det der netop kendtegner forskellen på depression , er en psyke der skaber forestillingen, frem for i den omvendte rækkefølge hvor forestillingen/viden og tolkning kan sætte følelserne ind i et realistisk lys....
således er man rent faktisk ved en depression offer for sine følelsers virkelighedsskabende kraft som i denne tilstand er sat ud af proportionel virklighedsregulerende regulering og tolkning...

en mere konstuktiv tilgang til selvmord, må være ALDRIG at give efter for denne impuls FØR man har søgt hjælp hos specialister og andre med mentalt og psykisk overskud og gode evner for analyser af situationen/problemstillingen.

Jojo der kan være sygdomme og psykiske sygdomme , man på sigt ikke magter at leve med og i, da helvedet og smerten bliver for stor... og så kan der være gode grunde til at slippe ud af denne verden, om man ingen positive fremtidsudsigter heller kan stilles i udsigt fra omverdenen omfattende også eksperters vurderinger... for man skyder jo heste , gør man ikke ?

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

Tilføjelse til min forrige kommentar: Det fabelagtige ved artiklen for mig er ikke tanken om at iscenesætte sit eventuelle selvmord, for det forekommer mig egentlig yderst selvoptaget. Nej, det er først og fremmest det, at selvmordet får medieplads i en kultur skræmt af døden, i en kultur, der som følge af dens forsøg på at benægte/uddrive alle livets fundamentale tragedier, for det meste af tiden fremstår som pinefuldt inautentisk.

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Kunstnerens narcisisme foranlediger tro på vigtighed. I stedet for bør kunstneren genskabe evnen til at gøre noget for andre.

Selvmord af desperation er trist.
Selvmord af principfasthed er noget andet og behøver ikke begrundelse.
Selvmord som værk er blot forfængelighed.

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Martin Skov

Det er jo meget højromantisk det hele, men hvis du var lykkelig i blot et splitsekund, ville du trykke på aftrækkeren uden nogen anden hensigt end at møde din egen undergang med et smil på læben. Så.. /klik/ - /klik/ ...Du er det tomme hylster i geværet.

Brugerbillede for Brian Pietersen
Brian Pietersen

selvmord, eller ligge og dø et offentligt sted som gammel, i et samfund som udelukkende ser en som en udgift, der er selvmord mere værdigt for mig.