Læsetid: 2 min.

Skidegodt, Benny!

Olsen-Banden er stadig kult og Benny helt i det tidligere DDR. Senest på bogmessen i Leipzig
20. marts 2012

BERLIN – Ingen dansker med respekt for sig selv kan vel høre eller bruge udtrykket »skidegodt« uden samtidig at høre Morten Grunwalds let nasale syngende klang, efterfulgt af et »Egon!«. I dag kan man ikke se, om Morten Grunwalds sokker er lysegule, for hans bukser går helt ned til skoene. En smule benny’sk ekviperings-ekshibitionist er der dog stadig i ham: Hans bukser er røde. Den danske skuespiller, instruktør og tidligere teaterchef er i sit hjemland folkeeje som den lange lømmel i Olsen Banden-filmene. I det tidligere DDR er han kult. Eller ikke bare det. Han er en helt.

Morten Grunwald har de seneste dage optrådt på bogmessen i Leipzig og på et teater i Berlin i anledning af den tyske oversættelse af Jacob Wendt Jensens biografi om Grunwalds gamle kollega og bandemedlem, den afdøde skuespiller Ove Sprogøe. Det er en tydeligt bevæget Morten Grunwald, Information møder sammen med hans kone Lily Weiding (87 år i stilethæle og knivskarp). Bogen blev revet væk forleden på Leipzigs bogmesse.

Den tyske instruktør Frank Castorf, der for et par år siden var i København for at sætte Herman Bangs Stuk op på Det Kongelige Teater, og da Castorf ifølge Grunwald fandt ud af, at Børge (Jes Holtsø) var en af sceneteknikerne, kunne han ikke tro sin egen lykke. Efter premieren gik Morten Grunwald bag scenen for at sige tak for i aften. Han blev præsenteret for Castorf, og denne blev introduceret til, at det her var Benny. Castorf stirrede vantro på Grunwald og sagde: »Det kan ikke passe. De ser alt for intellektuel ud.«

»Jeg var selvfølgelig smigret, men forsikrede ham om, at det var sandt. Da faldt han på knæ og kyssede min hånd. Og hvad kunne jeg gøre andet end også at falde på knæ og kysse hans hånd?,« fortæller Morten Grunwald.

»Erik Balling sagde, at man ikke skal være så bange for det banale, at man går glip af det elementære,«siger Lily Weiding. Olsen Banden-filmene rørte med deres den-lille-mand-gør-oprør-mod-autoriteterne-og-den-almindelige-tungsindighed ved noget elementært i DDR-borgerne. Hyldesten af Grunwald er så rørende, at man næsten tilgiver tyskerne, at de har oversat titlen Ove Sprogøe til den germansk klingende version af Bennys begejstringsudbrud: Mächtig gewaltig, Egon!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ja, det er altså snarere den dialektiske materialisme,
vekselvirkningslæren,
og ikke diverse udgaver af astrologi,
som passer mindst dårligt med virkeligheden

nutiderne, og
især fremtiderne, er jo vigtigere, og forhåbentligt meget bedre

--------------
og der er noget om fortiderne der undrer lidt
mht. sovjetunionen, polen, estland, letland, lithauen,ddr...osv.

nemlig:

hvis samfundskårene, da og der, virkligt var socialistiske, fælles,
fællesejede,
hvad de kår formodentlig var og er

hvorfor lod de mennesker så,
i 1980'erene,
( hvis hævdelserne derom passer )

det ævl “paradigmet” med navnene:

cristenhed, cristendom,
fiskens tid, eller vandbærens tid,
age of pishes, age of aquarius

, få indpas?