Interview
Læsetid: 9 min.

Fra det smalleste smalle til det allerbredeste brede

Ingolf Gabold var oprindeligt komponist af musik, der var så smal, ’at man kunne sparke den op i røven på en lærke’. Her, i anledning af at han forlader posten som dramachef i DR, forklarer han, hvordan det i virkeligheden var meget logisk, at han blev dramachef for de store, folkelige og internationale serier i Danmarks Radio. Han kalder dem postmoderne
Kultur
26. marts 2012
Ingolf Gabold var oprindeligt komponist af musik, der var så smal, ’at man kunne sparke den op i røven på en lærke’. Her, i anledning af at han forlader posten som dramachef i DR, forklarer han, hvordan det i virkeligheden var meget logisk, at han blev dramachef for de store, folkelige og internationale serier i Danmarks Radio. Han kalder dem postmoderne

Han er manden på chefstolen bag tv-serier som Rejseholdet, Nikolaj og Julie, Ørnen, Krøniken, Forbrydelsen, Livvagterne og Borgen. Et af hans vigtigste mantraer har været, at danskerne skulle kunne se sig selv i dem, et andet, at de skulle have mindst en million seere. Før den tid underviste han talrige tv- og filmfolk i dramaturgi, berettermodellen for, hvordan man bygger en spænding op med anslag, præsentation, uddybning, og point of no return, punktet, hvorfra der ingen vej er tilbage, og som skal indtræffe i enhver god historie.

– Ingolf Gabold, af dit cv fremgår, at du er født i Heidelberg. Er du indvandrer?

»Ja, jeg er førstegenerationsindvandrer. Min danske mor var på Rhintur sammen med kusine Ellinor fra Sakskøbing i 1938. De sejlede forbi Lorelei, men navnlig traf de en ung tysker, der hed Kurt Johannes Gabold. Min mor blev hamrende forelsket og flyttede ned til ham samme år, og de blev gift. Men så blev han sendt til Østfronten. Ved kapitulationen blev min mor og jeg sendt til København, hvor vi flyttede ind hos min mormor i Københavns nordvestkvarter.«

– Hvad skete der med din far?

»Da han blev barnefader, blev han overført til Vestfronten og røg i fangenskab i Alsace til et stykke ind i 1946. Tilbage i Tyskland skulle han oparbejde sin forretning igen, et lille musikforlag, der også solgte instrumenter, grammofonplader og noder. Meningen var, at vi skulle flytte tilbage, men svigerinderne fortalte min mor, at det ikke var en god ide, da han havde fundet en anden. Hun tog alligevel derned, men kun for en kort tid. Den historie har jeg først fået fortalt langt senere.«

– Så du din far igen?

»Fra jeg var syv-otte år tog jeg i alle sommerferier med futtog ned og besøgte ham. Jeg havde en stor seddel på mig: ’Skal af i Hamburg!’ Jeg var rædselsslagen for at havne i Stuttgart eller et helt andet sted. Hver dag hentede jeg ham i forretningen, og vi gik ud at spise sammen. Om søndagen var vi oppe i bjergene eller ude i skoven. Resten af tiden boede jeg hos min fætter. Jeg blev aldrig præsenteret for hans nye kvinde. Da jeg var 17, traf jeg selv en skøn, ung kvinde, og fra da af ville jeg hellere blive hjemme i København«.

Modviljen

– Du har foregrebet mit næste spørgsmål: Hvor fik du din interesse for den moderne kompositionsmusik fra?

»Der var musik i familien. En onkel var komisk tenor, en anden saxofonist i UFA-filmstudierne, og min far musicerede også. Selv begyndte jeg som femårig at spille blokfløjte hos frk. Hultmann i Hillerødgade. Jeg lærte også violin og klaver – og gjorde min mor ked af det, da jeg gik ud af skolen i 2. g. I stedet kom jeg på Det Kongelige Danske Ildsprudlende Musikkonservatorium med orgel som hovedfag. Jeg troede, jeg skulle være organist i den danske folkekirke«.

– Var det det første point of no return i dit eget liv?

»Nej, det var, da jeg i Salzburg havde vundet den største pris, man kunne vinde inden for tv-opera. Da følte jeg mig sikker i sadlen som komponist«.

– Du eksperimenterede også med tolvtonemusik?

»Jeg plejer at sige, at min musik lød som ti skraldebiler, der kører ud over en afgrund, men så hidsigt var det nu ikke, selvom det var meget moderne. Jeg fulgte med min lærer, komponisten Per Nørgaard, til konservatoriet i Århus, hvor der opstod et miljø omkring den musik, der var inspireret af Darmstadtskolen med Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen som de toneangivende. Min interesse for den ny musik blev imidlertid mindre og mindre. Musikken sejlede rundt uden centrumsfornemmelse. Det var ligegyldigt, om den varede tre minutter eller tre timer. Bortset fra et par hovedværker var det noget kling-klang, som folk hverken kunne finde hoved eller hale i«.

– Fik du direkte modvilje?

»Ja, jeg tænkte, at hvad fanden er det, jeg sidder og laver! Jeg ville jo gerne kommunikere bredt som med mine tv-operaer, men i 1981 ophørte jeg med at komponere og blev producer for Radiokoret og Radiosymfoniorkestret. Da startede jeg også med at undervise i fortælleteknik. Jeg kunne jo min Wagner-dramaturgi. Sammen med filmskolens Mogens Rukov var jeg den her i landet, der vidste mest om film- og tv-dramaturgi«.

– Der må vel også have været nogle fra teaterverdenen?

»Nej. Man kan sige meget om teaterverdenen, men tilbagestående er den jo. Som min hustru hvisker, når vi går i teatret: Klip! Det sker måske én gang om året, at man bliver glad og begejstret i teatret, men så er jeg også meget høflig«.

Fyret fra DR

– Så blev du pludselig fyret fra Danmarks Radio. Hvorfor?

»Jeg var blevet forfremmet til programdirektør og ville flytte TV-Avisen, så der kunne blive plads til en primetime-flade først på aftenen for hele familien. Det ville TVA-journalisterne ikke være med til. Generaldirektøren ville først gerne, men senere ikke. Det gav et hus i helvede, og så var det mig, der lavede for meget ballade – og blev fyret. I syv år var jeg ude, men nød det, for jeg havde rigeligt at lave og nåede også at skrive en roman, da jeg blev ringet op af den nytiltrådte chef, Bjørn Erichsen, der ville have mig som dramachef. Først sagde jeg nej, men så kriblede det alligevel«.

– Det var vel så klimaks på din karriere?

»De 12-13 år som chef er simpelthen det morsomste, jeg har oplevet i mit liv. Hold kæft, hvor har jeg haft det sjovt! Jeg afløste Rumle Hammerich, der med Taxa-serien havde lagt skinnerne ud, og i min tid blev vi internationale. Jeg kalder Taxa for det moderne gennembrud. Vi har fået fem Emmy’er, to Bafta’er (britiske tv-priser. red.), to Prix Italia’er, og uden jeg skal tage en længere sejrsrunde, er det enestående. Ingen andre har gjort det, og vi regnes blandt de fem bedste serieproducenter ikke bare i Europa, men i verden”.

– Noget af det morsomme, du har oplevet?

»Da Rejseholdet fik en Emmy, var vi en lille deputation, der var rejst til New York for at modtage den, blandt andre skuespillerne Mads Mikkelsen og Charlotte Fich. Så blev der råbt ud over salen: ’And the winner is … Unit One!’ Vi rejste os op og skreg af glæde, men Mads Mikkelsen blev siddende ved sit bord. Vi måtte prikke til ham for at få ham med op at stå. Han har vel tænkt, at vi var nogle idioter at solidarisere os så meget med de kolleger, der havde vundet. Men, hvad han ikke vidste, var, at Unit One var Rejseholdets navn i de engelsksprogede lande«.

Noget vedkommende

– Hvad ser vi, hvis vi kigger ind i seriernes maskinrum?

»Vi går ud til forfatterne og spørger, hvad de synes, er vigtigt for danskerne. Det sker i et en-til-en-forhold. Vi skal mødes i et punkt. Da Peter Thorsboe kom med sin ide til at lave noget om politiets rejsehold, spurgte jeg til, hvordan vi undgår, at det bare bliver endnu en serie med politibiler og blå blink. Langsomt fik vi det frem, som vi kalder den dobbelte historie. At der ud over en god historie også skal være noget, som er vedkommende etisk, socialt eller psykologisk. Her skulle det så handle om forbrydelser i familien. Ikke for at forstå forbrydelser, men for at forstå, hvad der rører sig i menneskesindet. ’Man jager et bæst og fanger et menneske’, blev så overskriften. Senere kom de med en ide, hvor vi bevæger os ud i det store internationale, hvor mennesker med pænt slips er frygtelige forbrydere. Det blev til Ørnen. Videre til det mærkværdige, at mennesker slår hinanden ihjel på grund af tro, oven i købet den samme tro på ’den eneste sande’ monoteistiske, som hedder Jahve, Allah eller – hos os – Gud. Det blev til Livvagterne«.

Borgen og Lykke

– Hvordan opstod ideen til Borgen?

»Adam Price ville gerne lave et politisk drama. Det afviste jeg først, dels fordi folk har politikerlede, dels fordi vi havde sendt The West Wing på DR 2 (Præsidentens mænd, red.), hvor kun 15-40.000 seere så den. Adam blev ved. Han ville undersøge noget om demokrati og magt. Han kunne tænke sig en kvindelig statsminister – som vi endnu ikke havde – og hvad hun får af personlige omkostninger som mor, hustru og elskerinde. Jeg sagde: Now we are talking! Senere kom Stig Thorsboe, som kunne tænke sig at lave noget om danskernes lykkebegreb. Danskerne har ry for i diverse undersøgelser at være nogle af verdens lykkeligste. Samtidig er halvdelen af befolkningen på piller, og hvad er det for noget underligt noget? Så begyndte han at kreere det, der blev til serien Lykke«.

– Det var vel den første popu-lære comedy-serie?

»Eller dramady, som vi kalder den. Kombinationen comedy og drama er en genreblanding, som er et postmodernistisk fortællefænomen. Det er det, vi beskæftiger os med. Som tidligere komponist af musik, der var så smal, at du kunne sparke det op i røven på en lærke, har det været vidunderligt at fortælle i et stort medie på en skrivemaskine i farver, og vi er da alle klar over, hvor meget vi skylder det græske drama og Strindberg og Nora i Et dukkehjem.«

– Sjovt, at du kalder det postmodernisme …

»Det er, hvad det er. Postmodernismen frigjorde os til at fortælle historier på en måde, som ikke er set før«.

Kunst ifølge Gabold

Før Ingolf Gabold tager sin hat, en Borsalino, på for at gå videre ud i livet, udlægger han den europæiske kulturudvikling, som den tager sig ud ifølge ham.

»Der var komponister som Mozart og Bach, som skrev musik til små forsamlinger og slet ikke var klar over, hvor meget, de senere kom til at fylde. De var genier og fik geniets ret til at gå enegang med det ’uforståelige’, det ikke før sete og oplevede. Den linje kører videre i dag, hvor seriøse kunstnere, anmeldere, forlag, kuratorer og udstillingssteder står for den. Men så påpegede nogle franskmænd i 1980’erne, at en sådan Ole Opfinder-virksomhed var omsonst, for alt var allerede fortalt i myter, fabler og dagliglivets historier. Derefter blev det kunstens opgave at gå ind, blande genrerne og fortælle de samme historier på en ny måde, som da Sjöwall og Wahlöö fornyede krimien. En Lars von Trier eller en Tarantino kan stadig aftvinge kunsten et nyt sprog og gud ske tak for det, men man kan ikke påstå, at Trier har en fortælleglæde. Den ser man i det massemedium, som tv er. Som Umberto Eco har sagt: ’Giv mig tre klicheer, og jeg brækker mig. Giv mig 100, så bliver jeg helt begejstret’. Det er postmodernisme«.

Babylon-projektet

Således manifest sætter Gabold sin hat, som han vil, og får lige givet nogle navngivne anmeldere et par nakkedrag, fordi seriesucceserne er blevet til på trods af dem. De har ofte været meget negative.

Nu stopper han som dramachef. Han bliver 70 år dagen før palmesøndag, men allerede om mandagen er han i arbejde igen. Han fortsætter som konsulent på Babylon-projektet, en krimi noir, der handler om EU, og som produceres af Zentropa for DR og Arte France – ligesom han var konsulent på Broen. Samtidig tiltræder han i et nyt job som konsulent for et stort, hollandsk film- og tv-selskab, som har lavet en skandinavisk fiktionsafdeling i København.

»De har samme synspunkter som mig – og dejligt mange penge,« siger han og ligner en, der aldrig har tænkt sig at stoppe helt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ingolf Gabold har erstattet nyskabende og spændende dramatik med ensporede dramaturgiske modeller - det er om noget bagudskuende. Ikke et ondt ord, det er tit meget underholdende, men så er det ved Gud heller ikke mere. Værst er det, at han har fjernet den humor, der er et dansk særkende og et stærkt forløsende moment i meget tv-dramatik.
Hvor populært det end er, burde det sige Gabold et og andet, at det stadig er Panduro, der står som fyrtårnet i dansk tv-dramatik.
Og så har filmmiljøets tyveri af fjernsynet fra teatret givet en sammenhængende dansk kulturel forståelse det værste skud for boven.
For ikke så længe siden antydede han selv, at unge mennesker havde bedt ham om noget, de ikke bare kunne se ude i virkeligheden. Hvis det er sandt, kan vi håbe, at det vil betyde en tilbagevenden til det løft i intellektuel kapacitet, som kommer af tilvending til det ikke umiddelbart aflæselige, der kræver noget af sit publikum.
Det er værd at huske på, at teatrene stadig har flere besøgende i løbet af en sæson end fodbold (og at dramatik i tv, til trods for det forudsigelige, har langt flere seere end sport).

Steffen Gliese

Man kan sige, at Ingolf Gabold i endnu højere grad end den ellers så populistiske Volmer-Sørensen har givet folk, hvad folk kan lide - uden krav om modydelser.

Hasse Poulsen

Det er et usædvanligt godt interview fyldt med viden og viser et menneske med en stor indsigt i kunst, historie, dramaturgi, produktion, samarbejde....

Jeg har ikke set nogle af de nævnte tv-serier, men har nu virkelig lyst til at se dem for at forstå hvad det er for nogle vinkler den postmoderne form har gjort mulige.

Og kommentarerne om teater, ny musik og kunst som sådan er jo lige i øjet.

Indsigt, faglighed, og professionalisme.

Steffen Gliese

Ingen er mere poppet end Ingolf Gabold.

Søren Kristensen

Jeg kan godt lide god pop.

Steffen Gliese

Pop og god er modsætninger, Søren Kristensen.

Torben Knudsen

Jeg kalder dem de små diamantslibere, der får folks øjne til at funkle til TV slukkes. Den store diamant, livet bliver mere og mere skubbet i baggrunden, selv Rudolph Steiner kæmper forgæves. Ingolf og holdet sørger for snasket,Bonderøven for fritidslivet sammen med Søren Ryge, Brdr. Price for madlav ningen, Bjarne Riis for cykelturen og storskærmen for 'oplysningen' i stuen.
Hvorlænge skal vi være i TV-paradiset?

Lars Peter Simonsen

Det gode ved tv er, at man kan slukke eller skifte kanal. Gabold er go'!

Lars Christensen

Jeg synes stadig det er sjovt, at et anagram på hans navn er Inga Golfbold.

randi christiansen

Peter Hansen - Pop er en forkortelse for populær og er ikke modsætningen til god