Kommentar
Læsetid: 4 min.

TV-serier gør grin med lederen

Det vrimler med komiske ledere i aktuelle tv-serier som ’Rita’ og ’Lykke’. Latterliggørelsen af lederfiguren er udtryk for behovet for en syndebuk efter finanskrisen, men også et opgør med lederen i os selv, lyder vurderingen
Syndebukke. I DR’s tv-serie ’Lykke inkarnerer Søren Pilmark som bestyrelsesformanden Johannes Dam den kyniske lederstereotyp, der siden forvandles til frelst new age-leder med talefjer.

Syndebukke. I DR’s tv-serie ’Lykke inkarnerer Søren Pilmark som bestyrelsesformanden Johannes Dam den kyniske lederstereotyp, der siden forvandles til frelst new age-leder med talefjer.

Agnete Schlichtkrull

Kultur
15. marts 2012

Værdibaseret ledelse. Innovativ ledelse. Forandringsledelse. Selvledelse. Ledelse i alle afskygninger er blevet det moderne samfunds løsen. Men samtidig med at samfundet dyrker ledelse og hylder lederfiguren som frelser, udstilles lederen i fiktionens verden som en komisk figur.

De aktuelle tv-serier Rita og Lykke er nærmest et katalog over latterlige lederfigurer. I Lykke inkarnerer Søren Pilmark som bestyrelsesformanden Johannes Dam den kyniske lederstereotyp, der siden forvandles til frelst new age-leder med talefjer.

Også Lars Brygmann har tiltrukket sig opmærksomhed, som den distræte kommunikationschef Flemming. Den ene af seriens to forfattere Stig Thorsboe fortæller, at da DR’s daværende dramachef Ingolf Gabold læste de første afsnit af Lykke var hans eneste bekymring faktisk Flemming-figuren, som han fandt for urealistisk som chef.

»Men et langt, broget arbejdsliv sagde mig noget andet, så Flemming fik lov til at gå planken ud uændret. Og sjovt nok er lige netop Flemming den karakter i serien, folk igen og igen siger, de genkender. Dog altid hos andre, aldrig hos sig selv. Det er måske det mest tankevækkende,« siger Stig Thorsboe.

Samfundet på hovedet

I TV 2-serien Rita er det Carsten Bjørnlunds velmenende, men usikre skoleinspektør Rasmus og Ellen Hillingsøs ultra-reformpædagogiske AKT-lærer Helle, som inkarnerer to tidstypiske skoleledertyper. At fremstillingen af lederfiguren er blevet mere negativ er også en dramaturgisk konsekvens af, at hovedpersonen i dag skal være så almindelig som mulig, påpeger Christian Torpe, som er medforfatter på Rita.

»Den moderne hovedperson må for alt i verden ikke være en magtkarakter. Når lederen ofte ses i et negativt eller komisk lys, hænger det derfor ofte sammen med, at lederen udfylder et dramaturgisk behov som hovedpersonens modstander,« siger Christian Torpe. Han fremhæver den amerikanske tv-serie The Sopranos som det første eksempel på, at hovedpersonen i moderne tv-dramatik ofte er antihelten.

»Den karakter, som tidligere var skurken, følger vi nu på godt og ondt, hvad enten han er narkohandler, bandemedlem, korrupt politibetjent eller antiautoritær folkeskolelærer som Rita,« siger Christian Torpe.

Når vi aktuelt er så optagede af at latterliggøre lederen, hænger det ifølge professor mso ved Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet, Gunhild Agger også sammen med, at finanskrisens hærgen har skabt et behov for at udpege en syndebuk.

»Vi har set nogle ledere, som ikke fortjente at være ledere, og som har været direkte medvirkende til, at finansverdenen kollapsede. Det har skabt et behov for at udpege en syndebuk, som aktuelt kommer til udtryk i tv-seriernes komiske gennemlysning af lederfiguren. Du kan ikke længere fortælle historien om lederen som en tragisk helt i Mads Skjern-traditionen,« siger Gunhild Agger.

Efter 15 års besættelse, hvor hele den vestlige verden har jagtet friværdi og materiel tilfredsstillelse, er vi nu på vej ind i en lutrende fase, påpeger lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS, Bent Meier Sørensen.

»På linje med lutrende aktiviteter som social entrepreneurship, antimaterialisme og renhedsbølge, fungerer komedien også som en form for udrensning. Lutring handler også om at projicere, at pege hen på en figur som den egentligt skyldige, og lederfigurerne i Lykke og Rita er kendetegnet ved at være meget lette at udpege,« siger han.

Derudover rummer den aktuelle latterliggørelse af lederen ifølge Bent Meier Sørensen også en række klassiske karnevalistiske træk, hvor samfundets traditionelle orden vendes på hovedet.

»Ligeså ophøjet lederen er i virkeligheden, ligeså meget forløses vi af at komme hjem efter en lang arbejdsdag og så få en halv time, hvor lederen er en parodi. Hvor vi gennemskuer ham, hvad enten han er en grinagtig new age type eller en gennemført bjørnebandit,« siger Bent Meier Sørensen.

Selvopgør

Men når alt kommer til alt, tilføjer han, er det et opgør med lederen i os selv. Siden 1980’erne har vi dyrket en kultur, hvor den enkelte er blevet sin egen entreprenør. I projektsamfundet er enhver leder for sin egen lille virksomhed. Og i takt med at vores arbejdsidentitet i stigende grad er bygget op på ideen om ledelse som selvledelse, så er opgøret med lederfiguren og den entreprenante mand også blevet et selvopgør, påpeger Bent Meier Sørensen.

»Der er forbrydere med afsindigt høje lønninger på spil både før, under og efter finanskrisen. Sådan er det. Men det er langt sværere for os at håndtere, at vi selv var med, at vi selv investerede i vores huse i stedet for bare at bo i dem og selv lavede budrunder på skide treværelses andelslejligheder. Ellers var man jo en idiot,« siger han.

Endelig er det aktuelle fokus på lederfiguren også en konsekvens af, at tv-serier er begyndt i højere grad at bruge arbejdspladsen som den foretrukne ramme om samfundsatire..

»I modsætning til 1990’ernes familiekomedier som Madsen & Co og Hjem til fem, er det i dag arbejdspladskomedier som Lykke og Rita, der dominerer i en mere samfundsorienteret satire,« siger Gunhild Agger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Først og fremmest er det en tilbagevenden til klassiske humoristiske fremstillinger af det ægte morsomme: dér, hvor det farlige afmonteres.

Heinrich R. Jørgensen

De, der fører an, leder.

Men hvem fører an? Hvordan besluttes det, hvem og hvad der skal vise vejen? Hvilke evner og formåen har en egnet leder? Er det mest oplagte ikke slags naturvejleder, med kendskab til landskabet, erfaringer med bevæge sig, osv.?

Hvilke veje man ledes eller forledes ad, fordi man troligt sjokker bagefter de forreste, der med høj kadence virker til at kende vejen, kan man næppe laste andre for end sig selv.

Man skal ikke bruge en halv time dagligt på at grine over tåbelighederne der fremkom ved at domptørerne trak én eller andre rundt i managen, på planløs og nyttesløs vis. Man kan grine, græde og gyse over sin egen dumhed, ved at man lod sig trække rundt som viljeløs deltager i et surt og dumt show. Dernæst kan man samle mod til at undlade at opføre sig som en dressseret abe fremover, og medvirke på ansvarlig vis til at showets karakter af absurd teater aftager.