Læsetid: 5 min.

Den usynlige gigant

Trods et kolossalt værk i et hav af forskellige genrer har John Cale formået at forblive en velbevaret hemmelighed. Nu bliver det walisiske multitalent 70, og vi kaster et blik på manden og hans musik
John Cale i Stockholm, november 2011.

John Cale i Stockholm, november 2011.

Nicklas Thegerstrøm

10. marts 2012

Banquo: It will be rain tonight/

First Murderer: Let it come down

William Shakespeare: ’Macbeth, Act 3, Scene 3’

 

Tillad mig at begynde med en personlig anekdote. Året var 1985, da jeg mødte den kvinde, der skulle blive min hustru. Jeg sad med min ven Vagn Lundbye i køkkenet i det kvindekollektiv, jeg boede i, da en yndig lille sorthåret sag kom valsende ind ad døren. Hun smilede, og vi smilede, og så var hun væk. Jeg kiggede på Vagn og sagde det eneste fornuftige i den givne situation: »God røv, hva’?« Vagn nikkede og så vis ud, en af hans spidskompetencer. Nå, den lille sag var veninde af huset, og jeg så mere (og mere) til hende. Fik lokket ud af hende, at hun var Sort Sol-fan og læste japansk på uni. Vi kyssede lidt og sådan, og så inviterede jeg hende ud. Ind og høre John Cale i Saga. Den 7. december! Med Sort Sol som opvarmning. Hallo! Og Sort Sol spillede »Ruby«, men John Cale sang sin ind til benet melankolske ballade, »Close Watch«, så man skulle være lavet af teflon for at forblive uberørt. Og det, mine damer og herrer, blev så vores sang. Betydningen af den slags hverken kan eller skal undervurderes.

John Cale. Javel. Nu bliver mesteren så 70. Weird. Der er meget at være taknemmelig for. Værket f.eks. – ja, det er både kolossalt og unikt. Få musikere såvel inden- som uden for rockmusikken har så mange ben i så mange lejre – og kun et fåtal af dem med samme høje kunstneriske niveau. Til gengæld kan man ikke påstå, at denne John Cale er specielt kendt uden for en bestemt, noget sluttet kreds. Via skæbnens ironi (den skælm!) nåede han sit allerstørste publikum, da han fik en sang med i filmen om Shrek (2001). Men mere skæbnens ironi: ikke en af hans egne kompositioner, derimod hans smukt nedbarberede version af Leonard Cohens »Hallelujah«. Den sad så til gengæld også, hvor den skulle.

Hvis respekt var penge

Sidst der blev foretaget en optælling, lå antallet af soloudgivelser fra Mr. Cale tæt på de 40, alt inklusive! Dette uden at medregne glimrende duoplader sammen med hhv. Lou Reed, Brian Eno, Terry Riley og Bob Neuwirth. Læg dertil hans engagement i La Monte Youngs minimalistiske droneensemble The Dream Syndicate i 60’ernes første halvdel og hans medvirken i det ikonoklastiske rockorkester The Velvet Underground, hvis to første, bedste og mest banebrydende albums han satte voldsomt (i alle ordets betydninger) præg på. Han har endvidere været aktiv som producer og i den grad præget legendariske debutplader fra folk som The Stooges, The Modern Lovers og Patti Smith samt i vid udstrækning medvirket på andres plader. Ikke fordi det har gjort ham mere kendt, men hvis respekt var penge, ville han være en rig 70-årig i dag.

Måske derfor han ikke smilede den første gang, jeg interviewede ham. Tværtimod. Okay, det var tilbage i 1983, og jeg mødte rimelig vissen op. Når man nu skal møde et af sine største ikoner, ikke sandt? Det var et dobbeltinterview i selskab med min kære kollega Bo Green Jensen. Nå, han mødte så også vissen op. Åh-åh. Endelig dukkede John Cale op. Han var også vissen. Og pissesur; pladeselskabet havde inddraget hans fridag til fordel for promotion. Det passede ikke herren, og Cale var massiv i al sin negativitet; vi var pludselig fjenden. Bo havde til gengæld medbragt nogle af de længste spørgsmål, jeg nogensinde havde hørt. Husker at Bo stillede et massivt kompliceret spørgsmål, Cale bundede endnu en Guld Tuborg i en slurk (impressive), kiggede Bo i øjnene og svarede »no!«

Ædru og i godt humør

Anden gang var i London i 2003, hvor han gjorde reklame for sin første sangbaserede skive i syv år, det glimrende Hobo Sapiens. Ikonet var ædru og i god form, også Informations udsendte var klarhjernet, og den da 63-årige Cale udstrålede vitalitet og vent! Godt humør! Sidder John Cale der over for mig og ler hjerteligt af sine egne vittigheder? Eller snarere: vittighed. Den berømte sorte trommeslager Bernard Purdie havde netop i et interview udtalt, at det slet ikke er Ringo, men ham, der spiller trommer på alle af mennesket kendte Beatles-indspilninger! Det lo vi meget af. Ud over det gav han et førsteklasses interview samt signerede mit eksemplar af Music for a New Society, den med »Close Watch«, verdens bedste John Cale-sang!

Historien fortalt i overskrifter, men med flammende bogstaver: John Davies Cale fødes den 9. marts 1942, far er engelsk minearbejder, mor walisisk og skolelærer. John er astmatiker, men vildt musikalsk og viser snart sine evner på den bratsch, der følger ham livet igennem. Fordyber sig i den klassiske tradition, men dyrker Elvis Presley på Radio Luxembourg. Efter tre år på musikkonservatorium i London kommer han i 1963 til USA, hvor han møder heltene Aaron Copland, John Cage og Le Monte Young. Møder året efter Lou Reed, med hvem han danner The Velvet Underground, som han spiller i, indtil Lou smider ham ud i ’68. Debuterer som solist i 1970 med det uventet afdæmpede Vintage Violence.

Siden da har han arbejdet støt og roligt, i 70’erne og 80’erne mestendels inden for rocken, de sidste tre årtier i utallige genrer, fjernt fra alfarvej. Altid spændende at følge, også når han slår en skæv!

Lad Cale afslutningsvist selv få ordet med et citat fra interviewet i London i 2003, hvor han fik sagt væsentlige ting om sine holdninger og sin arbejdsmetode:

»Kulturelle forskelle tror jeg på, men politik, det er stort set det samme svineri overalt. Derfor blander jeg alting sammen i mine tekster – det private, det globale, det personlige, det politiske – for sådan drøner verden gennem vores bevidsthed. I fragmenter, i bidder … og så må musikken udgøre det frirum, hvori jeg kan bevæge mig uden bagtanker, men også med total frihed. Hvor jeg kan lege og bruge min intuition og ikke forsøge at ’regne den ud’. Når jeg sådan tænker efter, er jeg faktisk en heldig mand … jeg kunne f.eks. være blevet borgmester et eller andet sted, for satan da!«

Og så lo han hjerteligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Det er selvfølgelig ligesom, at sammenligne æbler og pærer, men i forhold til Lou Reed som Cale stiftede Velvet Underground med, så har Cale nok været den mest musikalsk solide og musikalsk nysgerrige. Måske fordi han har været mere musikalsk omkringfarende, har han på den anden side, ikke fået sig så solidt et brand som Reed. Apropos den her artikel fra sidste uge

http://www.information.dk/29517

så var det Andy Warhol, der producerede den første Velvet Underground plade, hvilket sikkert er derfor den er lidt ekstra gotisk og campet.