Læsetid: 3 min.

Virkeligheden er et godt sted at begynde

Der har de seneste år sneget sig en både påfaldende og pudsig vane ind hos landets litteraturanmeldere: De synes – tilsyneladende – at kriminalromanernes mange referencer til begivenheder ude i samfundet og verden ødelægger fiktionen og overskygger de litterære kvaliteter...
Fiktion? Krimiforfattere bliver i stigende grad kritiseret for at skrive bøger med meget tætte tråde til konkrete, aktuelle begivenheder og problemstillinger i samfundet.

Fiktion? Krimiforfattere bliver i stigende grad kritiseret for at skrive bøger med meget tætte tråde til konkrete, aktuelle begivenheder og problemstillinger i samfundet.

Oliver Lang

Kultur
17. marts 2012

Der har de seneste år sneget sig en både påfaldende og pudsig vane ind hos landets litteraturanmeldere: De synes – tilsyneladende – at kriminalromanernes mange referencer til begivenheder ude i samfundet og verden ødelægger fiktionen og overskygger de litterære kvaliteter.

Det er svært at forestille sig udbredelsen af en lignende kritik, hvis talen faldt på de ’rigtige’ skønlitterære forfattere. For er det ikke folk som Karl Ove Knausgård, Beate Grimsrud, Knud Romer og Lone Hørslev, der i disse år hyldes og æres for at bruge løs af sig selv og virkeligheden og for at skabe litteratur, der handler om mennesker, der findes, begivenheder, der har fundet sted, ja, kort sagt historier, der handler om levet liv? På samme måde skriver forfattere som Kim Leine og Kristian Ditlev Jensen privat og personligt om samfundsmæssige og sociale problemer.

Rigtignok udkommer der krimier, som stabler informationer og fakta op som i et telegram fra Ritzau, eller serverer en samfundskritik som taget ud af et debatindlæg om hundelorte og etiske glidebaner i en lokalavis. Almindelig menneskelig uopfindsomhed kan resultere i, at der pludselig dukker lidt for mange historier op om trafficking og seksuelt misbrug af børn, kort efter at medierne har bragt reportager fra bordeller og afsløringer af pædofiliringe på internettet. Den slags kommer der selvsagt aldrig god litteratur ud af. Men det er jo slet ikke normen. Tværtimod. Og vi afskriver vel heller ikke al poesi som bras, fordi et par digtere har været lidt for ivrige med smerte og hjerte.

Siden den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe med en blanding af fiktion og samfundsrefleksion præsenterede verdenshistoriens første detektiv C. Auguste Dupin i 1841, har der op igennem krimigenrens historie været en tæt forbindelse med virkeligheden. Man kan – måske – tale om en forpligtelse i forhold til virkeligheden eller en realismekontrakt med læseren, om man vil.

Det er den tradition, som Sjöwall og Wahlöö videreførte og videreudviklede med deres politiserende velfærdskrimiserie Roman om en forbrydelse, og det er den stærke tradition, som stadig giver krop til en væsentlig del af den aktuelle kriminallitteratur.

Inspireret af livet

Prøv at læse det store interview med James Ellroy i dette tillæg. Det giver ingen som helst mening at adskille mand, værk og virkelighed. Uden den barske barndom, uden de vilde ungdomsår på den forkerte side af loven, uden det nære kendskab til Los Angeles og dets brutale politi i 1950’erne, uden fascinationen af død og vold, fordi hans egen mor blev slået ihjel, uden alt dette ingen fremragende krimier propfulde af både elementær spænding og ætsende samfundskritik trykt med navnet James Ellroy på forsiden.

Den norske forfatter Torkil Damhaug havde heller aldrig kunnet skrive sine historier og figurer, hvis han ikke havde mødt et hav af skæbner i virkeligheden igennem sit mangeårige arbejde som psykiater. Og hans aktuelle Ildmanden havde slet ikke været så intens, hvis hans hjemland ikke i disse år netop var præget af højreekstremisme midt i den norske idyl.

Det er også vanskeligt at forestille sig Deon Meyer skrive sine berømmede historier om politimanden Benny Griessel, hvis det ikke havde været for fortidens grusomheder under apartheidstyret, der ligger som en ildsprudende vulkan under det sydafrikanske samfund, og hans egen opvækst i en fattig, hvid familie.

Derfor kommer det heller ikke som nogen stor overraskelse, at krimierne for alvor er begyndt at bevæge sig ind i den globale tidsalder med historier domineret af galopperende finanskrise, helt nye supermagter og apokalyptiske klimaforandringer, der rejser sig som tårnhøje trusler mod nationalstaternes trygge trummerum.

Hvad skulle gode krimiforfatterne og historiefortællere ellers gøre, når verden omkring dem brænder?

Eller med George Brandes’ ord, da han den 3. november 1871 holdt indledningsforelæsningen til »Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur« ved Københavns Universitet:

»Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. (…) At en Litteratur Intet sætter under Debat er det samme som, at den er ifærd med at tabe al Betydning. Det Folk, som frembringer den, kan da længe nok troe, at al Verdens Frelse vil komme fra det, det vil see sig skuffet i sin Forventning; det bliver ikke mere et saadant Folk, som styrer Udvikling og Fremskridt, end Fluen gjorde det, da den mente at drive Vognen frem, fordi den nu og da gav dens 4 Heste et ubetydeligt Stik.« o

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mads Pedersen

"Siden den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe med en blanding af fiktion og samfundsrefleksion præsenterede verdenshistoriens første detektiv C. Auguste Dupin i 1841, har der op igennem krimigenrens historie været en tæt forbindelse med virkeligheden. Man kan – måske – tale om en forpligtelse i forhold til virkeligheden eller en realismekontrakt med læseren, om man vil."

Her er det vel på sin plads med en korrektion. De tidlige krimier, særligt Poes tre detektivnoveller, men også Conan Doyle, Wilkie Collins m.fl., fokuserer vel først og fremmest på det spektakulære - den excentriske detektiv, den spektakulære forbrydelse, den opsigtsvækkende løsning på gåden m.m. Dette træk er naturligvis knyttet til en lang række historiske forudsætninger, journalistikkens opståen m.m. Men denne dyrkelse af det spektakulære gav sig også udslag i subgenren okkult detektivfiktion (Algernon Blackwoods ulideligt docerende John Silence, M.P. Shiels hyperdekadente Prince Zaleski, William Hope Hodgsons Thomas Carnacki, Aleister Crowleys Simon Iff, m.m.m.), der også kunne regnes for en del af kriminallitteraturen, indtil denne udkrystalliseredes til sine nuværende former. Den omtalte 'virkelighedskontrakt' kan altså i lige så høj grad give sig udslag i en jagt på det spektakulære (som også viser sig i andre kriminallitterære varianter i disse år), og krimilitteraturen er altså langt så entydigt 1:1-realistisk som artiklen lægger op til.