Læsetid: 3 min.

Det var bare et digt ...

Süddeutsche Zeitungs kulturredaktør trykte Grass’ famøse digt. Han ser digtet som et debatindlæg i forklædning
14. april 2012

Det er Süddeutsche Zeitungs (SZ) kulturredaktør, Thomas Steinfeld, der har offentliggjort Günter Grass’ famøse digt, »Was gesagt werden muss«, (’Det der må siges’), hvori digteren beskylder Israel for at planlægge et atomart angreb på Iran, og åbenbart har han følt sig nødsaget til at drage i brechen for sin disposition.

Det er ikke, fordi kulturredaktøren har haft det store æstetiske udbytte af digtet, som han i SZ kalder »et opråb fra en i det mindste tilsyneladende plaget sjæl i stolprende vers og vilkårligt afgrænsede strofer,« og i Dagens Nyheter (DN): »rytmen vakler, og linjefaldet forekommer ikke motiveret.« Han slutter sit indlæg med at formode, at Grass har valgt digtets form til sit opråb for at få sagt, hvad han ville sige, uden at møde kritik.

Selv om Steinfeld gør en del ud af at behandle digtet som digt, betragter han det selv som et debatindlæg i forklædning, men det er også reaktionerne, han er ude efter, idet de, ifølge kulturredaktøren, først og fremmest afslører den politiske debats elendighed.

»Kommentarerne fyger, som om Grass’ værk var en stor politisk, om ikke ligefrem en militær begivenhed,« harcelerer han i SZ.

»Det turde være første gang, en tysk udenrigsminister har følt sig tvunget til offentligt at kritisere et digt.

Steinfeld medgiver, at Günter Grass sætter trumf på den reelle situation, ved at påstå, at Israel vil bruge atomvåben i den hensigt at udslette det iranske folk »(ordvalget benytter sig formodentlig med flid af Det Tredje Riges vokabular)«, skriver han uden at kommentere det, men reaktionerne kører helt af sporet, mener Steinfeld.

Solidariteten med Israel

Israels Benjamin Netanyahu trækker øjeblikkelig skyldkortet: Det er ikke Israel, men Iran, der truer verdensfreden. Grass har gjort det let for Netanyahu ved at vælge digtformen, erkender Steinfeld, men det, digteren får retur, er ligeledes et digt, »en femfoldig repetition af mønstret ’ikke os, men dem’. En lyrisk bekendelse til Israels uskyld.« Med »en ondskabsfuld drejning til slut,« idet Netanyahu trækker Grass’ gamle medlemskab af Waffen-SS af stalden og antyder, at digteren stadig går nazisternes ærinde. Men så medgiver han, at selv Grass følger samme logik. »Han vil udpege en ny (gammel) skyldig – i den meget idealistiske forhåbning, at en stor politisk konflikt med radikalt modstridende magtinteresser kan løses gennem en ’international instans’,« og antyder, at Grass under indtryk af sin Nobelpris måske betragter sig selv som en slags frontløber. Steinfelds merner ikke, det er muligt at tale om årsagerne til fjendskabet mellem Iran og Israel.

»Det er, som om man ikke længere har politiske begreber til at beskrive, hvordan Israel, bakket op af FN, agerer ordensmagt for hele regionen, og at et atombevæbnet Iran ville rokke ved denne orden.«

Steinfeld konkluderer ligeledes, at så godt som alle reaktioner viser, at man i såvel ind- som udland er styret af solidariteten med Israel, hvilket endelig fører ham frem til at rejse spørgsmålet, om Israels voldsomme reaktion mon i virkeligheden er et bevidst forsøg på at flytte grænserne for, hvad der kan fremføres at kritik mod landet og dets politik over for Iran.

»Günter Grass skrev et digt. Eller rettere sagt: han skrev et læserbrev, en pamflet, et lille essay, som han gav digtets ydre form, måske fordi det, han ville sige, skulle fremstå som udsprunget af samvittighedsnag, måske for at han derved kunne unddrage sig alle angreb. For hvem angriber et digt? Han tog fejl,« slutter Steinfeld sine overvejelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Ole Rasmussen

En tidligere ledende medarbejder i den israelske sikkerhedstjeneste bekræfter ifølge Der Spiegel Günter Grass´ bange anelser om den Israelske regerings intentioner om at foretage et præventivt angreb på Iran inden udgangen af 2013. Denne tidligere leder af sikkerhedstjenesten står ikke alene med sine advarsler, og fremhæver, at man hverken kan forudsige konsekvenserne af et sådant angreb på Irans atomprogram, og at den israelske regerings forsøg på at legitimere angrebet i øvrigt bygger på falske forudsætninger.

Udtalelsen kommer som en i en række af samme art.

Når man tager i betragtning, hvor meget substans der således er bag advarslerne fra endog meget kompetente interne iagttagere fra Israels egne tjenester, så kan det godt undre noget, hvor meget energi, som hele den vestlige verden har brugt på at italesætte Günter Grass som domineret af en personlig og uindrømmet besættelse af trusselsscenariet.

http://www.spiegel.de/politik/ausland/0,1518,830450,00.html