Læsetid: 7 min.

Bruddene og tabet

Det er nogle af de store temaer i Jens Christian Grøndahls forfatterskab, som blev grundlagt, da han som barn snakkede med en imaginær person gennem et nøglehul i en dragkiste. Da havde han mistet sin mor for første gang. Hans nye roman, ’Før vi siger farvel’, er en ny skæbnefortælling om veje og omveje i moderne kærlighedsliv
’Brud og pludseligt tab er en ung erfaring, jeg har med mig, og det mønster jeg fortæller rundt om igen og igen,’ siger Jens Christian Grøndahl, der er aktuel med romanen ’Før vi siger farvel’.

’Brud og pludseligt tab er en ung erfaring, jeg har med mig, og det mønster jeg fortæller rundt om igen og igen,’ siger Jens Christian Grøndahl, der er aktuel med romanen ’Før vi siger farvel’.

Jakob Dall

13. april 2012

Da jeg møder Jens Christian Grøndahl, har han så sent som dagen før været til en begravelse, sin mors.

Han fortæller det uden viderværdigheder. Marianne Grøndahl hørte til i superligaen for professionelle kunstfotografer her i landet. Mor og søn var begge afklarede om det, der skulle ske. De havde talt det igennem. Hun afstod fra den sidste kræftbehandling efter et års sygdom for at få en værdig død. Man kan næsten sige, at han mistede hende for anden gang.

På mange måder har hans mor været årsag til, at han har brugt det mest af sit forfatterskab på at forstå og beskrive den kvindelige natur, som ellers er vanskeligt terræn for mænd.

»Lige nu, hvor vi har begravet min mor, tænker jeg på, hvad en god veninde engang sagde: ’Fordi det var et problematisk moderskab, har du måske fra begyndelsen skullet investere ekstra megen indlevelse i at prøve at forstå hende’.«

– Hvordan var det problematisk?

»Mine forældre blev skilt, og vi tre børn blev hos min far, som stod tilbage med pligtfølelsen. Marianne skulle ud at realisere sig selv. På mange måder var der tale om et svigt, som er en del af vores familiehistorie med skyld, vrede og fortrængninger, men det er blevet udlevet gennem årene.«

»Jeg fandt ud, at min mor aldrig var blevet færdig med at være datter. Hendes egen mor havde aldrig rigtigt villet hende. Altså var Marianne selv bundet til det svigt og følelsen af at være uønsket. Hun blev sendt på kostskole, hvorfor hun formentlig flygtede ind i forholdet til min far som purung og slet ikke var parat til den tilsidesættelse af sig selv, det indebærer at være mor. Hun var en datter, der fik børn. Hendes fravendthed efterlod mig i et tomrum, jeg selv skulle udfylde. Jeg kan huske, at jeg tit sad foran en dragkiste i stuen og talte til en imaginær person inde bag nøglehullet. En tidlig oplevelse af sproget som henvendelse til den der ubekendte, som senere er læseren. Det var en fantasiverden med lige dele indlevelse og fantasi.«

Sprællemænd på speed

Jens Christian Grøndahls nye roman, Før vi siger farvel, fortæller om forholdet mellem en ældre mand og en yngre kvinde, Marcus og Barbara. Han er Magnum-fotograf og dermed en af de bedste, altid på farten til verdens brændpunkter. Hun har fået sin første opgave som forlagsredaktør på en biografi om en kendt skuespillerinde, som har haft mænd på stribe. Meget pludseligt gør Marcus imidlertid forholdet forbi.

– At forlade og blive forladt er et stort tema i dine bøger. Hvorfor altid så abrupt?

»Det er ved en pludselig forandring i nogens liv, en fortælling bliver mulig. Brud og pludseligt tab er en ung erfaring, jeg har med mig, og det mønster, jeg fortæller rundt om igen og igen.«

– Hvorfor falder yngre kvinder for ældre mænd, mens det omvendte sjældent er tilfældet?

»Det er ikke kun eller nødvendigvis en fadererstatning, for hos den ældre mand ser hun en begyndende sårbarhed, erotisk og seksuelt, som accentuerer hendes egen erotiske suverænitet. Et mærkeligt spil mellem underkastelse og magtudøvelse, hvori der også er en ømhed. Han på sin side bekymrer sig om, hvornår hun finder en yngre model.«

– Oplever du 68-generationens mænd og kvinder som ’sprællemænd på speed’ – et udtryk din kvindelige hovedperson benytter om skuespillerindens turbulente liv med diverse mænd?

»Barbara undrer sig over så meget, de mennesker lagde i sex. Selv har jeg et sammensat forhold til den generation. Den har gennemlevet nogle skelsættende forandringer, som jeg synes, vi har haft for travlt med at gøre grin med. Man har glemt værdien af diskussionerne dengang. Dengang knyttede man an til Henrik Ibsen og det moderne gennembrud. Det var et vigtigt livtag med kønsrollerne. Den anden side er, at man radikalt gav slip på enhver oplevelse af pligt og ansvarlighed i menneskelige relationer og brugte løs af hinanden og kasserede hinanden. Nogle kunne klare det, andre lå tilbage som vrag i vejsiden. Skilsmissebørn i sønderskudte familier skulle alt for tidligt lære at forstå deres forældre – i stedet for at barndommen fik lov at være den trygge have, den i bedste fald er, så længe det varer.«

I labyrinten

– Man kan vel omvendt sige, at når vi er skabt som mænd og kvinder, og p-pillen er opfundet, hvorfor så ikke tage for sig? De fleste synes jo, det seksuelle hører til dette livs mest sublime oplevelser.

»Det bizarre ved den tid, du og jeg har oplevet fra Anden Verdenskrig til nu, er, at der er sket en kvantificering af livet. Alt handler jo om volumen. Vi snakker om vækst – også i det eksistentielle. Hvor mange har man været sammen med? Hvor mange lande har man besøgt? Som om spørgsmålet om, hvor meget man har levet, kan gøres op på den måde, og det kan det jo ikke. For det handler om, hvor nærværende man har været, og ikke om erfaringernes mængde, snarere kvaliteten af den enkelte relation, som går til, hvis volumen er parameteren.«

– Men flere af personerne i dine bøger oplever, at det heller ikke er lykken at realisere det almene i et langvarigt parforhold?

»Den myte er også en rolle, man kan træde ind i: ’Så … nu vil jeg realisere det almene!’ Vi er jo så fandens reflekterede i dag, og det er en postmodernistisk forbandelse, men hvis vi ikke skal forflygtige os selv fuldkomment, så må der være situationer i livet, hvor det, vi gør eller ikke gør, har afgørende betydning, og hvor ordene tæller uden ironi. Den sans mistede man langt hen i den periode, vi kredser om her.«

– Er det ikke snarest en labyrint, vi befinder os i?

»Jo, men ligegyldigt hvor i labyrinten, du befinder dig, så er du der, og det er der, du lige nu har dit udgangspunkt, der, du har mulighed for at være nærværende eller ej. Møde den anden eller ikke møde den anden. Jeg ved, det næsten lyder kristeligt, men der er en patos i livet, som jeg, lige siden jeg begyndte at skrive, har forsøgt at genfinde. Den var ikke salonfæhig dengang, ikke takt og tone. Min generation af poeters store oprør i 80’erne var at genfinde patos. Søren Ulrik Thomsen har bygget et helt poetisk univers op om at genindsætte patos både i sproget og som livsfølelse.«

Det private

– Forfatteren Paulo Coelho, som jeg engang interviewede, ville ikke snakke om sine bøger – dem kunne man jo bare læse – men hellere om sit privatliv, fordi det interesserer folk. Har du den samme generøsitet?

»Det kommer an på …«

– Har der været mange kvinder i dit liv?

»Egentlig ikke. Der har været piger, da jeg var ung, og der har været to lange ægteskaber med to børn i hvert. Jeg har ikke haft noget imod at tale om mit privatliv, kun når det involverede andre end mig selv, og der var hensyn at tage. Da et fransk forlag bad mig skrive mine erindringer, var det grænseoverskridende, og jeg måtte hele tiden spørge mig selv, om det var okay, men jeg valgte at skrive åbent om min barndom og mine forældre. Min mor, som læste manuskriptet, var ked af nogle ting, og vi diskuterede det, men hun forstod, hvorfor jeg havde skrevet den.«

– Fordi hun selv var kunstner?

»Ja, hun vidste udmærket, hvad det handlede om, så det var en god oplevelse for os.«

– Bliver du aldrig træt af at skrive om parforhold?

»Indtil videre ikke. Det er noget levende og fundamentalt i vore liv. Jeg er blevet skoset for, at mine bøger er banale, men pudsigt nok blev jeg først mig selv som forfatter den dag, jeg ikke længere var bange for at blive banal.«

– Dine romanpersoner bruger meget tid på at tolke deres følelser. Er erotik simpelthen vigtigere for mennesker i dag end politik?

»Når erotik bliver vigtigere end politik, tror jeg, man har nået et stadium af demokratisering, som er as good as it gets. Når vi kan lade de følelsesmæssige relationer fylde mere end de flestes politiske rum, så er det, fordi vi som samfund er bedre stillet politisk end nogen andre, forstået som en frihed fra at staten trænger ind i den enkeltes liv på en måde, som man ikke kan unddrage sig fra. Den eneste kraft, vi ikke kan unddrage os, er skattevæsnet! Ellers kan de fleste af os holde samfundet ud i strakt arm. De fleste af os tilhører den enorme middelklasse, som efterhånden fylder en hel del. Det er et kæmpe privilegium, men også der, hvor samfundet begynder at erodere. Lige der, hvor vi kan trække os tilbage til forstæderne, og den politiske samtale i højere grad præges af interessegruppernes selviske synsvinkel frem for almenvellet. Finanskrisen har måske haft den positive indflydelse, at vi er begyndt at få diskussionen om fællesskabet som en common ground. Selv i Socialdemokratiet, hvor nogle yngre ministre er begyndt at tale om ansvar og pligt over for privilegier. Den diskussion er kolossalt vigtig for at komme videre. Krisen er en milepæl med et før og et efter, hvor intet bliver som før.«

– Du har tit haft andre standpunkter end forfatterstanden og venstrefløjen. Synes du, vinden nu blæser din vej?

»Nej, jeg ved ikke, hvad min vej skulle være, for jeg har aldrig på den måde haft et ståsted. Jeg har aldrig fuldt og helt kunnet identificere mig med hverken venstre- eller højrefløjen. Jeg har en oplevelse af, at den traditionelle venstrefløj har udspillet sin rolle, men også den selvtilfredse borgerlige revanchisme. Nogle gange kan vi som forfattere sige noget om vores alle sammens fælles mellemværende, og jeg har stillet mig et andet sted, end mange andre har gjort.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Peder Nielsen
Jens Peder Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu