Interview
Læsetid: 7 min.

Draper – en projektion for romantiske fantasier

’Jeg har en svaghed for stærke kvinder,’ siger skuespilleren Jon Hamm, der er tilbage som kvindeforføreren Don Draper i den længe ventede femte sæson af tv-serien ’Mad Men’
’Jeg har en svaghed for stærke kvinder,’ siger skuespilleren Jon Hamm, der er tilbage som kvindeforføreren Don Draper i den længe ventede femte sæson af tv-serien ’Mad Men’
Kultur
10. april 2012

Hvordan føles det at være en nærmest alt for flot fyr?

Skuespilleren, der fik sin tv-debut som netop ’flot fyr i en bar’ i Ally McBeal (1997) holder op med at gumle på sin bagel og stirrer på mig med udtryksløst blik over sofabordet i sit hotelværelse i Soho i det centrale London.

»Hvad er det for et skørt spørgsmål? Hvad vil det sige – ’for flot’? Der findes da ikke noget, som kan være for flot?«

Eller måske gør der? Efter sigende var der et øjeblik i 2007, da producer Matthew Weiner og instruktør Alan Taylor tøvede med at caste Jon Hamm som hovedpersonen i Mad Men. Var denne fyr med sit markante kæbeparti, sovekammerøjne, tjekkede hår og andre irriterende funklende egenskaber mon ikke alt for forbandet perfekt til at spille Don Draper? Måske skulle man alligevel gå tilbage til en af de 79 andre skuespillere, man havde prøvefilmet til rollen.

– Var det ikke sådan, det var?

Jon Hamm ryster på hovedet.

»Det var ikke sådan, at de kom hen til mig og sagde: ’Jon, vi vil gerne caste dig, men ...’ Den historie virker fjollet på flere måder, fordi jeg ikke er ...«

Han holder en pause, der føles meget lang, skænker en kop kaffe op og giver sig til at nippe til den. Hamm taler meget meget langsomt under denne samtale i en behagelig baryton, som om han spillede hovedrollen i The Leonard Cohen Story.

– Ikke hvad?

» ... fordi jeg jo ikke er Brad Pitt, for fanden.«

Mindre selvsikker

Dette er selvfølgelig sandt i den trivielle forstand. Men også falsk på et mere grundlæggende niveau. Da en Newsweek-journalist for et par år siden skulle researche til en artikel med overskriften ’Hvorfor damer elsker Jon Hamm’ – barsk tjans – fik hun blandt andet følgende skudsmål fra sine veninder: »Han ligner jo én, der lige præcis ville vide, hvordan han skal vælte mig omkuld og tage mig sådan fuldstændig rigtigt,« og »han har den her udstråling à la ’stik mig et sværd, og jeg slår andre mænd ned og ihjel og så tager jeg dig med magt’.«

Var det ikke præcis sådanne fantasier, Pitt vakte blandt sine kvindelige fans i Thelma og Louise og senest i Tree of Life?

Da jeg opstiller den analogi over for Hamm, smiler han bare sit underfundige Gokke-smil og koncentrerer sig igen om sin morgenmad. Han taler som Kris Kristofferson på stesolid og spiser morgenmad så sirligt, som var han afgangselev på Little lord Fauntleroy-kostskole.

Hamm er iført en åbentstående skovmandsskjorte, blå jeans og en brun jakke – den slags røvkedelige kluns, man kun kan slippe af sted med at trække i, hvis man kan se dig selv i spejlet og sige: »Ham dér Clooney – skulle han være noget særligt?«

Han ser yngre og mere drenget ud, og han virker mindre selvsikker, men mere ubekymret end Draper.

»Jeg tror, at en vigtig egenskab ved den her karakter,« svarer Hamm til sidst, »er, at han er præsentabel over for verden, og Matthew så den evne hos mig – at han er den person i rummet, man måske vil ønske at tale med eller føle sig tiltrukket af eller hvad det nu kan være. Og den evne er jeg da glad for at have.«

Knuste illusioner

Det er også grunden til, at Don Drapers sidste optræden – i sæson fires afsluttende episode – kom som så stor en skuffelse for så mange kvinder (foruden for en del mænd, uden tvivl). Som læsere, der følger tv-serien, måske vil huske, var det her, at han friede til og fik et ja fra sin sekretær, Megan, i stedet for at vælge den ikke mindre smukke psykolog dr. Faye Miller, der ville være en større intellektuel og sandsynligvis også en følelsesmæssig udfordring.

»Da Don endte med at åbne sit hjerte for Megan på den måde,« sagde Matthew Weiner, da episoden blev vist i USA for første gang, »var det ikke kun publikum, der fik en underlig fornemmelse, det gjorde alle andre på kontoret også.«

Peggy (den intelligente og idealistiske tekstforfatter) måtte endda tage imod råd fra Joan (den yppige og pragmatiske kontorchef) efter at være blevet udsat for den krænkelse at få sine illusioner knust.

Don, siger jeg til Hamm, valgte den nemme løsning. Han valgte den 25-årige skønhed på den anden side af kontorvæggen, der kan holde styr på hans børn og arbejdskalender, snarere end den kvinde, der kunne trævle hans verden op i interessante stykker.

»Jeg er enig i alt, hvad du siger, men det er ikke mig, der skriver manuskriptet. At han udfordrer vores forventninger, er en af grundene til, at den her mand vækker fascination. Igennem de første fire sæsoner kunne vi se, hvordan han valgte Betty – og hvordan livet så blev sammen med Betty. Jeg tror, at det Matt fik virkelig fint frem, var at vise det tilbagevendende i de her ting. Da dr. Miller i et af de første afsnit i første sæson siger: ’Fyre som dig bliver gift inden for et år, så slap bare af,’ bliver Don fuldkommen overrumplet. Men det viser sig at holde stik. I slutningen af serien siger Joan næsten det samme til Peggy: ’Hvorfor er du overrasket? Og hvorfor går det dig på? Kan du ikke være pisseligeglad. Du må ikke lade det her påvirke dig.’ Med andre ord er Don især interessant som projektionsskærm for vores romantiske fantasier.«

Sat i bås som Draper-typen

Der er det absurde over dette interview, at Hamm er kommet til London for at promovere en ny sæson, hvis indhold han ikke kan røbe noget om.

»Hvis du bare vidste, hvad der skete, ville du synes, det var helt fantastisk!,« siger han.

– Er han bekymret for, at han skal blive typecastet som libertiner i mohairjakke?

»Jeg har vel fået over 60 manuskripter eller deromkring om reklamechefer fra 1960’erne i skarpt pressede jakkesæt. Det var vel, hvad man kunne forvente. Men jeg vil aldrig have den samme rolle igen. Mad Men kunne meget vel være stoppet efter pilotepisoden (testudgaven, red.). Grunden til, at jeg alligevel valgte at fortsætte, var, at jeg var blevet fascineret af denne karakter fra første testafsnit, og jeg tror, jeg kan sige, at den fascination har vakt genklang hos ikke så få mennesker. Jeg tror ikke, at jeg nødvendigvis er sat i bås nu, men den risiko var der selvfølgelig. Jeg tror, at jeg med lidt held og bistand fra forskellige andre mennesker, der har hjulpet mig, har formået at påtage mig roller, der er nærmest det diametralt modsatte af Don Draper.«

Hermed hentyder han til sine komiske præstationer i Tina Feys sitcom 30 Rock og i filmen Bridesmaids, af Kristen Wiig. Her spiller han en selvfed sjuft, der kører Porsche og bedrager kvinder.

»Når nogen spørger om man vil lege med i vores sandkasse?’ svarer man jo: ’I tager gas på mig, ikke?’ Men nej, jeg er ikke snublet ind i disse nye projekter.«

(Det er påfaldende, at to gode kvindelige komedieforfattere har genopfundet Hamm ved at improvisere videre på Drapers sexede figur.)

Svaghed for stærke kvinder

At få styr på karrieren, så han ikke udvikler sig til en kliché, var aldrig et problem, som Hamm forventede at få. Han er født og vokset op i St. Louis i sydstaterne og efter at have læst engelsk litteratur på universitetet, kom han til Hollywood i en alder af 25 med en femårsplan i baglommen. Hvis han ikke kunne slå igennem, før han blev 30, ville han forlade filmbyen igen og prøve noget andet. Hvad det skulle være, bedyrer Hamm, havde han ikke den fjerneste idé om. I løbet af disse fem år arbejde han bl.a. som tjener, som pornofilmsscenograf (»Jeg flyttede møbler rundt for svedige nøgne mennesker«) og spillede bifigurer i tv-show og film – af tvivlsom værdi.

I dag, i en alder af 41, er han det sted, hvor han gerne vil være. Hamm har igen allieret sig med stjerneholdet fra Bridesmaids – Wiig og Chris O’Dowd – samt med Megan Fox, til den kommende film Friends with Kids, der er skrevet og instrueret af hans partner igennem 14 år, Jennifer Westfeldt og han er selv coproducer.

Filmen er bygget op om den præmis, at nogle to venner i 30-årsalderen bemærker, hvor store ofre, deres vennepar har måttet yde efter at have fået børn, og de beslutter sig derfor til, at de ikke vil udsætte sig for samme slags stress ved at få et barn sammen, men derefter dyrke et rent platonisk forhold, alt imens de dater andre mennesker. Som om det kunne fungere i praksis. Er dette et fænomen, som han og Westfeldt har bemærket hos deres venner?

»Der er visse paralleller. Jennifer vil nok sige, at hun blev inspireret af virkelige begivenheder.«

— Ville du nogensinde overveje en lignende ordning?

»Hva’ beha’r? At få et barn med Jen og derefter forlade hende for en anden? Dét kommer aldrig på dagsordenen. Hun er en virkelig inspirerende, talentfuld og fantastisk kvinde. Og jeg har den her svaghed for de stærke kvinder, forstår du.«

Helt i modsætning til Don Draper, kunne det se ud til.

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her