Læsetid: 9 min.

’Jeg har fået så mange tæv’

Biokemiker Jesper Hoffmeyer mener, at han gennem de seneste 20-30 år har fået mere og mere ret i det, han også har fået tæv for; nemlig påstanden om, at livsprocesserne må forstås semiotisk, som tegnprocesser. Hans seneste bog, ’Overfladens dyb’, er et opgør med både den gen-centrerede biologi og psykologien
Krop og sjæl. Det grundlæggende synspunkt i Jesper Hoffmeyers bog ’Overfladens dyb’ er, at det hverken giver mening at tale om det legemlige, som om det ikke også er åndeligt, eller det åndelige, som om det var ganske ulegemligt.

Krop og sjæl. Det grundlæggende synspunkt i Jesper Hoffmeyers bog ’Overfladens dyb’ er, at det hverken giver mening at tale om det legemlige, som om det ikke også er åndeligt, eller det åndelige, som om det var ganske ulegemligt.

Tine Sletting

27. april 2012

Jesper Hoffmeyer er nu professor emeritus og netop fyldt 70 år, og hans nye bog, Overfladens dyb, markerer fødselsdagen, men er også på mange måder en konklusion på et langt livs forskning, her i en lettere tilgængelig form, der henvender sig til den forudsætningsløse, men interesserede læser.

Samtidig er den et opgør med især to områder, den gencentrerede biologi og psykologien. Undertitlen, da kroppen blev psykisk, skal tages bogstaveligt, bogen gør op med dualistisk tænkning i sjæl og legeme, og det er en position, der fører Hoffmeyer ud i et opgør med al idealistisk filosofi overhovedet helt tilbage til Platon.

»Filosofisk hviler hele vores biologiopfattelse på et kartesiansk grundlag, opdelingen af verden i det, Descartes kaldte res extensa (den fysiske natur) og res cogitans (den tænkende sjæl/psyken).«

»Men hvordan kommer psyken i forbindelse med omverdenen, og hvilken forbindelse har vores tanker om verden til verden, når vi reflekterer over den,« spørger han. »Opdelingen indebærer jo en forestilling om en sansemekanik, som på mystisk vis bliver konverteret til viden. Det kan bare ikke lade sig gøre!«

»Og problemet kan ikke løses blot ved at indføre et begreb om information,« fortsætter Jesper Hoffmeyer. »Vi må sætte spørgsmålstegn ved selve forestillingen om sansemekanikken forstået som en kilde til viden. Vi må erstatte den med en sansesemiotik. Omverdenen når os, fordi den betyder noget, den når os som tegn,« fastslår han og viser mig en planche, han bruger, når han holder foredrag. Den forestiller en lille pige, der ser et rødt æble. På den ene side tænker hun ’æble’, på den anden ’uhm!’

»’Uhm’ er reaktionen på et tegn, det er den sansesemiotiske reaktion: Vi erkender æblet gennem dets betydning for os, og så er overfladen, der skiller os fra omverdenen, gennembrudt! Først i anden omgang sætter vi tingen på begreb,« forklarer Jesper Hoffmeyer.

»Men fordi erkendelsen tager udgangspunkt i tingenes betydning for os, slipper vi uden om det omverdensparadoks, som filosofferne ender i, når de for eksempel som Kant taler om, at vi ikke kan fatte (begrebsliggøre) das Ding an sich (tingen i sig selv), men kun tingene für uns (som den fremtræder for os). Og så bliver problemerne pludselig overkommelige.«

Absurd genfiksering

Jesper Hoffmeyer påviser, hvordan forestillingen om en idealverden bag den sansede virkelighed har præget ikke blot opdelingen i natur- og åndsvidenskaber, men også naturvidenskaberne selv. Fysik og kemi beskriver således verden med et ideelt matematisk symbolsprog.

»Men de fysiske og kemiske fænomener, der kan sættes på formel, udgør kun en meget lille og idealiseret del af den samlede virkelighed. Det allermeste af verden består af ting, som er unikke og ikke kan beskrives med et matematisk symbolsprog, fordi de har udviklet sig i historien og naturen,« fastslår han.

Og det er evolutionen, der interesserer Jesper Hoffmeyer.

»At verden kan sammenfattes matematisk er jo dejligt, men når man gør matematikken til ideal for alle andre videnskaber, så går det nemt galt,« siger han. »Det bliver en prokrustesseng, hvor man så at sige hugger lemmerne af de levende, for at de skal passe til sengen. Man er nødt til at forenkle verden i en grad, så man ofte helt mister det, man skulle forklare.«

Biologiens genfiksering kalder Jesper Hoffmeyer slet og ret absurd: »Hvis man skulle have medtaget alt det, vi nu ved om genernes og kroppens indbyrdes samspil kunne man aldrig have beskrevet evolutionens mekanisme med de simple ligningssystemer, der længe har været anset for højeste visdom. Hvilke gener der skal bringes i spil hvornår, kontrolleres i vid udstrækning af de celler og det kropsvæv, generne befinder sig i.«

Jesper Hoffmeyer kalder det »en spaghettigryde af kommunikative reaktionssløjfer«, hvortil kommer, at udefrakommende impulser fra hormoner eller andre »specifikke signalmolekyler« på cellens overflade blander sig i mylderet.

Jesper Hoffmeyer har det dog »lidt dobbelt med formalisering,« erkender han, for man er nødt til at forenkle for at anstille forsøg. Man skal bare ikke tro, de opnåede resultater er udtømmende forklaringer.

»Genet indgår i et genetisk landskab, så at bruge enkelte isolerede gener som forklaring er en grov reduktion,« siger han. »Vaskesvampe, nogle af de allertidligste egentlige dyr, besad 18.000 gener i deres arvemasse. Og dog har pattedyr som mennesker kun godt 20.000 gener i deres arvemasse. Det er ’efterbehandlingen’ af generne, snarere end det er generne selv, der er afgørende. Så også dna-fokuseringen føjer sig ind i den videnskabstradition, der mener, at formaliseringen af virkeligheden er primær i forhold til den virkelighed, der formaliseres,« fastslår han.

Jesper Hoffmeyer har i tidens løb fået »så mange tæv« for at hævde, at livsprocesserne bør forstås som tegnprocesser. Men de seneste 20-30 år, har givet ham mere og mere ret, mener han.

»Det viser sig stadig mere klart, at formaliseringen af naturen har spændt vognen for hesten. De formaliserbare sammenhænge i den levende natur er opstået som et resultat af det levede liv, ikke omvendt. Det er ikke dna’et, men kroppen, vævene og cellerne, der trækker vognen. Den digitale kode er tjener for livsprocessen, ikke dens essens.«

– Overfladen skal krydses, men vi har også brug for grænsen til at holde sammen på tingene?

»Vi har brug for grænsen for at være afgrænset i forhold til andre, men vi har også brug for at komme over den, det er en dobbelthed i selve livets væren. Og den semiotiske tilgang fører os ind på det spor, at der kan opstå psykiske fænomener.Fysikere kan finde på at forklare bevidstheden som beroende på kvantespring, men en biolog vil foretrække at tænke i storhjernede dyr som fugle og pattedyr. Der er ingen tvivl om, at pattedyr og fugle har en slags oplevelsesverden, men hvornår opstår sådan en, og hvorfor? Det grundlæggende synspunkt i min bog er, at det hverken giver mening at tale om det legemlige, som om det ikke også er åndeligt, eller det åndelige, som om det var ganske ulegemligt.«

– Bogen er vel et opgør med alle bagvedliggende systemer? Hvad mener du for eksempel om psykoanalysens opdeling i overjeg, jeg og id?

»Freud har detroniseret troen på, at vi er rationelle væsener, og det er da fint. Men jeg tror ikke på idealiteter bag overfladerne. Livet består af overflader inde i overflader. Det er det, der er. Essenser er ufrugtbare.«

»Og dog er vi som individer holistiske enheder, hele det myldrende kommunikative virvar holdes sammen i vores krop som en enhed,« understreger Hoffmeyer. Hvor vigtigt det er, illustrerer han med henvisning til et eksempel fra sin bog. En salamander har to hoveder og kun en mave, men de to hoveder bliver ved med at ville stjæle maden fra hinanden, selvom den jo ville ende i samme mave.

»Enhed er afgørende for overlevelsen. Kroppens og hjernens dele må være underlagt en fælles styring.«

»Det jeg siger nu, er meget tentativt, men det kan ikke være hjernen, der alene varetager denne styring, for hjernen spreder bevidstheden tilfældigt ud over alt muligt, den er for flygtig. Derfor må det være vores kropslige historiskhed, vores kropssystem, som etablerer en holisme som en historisk proces. Vi må bruge vores oplevelser til at skabe os selv som en enhed.«

»Det store spørgsmål er, hvorfor oplever vi overhovedet,« fortsætter han. »En computer kan gøre alt muligt uden at opleve. Men evolutionen arbejder med kroppe i tid og rum. Derfor er det nemmest at se bevidstheden som en markør, der dannes, og som tjener til at gøre verden forståelig i et bestemt spor. Og den nemmeste måde at gøre det på, når nu man er en krop af kød og blod og ikke en computer, er formentlig ved at repræsentere verden billedligt i tid og rum. Nødvendigheden af vores kropslige handling sikres bedst, ved at verden og bevidstheden er isomorfe, har samme form.«

Psyken er et interface

»Mit budskab er, at der er kroppen, og der er et socialt felt, mens det psykiske felt i virkeligheden blot er et interface imellem dem. Det er i høj grad udviklingen af dette interface, evolutionen har handlet om. Engang var der bakterier, der kunne genkende og skelne molekyler i deres omverden. Fire milliarder år senere har vi udviklet et langt mere raffineret genkendelsessystem: en psyke. Det semiotiske system og livsprocessen er uløseligt forbundet med oprindelsen af tegnverdenen.«

»Psyken er en integrationsproces. Jeg vil ikke ind i psykologiske forklaringer, men koncentrerer mig om psyken som fænomen. Hvis man slipper forestillingen om, at man har et selv, der kan realiseres, kan man forstå den semiotisk. Vore psykiske egenskaber er på den måde det øjeblikkelige udkomme af en livshistorisk selv-konstruktionsproces. Vi skal forstå, at verden selv bestemmer, hvad der foregår i den. Der er ingen formel bagved.«

»Nogle mener, at tegnet er primært, og nogle, at materialiteten er primær. Men jeg foretrækker at tale om en tærskelzone, således at der under tærskelzonen hverken er semiosis eller liv, og over den findes begge dele. Nærmere kan vi næppe komme det.«

»Inden for de seneste 20-30 år har det vist sig, at systemer, der befinder sig langt fra termodynamisk ligevægt, opfører sig mærkeligt på en måde, som betyder, at livets opståen nu er langt mindre usandsynligt, end vi tidligere har troet. I komplekse systemer gennemstrømmet af energi, kan der opstå ordnede strukturer.« »Men vi er også nødt til at have begreber om værdier,« tilføjer han så.

– Hvorfor?

»Fordi vi er nødt til at synes, at noget er godt ,og noget er dårligt. Hvis nogen ville destruere mennesket, so what, naturvidenskabeligt set. Men det synes vi jo ikke. Semiotisk frihed ser ud til at være det eneste, der nogenlunde utvetydigt er vokset i evolutionens løb, og ud fra det kunne man måske hævde, at det onde er alt, hvad der begrænser semiotisk frihed, godt er, hvad der forøger den. Vi længes vel efter metafysik, fordi vi er nødt til at tænke i godt og ondt.«

– Som mennesker søger vi vel også efter en mening?

»Livet er umiddelbart meningsfuldt for os. Det ligger i det semiotiske udgangspunkt. At fortolke er indbegrebet af at søge meningen med noget, at danne interpretanter, som det hedder fagteknisk. Fortolkningen udtrykker i selve sit væsen en ’interesse’.

I det store perspektiv er det membranen, der er omdrejningspunktet. Der må ved livets begyndelse have været en overflade, der omsluttede nogle selvkatalyserende molekyler plus en energistrøm i form af sol, jordvarme, vind, vejr eller lyn. Man må forestille sig, at overfladen har allieret sig med sit eget indvendige for at overleve, og dermed er interessen etableret. Livets oprindelse kan ikke reduceres til et kemisk problem, det er i lige så høj grad et semiotisk problem. Det er umuligt at undgå, at det bliver spekulativt eller metafysisk, for hvad er det egentlig for noget, vi tænker os, der var i begyndelsen? Hvad angår metafysik bør man være nøjsom. Mit krav er, at metafysikken skal kunne redegøre for, hvorfor verden er sådan, at jeg kan findes i den.«

– Du skriver et sted, at evolutionen arbejder ud fra de forhåndenværende søms princip. Det, religionerne kalder en skabergud, kalder du de forhåndenværende søms princip?

»Vi må erkende, at vi ikke kan forstå, hvorfor verden findes. Darwin var nødt til at tro på Gud af hensyn til sin kone, men han mistede efterhånden sin gudstro. Han opdagede, at naturen langtfra var så veldesignet, som naturteologien havde troet. Den var kort sagt ikke noget godt argument for Guds eksistens, og tja, så må man jo falde tilbage på åbenbaringen, hvis man skal bevare en gudstro. Personlig har jeg dog ikke oplevet åbenbaringer, så ...«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Falstoft

'Det biosemiotikken kalder bevidsthed er simpelthen evnen til at opfatte/sanse tegn/information og reagere på dem.'

For mig at se er det en udvidelse af bevidsthedsbegrebet som næsten tømmer den for indhold og mening
Vi er vel enige om at der i så fald er et stor spring i bevidsthedsniveau hos en amøbe og hos et menneske - der jo begge kan sanse og reagere på information?
Så man står tilbage med at give en forklaring på denne forskel i kompleksitet og hvordan den er opstået -m.a.o. semiotikernes udvidelse at begrebet forklarer/afklarer i virkeligheden ikke noget

Ole Falstoft

For mig at se er semiotikkers brug at begrebet 'bevidsthed' er godt eksempel på den uheldige tendens til at tro man ved begrebs definitioner kommer nærmere en forståelse af virkeligheden.
Man dækker over hvad man i virkeligheden ikke forstår med en 'smart' definition -men i virkeligheden snyder man sig selv.
Der findes ingen 'smarte' genveje til erkendelsen

Magnus P. Hansen

Ole: Ved at definere "bevidtshed" således bliver man istand til at se bevidsthed som karateriserende for alt liv. Som du siger er der naturligvis et spring imellem amøbers og menneskers bevidsthed - det er netop menneskets evne til at fortolke og bruge konventionelle symboler. Det er der ingen andre dyr der kan.

Naturdialektikernes eller Darwinisternes udviklingslære, kunne jo kaldes for:
Til eller fra vælgelseslære, lære om til eller fra valg.

Blandt kendetegn :- ) på: tegn,
er vel at tegn hører til blandt det der er lette at gøre til genstande for ( ofte fælles ) vedtægter, konventioner.

1) tegn i snævrere betydninger:
skærmbilleder, kinesiske skrifttegn, skriftruner,
skrifttegn..

2) tegn i videre betydninger

3) tegn i det hele taget ( semiotik's genstande )

og endog postivister anser vel også meget af de(t) udenfor 1) og 2) og 3) for at være blandt de(t )postivt "givne".

formodentlig

svaret er: materie = bevidsthed = energi
---------------------------------------------------------------

at forstå konkret

fordi materie - som sådan, har vist næppe nogensinde været sanset, sanset har nemlig kun de og de forkomster af materie været,

ligesom der vist næppe er nogen der har smagt frugt som sådan ( uanset fra hvilke træer :-),

det de evt. har smagt var jo "kun" jordbær, æbler, pærer... dvs. det har næppe nogen heller smagt. det var altid "kun" det og det jordbær, det og det æble, den og den pære....

Ole Falstoft

'Ved at definere “bevidtshed” således bliver man istand til at se bevidsthed som karateriserende for alt liv'
Ikke forstået! Man bliver ikke i stand til at se noget som helst - blot ved at vedtage en ny definition af 'bevidsthed'.
Hvis man skal være flink kunne man sige at man har opstillet en hypotese som endnu mangler at blive sandsynliggjort og man mangler da forøvrigt at præcisere hvad man mener når man taler om 'bevidsthed'.
Er det kun 'evnen til at tolke informationer'? En så bred og nærmest intetsigende definition gør ingen klogere.
Hvis det er bevidsthed har planter det åbenbart også. De reagere f.eks. på lys og tyngdekraft
M.a.o. vi er alle grøntsager!
Nu er jeg straks meget klogere (undskyld min sarkasme)

@magnus p. hansen

Det er bare et forsøg på en kort og skriftelig udgave af selveste svaret, som forlængst er givet , ( fra bla.a. Spinoza, Engels, Marx ) på spørgsmålene.

det siges at mange socialister, ja endog nogle kommunister, påtænker at tilgive: oprør fra midten
( og lignende tiltag internationalt ),
for deres forsøg på at vildlede socialister og kommunister.

måke begyndende opgør mod bla.a. bevidsthedsindskræninger, tingsliggørelse.

-----------------------

evt. hævdelser at tegn ( selv i bredere betydning ),
ofte udgør væsentligt eller meget af:

nogen af, eller helhederne af:

1) omverden, de sansede, das ding an sich,
genspejlede,

2) og tænkninger, conceptioner

3) og perceptioner, genspejlinger, sansningerne

----

bør kunne modsiges, uden at følge vejledningerne i: Sansningens døre , Doors of perception

Sören Tolsgaard

Toke Andersen: "Jeg ved godt at mange debattører herinde opfatter min tilgang til religion og teologi som primitiv eller direkte uoplyst. Det er selvfølgelig uheldigt, men det er sgu en utaknemmelig tjans at udbedre flere tusinde års indgroet overtro og sekterisk manipulation og det vil utvivlsomt blive en smertefuld proces som derfor vækker bekymringer og modstand hos mange. Men denne debat ligner altså mest en form for (kvasi) intellektuel masturbation, hvilket der sjældent kommer særligt meget godt ud af. Selv ved lykkelig afslutning (udløsning) står de fleste tilbage med en tom følelse."

Jeg vil ikke betegne TA's tilgang som primitiv eller uoplyst. Den synes præget at en meget ambitiøs indstilling, hvor TA dog desværre ser det som sin opgave ikke blot at gendrive, men totalt at afvise en (efter hans opfattelse) mindre intellektuel opfattelse med meget arrogante og nedladende udtryk. De kulturer, TA beskriver som pre-videnskabelige, var, trods deres ringe indsigt i moderne fysik og kemi, trods alt ikke helt dumme. Faktisk kendte man ofte instinktivt eller ud fra den kollektive erindring til forhold, det være sig af mikro-organisk eller kosmologisk karakter, som havde praktisk eller sjælelig betydning. Vi befinder os nu så langt fra menneskets oprindelige instinkter, at vi kun i ringe grad har mulighed for at kende disse ved selvindsigt, men kan dog finde interessante spor heraf ved at udforske de forsvundne og de stadig eksisterende pre-videnskabelige kulturers forståelse af verden.

"Grundlæggende er Gud det begreb pre-videnskabelige befolkninger (og dagens ignoranter) bruger til at beskrive kvante-kosmologi - For ikke at få ondt i deres små hjerner må man formode. (?)"

For TA er "kvante-kosmologien" åbenbart den eneste intellektuelt valide tilgang til forståelse af verden. Kvante-kosmologien synes at være den kemisk-fysiske naturvidenskabs helt seriøse forsøg på at beskrive i formler, hvorledes den fænomenologiske verden principielt må være indrettet. Altsammen så avanceret, at almindelige mennesker ikke har mulighed for at forstå nogetsomhelst heraf, medmindre det forklares i mere dagligdags vendinger.

Eksempel: http://universer.dk/kilak.htm

Såvidt jeg kan følge tankegangen, så udmunder denne beskrivelse i en teoretisk definition af et eller flere "kvasiklassiske domæner", som hver især "udgøres af passende definerede maksimale sæt af alternative historier med så meget klassicitet som muligt. De kvasiklassiske domæner ville så være en konsekvens af teorien og dens grænseværdi, ikke en skabt af os. Hvordan karakteriserer vi så vor placering som et kollektiv af observatører i universet?"

Teorien arbejder altså med "kvasiklassiske domæner", som ikke er skabt af os, men har en fænomenologisk realitet (såvidt jeg kan forstå). Men hertil kommer så vores egen placering "som et kollektiv af observatører i universet". Sådanne betegnes som "informations-samlende og -anvendende systemer (IGUS'er: Information Gathering and Utilizing Systems)."

Artiklen overvejer videre, hvorledes beskaffenheden og konsekvenserne af disse IGUs'er kan tænkes at være. Og faktisk havner forfatterne i denne diskussion der, hvor pre-videnskabelig kosmologi og religion forlængst har erklæret, at omdrejningspunktet ligger for menneskets forbindelse med det guddommelige eller verdensaltet - i selvbevidstheden!

"Hvis der grundlæggende kun findes ét kvasiklassisk domæne, bruger IGUS'et naturligvis yderligere grovkorninger af dette. Hvis der er mange grundlæggende forskellige kvasiklassiske domæner, så kunne vi antage et subjektivt synspunkt, som i nogle traditionelle diskussioner om kvantemekanik, og sige, at IGUS'et "vælger" sit grovkorning af historier og derfor "vælger" et bestemt kvasiklassisk domæne, eller et undersæt af sådanne domæner, til yderligere grovkorning. Det ville imidlertid være bedre at sige, at IGUS'et udvikler sig til at udnytte et bestemt kvasiklassisk domæne eller sæt af sådanne domæner. Så indtager IGUS'er, inklusive mennesker, ingen speciel plads og spiller ingen foretrukken rolle i fysikkens love. De udnytter kun de sandsynligheder der præsenteres af kvantemekanikken indenfor et kvasiklassisk domænes rammer."

Det synes netop her artiklen meget om at gøre, at IGUS'er højest kan "grovkorne" det evt. enestående og grundlæggende kvasiklassiske domæne, eller i hvert fald ikke "vælger" sin grovkorning eller forståelsesramme, men (adaptivt) "udvikler sig til at udnytte et bestemt kvasiklassisk domæne eller sæt af sådanne domæner", så disse (IGUS'er inkl. mennesker) ikke får nogen speciel eller foretrukken plads i fysikkens love, men kun udnytter nogle givne sandsynligheder. Det lyder næsten som en sekterisk prædiken, der for enhver pris ønsker at fastholde IGUS'er (læs: mennesket) i en opfattelse af egen betydningsløshed.

Men hvordan kan man vide, at det hænger således sammen? Hvem ved, hvorvidt et væsens (evt. menneskets) bevidsthed "uden grovkorning" kan smelte sammen med altets bevidsthed, eller hvorvidt netop væsener med selvbevidsthed muligvis har en særlig rolle, hvor de ikke blot udnytter nogle givne sandsynligheder, men i kraft af den frihed, som bevidstheden medfører, bliver i stand til at sætte sig udover sandsynligheder og selv være kreative eller lovgivende i kraft af egen formåen?

Spørgsmålet om "den frie vilje" er formentlig uløseligt i denne kontekst, men der er rimelig grund til at ansé det for muligt, at de tilsyneladende "valg", som vi evt. evner at træffe, faktisk foretages ud fra helt andre lovmæssigheder end kvantemekanik, men snarere ud fra sjælelige eller moralske domme eller love, som vi kan bringe fysiske legemer til at adlyde imod deres fysiske natur: Så ånden behersker stoffet!

De erfaringer, som pre-videnskabelige eller såkaldt primitive kulturer har gjort om sjælens iboende muligheder, rækker ofte langt udover de betragtninger, som moderne fysikere og andre kvantemekaniske naturvidenskabsmænd begrænser sig til. Andre videnskabelige retninger tager dog fat på sagen fra en anden vinkel, således den semiotiske model, som erkender, at bevidstheden opfatter verden som "tegn".

"Og problemet kan ikke løses blot ved at indføre et begreb om information, vi må sætte spørgsmålstegn ved selve forestillingen om sansemekanikken forstået som en kilde til viden. Vi må erstatte den med en sansesemiotik. Omverdenen når os, fordi den betyder noget, den når os som tegn."

"At verden kan sammenfattes matematisk er jo dejligt, men når man gør matematikken til ideal for alle andre videnskaber, så går det nemt galt. Det bliver en prokrustesseng, hvor man så at sige hugger lemmerne af de levende, for at de skal passe til sengen. Man er nødt til at forenkle verden i en grad, så man ofte helt mister det, man skulle forklare."

"Den semiotiske tilgang fører os ind på det spor, at der kan opstå psykiske fænomener.Fysikere kan finde på at forklare bevidstheden som beroende på kvantespring, men en biolog vil foretrække at tænke i storhjernede dyr som fugle og pattedyr. Der er ingen tvivl om, at pattedyr og fugle har en slags oplevelsesverden, men hvornår opstår sådan en, og hvorfor?"

http://www.information.dk/299412

Med definitionen af IGUS'er nærmer fysikerne sig noget, der rækker udover den livløse og mekaniske betragtning, og som erkendt i sit fulde potentiale muligvis vil indebære, at en sætning som "Gud er i jer" får videnskabelig betydning, og muligvis vil føre til en mere vidtrækkende syntese af naturvidenskab og åndsvidenskab.

Hvor vidtrækkende horisonter af universet sjælen kan rumme eller reflektere, bør vi vel på ingen måde have fordomme om. Vi bør ikke købe "overtroiske" påstande, hvadenten de er naturvidenskabelige eller sjælelige, men underkaste al erfaring en grundig test i såvel den fysiske som i den sjælelige verden.

hvis energi = materie = energi
( at de som ord er rene synonymer )
så behøver heller ikke udviklingslære, udvælgeseslære, bortvælgesleslære, at forsøge at forklare selve det hvordan "de hænger sammen",

Descaters spøgsmål var allerede fra starten helt overflødigt, fordi der var ikke noget der at forklare.

-------

De evt. opgaver kan jo så "kun" være at beskrive, og praktisere: Forandringerne mellem de og de forskellige slags eller forkomster
af materie,

( eller energi eller bevidsthed;
hvilke af de rent synonyme ord, man så foretrækker at bruge )

f.eks. at energier som abeformer kan forandres til energier som menneskeformer.

hvis energi = materie = energi
( at de som ord er rene synonymer ) ->

hvis energi, bevægelse = materie = bevidsthed
( at de som ord er rene synonymer )

summa:

også hvis man evt. vil gøre noget for evt. at vidreudvikle nogle af:

mennesker, informationsteorier, naturens dialektik, naturhistorie, fortællinger, lærerer, forløb, naturhistorieudviklingslære, naturdialektik, socialisme, communisme, ...

så behøves der næppe at gøres noget ud af det såkaldte åndstof-problem, det psykofysiske problem, for det er et vildspor, for det er forkert stillet, eller meningsløst.

meget sikkert er monistisk materialisme, både tilstrækkelig og nødvendig, til gyldig ugørelse af enhver dualisme,
----

de i artiklen hævdede forsøg på ugørelse af dualisme, er næppe nogen fortale for
monistisk materialisme,

citat:
»Vi må sætte spørgsmålstegn ved selve forestillingen om sansemekanikken forstået som en kilde til viden,

medmindre det er det med: mekanikken,
og næppe: sanserne, som H. der betvivler.

Hvis det passer at mange tænkninger, .., sansninger, genspejlede, osv. gyldigt:

kan anses for: tegn, eller tegnbehandlinger,
OG der tilføjes:
og 1) stort set, forløber på kun de måder;

---------------------

så er det knap så godt hvis de har ret i at 1) gælder,
ELLER hvis mange hopper på at tilstræbe at 1) evt. gælder.

for hvis det sker, så er der tale om, især, culturforårsagede indskrænkninger.

Sider