Læsetid: 5 min.

’Filmen må ikke bruges til forsoningsfest’

Dokumentaren ’De fem år’ fra 1960 er ikke bare en skolefilm. Det er skoleeksemplet på, hvordan historiefortælling formes i takt med tidens samfundsmæssige og politiske toner. Og historien om en instruktør, der måtte se sin film blive alt det, han ikke ønskede
FilmOptagelserne fra mødet mellem Hitler og den daværende danske statsminister Erik Scavenius i 1941 i forbindelse med Danmarks tilslutning til antikominternpagten er nogle af de billeder, der er klippet ud af 1960-versionen af ’De fem år’.

FilmOptagelserne fra mødet mellem Hitler og den daværende danske statsminister Erik Scavenius i 1941 i forbindelse med Danmarks tilslutning til antikominternpagten er nogle af de billeder, der er klippet ud af 1960-versionen af ’De fem år’.

2. april 2012

Da Theodor Christensens dokumentarfilm om besættelsen De fem år i 1960 blev klippet ned til en undervisningsfilm, skete det uden respekt for én af dansk dokumentarfilms grundlæggeres forlæg.

»Det var en ideologisk versionering. En versionering som Theodor Christensen ifølge venner var rasende over.«

Det fortæller historiker Lars-Martin Sørensen, ph.d. og netop nu tilknyttet Det Danske Filminstitut (DFI) og et forskningsprojekt om besættelsestidens filmhistorie. Skoleversionen af De fem år var den selvfølgelige afslutning på en proces, hvor politisk overvågning af klipperummet gjorde kritik til konsensus.

Som Information kunne fortælle i sidste uge, har Lars-Martin Sørensen fundet stærke indikationer på, at billeder af bombningen af Den Franske Skole ikke kom med i Theodor Christensens dokumentarfilm om besættelsen som følge af ministerielt pres.

Men det er ikke det eneste eksempel på, at Theodor Christensens film udsættes for politisk opportun redigering.

De fem år er en sammenklipning af to vigtige dokumentarfilm. Theodor Christensens Det gælder din frihed (1946) og Sven Methlings Danmark i Lænker (1945). Det gælder din frihed var stærkt imødeset, da det var Frihedsrådet, der havde taget initiativet til filmen.

Det gælder din frihed er nådesløs i sin kritik af samarbejdspolitikken og skabte heftig debat. Rigsdagsmedlemmer kritiserede filmen fra talerstolen og i aviserne i dagene efter premieren. Og Theodor Christensen blev efterfølgende persona non grata politisk.

Selv om Ministeriernes Filmudvalg ’overvågede’ produktionen via fuldmægtig Mogens Skot-Hansen, blev Det gælder din frihed altså ikke den film, som man havde håbet på politisk. Derfor tog man i 1955 initiativ til at lave endnu en film.

Mogens Skot-Hansen ønskede at få fingre i materialet fra Det gælder din frihed. Men man ønskede ikke, at den ’polemiske’ Theodor Christensen skulle indblandes i arbejdet med den nye film, så man forsøgte at få fat i materialet uden om Theodor Christensen.

Det viser et brev dateret 8. januar 1955. Her skriver en arrig Theodor Christensen, at han ikke vil acceptere, at filmen bruges til en »afsvækket« ny film eller noget, der »modsiger, håner eller gør grin med filmens tendens«. Han kan dog gå med til en »skoleudgave af Det gælder din frihed, der udelader visse polemiske afsnit, som er uden mening for de unge i dag«, og han tilføjer, at han er villig til at gå både rettens og offentlighedens vej for at forhindre brug af hans materiale.

»Han tiltvang sig altså rollen som instruktør ved at gøre det helt klart, at ingen anden end han kunne få lov at disponere over materialet,« fastslår Lars-Martin Sørensen.

Splittelsen skal nedtones

Men arbejdet med De fem år bliver en lang kamp med den tilknyttede historiske konsulent Jørgen Hæstrup. Ifølge Jørgen Hæstrups egne erindringer havde Skot-Hansen ove for ham »betonet, at kommentaren måtte være historisk uangribelig og ikke polemisk«.

Det var Theodor Christensens ønske at bevare et kritisk blik på samarbejdspolitikken. Det fremgår med al tydelighed af det udkast til at speakmanuskript, forfattet af Theodor Christensen og kommenteret af Jørgen Hæstrup, som Lars-Martin Sørensen har gennemgået.

»Der er en klar tendens i Hæstrups kommentarer. De steder, hvor speaken omhandler samarbejdspolitikken og bliver polemisk, som han kalder det, markerer Hæstrup. Theodor Christensen var meget optaget af kløften mellem de unge modstandsfolk og de gamle politikere, men Hæstrup ønsker at nedtone den splittelse,« siger Lars-Martin Sørensen.

Jørgen Hæstrup var den største eksponent for det, man i historieforskningen kalder konsensusfortællingen. Denne ønskede at nedtone den åbenlyse splittelse mellem modstandsfolk og almindelige danskere, mellem modstandsfolk og samarbejdspolitikere.

Men Theodor Christensen fik i vid udstrækning sin vilje, da det gjaldt første version af De fem år, der havde premiere kun fire måneder efter, han insisterede på at blive filmens instruktør. Anderledes står det til med skoleversionen fra 1960.

Konsensusfortællingen

Det var filminstruktøren Børge Høst, der fik til opgave at klippe en kortere version af De fem år til undervisningsbrug. Da versionen var færdigklippet, bortfaldt den gamle. Kun Børge Høsts skoleversion var indtil Statens Film Centrals nedlæggelse i midten af 1990’erne tilgængelig for offentligheden.

»Theodor Christensen kan umuligt have haft noget med anden version af De Fem År at gøre. Det er der flere ting, der peger på. Jeg kan ud fra hans dagbogsnotater se, at han har været plaget af alkoholisme og depression, og det er også, hvad venner af ham fortæller mig. Så han har muligvis ikke været i stand til det. Men mest af alt fordi skoleversionen skærper den tendens, som Hæstrup stod for. Det ville han aldrig acceptere, og skoleversionen gjorde ham da også rasende.«

Den sidste rest af Theodor Christensens sønderlemmende kritik af samarbejdspolitikken endte i bunken af fraklip, da instruktør Børge Høst i al ubemærkethed klippede skoleversionen. Blandt fraklippene fandt Lars-Martin Sørensen for eksempel Vilhelm Buhls berygtede radiotale fra 1942, hvor den nyudnævnte statsminister opfordrede danskerne til at angive sabotører.

Eksemplerne er mange. I De fem år fra 1955 hører man hen over billeder af danske politifolk og af Vestre Fængsel:

»Tyskland stiller sit hidtil skarpeste og mest ydmygende krav til regeringen. Ledende danske kommunister skal i strid med lov og ret arresteres, ellers vil tyskerne selv gøre det. Regeringen bøjer sig. Krigens tryk hviler tungere og tungere over os. Efter tysk ordre sidder nu danske statsborgere indespærret i lejre og fængsler.«

Den sekvens får en noget anden tone i 1960:

»Tyskland stiller sit hidtil skarpeste krav til den danske regering. De ledende danske kommunister skal anholdes, ellers vil tyskerne selv gøre det. Regeringen bøjer sig og går med i Tysklands kamp mod komintern – den internationale kommunisme. Efter tysk ordre sidder danske statsborgere nu indespærret i lejre og fængsler.«

Det er altså ikke længere et ’ydmygende krav’ til den danske samarbejdspolitik.

»Man skal selvfølgelig se denne ændring i lyset af, at den kolde krig er på sit højeste. Oprøret i Ungarn var blevet slået ned få år før, og modstanden mod kommunismen var stor i 1960.

Men det betyder altså, at man i forbifarten nærmest kommer til at fremstille arrestationen af de danske kommunister under besættelsen som noget positivt,« siger Lars-Martin Sørensen. I redigeringen af De fem År – skoleversionen – har man altså ikke bare fjernet de politisk ugunstige klip. Man har også formuleret en ny speak.

»Det er ikke bare en skolefilm. Det er skoleeksemplet på, hvordan historieformidling farves af nutiden,« siger Lars-Martin Sørensen.Værnemageriet er nedtonet. Det er ikke længere danskerne, der er ivrige efter at handle med tyskerne. Nu er det tyskerne, der udplyndrer landet. Der er ingen billeder af danskere, der vinker og smiler til forbipasserende kolonner af tyske soldater. Ingen billeder af dansk politi, der får deres våben tilbage og gør honnør for den nyankomne besættelsesmagt. Og billedet af udenrigsminister Scavenius ’i det dårligst mulige selskab’ med Hitler, da han underskriver antikominternpagten, er også fjernet.

Skoleversionen af De fem år har af flere omgange været udsat for kritik af historikere for at understøtte konsensusfortællingen. Men alligevel var den indtil midten af 1990’erne én af de mest udlejede film til folkeskolen og sandsynligvis den mest sete dokumentarfilm i danmarkshistorien.

Da Theodor Christensen i 1955 tiltvang sig rollen som instruktør på filmen, var det blandt andet med ordene:

»Filmen må ikke bruges til en forsoningsfest, der lader de ti år være gået og fremstiller modstandskampen som et enigt folks«

Stik mod hans ønske var det præcis, hvad den endte med at blive.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Lars-Martin Sørensen, ph.d.(og Anita Brask Rasmussen).
Det er skammeligt, hvorledes man fra officiel side efter min mening manipulerer med historiske fakta.

Ønsker vi en korrekt historieskrivning i Danmark eller ønsker vi et skønmaleri af begivenhederne?

Robert Ørsted-Jensen

Her var der endeligt lidt politisk bid i det. Den tidligere artikel om fra-klipningen af den Franske skole manglede enhver form for politisk bid. jeg takker

Hvem er bedst til korrekt historieskrivning??

Jeg ved det ikke - alle kan have skjulte dagsordener eller fikse ideer, som enten bevidst elle ubevidst farver historieskrivningen.

Og nye generationer kan finde på at vægte andre hensyn som væsentlige i deres "genskrivning" af historien.

Hvis man hyrer en arkitekt til att lave et arbejde , så bliver han/hun ofte eddikesur, hvis man understår sig i at mene noget om projektet - arkitekten vil bestemme, og klienten skal bare betale.

Sådan er det også typisk med skabere af dokumentarfilm - de har deres egne ideer, og kunden skal blot punge ud.

Det at man bestiller eller laver dokumentarfilm betyder ikke, at man på magisk vis er blevet istand til at være objektiv og/eller loyal over for historien.

Løsningen er vel, at flere hen ad vejen bruger krudt på samme opgave , så man får flere vinkler belyst ???

Iøvrigt synes jeg , at kunstnere, arkitekter, designere, filmskabere o l ofte er gevaldigt selvovervurderende m h t egen betydning. Det gælder også for en del politikere

Aksel Gasbjerg

1955-versionen:
"Ledende danske kommunister skal i strid med lov og ret arresteres.."

1960-versionen:
"De ledende danske kommunister skal anholdes..."

Den største skamplet på samarbejdspolitikken, den grundlovsstridige arrestation af 3 kommunistiske folketingsmedlemmer og yderligere ca 400 kommunister, hvoraf en stor del endte i koncentrationslejren Stuthof's rædsler, bliver bevidst redigeret ud og henvist til historiens uskønne glemmebog.

Verner Nielsen

Mon "hva' ka' bedst betåle sig" er essensen af den danske folkesjæl, både dengang og nu? Man skulle nødig stille sig op mod vinden.

Søren Kristensen

Jeg er født i 1955 og jeg skulle blive student før det for alvor gik op for mig, at jeg ikke tilhørte en nation af frihedskæmpere, men snarer medløbere, i hvert fald hvad angår de første år af besættelsen. At samarbejdet med tyskerne så måske har været en ret fornuftig overlevelsesstrategi, som måske har reddet mange liv, ændrer ikke ved det faktum at man som skoleelev blev præsenteret for noget der vel bedst kan beskrives som løgn.

Niklas Monrad

@ Søren,

Som søn af en både fysisk og psykisk arret modstandsmand, der efterfølgende afskyede al den glorificering af modstanden i de 5 år (og især den selvglorificering man år efter år var vidne til på tv, når man trak en "helt" ind i cirkusringen for at høre hans erindringer og historier, kan jeg fuldt ud sætte mig ind hvilke ambivalente følelser hele denne historie bringer op i folk.

Robert Ørsted-Jensen

Der var så meget løgn i det her at det er til at fortvivle over.

Der var sgu flere frivillige i Frikorps Danmark end der i flere perioder var som meldte sig til den hjemlige modstandskamp.

Og dem der gik i allieret tjeneste (jeg er efterkommer af sådan en) ville man helst glemme. De var jo ikke politisk anvendelige, ikke rigtige danske (eller sådan noget) og så var de jo en påmindelse om at der jo også var andre der gik i krigstjeneste, bare på den anden side og med samarbejdsregeringens velsignelse oveni. Dette selvom de der kæmpede side om side med englændere, amrikanere og andre, ofte var istand til at yde mere for danmarks befrielse af den vej end hvis de var blevet hjemme.

Jo løgne var der og er der desværre stadig for meget af.

Er sandheden ikke snarere den, at folk altså stod og vinkede til de tyske kolonner og de tyske soldater, mens de marcherede op igennem Jylland? Og at dem der gjorde modstand fra efteråret 1940 faktisk var kommunisterne, altså BOPA, men det hører man aldrig om. Til gengæld hører man stort set aldrig om andet end om, hvordan den eller den modstands-mand var. Når man så går de her modstandsmænd efter i sømmene, så viser det sig, at de alle som en - stort set - har været nationalkonservative, og nationalt sindede mennesker, som mente, at dansken skulle bestemme i eget land, ikke tysken. Gad vide hvad de ville sige til at en vis HTS nu synes at have solgt DK til et Europa under prøjsisk lederskab?

Og at Buhls berømte eller berygtede tale om at angive sabotører fra 1942 var et forsøg på at få tyskerne til at opgive at indføre døds-straf for sabotage. Og at den folkelige modstand mod den tyske besættelse kunne ligge på et lille sted, især måske hos de Venstre-bønder, som tjente godt på at sælge varer til tyskerne.
Der var jo nok en grund til at den danske front blev kaldt for - Flødeskumsfronten, tror I ikke? af tyskerne altså...

Heldigvis er der snart gået 75 år fra krigens start, og så bliver arkiverne åbne, så kommer sandheden (atter) for en dag. Det er jo også korrekt, at mange meldte sig til Freikorps Dänemark, også uden at være socialt udstødt, ganske enkelt fordi de så det som deres pligt at bekæmpe kommunismen. Og mange gamle nazister mente ogås at nazismen var den eneste måde at bekæmpe kommunismen på. (ikke at jeg er enig deri, men det mente de altså).

Mht. til den der med Komintern mv. som også nævnes i artiklen, skal man her være opmærksom på, at omkring 1944-1946 indgik det kgl. danske social-demokrati en aftale med CIA og MI5 om at arbejde for at begrænse kommunisterne indflydelse i Danmark. Dette er blevet på vist i et nyt udgivet speciale eller en nylig udgivet bog.

Ang. arrestationen af kommunisterne er det da korrekt, at det danske politi foretog anholdelsen. Men det hører også med til historien, at tyskerne kun ville have 90 anholdt, det danske politi anholdt over 300...

Artiklen og dokumentar-film instruktøren som nævnes i artiklen overser faktisk også det forhold at en masse mennesker i Danmark, måske endda flertallet ikke fattede sympati for sabotørernes handlinger før langt end i 1943 - hvor det stod klar for alle at tyskerne havde tabt. Og at det nu bare var et spørgsmål om tid før de allierede vandt krigen.

Ud af ruinerne opstod så FN og EF, senere EU. Og nu har Tyskland (Prøjsen) fået det som de vil have det; Tyskland bestemmer i Europa - og det alene gennem sin størrelse og sin økonomiske vægt og magt. Var det der var meningen med genforeningen og skabelsen af EF/EU efter 2. verdenskrig. Næppe..

Helle Degnbol

[Min kommentar tilhører nok så meget - som indlæg nr. 196! - debatten under artikel af 21. marts]

Der kan ske meget i løbet af 12 dage inden for filmhistorisk forskning & tilhørende journalistik.

Ifølge Informations artikel/overskrift af 21. marts er "Bombningen af Den Franske Skole ... redigeret ud af erindringen", og, siges artikelen, "Allerede i juni 1945 ... starter det arbejde, der får ofrene ved Den Franske Skole skrevet ud af historien", således at "ligegyldigt hvad, så var konsekvensen at flere generationer af danskere måske har den opfattelse i dag, at bombningen af Shellhuset var en succesrig præcisionsbombning, der kun ramte det, den skulle".

Under denne artikel på nettet reageres der livligt i kommentartråden. Unge som gamle fortæller, at de husker! Tragedien omkring Den franske skole står endda centralt i den fælles hukommelse, hos nogle ikke på trods af, men ved siden af en film som De fem år.

Alt hvad der ifølge filmhistoriker/journalist kan tælle og gælde, synes at være filmbilleder. Og hvor man finder 24 kilometer (sic) fraklippede filmstrimler, må der være et tilsvarende hul i hovedet hos os alle sammen. I filmen "De 5 år" skulle angiveligt alt hvad der gælder fejlbombardementer i Kbh. og specielt tragedien omkring Den franske skole være fraklippet, men, siger artikelen, det bliver nu endelig fremdraget af forskeren og filmhistorikeren. "Alt det [grusomhederne] ved vi, fordi der er billeder af det. Gode billeder. Det fortæller Lars-Martin Sørensen ph.d. i filmhistorie, der netop nu forsker i besættelsestidens filmhistorie."

Det er imidlertid klokkeklart og fremgår bl.a. af tråden under 21.marts-artikelen, at den fælles erindring er blevet næret af andet end dokumenter & billeder. Og det synes som om vi ikke er blevet så voldførte som hævdet.

Holder vi os til bog og billeder om just Den franske skole, så nævner Inf.artikelen i øvrigt overhovedet ikke eksistensen af andre billeder, gode billeder, dokumentarfilm, der kan have fodret vores erindring, der refereres fx. ikke til en væsentlig nylig bog (af Alice Maud Guldbrandsen) eller til den fine og oplysende dokumentarfilm (af Katja Forbert Petersen) vist fornylig i DR.

Ikke at artikelen med dens snævre fokus og konklusion absolut skulle have gjort det, men henvisninger savnes ofte såre i forbindelse med kloge Informations virksomhed, og når en artikel som denne rammer forkert og et ganske stort opklaringsarbejde overlades til læserne, så føler man en særlig trang til at pege på dette savn, den manglende perspektivering.

Undervejs i artikelen svines instruktøren Theodor Christensen til. Han skal med artikelens ord have medvirket til historieforfalskning, sandhedsfordrejning, han har ladet sig presse, ja, han har uden (forskerens) tvivl indgået en studehandel, jeg gentager: studehandel.

Jeg citerer fra artikelen af 21. marts:

"selv om Minerva Film havde billederne, endte de på gulvet i klipperummet, da Minerva Films instruktør Theodor Christensen lavede først Det gælder din frihed fra 1946 og siden den sandsynligvis mest sete dokumentarfilm i Danmarkshistorien: De Fem Aar."

"det skriger til himlen, at Theodor Christensen ikke har brugt optagelserne fra Den Franske Skole."

"»Historieforfalskning.« så kontant er dommen fra Lars-Martin Sørensen. Han kalder fraklippene fra Den Franske Skole ’en grov undladelsessynd’."
"Theodor Christensen havde et tæt samarbejde med embedsmanden, Mogens Skot-Hansen ... Theodor Christensen og Mogens Skot-Hansen er tætte samarbejdspartnere. De er på fornavn med hinanden"

"Ordren om at fordreje sandheden kom fra allerhøjeste sted"

"Lars-Martin Sørensen kan ikke dokumentere, at Theodor Christensen er blevet beordret til at undlade brugen af billederne fra Den Franske Skole, men han er ikke i tvivl om, at det er resultatet af en studehandel mellem Theodor Christensen og Mogens Skot-Hansen."

Citering slut.

Selv om det til allersidst i artikelen nævnes, at der i 1960 blev lavet en forkortet skoleversion af "De fem år", kan læseren ikke være i tvivl om, at der berettes om Theodor Christensens åbenbart svigagtige indsats i arbejdet med filmversionen af "De fem år" fra 1955. (Dagens artikel handler om 1960-versionen, som ikke er Theodor Christensens arbejde).

Jeg går ikke så tit på nettet, men jeg blev noget provokeret af de grundløse udsagn om hvad blandt mange andre jeg påstås at vide og ikke vide om besættelsestiden. Jeg var heldigvis ikke alene. I 195 kommentarer kæmper Informations læsere bravt (med og mod hinanden) for at pejle sig ind på, hvad det er artikelen med den tåbelige overskrift har gang i. Mange prøver ligefrem at redde den, det er da i orden og venligt gjort.

Mere specifikt diskuteres det, om ikke der faktisk ER noget om Den franske skole i filmen "De fem år", hvor artikelen hævder, at der er "Ikke et ord om eller glimt af det mareridt som næsten 500 skolebørn gennemlevede ...".

Nogen husker, nogen linker til en filmstrimmel, nogen kontakter filmhistorikeren og citerer hans svar, jeg beundrer folks hjælpsomhed og iver efter at nå frem til større klarhed, men jeg får ikke selv gransket i disse uklarheder.

Jeg forstår ikke, at hverken filmhistorikeren Lars-Martin Sørensen eller Informations journalist Anita Brask Rasmussen griber - hjælpende eller protesterende eller lige meget hvordan - jeg forstår ikke, at I ikke deltager direkte i debatten. Og jeg forstår ikke - betragter det nærmest som arrogance - når Inf's journalist nu 2. april ikke relaterer ærligt (jf. ndf.) til den tidligere artikel og slet ikke til den tilhørende debat.

Næ, her 12 dage senere har man sandelig arbejdet på sagen. Her kommer pludselig ex machina en version 2. Jeg orker ikke her foretage og fremlægge analyse af de to artikler, hvor der nu pludselig 2. april tales om manipulerende virksomhed i forbindelse med ANDEN version af "De fem år", faktaboxen er ændret, og enhver kan selv sammenligne skildringerne af Theodor Christensen og hans gerninger og hans væsen i den ene og den anden artikel, det, der her præsenteres som forskning, virker ikke voldsomt tilforladeligt, og journalisten er så sandelig ikke kritisk i sin tilgang. Jeg skal ikke smide om mig med ord som forfalskning og fordrejning, og tilsvining - det kom jeg til at tale om - er vel et stærkt ord i forbindelse med begge artikler, men der er i hvert fald tale om en vældig fiks drejning.

Lige nu er vi læsere (og deltagerne i debatten) ladt i stikken med to kække artikler uden ordentligt bindeled. De sidste 12 dages arbejde vil dog forhåbentlig på længere sigt komme både filmhistorisk forskning og et fænomen som kritisk journalistik (Information, please!) til gode.

Hvad der egentlig skete i 1945 og hvorfor, hvad der siden er blevet sagt og skrevet, vist på billeder og indoptaget i sindene, hvad vi husker og hvad vi glemmer, hvad vi føler og hvordan vores politik styres og hvordan vi styrer politikken, det er alt sammen stort og værd at beskæftige sig med. Som de to Informationsartikler præsenterer sig, enkeltvis og tilsammen, rummer de godt stof, men skyklapperne er forstemmende, og jeg får i den atmosfære ikke lyst til at besøge Informations lokaler 5. maj for at høre SANDHEDEN OM KRIGEN (jf. den vedhæftede opfordring til at købe adgangsbillet).

Jeg savner en mere levende, ærlig, åbenlys sammenhæng mellem artikler i Information og debatten på nettet.

Debatindlæg på nettet kan, erfarer jeg, af Informations debatredaktion udklippes og bringes i den trykte avis blandt læserbreve, det er lidt sært, især når det sker, for mig uforståeligt, ja i grunden uacceptabelt, uden reference til den oprindelige artikel og den debattråd, som det udklippede indlæg indgår i.

Med venlig hilsen.

Vibeke Svenningsen

Jeg stiller mig stadig måbende overfor, at det er så svært ar forstå, at klippet der blev linket til, og påstod at være fra 55-versionen, ikke er det. Det kan da ikke være så svært at forstå, men åbenbart. Man æder alt råt på nettet. Den pågældende debattør, der linkede til klippet, var dog kvik nok til at finde ud af fejlen. Og nu fortsætter det bare...

Gå dog ind og se filmen for pokker...

Og da jeg har mailet med Lars-Martin Sørensen, ved jeg, at han ikke gider deltage i netdebatter vedr. sit arbejde men ved, der er dokumentation for hans udsagn, som er gennemtjekket - og nu vil jeg tage hans råd om at være varsom mht netdebatter til mig, og ikke spilde tid på gratis og udokumentede slutninger osv. Det minder til tider lidt om et galehus.

Første artikel handlede om manglende omtale af den franske skole i begge versioner.

Anden artikel handler om, hvorledes samarbejdspolitiken omtales i begge versioner.

Fælles er den ministerielle forbindelse til det billede, der forsøges skabt af besættelsestiden via disse film formidling til befolkningen.

Robert Ørsted-Jensen

Helle Degnbol
Nu var den tidligere debat kun om den Franske skole. Det var ret indlysende at dem af os der voksede op i perioden lige efter krigen vidste alt om den franske skole også at vi hørte om det i skolen etc etc. Men som jeg også påpegede så er den franske skole ikke på noget punkt noget oplagt eksempel på historieforfalskning med et politisk formål. Den er ikke noget eksemnpekl på problemstillingen 'forsoningsfest' for der var ganske enkelt tale om en ulykke som man ikke kan drage nogen oplagte politiske konsekvenser af i forsoningsmæssig sammenhæng. At der sker en ulykke hvor et fly styrter ned i en skole og hjvad der af fulgte ændrer ikke (og vores viden om samme ændrede ikke) ved vores opfattelse af at bombningen af shellhuset var en bedrift i præsisonsbombning. At man klippede den del fra i 1960 udgaven var derfor ikke af stor politisk vigtighed, o0mend det var beklageligt.

Derer derimod en himmelvid forskel på lige den fraklipning og de mange andre der nævnes her. For de frakliponinger som nævnes her i artiklen er netop entydigt et forsøg på at redigere i den politiske hukommelse, og disse dele var i vid udstrækning succesfulde. Mange i min opvækst opførte og talte som om hele danmark var bag modtstandsbevægelsen og mod tyskerne og her har den klippede 19660 udgave givet spillet en central rolle.

Det er altid vigtigt i historie at skelne mellem det politisk vigtige, det centrale i den politiske hukommelse og det mindre vigtige i den sammenhæng. Det gør artiklen og Anita her, det gjorde hun derimod ikke med historien om den franske skole. Den historie var politisk mere på linie med eksplotionen på soyakagefabrikken i 60erne.

Den var ganske enkelt ikke på nogen afgørende eller vigtig måde noget oplagt eksempel på et forsøg i forsoningsmæssig retning at redigere vores kollektive hukommelse hvad angår krigen. Det er derimnod de mange andre eksempler der nævnes her.

Så vil jeg godt lige sige til Karsten Aaen at din udgave af historien er mindst lige så løgnagtig som den ovenfor beskrævne. Kommunisternes indsats var i de tidligste år alt andet end gloværdig. Den tidligste modstand var rent faktisk borgerlig - den var ikke kommunistisk. Bopa/Kopa og kommunisterne begyndte først for alvor EFTER juni 1941 da den beskidte Molotov–Ribbentrop pagt mellem nazi-tyskland og Sovjet blev brudt med indmarchen i Sovjet. Indtil da var DKP i al væsentlighed følgagtig over for Stalins ønsker om fred med tyskland. Churchill-gruppen og andre boirgerlige startede allerede i 1940 hvor kommuniksterne stadig var lammet af Molotov–Ribbentrop pagten.

Helle Degnbol

Tak til både Vibeke og Robert.

Jeg har - som vel så mange - min egen 'erindring' dvs. fortælling om besættelsen, selv om jeg først kom til senere. Den besættelse kom - også i min familie - ganske nær. Der var, så vidt jeg kan skønne, ikke tale om hverken løgn eller praleri omkring den ene "frihedskæmper", som vi kendte og holdt af. Jeg sætter gåseøjne, fordi termen ikke bruges nu længere.

Efter krigen var der mest tavshed om de fem år. Dog ikke om Den franske skole. Historien om Den franske skole står skarpt i min erindring, den blev mig fortalt igen & igen, og der var ikke så meget at tage fejl af. Derfor finder jeg, at de generaliserende udsagn i Informations artikel af 21. marts er noget (irriterende) vrøvl.

Jeg slugte i barndommen tavshed og fortællinger, bøger og en enkelt film (De fem år). Jeg fik i tresserne ganske kvalificeret og nuanceret undervisning i skolen; nogle af lærerne lå i jaloux fejder med hinanden, det mærkede man, for der var jo dem (dvs. den), der havde været aktive (aktiv) i modstandsbevægelsen, og der var andre, der ikke kunne sige, de havde været det. Intet af dette blev åbent lagt frem, men vi elever havde jo ikke andet at lave end at sidde og aflure vores lærere, alle deres særheder og private problemer, og det var klart, at besættelsestiden for nogle af dem spillede en rolle (roller). Det var med til at forme vores indtryk.

Historielærerne på skolen var meget forskellige, jeg havde selv et par stykker, og jeg havde et par brødre, så vi kunne sammenligne. Det lå, så vidt jeg ved, dem alle på sinde at fortælle os så ordentligt, som de kunne, om samarbejdspolitikken og dens nødvendighed eller uundgåelighed og også pinagtighed.

(Fotografiet af Scavenius og Hitler med deres smil og næser så vi godt nok ikke, det er herligt).

Glæden 4. maj fik vi høre om, ja jeg fik den at mærke - især hjemme - igen og igen, radioens udsendelser, lys i vinduerne.

Men stikkerlikvideringer og undgåelse eller hindring af samme, det hører også til min barndoms viden. Der var viderebringelse af glæde og lettelse, men jeg hørte helt sikkert også om stor politisk skuffelse, og der var ingen overdreven glorificering i nærheden af mig, for ham der skulle glorificeres, ville det ikke. Jeg tror, han er en alment kendt type.

Jeg vidste godt, at "vores" modstandsmand ikke var lig med alle dengang, jeg vidste om uendelig mange, der ikke havde tilhørt modstandsbevægelsen, min far og alle de andre. Der var, så vidt jeg kan skønne, ikke tale om proportionsforvrængning. Sådan var efterkrigstiden for mig, for nogle af os. Der var ikke bare ensidighed. Det var allerede dengang svært for et barn og et ungt menneske at forstå eller svært at vide, hvor man selv ville have været, hvis man havde været voksen 1940-1945, men værre eller mere rodet eller mere enfoldigt var det ikke. Jo ældre man blev, jo mere kompliceret blev billedet, men det hører vel til ethvert menneskes udviklingshistorie. Senere tog andre (verdens)problematikker over.

Når man får at vide - mht. besættelsestiden, mht. "Stalintiden", mht. tresserne - HVORDAN DET VAR, HVORDAN VI VAR, HVORDAN MAN SELV VAR OG ER, ja, så må man lige vende skråen.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg har læst beskrivelser fra britiske og amerikanske officer der sarkastisk delte ud af deres undren over at det var ganske umuligt at finde en eneste vaskeægte nazist på tysk jord i hver deres besættelseszoner der i årne efter krigen. Alle tyske havde kun lige været sådan lidt medlem af DNSAP enten for at det var man 'tvunget til' det eller fordi at 'ja det skulle man jo være hvis man ville have arbejde' og lignende undskyldninger og ingen kendte til myrderierne på jøder. Ja det v ar yders vanskeligt at finde en eneste tysker der synes godt om Hitler, alle var dybt taknemmelige over at være sluppet af med bæstet.

Lidt det samme så men med omvendt fortegn i Danmark og lignende lande. Ingen havde nogen sinde sympatiseret med Hitler og alle rendte pludselig rundt der med frihedskæmper armbind. Alle kunne kun huske kommunisternes for deres arrestation og heltemodige modstand, ingen kunne længere huske at mere end et år gik hvor de tøvede med at gå aktivt ind i modstanden og alle havde glemt at man i må+nderne efter tysklands angreb på Sovjet rekrutterede flere danskere til Frikorps Danmark end der var frihedskæmpere.

Problemet med fraklipningerne i 1960 filmen var at men her aktivt støtte disse løgne og ofrede den shistoriske sandhed til fordel for myter om en samletr nation der stod sammen mod den fremmede overmagt.

Vibeke Svenningsen

Helle:

Det handler ikke om, hvad du er blevet fortalt, men om der vises billeder fra bombninger af den franske skole i versionen fra 55. Det gør der ikke! Ligegyldigt hvor meget tvivl, der forsøges skabt om det.

Se dog filmen!

Miguel Tuells

Robert O. Jensen siger i sin kommentar at

"Bopa/Kopa og kommunisterne begyndte først for alvor EFTER juni 1941 da den beskidte Molotov–Ribbentrop pagt mellem nazi-tyskland og Sovjet blev brudt med indmarchen i Sovjet. Indtil da var DKP i al væsentlighed følgagtig over for Stalins ønsker om fred med tyskland. Churchill-gruppen og andre boirgerlige startede allerede i 1940 hvor kommuniksterne stadig var lammet af Molotov–Ribbentrop pagten."

Samme skete i Frankrig, det er der skrevet en del forskning om.

Sagen kunne vaere et meget interessant emne for en artikel, gad vide om der har vaeret historisk forskning i Danmark paa dette punkt.

Robert Ørsted-Jensen

Jep Miguel - sagen er at de borgerlige fundamentalt set havde ret når de påstod at DKP (og andre KP partier) ikke var andet end Sovjets udenrigstjeneste. Det er vigtigt at man ikke begår lignede fejl igen - derfor skal og bør sandheden forfølges.

Det er jo netop ikke kun det Socialdemokratiske og det borgerlige Danmark der er dybt nedsunket i historieforfalskning, myter og løgne der helst skal friseres lidt eller klippes lidt til så det hele ser pænere ud ogh gør sig mere til - det er desværre også den side af dansk politik som nogen af os perioder har haft en vis sympati for.

Og jo der har faktisk været skrevet en del forsknin g om netop denne side Morten Thing har blandt skrevet ret sandfærdigt om DKP (jeg husker i fortiden også en bog han skrev sammen med en gammel bekendt af mig Jørgen Bloch-Poulsen - hvor dele af dette var under behandling)

Helle Degnbol

Vibeke: "Det handler ikke om, hvad du er blevet fortalt..." Ja jeg ved det ikke, men det er det, jeg skriver om. Debatten handler om mange ting og føres af mange mennesker, den defineres næppe af blot én deltager eller kampdommer. Jeg har slet ikke deltaget i den debat, som du synes det hele drejer sig om, men jeg fulgte den, og da der opstod usikkerhed her i tråden, kunne LMS eller ABR have hjulpet, og det havde været fint. Det skrev jeg om. Mere af den slags interaktion kunne jeg ønske mig ved avisen, når læserne bidrager så ivrigt med deres kommentarer og som i dette tilfælde arbejder så hårdt for at forstå.

Men det skal vel ikke være en sportskamp, hvor den ene eller anden skal udråbes som vinder. Når LMS ikke "gider", og når ABR givetvis følger debatten, men har travlt med sin artikel nr. 2, så er det da godt, at du gider - være våbendrager, men at etablere en duel med den ene og den anden, det finder jeg sært.

Hvis filmen De fem år skulle være eneste kilde til vores viden om tragedien omkring Den franske skole, så havde vi en anden diskussion. Der har været og er andre kilder, og i skolerne er der måske også andet materiale end den ene film om modstandsbevægelsen, og der er ikke mindst lærere, der snakker med børnene. I mit liv har kilden til viden om Den franske skole åbenbart ikke været filmen De fem år, det behøver jeg ikke gense den for at finde ud af. Jeg er ikke historiker, men en af de normaldanskere, som LMS taler om, der let kunne blive ført på vildspor, hvis ikke nogen passer på, og det har han ret i.

Kategorisk fastslår du ikke blot hvad debatten, men også artikel nr. 1 og 2 "simpelt hen" handler om. Det er ultrakortfattet og lidt for simpelt. Sovsen, som emnerne blev serveret i, var nok så væsentlig, LMS dryppede ivrigt med den, og det er fair nok med denne LMS's perspektivering til nutiden, men så må "nutiden" vel også snakke med, og sovsen fortjente - og LMS's forskning fortjener - at korrigeres og spørges til. Jeg skal springe den store overskrift over og nøjes med at citere én sætning, som jeg og flere med mig reagerede på:

“Allerede i juni 1945 starter det arbejde, der får ofrene ved Den Franske Skole skrevet ud af historien”.

ABR giver den muligvis en ekstra skrue her. Overdrivelsen (og springet fra filmklipning til det angiveligt vellykkede "arbejde" med himmelråbende historieforfalskning anno 1955) hjælper desværre ikke til, at den pågældende forskning umiddelbart værdsættes og stoles på. Jeg tror, det hjælper, hvis der slibes nogle kanter af og stilles modspørgsmål, det har allerede hjulpet fra artikel 1 til artikel 2.

Det viser sig endda, at artikel nr. 1 blev bragt på årsdagen for tragedien. De overlevende ofre skal altså den dag læse, sort på hvidt, at de og deres kammerater er glemt. Det finder jeg ubærligt. Det er også forkert! Jeg deltager ikke tit i diskussioner, og man kan hurtigt komme til at fortryde sin eksistens på nettet, men det har været vigtigt for mig at få sagt, at som jeg har opfattet det, er der - ud fra motiver, som det er interessant at få udforsket - nok blevet forenklet groft (det fornam man allerede som barn), men - med eller uden filmen De fem år - så er ofrene ved Den Franske Skole ikke blevet skrevet ud af historien.

Med venlig hilsen.

Karsten Olesen

Fejlbombardementet af den Franske Skole har ikke været noget, det officielle Danmark pralede af.

Mange af os hørte dog om det i undervisningen.

Mange andre områder er langt mere neddysset.

Studiet af denne historiefortrængning er umådelig lærerigt.

Hvis man interesserer man sig for denne "bagside af historien" - findes det største samlede kildemateriale i "Betænkning fra den Parlamentariske Kommission", bind I - XIV.

Kommissionen blev nedsat 1945 og arbejdede indtil 1955.

Dele af dette kæmpeværk er lagt på nettet af journalisten Mogens Kasler, på:

http://kasler-journal.lha.dk/

(højre sidespalte)

F. eks. kan man læse om, hvordan det var regeringen der udsendte og betalte stikkerne (bind X, F 3, om Gunnar Larsen).

Gunnar Larsen betalte stikkeren "Hestetyven" fra F. L. Smidths lønningskontor i Vestergade, overfor Politiken.

Det fremgår, at "Hestetyven" var arbejdsgiver for "understikkere".

Betænkningen tager ikke direkte stilling til enkeltpersoners skyld - men ved at kombinere med andre kilder kan man i mange tilfælde få et billede af hvad der foregik.

"Udrensningen" efter krigen skete som regel på den måde, at ubelastede folk fik lederstillingerne, mens de belastede måtte vente et par omgange på forfremmelse.

Helt frem i 1970erne sad der således ( som Carl Madsen kunne dokumentere ) folk i politiet, der havde deltaget i jagten på frihedskæmpere.

I Fremmedpolitiet - idag Udlændingedirektoratet - sad en kendt nazitilknyttet som chef indtil 1960.