Læsetid: 6 min.

Et forsvar for Grass

Verden er ikke statisk, den er foranderlig. Det vidner Grass’ digt om. Det er intellektuelt i sin essens: et syrebad for den eksisterende orden, en ubehagelig og krads kritik af det bestående
Protest. I Berlin går folk på gaden i forsvar for Grass.

Protest. I Berlin går folk på gaden i forsvar for Grass.

20. april 2012

I 1894 blev den jødisk-alsaciske kaptajn Alfred Dreyfus dømt for forræderi mod sit land, Frankrig. Hans spektakulære forbrydelse bestod i at have leveret hemmelige dokumenter til det tyske militær, som ydmygede Frankrig i 1870-71.

Efter domsafsigelsen begyndte nye efterretninger og undersøgelser imidlertid at tyde på, at Dreyfus var uskyldig. Han havde ellers været den perfekte syndebuk for franskmændenes fornedrede følelser. Offentligheden delte sig gradvist i to, alt efter om man mente, han var skyldig (anti-dreyfusarderne) eller ej (dreyfusarderne).

Émile Zola var dreyfusard. Den 13. januar 1898 skrev Zola J’accuse – Jeg anklager. Artiklen var et voldsomt angreb på talrige autoriteter i det franske samfund, som alle blev tiltalt med de indledende ord »Jeg anklager«. Selv præsidenten for den franske republik Félix Faure blev anklaget – tilmed i titlen. Den slags var aldeles uhørt i slutningen af 1800-tallets Frankrig og afstedkom et højdramatisk efterspil. Zola blev lagt for had, blev hængt ud af rasende konservative og nationalister, der betragtede hans forsvar for Dreyfus som samfundsundergravende og verdensfjernt. Hans for samtiden helt ekstreme anklager mod så mange autoriteter på en gang var tilmed uden – påstod anti-dreyfusarderne – hold i virkeligheden. Hans anklager var tossegode, menneskekærlige og slappe salonparoler, syntes anti-dreyfusarderne, der fandt på et ord, der kunne beskrive den type, Zola var. Sådan en, man virkelige foragtede. Ordet var: intellektuel.En kaffedrikkende laps, der tror sig alvidende, men fabler om ting, han ikke ved noget om. En øretæveindbydende, bedrevidende humanist, som ikke forstår livets realiteter.Zola levede under et ekstremt pres fra offentligheden de følgende år. Men han fik ret. Dreyfus blev omsider frikendt i 1906. Derefter fik ordet intellektuel en ny betydning. Det blev en hædersbetegnelse for personer, der kunne påvirke samfundet ved kritiske, forstandige analyser. Den betydning havde ordet hele vejen op igennem det 20. århundrede – selvom der selvfølgelig var mange, der hang fast i den gamle opfattelse af ordet.

Man har sagt, at den intellektuelle er ved at dø i vores tid. Måske er det blot endnu et omkvæd i de intellektuelles evige klagesang, fordi de ikke får opmærksomhed nok, eller fordi de ikke kan finde de stærkeste blandt sig selv.

Alligevel virker det, som om kritikken af Günter Grass er afgørende ny. Som nobelpristagende forfatter fra Tyskland står han som et vidnesbyrd om en tid, da Europa stadig spillede en rolle i verden. Grass’ forfatterskab og optræden i offentligheden gør ham i den grad til en person, der kan behæftes med prædikatet intellektuel, med mulighed for at henvende sig til hele verden på én gang.

Det gjorde han for nylig, og det slap han ikke godt fra. Slet ikke. I sit digt »Hvad der må siges« tog Grass bladet fra munden og kritiserede det land, man som tysker notorisk ikke må kritisere, nemlig Israel.

Protesterne mod Grass’ digt kommer fra hele verden: USA, Tyskland, Israel, Frankrig, Spanien, Italien, Danmark ... Hvad er det, man er blevet så stødt over?

I Danmark kom den mest iøjnefaldende kritik fra forfatteren Knud Romer, som er stor beundrer af Grass, men som i dette tilfælde er imod sit forbilledes synspunkt. I artiklen »Knud Romer kritiserer sin litterære helt« (Information den 12. april) forklarer han, at det ikke er Grass’ kritik af Israels atomprogram, der chokerer ham, for det er en banal og legitim kritik. Det er derimod det tankeeksperiment, hvor Grass bytter om på tyskerne og jøderne, Romer ikke kan acceptere. At det er tyskerne, og alle andre, der risikerer at blive udslettet af jøderne – som en yderste konsekvens af atomkrig udløst i Mellemøsten. En sådan tanke er uhørt, ifølge Romer, og netop dét er årsagen til, at digtet har vakt så stor forargelse i hele verden.

Bærere af evig skam

Romers reaktion er typisk for det udgangspunkt, at tyskerne er bærere af evig skam og skyld over for jøderne. Intet må udfordre dette.

Men verden er ikke statisk, den er foranderlig. Det vidner Grass’ digt om. Det er intellektuelt i sin essens: et syrebad for den eksisterende orden, en ubehagelig og krads kritik af det bestående, ikke for kritikkens egen skyld, men fordi kritikken går på nogle forhold, som er urimelige og måske endda farlige for hele samfund – deriblandt det tyske.

Reaktionen mod Grass’ digt lugter af en verden, der ikke længere forstår Europas intellektuelle. Denne reaktion er virkelig afgørende ny, men den er måske Europas egen skyld. For man er ikke længere vant til, at europæiske tænkere på skrift griber dybt ind i verdens indretning.

Hvilke instanser er det, der modsiger Grass? Hvis det er svært umiddelbart at pege på nogen, er det, fordi der er så mange. Der er tale om næsten hele det politiske spektrum, læssevis af seriøse journalister, forfattere, kunstnere ... på verdensplan!

Det må betyde noget. Hvis ikke Grass får en skare at tænkere bag sig, der støtter hans synspunkt, hvis ikke offentligheden deler sig, og endelig hvis – og dette er virkelig et hvis – Grass bliver presset til at sige undskyld ... hvad betyder det så?

Det ville være en begivenhed, som kan tolkes som den europæiske intellektuelles død. Et slutpunkt i en linje af tænkning, hvis kritik er så ætsende og ubehagelig, at den gør ondt at blive konfronteret med. Hvis Grass’ digt til stadighed så entydigt forkastes, som det allerede er blevet, betyder det, at den intellektuelle i dét format, i de proportioner ikke længere hører hjemme i Europa. For Grass’ digt rammer lige så præcist som Zolas anklage. Forløbet ser indtil nu ud til at være ret identisk. Men udfaldet tegner ikke til at blive gunstigt for Grass på nuværende tidspunkt. Vi må huske på, at der gik næsten ti år, før Zola fik ret, og Dreyfus blev frikendt. Hvem ved, hvordan verden ser ud om ti år? Måske vil Grass’ digt stå som sandheden om den fremtid, verden lige nu ikke vil se i øjnene.

Hvis den intellektuelle dør med Grass, har det en mærkelig parallel til Zola, som skabte den.

Identiteten intellektuel kommer i så fald til at betegne en epoke i europæisk historie, fra 1898 til 2012. Det mærkelige er, at det ser ud til at den intellektuelle lever og dør i kraft af en anden identitet - nemlig jøden. Den intellektuelle startede med det ultimative forsvar for jøden. Og sluttede med det ultimative angreb på jøden.

Hvad det betyder, forstår vi nok først om hundrede år. Men alligevel anes konturerne af to virkeligheder, en, som var, og en, som måske er på vej.

For det første betegner epoken 1898-2012 det kapitel i europæisk historie, hvor verdensmagten endegyldigt faldt ud af Europas politiske rum. Samtidig blev epoken den intellektuelles epoke, men er dens ophør udtryk for den intellektuelles manglende formåen? Eller udtryk for en brutalisering af offentligheden, der ikke længere kan tolerere den intellektuelles indsigelser? Svaret må blæse i vinden, indtil videre.

For det andet er den intellektuelles epoke karakteriseret af forholdet til jøden (læs: den fremmede). Forsvaret for jøden, som indledte epoken, var et forsvar for jøden som legitimt tilstedeværende, blandt europæerne, som en europæer. Angrebet på jøden, som afslutter epoken, er ikke et angreb på den samme jøde som den jøde, til hvis forsvar epoken indledtes. Den jøde, der angribes, er den selvstændiggjorte jøde, der udfolder sin magt uafhængigt af Europa og uden for Europa. Den intellektuelle kan forsvare noget for vores samtid så suspekt som det multikulturelle, men risikerer at sættes ud af spillet af monokulturelle fællesskabers ageren.

Hvis Grass’ intellektualisme endegyldigt fordømmes, er det udtryk for kollapset af en bestemt kritik, nemlig kritikken af det monokulturelle. At det er en jødisk monokultur er et tilfælde, men det ser offentligheden ikke. Eksempelvis kalder Søren Espersen (DF) Grass antisemit, udelukkende fordi han kritiserer Israel. Men Grass er ven af Israel, som han selv siger. Grass angriber derimod en stat, som ikke magter kulturernes mangfoldigheder – fuldstændig som Zola. Deres kamp for kulturernes sameksistens er ens, selvom de henholdsvis forsvarer og angriber jøden.

Hvis den intellektuelle dør med Grass, betyder det, at europæiske tænkere ikke længere kan opretholde muligheden for at kritisere monokulturelle staters ageren. Hvad det kan have af konsekvenser, er uoverskueligt, men det er med stor sandsynlighed destruktivt.

Derfor må den intellektuelle ikke dø. Derfor må Grass forsvares.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

Fandeme godt sagt. På tide, at der er nogle, der endelig indser, hvor meget den europæiske civilisation skylder medlemmerne af den 10. SS-division Frundsberg.

I næste uges afsnit: Søren Kam var det første medlem af Aldrig mere krig.

Og Børge Outze burde have skammet sig, burde han.

Man burde egentlig sige, at Grass` kritik er nødvendig. Ikke alene på grund af konkrete ydre forhold, men fordi der skal være nogen der kritiserer konsensus.
Alt for længe har vi siddet fast i den tåbelige holdning, at tyskland og tyskerne skal holde sig fra kritik af Israel. Når uretfærdigheden stikker sit fæle ansigt frem, er det kun en gevinst for menneskeheden, at der er nogen der tør sige sandheden, også selvom denne kritik kommer fra en, der engang i sin ungdom har haft en SS uniform på. Det invaliderer absolut ikke kritikken.

Vibeke Svenningsen

Jeg er lidt ambivalent iht denneg artikel. Jeg er helt med på Grass' kritik af den israelske politik vedr Irans atomprogram og den evt destabiliserende trussel, den usgør mod freden osv. Der hvor det knækker for mig, er den sidestilling mellem jøden og staten Israel. Jeg troede i min naivitet, vi var kommet videre. Det er vi så ikke - og når kritikken retter sig mod "jøderne", så giver i al fald ikke længere mening for mig, da de mennesker, jeg har mødt med jødisk baggrund, har mange forskellige nationaliteter, og selv dem med israelsk har godt meget forskellige meninger om dette og hint. Så hvem er jøden?

Men ja, ellers kan jeg selvfølgelig godt se linjen fra Zola til Grass med "jøden" i centrum for den intellektuel kritik mod staten.

Mihail Larsen

Fordummelse eller argument

Henrik Jensen bidrager til fordummelsen, når han uden argumentation i øvrigt spiller på Grass' ungdommelige medlemskab af SS og spinder tråden videre med en plat ironi over Søren Kam og Børge Outze.

Det er helt i tråd med dem, der ikke kan skelne Tyskland fra nazisme, jødedom fra zionisme og USA fra kapitalisme.

Det er ikke den slags påstande, der bidrager til en større forståelse, og de hører bestemt hjemme i den mindst intellligente afdeling af 'den europæiske civilisation'.

Grass tør sige det, som er indlysende, men tabuiseret. Hans kamp mod tabuerne – i Tyskland, i Europa, i Israel og på såvel venstre som højre fløj – er i slægt med oplysningsfilosoffernes kamp mod enevælde og kirke. Og med Zola.

Holger Lyngklip Strøm

Et godt forsvar for Grass. Det er de færreste intellektuelle, der ser hvor verden er på vej hen og som har modet til at skrive det. Jeg synes det er så super godt verden har en Grass. Og at Tyskland har. For 15 år siden mødte jeg en ung tysk studerende og hun havde det så dårligt med at nogen kunne komme med kritik af jøder, ud fra det synspunkt at det kunne man ikke som tysker. Der komme en del kritik fra danskere om tyskere og af Tyskland som, hvis tysk og Tyskland blev udskiftet med et andet folk, land som jøder og Israel, vil skifte mening for folk som Søren Espersen. Men der er jo bare kritik. Det er ikke en nedladende nedgørenhed. Kritiken fra Grass til israel er bestemt ikke nedgørende og det er vel kort sagt en af årsagerne til Grass bør støttes.

Glimrende og velbegavet. Tør man sige 'intellektuelt'? Det eneste problem er, at indlægget geråder (potentielt) i en form for selvmodsigelse: "Den jøde, der angribes [af Grass] er den selvstændiggjorte jøde, der udfolder sin magt uafhængigt af Europa og uden for Europa." Man kunne her få indtrykket af, at problemet er, at magtudfoldelsen sker uden for Europa. At der skulle ligge en europacentricitet i indlægget. Det gør der nok ikke, men formuleringen er uheldig.
Det er jo naturligvis israelernes fastholden-sig-selv i en mono-kultur, der netop aldrig har været tilfældet for 'den europæiske jøde', der opstod i et kompliceret forhold mellem religion, tradition, kultur, økonomiske rettigheder, oprindelsesland, forfølgelse og meget andet, ja, måske i allermindste grad i etnicitet. I den måde Israel har udviklet sig på, gøres en religion til 'folk' og nation og grænser osv stik imod situationen for jøderne i Europa. Denne tendens svarer naturligvis til tendenser vi ser hos de nationalkonservative Europa, der jo derfor også er så enormt proisraelske. -- Derfor er konflikten og debatten så essentiel for os alle.

Jeg støtter Ole V. B. Olesen-Bagneux' ærinde, men jeg synes ikke han helt rammer hovedet på sømmet. Desværre.
Ét sted skriver han, at Grass digt betegner et angreb på jøden. Senere skriver han, at det ikke er tilfældet: Det angriber Israel. Jeg er enig i det sidste, ikke i det første.
Videre skriver han at Grass angriber en stat, der ikke kan håndtere kulturel mangfoldighed.
En sådan kritik ville være aldeles berettiget, men det er jo faktisk ikke det, han gør.
Han nøjes med at advare mod de uoverskuelige konsekvenser af en krig mod Iran og advokerer for gensidig våbenkontrol og nedrustning.

De kraftige reaktioner tyder jo på han ramte rigtigt, man skal være yderst kreativ for at blive stødt.

Denne lynch stemning burde få enhver jøde til at stoppe op, de cementerer blot budskabet i foragt, fremfor argument. Altså man møder her tyskeren med aggressive dogmer, uden at tage stilling til kritikken, hvilket nok passer Israel fint.

Nazityskland brød sig heller ikke om kritik, hvis man nu skal sætte hårdt mod hårdt.

Roald Andersen

Et stykke hen af vejen kan jeg godt forstå Ole V. B. Olesen-Bagneuxs projekt, men jeg mener det er forfejlet at påstå at Grass angriber jøderne. Problemet i Tyskland er at enhver kritik af staten Israels politik øjeblikkeligt bliver kaldt antisemitisk.
Selv om Grass i digtet nævner, at det er hvad han forventer hans kritik vil blive kaldt, så styrtede hans kritikere sig over ham netop med den kølle som skal få al samtale til at stoppe — antisemit!

Det jeg blev overrasket over efter offentliggørelsen af Grass' digt var faktisk hvor ureflekteret og dialogafvisende kritikken var. En hel del tyske debatører, som jeg ellers anser for ret eftertænksomme og skarpe (fra TAZ, Frankfurter Rundschau, Süddeutshe Zeitung, die Zeit og Deutchlandfunk f.eks.), faldt i med begge ben og svingede blindt med køllen "antisemit".

Tysklands bidrag til at øge Israels atomslagstyrke ved at sælge yderligere en ubåd bliver helt forbigået i kritikken af digtet. Næsten alle Grass' kritikere har en blind tro på at Israel ikke vil anvende sin atomslagstyrke, hvis landet føler sig tilstrækkelig truet — men hvad forventer man egentlig Iran skal gøre hvis/når Israel starter en angrebskrig mod Iran for at ødelægge Irans angivelige atomvåbenpotentiale?

Kun ved at advare mod det atomare ragnarok kan man forhindre det. Det er hvad Grass har gjort. Ja ... selvfølgelig burde han også have kritiseret Iran noget mere, men det er der jo så mange andre der gør. Men kritisere en truende israelsk politik, som kan medføre atomvåbenkrig i Mellemøsten? Så må han jo være antisemit! ... eller hvad?

Der kan godt være, at den intellektuelle – forstået som samfundskritikeren – er en truet art. Men det har han eller hun nok altid været. Og selvom Zola skulle have været den første, man betegnede som intellektuel, var han da ingenlunde den første, der udsatte sin samtids orden for et syrebad. Jeg føler mig derfor heller ikke overbevist om en metafysisk sammenhæng mellem muligheden for stillingtagen til ’jøden’ og muligheden af det intellektuelle projekt. Dette vil såmænd også eksistere efter en eventuel undskyldning fra Grass’ side. Ud over problematiske håndteringer af den kulturelle mangfoldighed eller monokulturelle staters ageren er der minsandten også en rigelighed af andre emner at tage op og være kritisk overfor.
Om de intellektuelle så formår at trænge igennem og præge offentligheden i en kultur mere optaget af overflade end af fordybelse er en anden sag.
Når så mange nu kaster sig over Grass, kunne det – ud over en stadig upassende relativerende omvending af forholdet mellem bødler og ofre – vel også handle om, at digtet kritiserer den allierede, som for mange vesterlændinge repræsenterer civilisationens vigtigste udpost i direkte konfrontation med de muslimske barbarer. At digtet ydermere udtrykker en form for indirekte støtte til en af Vestens mest markante modstandere føjer naturligvis spot til skade.

Mihail Larsen

Kætteri og antisemitisme

Det hører til den autoritære personligheds særkender, at den støtter sig på fobier. De er vigtige for den autoritæres evne til at navigere i en verden med mange modstridende normer. Et effektivt redskab for denne strategi er automatiske, fordomsfulde og stereotype generaliseringer.

De kristne og muslimerne har klaret opgaven ved en mere eller mindre håndfast forfølgelse af enhver form for 'kætteri'. Zionisterne har forskanset sig bag en antisemitisme-retorik.

Det er synd for jøderne, de kristne og muslimerne.

Mihail Larsen

Den første intellektuelle

Slå koldt vand i blodet. Zola var ikke den første. Han var muligvis den første, der blev karakteriseret som sådan i en moderne betydning af ordet, men han var langt fra den første, der opførte sig som en intellektuel.

Det virker lidt uoverskueligt at nævne fortilfælde, men for nu at sætte sagen på spidsen – og dermed undgå en pedantisk opregning – så var i al fald Sokrates en typisk intellektuel. Efter ham er der kommet – mange.

Dengang som nu reagerer den offentlige mening og orden irritabelt på den slags brokkehoveder. Den letteste måde at slippe af med dem var dengang som nu at beskylde dem for 'bespottelse' – mod Gud, naturen, den offentlige orden, den herskende ideologi, retsfølelsen, traditionerne etc.

Den sande intellektuelle vil noget andet. (Jeg sender hjertens gerne henvisninger til enhver af mine publikationer om dette – mihail@ruc.dk).

Jeg er enig i artiklen og i GGs betragtninger (stort set), men ser faktisk fordømmelsen af GGs digt anderledes:
Tidens største tabu er at udfordre jøders selvbillede. Og netop af grunde blandt andet i GGs digt er det mere nødvendigt end nogensinde.
De og ikke mindst deres organisationer kaster sig hver gang helt vildt over de formastelige med ord som antisemit og jødehader.
Personligt synes jeg ikke de fordømmende kan tillade sig den opførsel og er revnende ligeglad med deres eder og forbandelser. Desværre har de også magt til at ramme folk på deres karriere. Og gør det.

Flemming Dyrman

Ordene taler for sig selv:

Og indrømmet: Jeg tier ikke mere,
fordi jeg er led og ked af Vestens hykleri;
desuden må man håbe,
at mange vil befri sig fra tavsheden,
(…)

Kun sådan kan man hjælpe alle israelere og palæstinensere,
ja ydermere alle mennesker,
der i denne vanvidsbesatte region
lever tæt sammen i fjendskab,
og i sidste ende også os selv.

Ole V.G. Olesen-Bagneux har skrevet et indlæg, der nærmest er en fornærmelse mod Zola. Som en anden Sherlock Holmes afdækkede Zola et komplot, der havde sendt en uskyldig i Frankrigs mest rædselsfulde fængsel. Grass har misbrugt den digteriske frihed til at fremmane en apokalyptisk rædsel, der ikke har megt med virkeligheden at gøre. For det første er det jo den meget lidt folkevalgte iranske præsident og teokratiet bag ham, der har truet med Israels udslettelse, ikke omvendt. For det andet glemmer Grass geografien: en velplaceret atombombe i Israel kan fjerne nationen ( og Gaza), mens der skal en hel del til for at udradere det mange gange større Iran. Endelig er det sandsynlige scenarie for en krig mellem Israel og Iran selvfølgelig ikke et atomart ragnarok, det ville jo forudsætte en udveksling af atombomber, og ideen er jo netop at angribe, før Iran får atombevæbningen. Tværtimod ville det være et hurtigt, præcist og klinisk snit, fjernelse af raketbatterier og luftvåben i Iran, og derefter eliminering af diverse atomanlæg. Der er næppe nogen, der ville hjælpe Iran, slet ikke de arabiske stater, de kan ikke tænkes at ville hjælpe shiamuslimske persere.
Efter et sådant nederlag ville det være sandsynligt at det teokratiske regime bryder sammen, det er set før, f.eks den argentiske junta efter Falklandskrigen, og den græske efter nedkæmpelsen af kuppet på Cypern. Så kunne den iranske befolkning håbe på at få en regering, den faktisk havde stemt ind. Men det er måske ikke et perspektiv der tiltaler Grass?