Da Henning Carlsen læste nobelpristageren Gabriel Garcia Marquéz’ roman Erindring om mine bedrøvelige ludere, sagde den ham først ikke ret meget, og han lagde den til side, men den kom tilbage i hans bevidsthed. Han ville gerne bruge den som forlæg for en ny film. Bogen handler om en gammel mand, El Sabio, journalist og klummeskriver, der vil forære sig selv en ung jomfru i fødselsdagsgave, da han fylder 90 år.
Filmen er nu klar til premiere, men forud er gået et langvarigt forhindringsforløb, der i sig selv kan minde om en fortælling af Marquéz.
»Jeg skrev til Marquéz i 2005, men fik aldrig noget svar,« fortæller Henning Carlsen, der så gennem forskellige kontakter fandt han frem til, at der skulle forhandles gennem en agent i Barcelona. »God fornøjelse!« sagde de alle. Den pågældende agent, Carmen Balcells, er nemlig kendt for at være særdeles skrap. Hun forhandler rettigheder for snart sagt alt af værdi i latinamerikansk litteratur.
Altså tog han sammen med livsledsagersken Else et fly til Barcelona, da han året efter omsider havde fået en aftale. Agent Balcells havde i mellemtiden taget oplysninger på den danske instruktør og fundet ud af, at han var værdig til at få rettighederne blandt flere andre filminstruktører, som havde lagt billet ind. Om natten ringede hun til Marquéz i Mexico. Han gav grønt lys.
Så vidt var alting godt.
Klog bordelmutter
»Det stod mig fra starten klart, at den skulle optages i Latinamerika, selv om jeg vidste, det ville være svært med et fremmed sprog,« fortsætter Henning Carlsen. »Men historien er helt baseret på den latinamerikanske kultur. Den kunne ikke foregå i Randers eller Genève.«
Han lagde an til en international produktion. Tidligere har han arbejdet sammen med blandt andre Donald Sutherland i filmen Oviri. Nu ville han gerne have Geraldine Chaplin med, Charlie Chaplins datter, som vandt biografpublikummets hjerter for sin hovedrolle i filmen Doktor Zhivago.
»Hun var den første, der faldt mig ind til rollen som den bordelmutter, der skal opfylde den 90-åriges ønske om en ung kvinde,« fortæller han. »Jeg havde den tanke, at det ikke skulle være en klassisk bordelmutter, som var stor, fed og dum, men en, som var slank, intelligent, kold og med humoristisk sans. Geraldine var straks på og holdt sig klar i de følgende år, hvor vi arbejdede på at få alting på plads.«
Et andet internationalt navn, der gav tilsagn, var spanske Angelina Molina, kendt fra Bunuels sidste film, Begærets dunkle mål. Der spillede hun simpelthen målet for dette begær, som er ved at drive en ældre mand til vanvid. Med på manuskriptet kom desuden franske Jean-Claude Carrière, som Henning Carlsen tidligere har arbejdet sammen med. Denne har ikke mindst skrevet manuskript til film som Bliktrommen, Borgerskabets diskrete charme, Dagens skønhed og Tilværelsens ulidelige lethed.
Symbol på livet
– Temaet ældre mand-yngre kvinde er også beskrevet af forfattere som Nabokov og Hemingway, men hvad har du set i det?
»Jeg så en historie i historien, som ikke står beskrevet, men som man alligevel kan læse ud af romanen. I dette tilfælde om en dreng, som er dødeligt forelsket i sin mor. Da hun dør, beslutter han, at han aldrig vil forelske sig i nogen kvinde, fordi ingen vil kunne udfylde den plads, hans mor optog. Altså betaler han livet igennem for sine kvinder, da han har begær som alle andre. Da han bliver 90, vil han gerne have endnu en tur i gyngen, men egentlig ikke for at penetrere pigen. Det er blot en vision, en forestilling hos ham. Han er forelsket i hendes uskyld, og den vil han jo ikke ødelægge. Så dyrker han hende nærmest som en far og giver hende gaver og kultur, læser for hende, forærer hende et maleri, osv. Efterhånden har han solgt det meste i sin lejlighed for at skaffe penge. Senere i historien går det op for ham, at hun måske ikke er uskyldig. Han knuser alt i det værelse, hvor de mødes.«
– En ældre mands jalousi?
»Ja, for det var jo uskylden, han var forelsket i. Han siger det på en måde den allerførste gang, han har besøgt hende. Han står op om morgenen, ser hende ligge nøgen på sengen, lægger penge. Han ser på hendes kusse og siger: ’Må Gud bevare den for dig!’«
– Hvad er den unge kvinde symbol på?
»Det er meget enkelt. Hun er symbol på livet, og han er på vej ud af det. Det er en film om ømhed, omsorg og kærlighed. Den unge pige får også noget ud af det, nogle følelser, hun ikke har haft før, og som ikke er knyttet til sex. Hun spørger ham: ’Hvorfor fandt du mig først, da du var så gammel?’ Derved bliver alderstemaet aktuelt, idet han svarer: ’Alder skal ikke måles ved, hvor længe man har levet, men hvor længe man har tænkt sig at blive ved’. Men da Marquéz’ bog udkom i Mexico i 2004, var der en del ballade, fordi pigen kun er 14 år. Jeg tænkte, at så er det da ikke anderledes, end at vi kan gøre pigen ældre eller slet ikke komme ind på, hvor gammel hun er.«
Filmstop
Havde Henning Carlsen troet, at han derved kunne undgå ballade, tog han grueligt fejl. I Danmark havde to kvindelige filmkonsulenter sagt nej til at støtte filmen, men producenten Nina Crone ville gerne være med. I Mexico som i resten af verden er Marquéz en elsket og respekteret forfatter, hvorfor budgettet kom på plads som et konglomerat af hovedsageligt latinamerikanske penge.
Men så fulgte en myriade af problemer med rejser frem og tilbage for at træffe praktiske aftaler om optagesteder m.m. F.eks. forlangte den skuespiller, der skulle spille den gamle mand, sit honorar sat adskillige grader i vejret, hvorfor en ny i al hast måtte findes. Flere gange blev optagelserne udskudt, men den hårdeste tackling kom fra en feminist, Lydia Cacho.
»Hun havde skrevet en bog om prostitution i Latinamerika, hvori hun angreb guvernøren i byen Puebla,« beretter Henning Carlsen. »I den blev han hængt ud for pædofili og klarede kun frisag, fordi han kendte nogle dommere, som også var politikere. Han fik en dom for, at han ikke behøvede at forsvare sig mod Lydia Cachos anklager. Hun blev tilmed kidnappet af hans folk og holdt fanget i en kælder i to uger. Ved nytår 2009 fik jeg at vide af mine mexicanske producenter, at filmen skulle optages i netop Puebla og ikke i Campeche, som vi ellers havde forelsket os i. Så sagde jeg: ’Puebla? Det bliver uden mig!’ Jamen, sagde de, der er en fond, vi kan få penge fra!«
En antiprostitutionsgruppe ville have filmen stoppet, hvilket forskrækkede investorerne, hvoraf nogle trak sig, optagelserne blev igen udskudt, nye penge måtte findes, og Carmen Balcells meddelte, at Marquéz og hans familie havde besluttet, at de alligevel ikke ville have bogen filmatiseret.
Mental gulerod
– Er det den film, du har haft flest problemer med?
»I opstartsfarcen, ja. Oviri var også svær. Men det foregik trods alt på hjemmebane.«
– Var du nogle gange ved at opgive?
»Ja, men så gav jeg mig selv en mental gulerod. Else spurgte flere gange: ’Synes du virkelig, det er ulejligheden værd?’ Men jeg havde brugt meget tid og mange penge. Det skærpede min iver og stædighed, når det så ud, som om projektet kunne kuldsejle. Det måtte simpelthen ikke ske. Der skete så også det, at en masse intellektuelle skrev til og om Marquéz, at han ikke kunne tillade at bøje sig for censur. Derfor kom han tilbage.«
Da filmen endelig blev optaget, skete det uden problemer – med basis i Campeche, som gerne ville bidrage med faciliteter som en stor fabrikshal, ligesom en kæmpe lejlighed blev stillet til rådighed, blot man betalte for el og vand.
Henning Carlsen var da gået over til at kalde filmen for Drømmen om Caribien udadtil for at undgå mere bøvl, inspireret af et trick, han benyttede allerede ved sin debutfilm, Dilemma, der blev optaget illegalt i Sydafrika. Også der camouflerede han sin virkelige hensigt, som var at lave en film, som var kritisk over for apartheid.
Paralleller
Under samtalen har Henning Carlsen flere gange henvist til andre film i sin omfattende produktion, især Sult over Knut Hamsuns roman. Der er nemlig flere paralleller til Erindring om mine bedrøvelige ludere. I begge tilfælde er historien fortalt af én person i jegform, og hovedpersonerne er begge intellektuelle og skrivende. Begge forelsker sig i en kvinde fra en helt anden klasse, og de giver hende et poetisk navn. I begge tilfælde lurer kvinderne på mændene, uden at de opdager det. Begge mænd ødelægger til slut deres projekt, i Sult river hovedpersonen sit manuskript i stykker, i den nye film ødelægger han værelset. Men mens Sult handler om stolthed over for elendighed, handler den nye om kærlighed over for døden.
På Sult var Henning Carlsen også ude for, at han i sidste øjeblik måtte finde en ny hovedskuespiller, idet Ingmar Bergman for næsen af ham engagerede Per Myrberg, som var tiltænkt rollen. Per Oscarsson kom med på afbud, men, siger Henning Carlsen, »da jeg havde talt med ham i tre minutter, var jeg klar over, at Ingmar havde gjort mig en stor tjeneste«.
Per Oscarsson fik efterfølgende Den Gyldne Palme i Cannes for bedste hovedrolle, og filmen grundlagde Henning Carlsens internationale berømmelse.
Henning Carlsen har accepteret, at Erindring om mine bedrøvelige ludere vises digitalt, og faktisk må han indrømme, at det er en god kvalitet, selv om han først var mistroisk. Også på en anden måde tænker han moderne: Han har fået sine børnebørn til at sende traileren rundt på Facebook.
