Læsetid 5 min.

Hun forvandler ord til krop

Hun arbejder med de store følelser og færdes selvsikkert i følelsernes vold. Elisa Kragerup bliver kaldt dansk teaters stjerne og har gjort kometkarriere som instruktør på Det Kongelige Teater. I går vandt hun sin fjerde Reumert-pris og kunne for andet år i træk smykke sig med titlen som årets instruktør
Elisa Kragerup har tidligere vundet tre Reumert-statuetter og vandt i går endnu en for Årets instruktør.

Elisa Kragerup har tidligere vundet tre Reumert-statuetter og vandt i går endnu en for Årets instruktør.

Jakob Dall
30. april 2012

»Det starter i min egen krop. Når jeg læser en tekst, skal jeg kunne mærke den. Den skal få min mave til at snøre sig sammen eller gøre mine øjne blanke. Når jeg mærker en tekst i kroppen, behøver min hjerne ikke kunne forstå den.«

Elisa Kragerup er 32 år, teaterinstruktør og headhuntet til Det Kongelige Teater, Danmarks nationalscene, fordi hun har en særlig evne til at forvandle ord til krop. Med et mantra om, at følelser er klogere end fornuften, skaber hun teater, der taler til kroppen og de underliggende følelser.

»Mit publikum behøver ikke med deres hjerne kunne forstå alt det, de ser, men de skal ikke være et sekund i tvivl om, at de kan mærke det,« forklarer hun.

Elisa Kragerup er ikke bange for følelser. Hverken i sine teateropsætninger eller når hun taler. Hun bruger ord som ondskab, lidenskab og afmagt med en legende selvsikkerhed, uden at ordene nogensinde mister styrke. Hun ligner også en dramatiker, som hun sidder der i Skuespilhuset dagen efter premieren på stykket De Europæiske Medier. Håret er sort og kantet. Selv sammenligner hun det med håret på en playmobilfigur. Tøjet er mørkt som et lærred, der ikke må stjæle fokus fra hendes kropssprog og ord. Hun har nemlig noget vigtigere at udtrykke.

»Mit ærinde er at få publikum til at finde genkendelighed i noget, de ikke vidste, de forstod,« siger hun og kærtegner legende sit ansigt med pegefingeren.

»Jeg er meget optaget af, hvor kontrastfuldt mennesket er. Det fascinerer mig, skræmmer mig og gør mig ufatteligt nysgerrig at finde ud af, hvor meget mennesket rummer. Især alt det, vi ikke viser hinanden,« siger hun.

»Alle mennesker er dualistiske. Vi er både gode og onde mennesker. Vi har brug for historier om de mørke sider for at acceptere, at vi også indeholder den dimension.«

Opløsning af normativiteten

Der er en vildskab over Elisa Kragerups dyrkelse af de skjulte sider. Det så man i opsættelsen af klassikerne Den Unge Werthers Lidelser af Goethe og Shakespeares Sonetter, hvor kærligheden ikke er begrænset af køn, men vild og voldsom både i hetero- og homoseksuelle forhold.

»Men det handler ikke om at provokere,« siger Elisa Kragerup.

»Jeg vil hellere sige, at jeg prøver at opløse publikums normativitet. Hvis man vil vise, at mennesket og følelseslivet er mere mangfoldigt, end man umiddelbart ser, skal man få folk til at glemme, at det, de ser på, er anderledes.«

Elisa Kragerup mener nemlig ikke, at fornuften kan rokke ved vores forestillinger. Det kan derimod den automi og vildskab, følelserne rummer.

Det var den vildskab, der fik skuespilchef Emmet Feigenberg til at headhunte Elisa Kragerup til Det Kongelige Teater, før hun overhovedet var færdiguddannet fra Statens Teaterskole. Her fik hun frie hænder til at instruere, hvad hun ville, og gav sig i kast med historiens store klassikere. Først Schiller, så Goethe, så Shakespeare, og næste gang står Gustave Flauberts Madame Bovary for skud.

»Det ligger i mit arbejde, at jeg får lov til at beskæftige mig med de største spørgsmål omkring det at være menneske. Jeg kan blive helt utrolig høj over at læse Shakespeare og pludselig tænke: Hvordan kan den mand vide, hvordan jeg har det og beskrive kærligheden fuldstændig, som jeg oplever den i dag?.«

Det er nemlig det, klassikerne kan. De bygger på rene følelser, som er evigt gældende, og det er særligt dem, Elisa Kragerup optages af.

»Jeg har lagt mærke til, at jeg altid skræller af. Det starter med, at der er rekvisitter på scenen, men efterhånden ryger flere og flere ting ud.«

Som da hun iscenesatte Den unge Werthers lidelser, hvor det endte med tre skuespillere og et skrabet rum, eller i Sonetter med kun fem mennesker på scenen og en spejlvæg.

»Teatret skal være et rum for publikums forestillingsevne og fantasi. I film har du miljøet meget detaljeret beskrevet, hvorimod teatret først bliver færdigt inde i publikums fantasi. Det synes jeg, der er noget smukt ved. Det skal være følelserne, der stå stærkest frem på scenen,« siger Elisa Kragerup.

Afmægtighed er for hende en af de mest interessante følelser at arbejde med. En følelse, som hun altid selv har oplevet som rædselsfuld. Måske er det derfor, hun befinder sig så godt foran, bagved, under og over scenen som instruktør. Her er det hende, der bestemmer, og hende, der sætter spillereglerne. En magt, hun allerede som barn fandt ud af, at hun var fortrolig med at bruge, når en leg mistede fokus og havde brug for styring.

Selvtillid

Elisa Kragerup voksede op i en kunstnerfamilie i Hellerup med en far som kapelmester, en søster der blev sanger, og en morfar der var skuespiller på Det Kongelige Teater. Allerede dengang vidste hun, at hun kunne lide at bestemme, men drømte alligevel om at være den, der instrueres: teaterskuespilleren.

»Jeg synes, evnen til indlevelse er noget af det mest fantastiske, og jeg kan stadig godt tænke, at jeg kunne være blevet en god skuespiller. Samtidig ville jeg have så mange meninger om, hvordan noget skulle gøres, at jeg ville være rædselsfuld at arbejde sammen med,« siger Elisa Kragerup og griner.

»Som instruktør er det mig, der får lov til at sætte spillereglerne og bestemme, hvad det er for et univers, vi skal skabe sammen.«

Der er autoritet over Elisa Kragerup. Når hun taler, bevæger sig og instruerer. Og det sker helt selvsikkert, til trods for at mange af de skuespillere, hun arbejder sammen med, har flere årtier af erfaring på teatret. Men hun kan sit kram, bliver kaldt dansk teaters stjerne, er en del af Det Kongelige Teaters dream team, Det Røde Rum, og kan prale af ikke mindre end fire Reumert-statuetter.

– Forventningerne til dig er høje. Giver det selvtillid eller præstationsangst?

»Mest selvtillid,« svarer hun.

»Jeg kan da godt mærke et forventningspres og ...« Elisa Kragerup stopper og leder efter et passende ord. » ... og få en uahhh-frygt for, at jeg ikke lever op til presset,« siger hun med karikeret bævrende stemme.

»Mine egne forventninger er egentligt dem, der er sværest at leve op til,« siger hun og ser et øjeblik tavs ud over vandet, som glimter i solen foran Skuespilhuset. Det er et spørgsmål, hun er vant til at svare på. Kan man blive ved med at flyve, uden nogensinde at falde?

»Jeg har været meget mere en pleaser, end jeg er nu. Jeg ville have, at andre skulle synes, jeg var dygtig, og jeg kan stadigvæk være bange for at træde ved siden af. Men jeg er blevet mere ligeglad. Det er man nødt til,« siger Elisa Kragerup og bliver igen et øjeblik helt stille.

»Det er enormt svært at sidde til premieren på sin egen forestilling og fornemme, hvordan folk tager imod stykket. Jeg oplever det som ret intimiderende, for dybest set har jeg jo et brændende ønske om at kommunikere noget vigtigt.

Man behøver ikke forstå alting i sit hoved, men man skal kunne mærke, når jeg giver ordene krop.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer