Læsetid: 5 min.

Frankrigs intellektuelle kritiserer valgkampen

Nicolas Sarkozy og François Hollande har få fortalere blandt franske forfattere og kulturpersonligheder – dels fordi de selv synes at savne kulturelt format, dels fordi den politiske debat i en kriseforskrækket nation har været fattig på visioner, der kunne begejstre
Stilhed. I denne valgkamp viser Frankrigs intellektuelle klasse langtfra samme vilje til at udtale sig til fordel for en præsidentkandidat, som tidligere. Her  en stille dag på strandpromenaden i Nice.

Stilhed. I denne valgkamp viser Frankrigs intellektuelle klasse langtfra samme vilje til at udtale sig til fordel for en præsidentkandidat, som tidligere. Her en stille dag på strandpromenaden i Nice.

Jakob Dall

20. april 2012

Angiveligt er Frankrig det eneste land i den vestlige verden, hvor intellektuelt og kulturelt format er en folkeligt efterspurgt kvalitet hos landets leder. I de fleste andre vestlige demokratier er en vis grad af populistisk leflen en simpel nødvendighed for den, der vil nå til tops. I enkelte lande, f.eks. Danmark og USA, er antiintellektualismen endda så folkeligt udbredt, at det kan være diskvalificerende for en kandidat at fremstå ’elitær’ – Mogens Lykketoft og Per Stig Møller blev således en katastrofe som partiledere, mens den fransktalende demokratiske kandidat John Kerry ikke kunne vælges som præsident i USA.

Anderledes i Frankrig, hvor så at sige alle franske præsidenter i forrige århundrede helst skulle have skrevet bøger selv. Eller i al fald skilte med deres litterære præferencer: De Gaulle skrev historiske værker, Pompidou var optaget af moderne kunst, Chirac beundrede japansk og kinesisk kultur og drømte om at skrive som Maupassant, Mitterrand var fan af den jugoslaviske forfatter Ivo Andri. Statschefen måtte generelt udvise respekt for de intellektuelle og deres idealer og signalere en grad af tilstedeværelse i åndsliv og vise, at han kunne deltage i intellektuelle debatter på højt niveau. Da filosoffen Jean Paul-Sartre i 1960 skrev under på et principielt strafbart manifest om støtte til algeriske oprørere, der med voldelige midler udkæmpede frihedskamp, forsvarede De Gaulle hans ret til veltalende dissens med disse ord: »Man fængsler ikke en Voltaire« – Sartres høje intellektuelle profil gjorde ham immun.

Ikke blot måtte en fransk præsident være kultiveret. Han måtte også fostre store kulturpolitiske visioner og grundlægge prestigeinstitutioner som monumenter for disse: Centre Pompidou, Musée d’Orsay, Bibliothèque Nationale Site Mitterrand osv.

Super-Sarko

Nu findes der imidlertid ét flagrant modeksempel. Det er selvfølgelig republikkens nuværende præsident, den genvalgssøgende Nicolas Sarkozy, der engang kom til at sige, at »han aldrig læser bøger« – dertil har han alt for travlt med at lede landet. Og at han i øvrigt ikke følte sig som del af den intellektuelle elite. Hellere ville han være actionmanden Super-Sarko. Og hellere end at omgås nationens åndsfyrster, omgikkes han milliardærvenner i en billedbladsvirkelighed, når han med modelkæresten deltog i deres luksuriøse lystyachtfester. Dette gav ham tilnavnet »bling bling« – et kainsmærke for dårlig smag. Sarkozy blev i stigende grad opfattet som ignorant, ja, som en fransk pendant til George W. Bush.

Denne forsømmelse var utvivlsomt en fatal fejltagelse, der kan rumme en del af forklaringen på mange franske vælgeres tilsyneladende uoprettelige affortryllelse i forhold til Sarkozy. Franskmændene bryder sig ikke om at have en ignorant som statsoverhoved – hans skal være en homme des lettres, fastslog avisen Le Monde for nylig. Eller med forfatteren Erik Orsenas ord: »En fransk statsleder, der ikke er gennemsyret af historisk og litterær dannelse, er som et fransk fodboldlandshold, der ikke afsynger Marseillaisen.«

I den aktuelle valgkamp har man derfor kunnet se en ny Sarkozy, der lader sig fotografere bærende rundt på bøger af Dostojevskij og inviterer kunstnere og intellektuelle på frokost i Elysée-palæet. Præsidentens eneste trøst er, at den socialistiske kandidat og favorit, den noget farveløse François Hollande, har begået et lignende faux pas – fejltrin – ved at tilstå ikke at læse romaner. I sin kampagne har han dog siden citeret såvel Victor Hugo som Camus. Er præsidentkandidaternes favnelse af Frankrigs forfattere og tænkere i bedste fald lunken, er det omvendte i endnu højere grad tilfældet. I 2007 var det anderledes: Dengang tilsagde fremtrædende borgerlige intellektuelle som filosofferne André Glucksmann og Alain Finkielkraut og romanforfatterne Max Gallo og Pascal Bruckner deres støtte til Sarkozy, mens mediefilosoffen Bernard-Henri Lévy og 150 andre intellektuelle og kulturpersonligheder i et åbent brev i ugemagasinet Le Nouvel Observateur valgte at heppe på den socialistiske kandidat, Ségolène Royal. I 2012 støder man i Frankrigs intellektuelle klasse så langtfra på samme vilje til at udtale sig til fordel for en præsidentkandidat. Det er betegnende, noterer romanforfatteren og litteraturkritikeren Frédéric Beigbeder, at selv når valgkampen går ind i sin kulminerende fase, er franske forfattere ikke synderligt interesserede i at diskutere, hvordan og af hvem nationen skal regeres. I stedet er de lidenskabeligt optagede af, hvorvidt den franske roman er »degenereret til reportage og journalistik« – dvs. er blevet for realistisk i sit formsprog.

Søvnig kampagne

Hvad skyldes de franske intellektuelle og forfatteres kollektive abdikation fra det politiske? Ifølge fransk filosofis nestor, den teknologisk visionære 81-årige Michel Serres, vidner dette forbavsende fravær fra valgkampens scene, om et politisk kultur, der ganske enkelt ikke er tidssvarende for den æra, vi for fuldt fart er på vej ind i. I et interview i Le Monde betegner han valgkampagnen som en søvnig og rent ud ritualiseret forestilling – »et opgør mellem to oldinge«: »Den politiske klasse er ramt af inerti og fantasiløshed. Den har ikke registreret vor tids store sociale mutationer. (...) Vores politiske institutioner er forældede, de blev skabt i en epoke, da verden så helt anderledes ud. Politikken er ikke på højde med det netværkssamfund, som kommunikationsteknologi og de sociale medier har skabt,« erklærer Serres og forudser en snarlig omkalfatring af det politiske. »Som Niels Bohr sagde: ’De nye ideer sætter sig ikke igennem, fordi de er sande, men fordi den gamle generation går på pension.’ Da trykkekunsten blev opfundet, sagde Luther, at hvert et menneske er som en pave med en bibel i hånden. I dag vil jeg sige, at hvert et menneske er en politiker med en laptop i hånden. Det, som slår mig, er de nye politiske fællesskabers anonymitet. Vi så det ved ’det arabiske forår’: en aspiration, som gik hånd i hånd med en udtalt mistro til partier, ledere og institutioner. Vi så det hos ’de indigneredes bevægelse’: en moralsk og social protest, der trodsede chefer og organisationer. Anonymiteten vinder frem og bebuder en ny måde at bedrive politik på,« siger Serres. Ligeledes i Le Monde begræder sociologen Michel Wieviorka »en middelmådig valgkamp, hvor der ikke har været politisk rum til dem, der kunne animere debatten – de intellektuelle.«

Men det skyldes ikke, at den intellektuelle klasse er afpolitiseret, for der er mængder af især venstreorienteret politisk fantasi, ideer og analyser at finde i tænketanke som Terra Nova og Fondation Jean-Jaurès. Socialforskere og essayister har ingen vanskeligheder ved at komme til orde, problemet er blot, at valgkampens ledende politikere reducerer debatten om Frankrigs politiske linje til et spørgsmål om økonomisk effektivitet og god forvaltning. »Valgkampen fik aldrig luft under vingerne, gejsten meldte sig aldrig,« skriver Wieviorka. »I stedet herskede en mangel på generelle perspektiveringer, der kunne orientere den politiske handling, en mangel på utopier, der kunne få os til at drømme (...). Som om det franske samfund på forhånd var blevet for udmattet af de sociale og økonomiske udfordringer, som krisen har forstærket«.

Alene den ekstreme højrefløj har formået at vække en veltalende entusiasme, omend beklageligvis ud fra en eller mindre xenofobisk dagsorden: Kun i forsvaret for den lukkede nation er lidenskaberne kommet til live, konstaterer den franske sociolog forstemt, idet han dog forsikrer, at han den 22. april i trods vil sætte »et resolut kryds« ud for François Hollande – også selv om han bare er en socialdemokratisk teknokrat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

"... problemet er blot, at valgkampens ledende politikere reducerer debatten om Frankrigs politiske linje til et spørgsmål om økonomisk effektivitet og god forvaltning. [...] »I stedet herskede en mangel på generelle perspektiveringer, der kunne orientere den politiske handling, en mangel på utopier, der kunne få os til at drømme (…). [...]«."

Det forekommer mig, at præcis det samme kan siges om den forgangne danske ditto.

Henrik Brøndum

Opgaven for Frankrig og de fleste franskmaend i de kommende aar bliver at dukke nakken, bide taenderne sammen og proeve at komme i gang med at bestille noget.

Det er nok udmaerket hvis de politiske ledere ikke er alt for hoejt profilerede - der er mere brug for aftenboen end skaaltaler.