Baggrund
Læsetid: 6 min.

Da hormonkomedien blev pinlig, følsom og nypuritansk

American Pie hyldede i 1999 ungdommens sextabuer som et både følsomt og hysterisk pinlighedsridt, mens startfirsernes ’sexjagtsfilm’ var fyldt med vilde drenge og billige ludere. Historien om ’hormonkomedien’ demonstrerer en moderne udvikling på vej mod nypuritanske familieværdier og skrøbelige machoidealer. Sidste skud på stammen, ’American Reunion’, har premiere i morgen
American Pie hyldede i 1999 ungdommens sextabuer som et både følsomt og hysterisk pinlighedsridt, mens startfirsernes ’sexjagtsfilm’ var fyldt med vilde drenge og billige ludere. Historien om ’hormonkomedien’ demonstrerer en moderne udvikling på vej mod nypuritanske familieværdier og skrøbelige machoidealer. Sidste skud på stammen, ’American Reunion’, har premiere i morgen
Kultur
4. april 2012

I 1999 så vi første gang den amerikanske teenager Jim (Jason Biggs) stikke sit jomfruelige lem ned i sin mors lune american pie. Tærten skulle føles lidt som fisse, havde han fået at vide af en ven, der kendte lidt til third base (petting). Og så en dag, alene hjemme, gav Jim sig hen. Først med to forsigtige fingre. Og så op på køkkenbordet med hele den blege vokseværkskrop og give los på mors krummende bagværk. Ind og ud og ind og ud – indtil Jims far trådte ind af døren med et slapstick-komisk »Jim!?«

Med ét skiftede nøglescenen i Chris og Paul Weitz’ teenagefilmsklassiker, American Pie, fra teenagedrengens undersøgende ’aaaah’ til hans nærdødsskamfulde ’åh åh!’ Og således var den pinlige teenagesexkomedie født på ny. For mens 80’ernes machofyre på film havde horet løs med ludere og billige damer, havde senfirsernes aids-epidemi erstattet hormonel bramfrihed med uskyldige teenageromancer i 90’ernes ungdomsfilm.

Fromhedsflugt

American Pie-filmene, der i morgen vækkes (halvt) til live med American Reunion (2012), sparkede en ny dør ind med sine liderlige, mandlige protagonister på patter- og fissejagt. Men som hormonfilmshistorien demonstrerer, så er denne nye vovethed også bundet i en langt mere puritansk seksualmoral og i romantiske, monogame familieværdier: Den amerikanske tærte er, naturligvis, hjemmebagt.

»’American Pie’ replaced American piety (American Pie udskiftede den amerikanske fromhed),« har Times Richard Corliss skrevet. Typisk for American Pie, og de mange spin-offs og lignende hormonkomedier, der fulgte i røven på kæmpesuccesen, blev teenagerens seksualitetskvababbelser på én og samme gang fremstillet tabubrydende og pinlige. Og midt i sin hysteriske plathed var det nyt og vovet og spændende for min generation, som var opflasket med 90’ernes bly jomfruelighedsforherligelse.

Vi så teenagerromancer, der var forbudt for børn under 13 år, som She’s All That (1999) og ironiske komedier såsom high school-genrens mesterligt morsomme kronjuvel, Clueless (1995). Og så var der bølgen af teenagegysere som Wes Cravens selvironiske Scream-film, hvor det var livet selv, ikke underlivet (i så fald symbolsk), der stod på spil for pubertetsungerne. Med undtagelse af Larry Clarks storby-dystopi Kids (1995) om en hivsmittet jomfruforfører, var det teenageblod og ikke sæd, der flød i stride strømme. Således blev 90’ernes amerikanske teenagers opdraget puritansk af det hvide lærred – som følge af efterveerne fra de seksualitetstumultøse, aidsramte 80’ere.

Præ-aids’ sexgalskab

80’erne var et humørsygt årti for hormonkomedien. I første halvdel regnedes aids stadig for en ’bøssepest’, som heteroseksuelle ikke kunne røres af. Mange af tidens største ungdomsfilmssucceser var ramt af the sex craze: bramfri sexgalskab domineret af virile mænd på jagt efter babsefagre ludere og stålkroppe (som i Hardbodies, 1984). Selve grundmotoren, skriver filmhistoriker Rob McInnes, var »angsten for ungdomsjomfruelighed«. Uskylden var det eneste, de unge havde at frygte. Canadiske Porky’s (1982) banede vejen med en eksplicit videreførelse af 70’er-film som George Lucas’ American Graffiti (1973). Her stak high school-fyrene deres tissedreng ind gennem et knasthul til de fnisende pigers omklædningsrum. Og når behovet for alvor trængte sig på, opsøgte de ludere. »Du kommer til at skrabe hende af madrassen, efter at jeg har ordnet hende,« joker en flok drenge på fællesbesøg hos bordelmama.

Luderen var i disse år generelt en uproblematiseret, ofte komisk-sexet og stereotyp figur. I The Last American Virgin (1982) gav det anledning til mild skam, da to drenge får fladlus efter en tur hos byens gamle hore, men apotekeren hjælper dem ud af kniben med en imponeret, anerkendende latter.

Den mest udgakkede version af drengerøvsfantasien om den evigt villige kvinde er 80’ernes ypperligste ungdomsfilmsinstruktør John Hughes’ vovede Weird Science (1985). Her beslutter to nørder sig for at fabrikere en sexet drømmekvinde på deres hjemmecomputer. I skikkelse af fotomodellen Kelly LeBroc materialiserer hun sig – puf! – og fester og horer så villigt med de små fyre. I en af 80’ernes bedst sælgende prostitutionsfarcer, Paul Brickmans Risky Business (1983), spiller en ung, sprød Tom Cruise overklassesønnen Joel, der mister sin jomfrudom til sin drømmeluder. Sammen omdanner de hans ferierende forældres kæmpevilla til et horehus for alle hendes luderveninder og alle hans pengevenner. »Joel,« skriver Timothy Shary i Teen Movies (2005), »kan ses som teenagebaronen af Reagan-æraens kapitalisme, der retfærdiggøres af den tilfredsstillelse, han leverer til masserne.«

Men i slutningen af 80’erne forsvandt sexgalskaben igen. Siden 1985 var antallet af teenagegraviditeter steget kraftigt. I 1990 havde hver tiende ugifte amerikanske teenagepige været gravid. Og aids var en sag, opdagede man, som også heteroseksuelle måtte tage alvorligt. Det førte til en markant ændring i ungdomsfilmenes temaer. Blandt andet John Hughes’ film, såsom, The Breakfast Club (1985), begynder at nuancere teenagerens identitetsproblemer, mens Dirty Dancing (1987) bruger dans som metafor for eller (sikker) sublimering af sex. En kort, hot epoke af skruppelløs sex var slut. Og da hormonkomedien vendte tilbage med American Pie efter de bly 90’ere, var det med en ny, mere forsigtig, indstilling til sex og machokultur i bagagen.

Amerikanske abjekter

Mens fyrene i 80’ernes animal-film, opkaldt efter abefestfilmen Animal House (1978), var virile brøleaber, der trodsede forældreautoriteterne og behandlede kvinder som objekter, så viser det nypuritanske spring frem til 00’ernes en ændring i mandens selvforståelse. For kulturanalytiker Sharyn Pearce i Youth Culture: texts, images and identities (2003) udgør American Pie-fyren et markant andet maskulinitetsideal end 80’ernes. Der er ikke længere tale om en »anmassende fallocentrisk magt, men om en fiksering på kropslige væsker,« skriver hun. I American Pie vælter og sprøjter det pinlige, forbudte, det fortrængt »abjekte«, ud af de unge akavede mandekroppe: I deres drengerøvsjagt på sex skider de i klamme, lavkomiske scenarier. De tisser på hinanden (og i bukserne). De brækker sig (gerne på deres udkårne). Og de spermer på alt og alle. Denne vulgære udladning er tegn på en ny slags sårbarhed, en udtømning af deres hormonverdens ulækre virkelighed, som 80’ernes Arnold Schwarzneggerske og Tom Cruise-smarte mandeideal holdt gemt bag sin panserhårde krop og selvsikre machoattitude.

Fri onani

Og mens luderne med ét forsvandt for evigt fra sexkomedierne (til tider udbyttet med strippere), så blev onani for nærmest første gang normaliseret. American Pie kan endda ses som en indsigtsfuld sexmanual, der omsider er i øjenhøjde med 90’ernes pubertetsunger, foreslår Pearce. Mens amerikansk seksualundervisning ikke afveg synderligt fra 1800-talsforestillinger om masturbation som fysisk farligt og moralsk fordærvende, så er autoerotikken selve omdrejningspunkt i American Pie-filmene. Han gør det. Hun gør det. Drengene gør det især, viser filmene. Og pigerne – hvis de hedder Nadia (der lyder som ’uartiga’ på engelsk) og er sexet-østeuropæiske, eller hvis de er nørdede orkesterpiger, der stikker deres fløjter ind i alle ledige huller på band camp, gør det. Pigerne bliver også selvstændigt seksuelle væsner. Ingen skam der.

Men de hvide middelklassedrenges uudtømmelige sæddepoter bliver også, symbolsk, deres lysters ultimativt skamfulde affaldsprodukt. Den mest seksuelt aggressive fra flokken, Steve Stifler, drikker ved et uheld sin vens friske sperm. Og kaster op. I den anden af tre spin-offs på trilogien, The Naked Mile (2006), produceret til videosalg, bliver Eric i åbningsscenen overrasket af hele den pukkelryggede midt i en spektakulær masturbationssession på stuegulvet og ejakulerer i ukontrollable sprøjt på sin chokerede bedstemor. Som så dør af skræk. I den aktuelle American Reunion finder den nu gifte familiefar, Jim, nostalgisk sin ’gokkesok’ frem fra de førmaritale, evigt autoerotiske teenagedage. Ved et falde-på-halen-uheld flyver sokken af cocken og rammer hans søn i hovedet.

Tilbage til familien

Familien, virker det til, forbliver en slags modstand, udfoldet gennem disse ekstrempinligheder. Selv når de akavede amerikanske teenagers bliver voksne mænd, er seksualiteten en pinligt besværlig affære – som vi ser det i Todd Phillips’ Hangover (2009) i og andre ægteskabsangste drengerøvskomedier, som aktuelle American Reunion lægger sig i forlængelse af. Men familien er og bliver også her målet, som mændene falder på halen for igen og igen at opnå. Og alle filmene lander, rart og komfortabelt, på den romantiske note, som 90’ernes artige teenagekomedier slog an. Den amerikanske ’tærte’, som den nu lykkeligt gifte Jim stak den i tilbage i 1999, er altså ikke bare et tabuoverskridende billede på amerikansk fisse, men også på det, som den amerikanske teenager må så meget pinligt (’åh åh!’) igennem for at blive moden til at omfavne: den trygge, smittefri og lune familieidyl. ’Aaaah’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Når føleri bliver ophævet til lov.
Hvor kommer alle disse mærkværdige betragtninger fra som udkomme hvert sekund, og som ophæves til lov så snart de er offentliggjort i et medium, alle disse skud fra hoften, kan vi mon blive ved med at skille skidt fra kanel, med den inflation og eksplosive omsætning af føleri der florerer.

Steffen Gliese

Pas på, Steen Ingvard Nielsen, der censureres kraftigt i denne debat. Det er åbenbart forbudt at anfægte lødigheden i at beskæftige sig med infantile popfilm.

Vibeke Svenningsen

Jeg undres virkelig også - hvorfor slettes alle debatindlæg her? De var da ikke specielt kontroversielle, som jeg rent umiddelbart husker dem.

steen ingvard nielsen

Til Peter Hansen

Censur????+

Tak,

men den må jeg jo nok bede om at uddybe, i Berlingske Tidende har man bedt om en ordenlig omgangstone, ellers kan indlæggene blive pillet ud. Jeg var ikke klar over at der eksisterede noget lignende her.

Maria Francisca Torrezão

Information
THE END
står der på forsiden af dagens trykte udgave.

http://www.information.dk/dagensavis/04-04-2012

Det lyder næsten selv-profetisk. Det må I se at få gjort noget ved.

steen ingvard nielsen

Hej Maria Francisca Torrezäo Soto de Maura F.

Hvad menes der med selv profetisk!

"Information
THE END,
Står der på forsiden af dagens trykte udgave".

Du taler i gåder Maria, kan man få dig til at sige hvad det er du mener?
En vigtig forudsætning for, at man kan forstå hinanden er, at man gør sig forståelig, vigtigt er det ikke mindst for demokratiet, forudsat at vi mener at demokratiet er en selvfølge.
Kaj Munk kunne ikke udtrykke sig frit og måtte udtrykke sig i gåder og symboler, hvad er det der gør det i dag, når folk gør det samme som man gjorde på Kaj Munks tid.

Er der nogen der har et bud.

Maria Francisca Torrezão

Hej Steen Ingvard Nielsen

Du har fuldstændig ret, det bør jeg lade være med – udtrykke mig i gåder. Interessant du nævner Kaj Munks tid, da jeg selv blev født og opvokset under en fascistisk diktatur og det er måske derfor jeg regner med folk kan læse mellem linjerne. Men det kan man ikke, når man lever i et demokratisk samfund.

Min klodsede kommentar gik ud på, at udtrykke min forundring over den storstillede optakt til ovenstående artikel på forsiden af avisens trykte udgave (derfor linket), eftersom jeg nok mener, der er vigtigere emner at fokusere på i hvert fald på en forside. Håber derfor ikke Dagbladet Information på et tidspunkt ser sig nødsaget til at lukke og slukke p.g.a. skuffede abonnenter, eftersom jeg nok mener de fleste af dem har allerede passeret det pubertære stadie. Det håber jeg som sagt ikke kommer til at ske, men sker det, er der noget selv profetisk over - Information – The End – synes jeg.

Er i øvrigt enig med din kommentar kl. 12.11.

P.S. Jeg forventer ikke folk kan finde ud af at stave mit navn, men synes det er ret morsomt, du kan finde på at tilføje Soto (?!) eftersom man skulle tro, der er navne nok at vælge imellem i forvejen. Og skulle det være en anden gang må du meget gerne kalde mig Maria :) God Påske.

steen ingvard nielsen

Hej Maria

Soto de Maura er en verdensberømt arkitekt, der var i mit hoved, beklager.

Maria ville jeg kalde min eneste datter hvis jeg havde sådan en,

Ikke andet.

Hanne Gregersen

Mon ikke 99,5% af målgruppen for disse totalt tåbelige film er komplet indifferente overfor sådan en gang teoretisk tolkningsramme, som jeg har meget svært ved at se kan bruges til noget.

Det virker som noget udtænkt i elfenbenstårn uden antydning af fundament i den virkelig jord......... I øvrigt synes jeg stadig, at Animal House fra 1978 er meget skæg ---- Fooooooood fight !