Læsetid: 6 min.

’Kineserne vælger at glemme’

Forbudt. Romanen ’De fede år’, der handler om en nation med kollektivt politisk hukommelsestab, er et undergrundshit i Kina, hvor den officielt er forbudt. Information har mødt forfatteren
Farligt. Undertrykkelsen af hukommelsen er farlig. Hvordan kan et land bevæge sig fremad uden at konfrontere sin fortid? spørger forfatter  Chan Koonchung.

Farligt. Undertrykkelsen af hukommelsen er farlig. Hvordan kan et land bevæge sig fremad uden at konfrontere sin fortid? spørger forfatter Chan Koonchung.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

20. april 2012

BEIJING – Hvad vil mennesker vælge? Et liv levet i lykkelig uvidenhed i et falsk paradis. Eller vil de hellere med åbne øjne konfrontere en virkelighed fyldt med smertefulde minder og begrænsninger af deres frihed?

»De fleste kinesere har valgt det første,« siger forfatteren Chan Koonchung. »Det har kommunistpartiet tvunget dem til, men de har i vid udstrækning selv villigt accepteret et kollektivt hukommelsestab.«

Kinesernes valg er centralt i Chan Koonchungs roman De fede år, som nu udkommer på dansk. Handlingen udspiller sig i år 2013 i kølvandet på en ny global krise, der er så alvorlig, at den får »chokket i 2008 til at minde om en ubetydelig bæven«. Vesten er endt i økonomisk ruin, og Kina har overtaget positionen som verdens dominerende magt. Kineserne er ekstatiske af glæde over at leve i landets gyldne tidsalder. Det er næsten umuligt at opdrive kritik af det kommunistiske styre. For er der nogen grund til at være utilfreds?

»Kun Kina har været i stand til at rejse sig og buldrer fremad, mens de andre oplever tilbagegang,« siger hovedpersonen i romanen, Gamle Chen. »Men det er endnu vigtigere, at der ikke har været nogen uroligheder og sociale omvæltninger, ja, vores samfund er snarere mere harmonisk nu. Man kan ikke lade være med at synes, at det jo er helt fantastisk.«

Den glemte måned

Men det er ikke hele sandheden. Gamle Chen har sammen med størstedelen af kineserne glemt hele februar måned i 2011 – i perioden mellem det globale økonomiske kollaps og starten på Kinas storhedstid – hvor Kina blev ramt af voldsom uro. Styret lod med vilje uroen eskalere, indtil folket tiggede regeringen om at gribe ind. Da hæren marcherede ind i byerne for at oprette ro og orden, blev den hyldet af folket, der accepterede, at Kina har brug for en stærk autoritær hånd for at undgå kaos. Al dissens blev udryddet. Og al information om den urolige måned blev slettet fra internet, aviser og bøger. De få, der insisterer på at have en hukommelse, behandles som sindssyge. Gamle Chen er dog skeptisk, og i sit forsøg på at forstå, hvad der skete i ’den forsvundne måned’ kidnapper han et højtstående medlem af kommunistpartiet. Han indrømmer, at styret blandede ecstasy i landets drikkevand for at forbedre folkets humør efter urolighederne i 2011. Men, siger partimedlemmet, kineserne glemte hele februar måned af egen fri vilje: »Hvis ikke det kinesiske folk selv havde ønsket af glemme, kunne vi ikke have tvunget dem til det. Kineserne gav frivilligt sig selv en stor dosis amnesimedicin.«

Noget lignende oplever Chan Koonchung i virkelighedens Kina: »For at beskytte sit eget styre har kommunistpartiet gennem censur slettet befolkningens hukommelse om de mørke kapitler i folkerepublikkens historie – de store sultkatastrofer, Kulturrevolutionen, massakren i 1989. Befolkningen accepterer partiets fortælling om, at det er nødvendigt at glemme fortiden, og at ufrihed er en forudsætning for deres velstand. De ser de ’sindssyge’ dissidenter som en trussel mod den voksende velstand,« siger han. »Men undertrykkelsen af hukommelsen er farlig. Hvordan skal et land kunne bevæge sig fremad uden at konfrontere sin fortid? Det gør det umuligt at lære af fortiden, og ligesom det er farligt for et individ, så er det også farligt for et land at undertrykke smertefulde minder.«

Forbudt hit

Den 60-årige forfatter er født i den kinesiske kystby Ningbo, men flyttede som barn til Hongkong. Han har gjort karriere som manuskriptforfatter, filmproducent, redaktør for et journalistisk blad, og han har været miljøaktivist. Siden år 2000 har han boet i Beijing, hvor han har indsamlet indtryk til De fede år, som udkom på kinesisk i Hongkong i 2009. Men kritikken af regeringens kontrol med folkets erindring er så politisk følsomt et emne, at bogen ikke kan udgives i Fastlandskina. Enkelte udgivere viste interesse for bogen, men efter at have læst den, turde de ikke trykke den. Onlineboghandlere er blevet lukket ned af myndighederne, efter de importerede bogen fra Hongkong og solgte den til et kinesisk publikum. Selv er Chan Koonchung dog ikke kommet i karambolage med myndighederne på grund af sin bog. Hans egen forklaring er, at han har pas fra Hongkong – som godt nok er del af folkerepublikken, men som er underlagt et friere politisk system. Samtidig spiller det også en rolle, at hans bog præsenteres som en fremtidsroman og ikke angriber navngivne politiske ledere direkte. Og derudover er myndighederne formentlig mere villige til at lukke øjnene, da bogen ikke officielt er udgivet i Fastlands-kina. Romanen findes dog i flere piratudgaver på internettet – Chan Koonchung står selv for én af dem – og har udviklet sig til et undergrundshit i landet. Det var i lang tid en af de mest omtalte bøger, specielt blandt unge i storbyerne: »Blandt medlemmer af enkelte befolkningsgrupper er der en stor appetit på kritisk litteratur. Det er yderst positivt, da det viser, at ikke alle kinesere er helt apolitiske, men de udgør trods alt kun en lille del af befolkningen,« siger Chan Koonchung.

 

Ikke del af bevidsthed

»Inden for de sidste år er Kinas selvsikkerhed vokset enormt, specielt fordi det går så godt økonomisk. Det smitter af på befolkningen, som bliver mere og mere tilpas og dermed mere villig til at lukke øjnene for de problemer, der stadig findes i samfundet, f.eks. med magtmisbrug og korruption. Eftersom de holdes uden for den politiske proces, føler de heller ikke noget ansvar for problemerne i samfundet. De reagerer først, når de bliver ramt personligt,« siger han i en Starbucks, den amerikanske cafékæde, som i hans roman er blevet overtaget af det kinesiske selskab Wantwant China Group. I cafeen er forfatteren omgivet af de virkelige kinesere. Dem han mener, for de flestes vedkommende, ikke er bekymret over, at de på internettet forhindres af censuren i at læse om politisk følsomme episoder i landets historie såsom regimets blodige undertrykkelse af de store demonstrationer i 1989. »Hvad angår det store flertal af unge fastlandskinesere, har begivenhederne i forbindelse med massakren på Den Himmelske Freds Plads aldrig figureret i deres bevidsthed,«skriver Chan i romanens epilog. »De har aldrig set de fotografier og de nyhedsindslag, der dokumenterede dem, og kun et fåtal har fået forklaret af deres forældre og lærere, hvad der skete. De har ikke glemt det; de har aldrig vidst noget om det. I teorien kan et helt år – når der er gået et stykke tid – således godt forsvinde fra historien, fordi ingen taler om det.«

Chan Koonchung erkender, at det måske er rigeligt let for udefrakommende at bebrejde kineserne, at de i deres jagt på velstand er klar til at lukke øjnene for ubehagelige kapitler i deres lands historie, deres manglende politiske rettigheder og menneskerettighedsproblemerne. »Mange kinesere vil sammenligne deres nutid med deres fortid og konkludere, at de netop nu nyder godt af ’de fede år’,« siger han. »Efter årtier med sult, vold og usikkerhed oplever de nu konstant stigende velstand. Jeg kan sagtens forstå, at de ikke ønsker at træde ved siden af frygt for at tabe det hele på gulvet igen.«

Og trods alt, siger Chan Koon-chung, selvom kineserne stadig ikke har ytringsfrihed, så har de meget mere personlig frihed end tidligere.

Som hovedpersonen Gamle Chen spørger i romanen: »Kan vi virkelig klandre almindelige mennesker for deres historiske glemsel?«

»Vi har allerede nu en høj grad af frihed. 90 procent – eller måske flere – af alle emner kan frit diskuteres, og 90 procent – eller måske flere – af alle aktiviteter er ikke længere underlagt regeringskontrol. Er det ikke nok? Det store flertal af befolkningen kan ikke engang håndtere 90 procent sfrihed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu