Baggrund
Læsetid: 5 min.

Klammere! Klammere!

Hvad har 24 ben, 12 hoveder og ét fordøjelsessystem? Det har de mund-og-anus-sammenhæftede, tyndskidsbællende menneskeofre i gyseren ’Human Centipede II’. Den er et af de mest mavevendende eksempler på en tradition for klamheds-exces på filmfestivaler – og aktuel på CPH:PIX
Hvad har 24 ben, 12 hoveder og ét fordøjelsessystem? Det har de mund-og-anus-sammenhæftede, tyndskidsbællende menneskeofre i gyseren ’Human Centipede II’. Den er et af de mest mavevendende eksempler på en tradition for klamheds-exces på filmfestivaler – og aktuel på CPH:PIX
Kultur
17. april 2012

En lille rund mand med udstående øjne sætter en tragt for munden af en kvinde og tvinger hundemad, blandet med afføringsmiddel, ned i hende. Hun er nøgen, hun sidder på fire. Bag hende sidder en anden person, hvis mund er hæftet fast om den første kvindes røvhul. Bag denne anden person sidder en tredje person, mund mod røv. Og så videre. Rækken fortsætter og fortsætter. Inspireret af sin yndlingshorrorfilm, Human Centipede, har filmens gale hovedperson Martin kreeret et ’menneskeligt tusindben’ af levende ofre. Og i denne film-i-filmen, Tom Six’ Human Centipede II (2011), aktuel på CPH:PIX, er han nu selv stjernen i et af de mest mavevendende eksempler på en tradition for provokerende klamheds-exces på filmfestivaler.

Almindeligvis ser denne skribent film med øjnene stift rettet mod lærredet. Også når det gør ondt. Som i den ni minutter lange tunnel-voldtægtsscene i Gaspar Noés heftigt konfrontatoriske Irréversible (2002), eller som klitoris-afklipningen og den blodejakulerende penis i Lars von Triers udskældte Antichrist. Min ubehagede krop samarbejder velvilligt, nærmest nysgerrigt, med min analysekværnende hjerne, hvis det grusomme udfordrer, moralsk eller æstetisk, i kunstens tjeneste. Med Human Centipede II, som altså er tidens mest berygtede exploitation-gyser, var jeg derimod ren krop. Der måtte jeg se væk for ikke at kaste op. Og ville mest af alt bare væk. Modbydeligheden er konstant. Alt er ondt og dystert, incestuøst og perverst. Og de stiliserede sort/hvid-billeder udstiller det klamme og korrupte i et ekstremt overdrev. Det er den slags film, der får folk til at komme ud af biografen blege i bærret, med tungen hængende ud ad halsen og rumlen i maven. En gross out-film. I den henseende er det en ’klamhedsfilm’, der deler logik med en tur i Tivoli-karrusellen: Kaster man op? Gør man?

Klamt er sundt

Lektor på Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet Rikke Schubart mener, at der kan være noget sundt ved at se ’klamhedsfilm’, der dyrker afsky og kvalme. Især børn og unge dyrker intuitivt det klamme, når de spiser ulækre madder, når de drikker sig fulde og ter sig, eller når de ser reality-tv, hvor folk skal æde levende insekter eller sidde i et bad med larver.

Og når de ser klamme film. Det er der en grund til:

»Afsky er en af otte universelle følelser, som gælder for alle, ubetinget af kultur, og som du skal lære at bemestre. Når pattedyr leger, at de slås, er det for at træne til overlevelse. Vi træner også følelser, indtil vi har gjort os til herre over dem. I gyserfilm lærer du at bemestre følelsen af skræk, så du kan reagere rigtigt på den ude i virkeligheden. Det samme med kvalme. Du føler afsky, hvis du f.eks. får at vide, at du har spist noget fordærvet. Det er en meget vigtig overlevelsesreaktion.«

Dette har at gøre med kroppens umiddelbare fysiske beredskab. I den henseende er kvalmen altså et sundhedstegn: Vi bør reagere på synet af for eksempel lort og opkast.

»Når kvalmen er knyttet til kultur,« siger Schubart, »så er det meget mere komplekst og handler om den gode smag, som veksler fra kultur til kultur.«

Oftest er den henholdt til unge, der dyrker det ekstreme, indtil dets effekt ophører:

»Når man ikke længere synes, at man bliver bange, eller at filmene ikke længere giver én kvalme, så holder man også op med at interessere sig for dem.«

Det klammes kontekst

CPH:PIX er ikke den type festival, der viser film, der er klamme og grænseoverskridende blot for at være det.

»Provokationen i sig selv har ikke noget formål for os,« fortalte Thure Munkholm forleden i P1 Morgen. 11 journalister havde før premieren skrevet om Human Centipede II, men ingen havde tilsyneladende set filmen og derfor heller ikke sat sig ind i konteksten. For Munkholm skulle man betragte filmen som en »kommentar til videovoldsdebatten, tanken om, at vold avler vold«.

Denne forestilling udforsker filmen med ekstrem, kulsort konsekvens. Hovedpersonen Martin (Laurence R. Harvey) onanerer (med sandpapir, naturligvis) til synet af forgænger-filmens ofre og forsøger dernæst, blodigt kluntet, at eftergøre tusindbenet med egne ofre (sågar en filmskuespiller fra første film).

»Det er ikke blot en forargelsesfilm, men en film, der tager stilling til den vold, den viser,« siger Munkholm.

Hollandske Tom Six’ Human Centipede er også fristende at bruge som metafor for en indskrænket, amerikansk angst for et tilbagestående, fascistoidt Europa og den »asiatiske trussel«: I den første film består tusindbenet af tre unge mennesker: en japansk mand, sat forrest i menneskekæden, dernæst to amerikanske kvinder på roadtrip i Europa, hele showet ledet af den tyske nazi-konnoterende Dr. Heiter.

Den amerikanske digter Juliana Spahrs Thisconnectionofeveryonewithlungs (denne forbindelse af alle med lunger) er politisk poesi om vores uundgåelige forbundethed og moralske ansvar. I Human Centipede bliver denne tanke om forbundethed til en mareridtsagtig fortælling, »denne forbindelse mellem alle med mund og røvhul«. Det kan ses som den absolut værste forestilling om tvungen afhængighed. Om sagesløst at blive led i en fødekæde, man ikke kan bryde ud af.

Man kan også bare se filmen som det ultimativt fornedrende billede på, at »alt sutter røv«. »Livet er en lang lort, som man må tage en bid af hver dag,« sagde Sidse Babett Knudsen misantropisk i Den Eneste Ene. I dette scenarie bliver den anale metafor alt for sand. (Og måske en plat påmindelse om, at så galt står det trods alt ikke til.)

Men gør metakonteksten og metaforikken filmen værd at se? Og findes filmens voldsreflekterende kontekst og ’subtekst’ i tilstrækkelig grad i filmen selv eller blot i post-kvalmens efterrationale? Anmelderne er misfornøjede. På den amerikanske anmeldelsesoversigt Metascore har den fået 17 ud af 100 point. New York Times’ Andy Webster skriver i sin anmeldelse af II’eren:

»I stedet for nyhedsværdi har vi klamme interiørs (med et strejf af Saw) og sort-hvid fotografi (à la Eraserhead). Hvad, der stadig mangler, er den lurende subtekst. Tilbage står kun en makaber, splattet svælgen i snavs, blod og ekskrementer.«

Human Centipede II svinger mellem at være en tankevækkende eksperimentalfilm, og hvad man kunne kalde en klam ’ekskrementerialfilm’. Den er lort eller lagkage eller en (modbydelig) kombination.

Tom Six’ tredje og sidste film er i øvrigt under produktion. Ifølge instruktøren kommer den til at overgå sine to forløbere både i modbydelighed og i ’mening’. Hvor kroppen og hjernen sætter sin grænse, er op til filmvisningens sagesløse ofre at vurdere. Var jeg jer, ville jeg, seriøst, blive væk.

 

’Human Centipede II’ vises d. 19. (udsolgt) og 28. april på CPH:PIX. En ekstravisning er arrangeret tirsdag d. 24. kl. 22.30 i Empire Bio. Se mere på www.cphpix.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Rehhoff

Det lyder som en af de film, der vil medvirke til, at skille drengene fra mændene og give folk noget mere hår på brystet o.s.v. Spørgsmålet er vel også nogle gange om folk altid vil lære at bemestre eller forstå deres afsky ved, at se sådan nogle film, som Rikke Schubart hævder, eller om det er så meget information overload, så de bare reagerer med, at blive almindeligt desensitiviserede

Lars Villumsen

Jeg blev almindeligt desensitiviseret - og jeg har ikke engang set filmen!

Søren Rehhoff

@ Lars Villumsen

"Jeg blev almindeligt desensitiviseret - og jeg har ikke engang set filmen!"

Se hvad jeg sagde.

Hans-Henrik Hansen

Jeg er muligvis temmelig hærdet når det gælder horror/splatter/tortur -film, men jeg har set alle de ovenstående, og synes de er sådan lidt.. meh....

Til gengæld er den franske "Martyrs" fra 2008 noget af det grummeste jeg har set i meget lang tid - og så indeholder Martyrs endda et plot, i modsætning til de ovenstående, der primært er produceret for chok-effektens skyld.

Efter MIN mening altså...