Den kreative arkitektur kvæles af stramme regler

Når offentlige byggeprojekter skal i udbud, tolkes EU’s konkurrenceregler så stramt, at det hæmmer kreativiteten, konkluderer ny ph.d.-afhandling. Resultatet er dårligere og grimmere arkitektur. Flere i branchen er enige og opfordrer til gradbøjning af reglerne og nye konkurrenceformer
Når offentlige byggeprojekter skal i udbud, tolkes EU’s konkurrenceregler så stramt, at det hæmmer kreativiteten, konkluderer ny ph.d.-afhandling. Resultatet er dårligere og grimmere arkitektur. Flere i branchen er enige og opfordrer til gradbøjning af reglerne og nye konkurrenceformer
3. april 2012

Mindre innovation og kreativitet i den offentlige arkitektur. Det er ifølge arkitekt og ph.d. fra arkitektskolen i København, Flemming Overgaard, resultatet af EU’s udbudsregler og den strenge fortolkning, vi har af reglerne herhjemme. Når der skal laves store, offentlige byggeprojekter, skal de altid i udbud, og Flemming Overgaard har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fulgt otte udbudsforløb. Man tolker konkurrencereglerne alt for rigidt, siger han:

»Det hindrer radikal innovation. Man vil kun få nye løsninger på kendte behov. Aldrig nye løsninger på nye behov. Man bygger til fortiden, ikke til fremtiden,« siger Flemming Overgaard, der er arkitekt og partner i Keinicke & Overgaard Arkitekter aps.

Samme holdning har Kristian Kreiner, som er professor på Institut for Organisation og leder af Netværket Ledelse i Byggeriet på CBS:

»Ideen med konkurrencerne er at fremelske kreative løsninger, men den måde, vi organiserer konkurrencerne på i dag, begrænser kreativiteten,« siger Kristian Kreiner. En af de arkitekter, der ofte byder ind på store offentlige projekter, er Dorte Mandrup. Hun kalder konkurrencereglerne for »et kæmpe problem.«

»Og det bliver grellere, jo større projektet bliver,« siger hun og tilføjer:

»Hvis vi skal overleve som kreativt fag, så er vi nødt til at revurdere konkurrencereglerne.«

Krav

Reglerne for udbud er lavet for at sikre lige konkurrence for alle. Derfor er man også nødt til at have nogle klare betingelser for konkurrencerne. Men i Danmark tolker man reglerne meget stramt, og derfor er betingelserne efterhånden blevet så udførligt beskrevet, at der ofte reelt ikke er mulighed for nytænkning og skæve indfald. Det er som sådan ikke nogens skyld – det er en kultur, som er opstået i branchen. En kultur, som har uheldige konsekvenser, mener Flemming Overgaard:

»Når det bliver beskrevet i detaljer, hvad arkitekterne skal konkurrere om, bliver alle de vigtige beslutninger truffet, inden konkurrencen bliver udskrevet. Men det kan jo ikke være i nogens interesser at holde arkitekterne ude af de innovative faser,« siger Flemming Overgaard.

Men det er ikke desto mindre, hvad der sker, når essensen af projektet bliver lagt fast endnu før, der er fundet en arkitekt til opgaven. Det resulterer i dårlig arkitektur, fordi bygherrerne og brugerne i denne fase ikke altid er klar over, hvad man reelt gerne vil have, viser Flemming Overgaards forskning, som har fokus på idrætsprojekter:

»Når det kommer til idræt, tror mange kommuner, at de har behov for en ny, klassisk sportshal. Sådan en overdækket håndboldbane på 20 x 40 meter, 10 meter til loftet, omklædningsrum og cafeteria. Og så bliver det sådan en, man laver en konkurrence om. Men i virkeligheden er der ikke særlig mange, der spiller håndbold i dag. Idrætsbilledet har ændret sig. Folk vil hellere dyrke fitness, yoga og klatring. Derfor er der brug for helt andre typer af rum,« siger han.

Det er forklaringen på, at der i dag findes så mange kedelige sportshaller rundt om i Danmark:

»De fleste ligner nærmest staldbygninger. Det er bare overdækkede håndboldbaner,« siger Flemming Overgaard, som mener, at der kunne være flottere og mere brugbare idrætshaller i Danmark, hvis konkurrencerne var friere.

Selv om Flemming Overgaards forskning begrænser sig til idrætsarkitektur, er problemstillingen den samme inden for alle offentlige projekter.

Jura

Flemming Overgaard har observeret brugermøder – de møder, hvor bygherren og brugerne af hallerne snakker om, hvad de kunne tænke sig. Når møderne ligger, inden konkurrencen er udskrevet, kan de ikke bruges til specielt meget, mener han:

»Brugerne kan generelt først blive konkrete i deres ønsker, når der er kommet udkast til tegninger. Så kan de pludselig godt sige, ’måske var det smart at lave et ekstra rum til aerobic’. Før der er tegnet noget konkret, har de tendens til at være mere konservative. Der bidrager de ikke med ret mange ideer,« siger han. Og senere i projektet, når brugerinddragelsen giver mest mening, er det ulovligt at ændre afgørende i projektet:

»Når konkurrencen er vundet, så kan man ikke ændre radikalt i projektet, for så stemmer det ikke overens med forudsætningerne i konkurrencen. Så vil nogle af de tegnestuer, som har tabt, kunne lægge sag an, fordi det så er et helt nyt projekt.«

Kristian Kreiner fra CBS har også erfaret, hvordan juraen er ved at blive det styrende for den offentlige arkitektur:

»Juraen fylder mere og mere. Alt skal være retfærdigt. Man skal kunne dokumentere, at det er den rigtige, der har vundet. Derfor er man nødt til at indføre målbare kriterier. Og det begrænser mulighederne for at være kreativ. Engang var en vigtig del af arkitektens opgave at finde ud af, hvad opgaven går ud på. Den del har konkurrencereglerne pillet ud, og det giver mindre kreativitet,« siger Kristian Kreiner, som sammenligner det med et 100-meter løb:

»Den ideelle konkurrence er 100-meter løb. Dér skal man bare afgøre, hvem der kommer først. Det samme tilstræber man i arkitektkonkurrencer, men så trækker man opgavefortolkningen ud af konkurrencen. For så snart der er usikker-hed om, hvad opgaven går ud på, så er det sværere at afgøre, hvem der vinder. Så deltager man ikke i samme løb.«

Og det skaber også mere bureaukrati, mener Dorte Mandrup:

»Vi skal leve op til nogle formelle krav, og skemaerne skal udfyldes rigtigt. Så det bruger vi meget energi på – og mindre på at udvikle projekter. Det er en stor frustration for de seriøse tegnestuer,« siger hun.

Katrine Lotz, som er arkitekt og lektor på arkitektskolen i København, mener også, at man er gået for vidt:

»Jeg mener helt bestemt, at konkurrencereglerne er blevet for stramme,« siger hun og peger samtidig på, at den arkitekt, som har udarbejdet det program, som ligger til grund for konkurrencen, ikke selv må deltage i den. Set fra et konkurrenceperspektiv er det logisk. Men ikke ud fra et kvalitetsperspektiv:

»Der sidder en arkitekt, som kender alt til projektet, behovene, brugeren og bygherren. Men den arkitekt må ikke få lov til at byde på opgaven,« siger Katrine Lotz.

Regler

I et af de projekter, som Flemming Overgaard beskriver i sin ph.d.-afhandling, eksperimenterede man med konkurrenceformen. Der skulle bygges tre sportshaller forskellige steder i Danmark:

»Vi lavede en mere overordnet konkurrence. Arkitekterne behøvede ikke at beskrive i detaljer, hvad de ville – de skulle bare lave et overordnet koncept. Bagefter kunne man så i tæt dialog med bygherren og brugerne udvikle de konkrete løsninger.«

Flemming Overgaard lægger ikke skjul på, at dét er en omgåelse af reglerne:

»Men det er der også brug for,« mener han.

Samme holdning har Dorte Mandrup: »Vi er meget spejderagtige i forhold til andre EU-lande, når det kommer til at tyde og tolke reglerne på en anden måde,« siger Dorte Mandrup, som mener, at vi snildt kan være mere kreative i vores måde at gøre tingene på: »Man kan gøre det på mange måder – også uden at gradbøje reglerne. Det er bare et spørgsmål om at ændre kulturen.«

Kristian Kreiner mener, at den øgede kontrol og jura er en naturlig følge af, at man gerne vil have retfærdighed:

»Der er jo ofte historier i medierne om, at det er de samme arkitekter, der vinder konkurrencerne. Eller at det altid er den lokale arkitekt. Så kan jeg godt forstå, at bygherren har behov for at kunne dokumentere, at det var den rigtige, der vandt,« siger han.

Men det giver ikke altid den bedste arkitektur: »Kuplen på domkirken i Firenze var faktisk udbudt i konkurrence. Da var programteksten på 3-4 linjer. Det, synes jeg da, er tankevækkende,« siger Kristian Kreiner.

Alle statslige byggerier med et budget på mere end én million kroner – og alle kommunale og regionale med et budget på mere end halvanden million kroner – skal i dag i udbud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Arkitekt og ph.d. Flemming Overgaards seks bud på idrætshaller, der har kopieret en kendt form frem for at tage udgangspunkt i, hvad der er behov for. De er ifølge arkitekten bygget til gårsdagens behov og brugsmønster i stedet for til nutidens:

Aabybrohallen
Augustenborghallerne
Assenshallen
Aaruphallen
Ejby-hallerne
Faaborghallernes hal 2

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Helt enig. Der hvor det går glat er når kommunalbestyrelsen ikke inviterer fx. arkitekter og andre kreative hoveder med helt fra scratch i udarbejdelsen af programmet. Så ender man tit op med noget middelmådigt, de fleste kan være enige om, fx. en sporthal med fem batmingtonbaner. Når det gælder sport og leg: tag børne, dvs. brugerne med på råd, få nogle visioner på bordet og lad fantasien blomstre før i går igang. Brug skolerne og lærerne; de vil sikkert gerne relatere deres undervisning til den virkelige verden.
Nogle arkitekter er ret gode til at til at få funktioner og kvalitet ind et projekt på trods af økonomiske bindinger, ja, nogle gange kan de ligefrem spare dig penge ved at gøre tingene på en anden og overraskende måde, men det kræver de er med fra begyndelsen. Når kassen først er bygget er det som regel for sent at være kreativ.

Brugerbillede for Jan Weis

Udbud og udvælgelse af tilbud efter devisen: "Hvad der er billigst er også bedst" lokker hvem og hvad som helst på banen - sicilanske og mafiøse entreprenører nærmer sig ...

Brugerbillede for steen nielsen
steen nielsen

what`s Cooking?
Det er et svært spørgsmål om man kan give skylden på udbudsreglerne, der er sikkert noget om det, det er også en anden debat kultur på området der kan være med til at ændre på tingene. Når det handler om det kreative, så lavede man for år tilbage nogle nationale konkurrence regler, der gik ud på at konkurrencerne skulle køre over flere runder. Det betød at man kunne skille de unge vilde og u-erfarne fra. Det betød så igen, at vi fik en situation, hvor det ofte var de samme der vand konkurrencerne, det var et selvskabt problem kan man sige.
Men problematisk er det dog hvis bruger inddragelsen ikke er optimal og for præcist beskrevne regler, dræber kreativiteten.
I Holland har man sikkert ikke flere restriktioner men der kommer ofte væsentligt mere dristig arkitektur på markedet og det sker takket være en god debatkultur, visionære byplanlæggere, nogle unikke arkitekter der har dannet præcedens. Vi har alle råvarerne her i landet, dog kunne der måske bruges lidt mere offentlig debat og bedre kommunikation alle parterne imellem.

Brugerbillede for steen nielsen
steen nielsen

Hovsa!
En tilføjelse.
En anden ting der synes at kendetegne den danske arkitektur scene, som ikke i samme grad er tilfældet i en stor resten af europa er, at der synes at være en så skarp adskillelse mellem arkitekturpraksis og arkitektur teori, at der kan produceres teori uden det behøver at få indflydelse på praksis og omvendt. Nogle gode initiativer er iværksat, om de har nået at få effekt endnu er svært at gennemskue.

Brugerbillede for Peter Taitto

Nogle gange er artiktekterne også for hurtige. Da en ny hal på min arbejdsplads blev tegnet, havde man glemt noget essentielt.

Toiletter til 700 mand.

Altså. Toiletter...

Det kan være, at det var for dyrt.

Brugerbillede for steen nielsen
steen nielsen

Til Peter Taitto

"Man skal hore meget før at ørene falder af"
Den der lyder mere som om den hører under Usandsynlige historier af Storm P.
Jeg er selv arkitekt.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Udgangspunktet er, at den offentlige bygherre - her typisk kommuner - selv gør sig klart, hvad det er, de har brug for. Forvaltningerne har - efter kommunesammenlægningerne - deres egne arkitektafdelinger med kreative folk, der står for kommunens egne ejendomme. De er med i den indledende face, og der afholdes borgermøder og høringer inden projekterne gøres mere præcise. Større sager kan forudsætte lokalplanprocedure. Jeg synes ikke, artiklen har spurgt bygherrerne her?

Men udbudsreglerne kan sikkert sagtens laves mere fleksible og fortolkes mere løst, bare det ikke bliver alt for sydeuropæisk med nepotisme og småkurruption ind over, og de lokale rådgivere, der "tilfældigvis" vinder hver gang.