Læsetid: 4 min.

Kritik af en helgen

I internationale medier møder Luc Bessons biografaktuelle ’The Lady’ om Aung San Suu Kyi kritik for at fremstille Myanmars nationalikon alt for poleret, helgenagtig og uden politisk kant. Men i Myanmar er det nærmest tabu at kritisere hende
Fremstilling. ’The Lady’ kritiseres for at portrættere demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi som en helgen – bl.a. i scener emmende af patos som her i en kornmark.

Fremstilling. ’The Lady’ kritiseres for at portrættere demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi som en helgen – bl.a. i scener emmende af patos som her i en kornmark.

26. april 2012

The Lady hedder den franske instruktør Luc Bessons portræt af Myanmars nationalikon og nobelprismodtager Aung San Suu Kyi. En film, der mest af alt fremstiller en af vor tids største menneskerettighedsaktivister som en hellig husmor. Sådan lyder kritikken i diverse anmeldelser af filmen, der har dansk premiere i dag.

»Sådan en sjælden person fortjener en film, der ikke behandler hende som en helgen, men det bemærkelsesværdige, komplekse menneske, hun faktisk er,« skriver New York Daily News i sin anmeldelse.

Og i The Washington Post får The Lady kritik for at være »et hårdhændet forsøg på at helliggøre en af de mest værdige og kompromisløse politikere og menneskerettighedsaktivister i nyere tid«, mens The New York Times’ berømte filmanmelder A.O. Scott anklager Luc Bessons to timer lange biopic for at »spænde ben for historien og det menneskelige drama med sin ubarmhjertige hagiografi«.

Blasfemi at kritisere

Men i virkeligheden foretrækker Aung San Suu Kyis landsmænd at bevare et billede af deres nationalikon som netop en helgen. For godt nok møder ’Damen’ kritik i internationale kredse for, at hun og hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), ikke har nogle politiske ambitioner for Myanmar ud over kampen for demokrati.

Men i landet, hvor ytringsfriheden undertrykkes, og alle medier styres hårdt af en statslig censurkomité, anses man som antidemokrat, hvis man tillader at ytre sig kritisk mod hvad som helst, der har med Damen at gøre.

The Lady skildrer, hvordan Suu Kyi (Michelle Yeoh) bliver ringet op i sit hjem i Oxford med en besked om, at hendes mor har fået et slagtilfælde. Det tvinger hende til at rejse fra sin mand, Michael Aris (David Thewlis), og sine to sønner, Kim (Jonathan Raggett) og Alex (Jonathan Woodhouse), og tilbage til Myanmar, hvor tilfældet vil, at hendes tilbagevenden falder sammen med studenterbevægelsens oprør mod styret. En historisk massakre, der senere blev kendt som ’88-opstanden, og som koster mere end 3.000 mennesker livet. Fordi Suu Kyi er datter af nationalhelten general Aung San, opfordrer dissidenter hende til at være frontfigur i kampen for demokrati.

»Ud over, at jeg ingen relevant erfaring har, så kan jeg ikke. Jeg har hænderne fulde,« siger Suu Kyi og referer til sin familie.

Dog tager hun imod opfordringen, og straks efter bliver NLD dannet. Sine steder fremstiller The Lady Suu Kyi som en husmor, der ved et tilfælde bliver Myanmars demokratiforkæmper.

Denne skribent, som netop er hjemvendt fra det lukkede militærdiktatur, har hørt én enkelt sige, »at hvis Aung San Suu Kyis mor ikke var blevet dødeligt syg i 1988, så var hun nok bare blevet i England og havde været tilfreds med at være hjemmegående husmor«.

Men den slags kritik hører til sjældenhederne i Myanmar: »Det bliver nærmest anset for blasfemi i store dele af befolkningen overhovedet at sige noget som helst negativt om Aung San Suu Kyi,« siger Zeya Thu, der er medredaktør på avisen The Voice.

Mangel på nuance

Filmen rummer en del patos, lyder kritikken fra flere anmeldere. Et eksempel er, da Suu Kyi klædt i hvidt svæver gennem sit hus efter en sultestrejke, der havde til formål at forbedre vilkårene for hendes partifæller i fængslerne. Til lyden af fuglekvidder sætter Suu Kyi sig ved husets klaver og spiller. Og da hun modtager Nobels Fredspris in absentia, er hun i husarrest i Rangoon. Strømmen er gået, Suu Kyi sidder i mørket og lytter til sin søns takketale på hendes vegne via en batteridreven radio, mens hun synkront med nobelprisorkesteret på sit klaver spiller Johann Pachelbels Kanon i D-dur med tårer rindende ned ad kinderne. Det er de store følelser frem for hendes politiske bedrifter, der er i centrum i The Lady.

»Jeg bryder mig ikke om persondyrkelse,« siger Suu Kyi i filmen, hvilket er meget tro mod virkelighedens Suu Kyi, der mener, at landet har lidt nok under ’store personligheder’.

»The Lady er skrevet af debutanten Rebecca Frayn, hvis manuskript rummer lige så meget elegance og nuancering som Google Translate,« skriver Village Voice.

Suu Kyi som covergirl

Langt det meste af filmen handler om de ægteskabelige overvejelser og udfordringer, Suu Kyi har haft, siden hun valgte sit folk frem for sit familieliv. Michael Aris får konstateret kræft i 1998, og det placerer Suu Kyi ved en skillevej. På det tidspunkt er hun i Myanmar og får af styret at vide, at hvis hun rejser ud, vil hun ikke få tilladelse til at rejse ind igen. Efter at have lyttet til sin mands opfordring vælger Suu Kyi at blive i sit fædreland og kæmpe stædigt for demokrati.

Mens de fleste historiske begivenheder i The Lady kun bliver nævnt en passant, bliver Suu Kyis og Michael Aris’ forhold gransket til mindste detalje. Alligevel mener flere anmeldere, at filmen er seværdig og rørende, hvis man kun har et begrænset kendskab til Aung San Suu Kyi og Myanmars brutale historie.

»Denne ’baseret på en sand historie’-film udelader ubehagelige kendsgerninger og er en ureflekteret hagiografi sat ind i en sammenhæng med ægteskabelig perfektion,« skriver ReelTalk Movie

Navnet på filmen, The Lady, henviser til, hvad Suu Kyi indtil for et år siden blev kaldt i folkemunde, da det var forbudt at tale om demokratiforkæmperen. Det sidste års reformer og åbninger fra militærdiktaturets side gør, at ingen længere er bange for at sige hendes navn, hvilket også var tydeligt under denne skribents besøg.

»Endelig har folk lov til at dyrke deres ikon, som repræsenterer håb for frihed og demokrati. Derfor ses hun nærmest dagligt afbildet på avisforsider, hvilket censuren umuliggjorde for blot et år siden. Hun er nærmest blevet en covergirl. Derfor har burmeserne svært ved at forholde sig kritisk til Suu Kyi, når de nu endelig kan hylde hende som en helgen,« siger Zeya Thu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hun har da også gjort en formidabel kamp stor respekt for hende, det er nok klart át hun er fredet for ret megen kritik forløbigt, som også MANDELA Så flot kæpede sin kamp uden át miste værdighed fantastisk præstation og GhandI med... Og nu har vi I Bahrain Khavaje SYND át Han vil dø så hurtigt, så snart sker forandringen ikke I Bahrain, ikke med USA på sidelinien, men det vil ske I fremtiden måske om et par år, når Iran bliver ven med resten af verden og åbner sine grænser og løsner sin lov , desværre vil USA nok ikke kræve noget af Bahrain før det tidspunkt.