Læsetid: 6 min.

Maden – et tveægget sværd

Klassiske nationalretter, lokale egnsretter og retter for manden på gulvet. Mad er et politisk virkemiddel, som politikere både i udlandet og i Danmark bruger til selviscenesættelse. Et magtfuldt våben, hvis det bruges rigtigt, men skadende og for evigt husket, hvis det kikser
George W. Bush hos de amerikanske tropper i Irak, Anders Fogh Rasmussen ved en pølsevogn i Glostrup, Henrik Høegh i haven og Barack Obama i restauranten Ben’s Chili Bowl i Washington DC. Alle har de med større eller mindre held forsøgt at bruge mad til at iscenesætte sig selv.

George W. Bush hos de amerikanske tropper i Irak, Anders Fogh Rasmussen ved en pølsevogn i Glostrup, Henrik Høegh i haven og Barack Obama i restauranten Ben’s Chili Bowl i Washington DC. Alle har de med større eller mindre held forsøgt at bruge mad til at iscenesætte sig selv.

Kristoffer Juel Poulsen

18. april 2012

»Morning y’all,« lyder det med karikeret sydstatsaccent. »I got started right this morning with a biscuit and some cheesy grits, I’ll tell ya«.

Sådan åbnede den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney sin tale i Jackson, Mississippi, ved sit besøg i sidste måned.

Opvokset i Michigan og som tidligere guvernør i Massachusetts er der ellers ikke meget sydstatsamerikaner over Romney. Men som et led i sin valgkamp besøgte han dagen før byen Pascagoula, cirka 300 km fra Jackson. Og her nøjedes han ikke med at insinuere en forkærlighed for sydstatskulturen, men erklærede ligefrem sig selv for en mand af sydstaterne.

Troede han, at dette mediestunt ville være en direkte vej til stemmer fra befolkningen i det sydlige USA, tog han fejl, for hans opførsel affødte et ramaskrig i sydstaterne.

Der var nemlig intet autentisk over hans hyldest til den vrængende accent eller sydstatsretten grits, som er en grød lavet på korn. For Romneys opremsning af sin morgenmad faldt til jorden, da udtrykket cheesy grits kom ud af hans mund. Retten hedder nemlig cheese grits, og det ved enhver ægte sydstatsmand eller -kvinde. Og det gør ondt at fejle på egnsretten, når man geografisk befinder sig i, hvad amerikanerne kalder grits-bæltet.

»Det afslørede, at Romney var ude og lave markedsføring. Han prøvede at appellere til sydstaterne ved at vise, at han spiser deres mad og er ligesom dem, men iscenesættelsen faldt til jorden, da han begik en fejl,« siger Lotte Holm, som er fødevaresociolog på Københavns Universitet.

Mad og identitet

Der er ikke noget nyt i, at politikere bruger mad som våben. Både med og uden succes. I slutningen af 1700-tallet sultede den franske befolkning og demonstrerede for at få mere brød. Til det skulle den franske dronning Marie Antoinette, som var kendt som lidt af en ødeland, efter sigende have svaret: »Jamen, så giv dem da kage.«

Det så man som et udtryk for dronningens naive tilgang til folket.

I valgkampe i dag kritiseres politikere også tit for ikke at være tæt nok på den almindelige borger. Derfor ser man ifølge Lotte Holm ofte mad brugt i valgkampe, da det er et stærkt våben, hvis man vil i kontakt med en bestemt gruppe mennesker.

»Mad er bundet op på identitet, så den mad vi spiser, afslører os. Den viser, hvem vi er, hvad vi kommer af, eller hvem vi gerne vil være,« siger Lotte Holm.

At politikere bevidst bruger mad til at iscenesætte sig selv igennem, er ifølge sociolog og livsstilsekspert Henrik Dahl et udtryk for, at den nonverbale kommunikation kan give mere gennemslagskraft end ord.

»Der er en ekstremt larmende symbolik i at spise mad, som signalerer, at man tilhører en bestemt gruppe mennesker. Det vækker opmærksomhed, når en person adopterer noget fra en helt anden kultur,« siger Henrik Dahl.

Den amerikanske forretningsmand og politiker Donald Trump har også altid skullet høre for, at han ikke var en mand af folket. Han forsøgte derfor at give sine kritikere tørt på, da han sidste år »grabbed a slice of pizza« på en diner i New York sammen med alle tiders Hockey Mom, Sarah Palin. Han begik dog dødssynden at spise med kniv og gaffel. Kritikken haglede efterfølgende ned over Trump, fordi enhver burde vide, at pizza er en folkelig spise, som køres ind med hænderne.

Det kan virke som en banalitet, men Donald Trump følte sig nødsaget til at udsende en pressemeddelelse for at lægge en dæmper på kritikken.

»Der er langt fra top til bund i USA. Det bliver derfor grinagtigt, når en mand som Donald Trump forsøger at være folkelig, men mislykkes med det og i stedet kun lykkes med at påpege, at han ikke er ligesom folket,« siger Ditte Shamshiri-Petersen, som er politisk sociolog og ph.d. i valgforskning på Aalborg Universitet.

»Når en politiker virker malplaceret, afsløres det, at han eller hun ikke er autentisk. Og er der noget, nutidens vælgere gerne vil have, så er det autentiske politikere,« siger Ditte Shamshiri-Petersen om, hvorfor det vækker stor forargelse, når en politiker afsløres i sin selviscenesættelse.

En af de tydeligste afsløringer var i 2003, da USA’s daværende præsident George W. Bush generøst serverede kalkun til Thanksgiving Day for de amerikanske styrker i Irak. Fotos af den betænksomme præsident og tropperne omkring den fedtglinsende kalkun røg verden rundt, før det blev afsløret, at kalkunen var en attrap af plastic. Til ære for kameraet.

Selv om klasseskellene er mindre og homogeniteten større i Danmark, er der også eksempler på danske politikere, som bruger mad som virkemiddel til at nå en bestemt vælgergruppe.

Under folketingsvalget i 2005 lod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sig interviewe foran en pølsevogn med en kold Cocio i den ene hånd og i den anden en ristet hotdog, som ifølge Fogh selv var »med det hele«. I samme valgkamp udnævnte Venstre sig selv til »Danmarks nye arbejderparti«.

»Den ristede hotdog er en del af budskabet om, at Venstre er et arbejderparti. Han ønsker forbindelse med manden på gulvet og prøver at vise, at han gør de samme ting som den ufaglærte arbejder, selv om han er statsminister,« siger Lotte Holm.

Og der er rift om at tage patent på pølsevognen, som historisk set er et kultursymbol på arbejderen. På Dansk Folkepartis årsmøde i 2008 gik Pia Kjærsgaard til kamp for pølsevognene. Et stykke dansk kultur igennem snart 100 år, som møder pres fra det stigende udbud af mad fra andre lande, lød det. En direkte parallel til partiets syn på samfundets udvikling. I valgkampen op mod folketingsvalget sidste år delte samme parti flæskesvær ud på Strøget i København. Ifølge Dansk Folkeparti selv var flæskesvær en sjov pendant til det valgflæsk, politikere lover deres vælgere. Men omvendt gætter livsstilsekspert Henrik Dahl på, at der er indlagt en bevidst finte i stuntet.

»Der er ingen rettroende muslimer, der spiser flæskesvær,« siger han.

Symbolikken i maden kan altså både inkludere og ekskludere, hvem man er politiker for, siger Lotte Holm.

Selv om Anders Fogh Rasmussen i 2005 appellerede til arbejderen ved pølsevognen, indtog han året efter i fuld offentlighed sin frokost på en shawarma-bar.

»Der er kønsforskelle, klasseforskelle og geografiske forskelle på, hvad vi spiser. Ved at spise udenlandsk mad viser man, at man er globalt interesseret,« siger Lotte Holm.

Hun kalder det en håndsrækning til udlændingene og en måde at sige »jeg vil jer« på.

For store bidder

Men også i Danmark har vi eksempler på, at politikeres selviscenesættelse gennem mad går galt. I 2010 stillede daværende fødevareminister Henrik Høegh (V) op til en æblespisningskonkurrence på sin hjemø Lolland. I tiden forinden profilerede han sig i medierne som ’æbleelsker’ og gik ikke ad vejen for en ministerbemærkning om, hvor dejligt æbler smager.

I løbet af 20 minutter skulle Henrik Høegh spise så mange æbler som muligt, men brugte ikke engang halvdelen af tiden, før han måtte bukke under for indtagelsen af æbler og sende en lårtyk stråle af opkast retur. Da han vendte tilbage fra den bordkant, han gemte det ydmygende optrin bag, sagde han:

»Ja, man skal passe på med ikke at tage for store bidder.«

Næsten dagligt bombarderes vi som vælgere med politikeres brug af madsymbolik: Når Enhedslisten boykotter kantinemaden i Snapstinget, fordi den omstridte kok Claus Meyer står bag. Når der serveres fiskefileter og leverpostej til SF’s landsmøde. Når endnu en politiker viser sit køleskab frem i tv-programmet Kender du typen? eller deltager i tv-konkurrencen Masterchef.

»Noget så banalt som mad kan have en stærk signalværdi, fordi det kan fortælle, hvilken vælgergruppe politikeren gerne vil indfange eller afgrænse sit parti til at repræsentere. Mad fortæller, hvem du er,« siger Lotte Holm.

»Politikerne er ikke kun jernhårde og kompromisløse. De er mennesker, som fucker en crème brûlée lige så meget op som dig og mig. Den autentiske politiker er eftertragtet af vælgerne i 10’erne,« siger Ditte Shamshiri-Petersen.

»Vælgerne lukkes ind og får lov til at se en menneskelig side af politikeren, når de indtager eller laver mad. Det er en situation, som vi genkender fra vores eget liv. Hvis politikeren spiser det samme som os, vækker det en genkendelighed og samhørighed – hvis politikeren bruger maden rigtigt, vel at mærke. Ellers kan det have den direkte modsatte effekt.«

Hjælp os med at spotte den kulturelle madkamp! Læs mere på journalen 'Kampen om maden'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vor herre bevares.

Maden er da bare et enkelt element.

Der er også signler i at gå med (eller ikke med) slips , butterfly, hat, cykelhjelm , vindjakke , joggingsko o s v.

Eller i at lade sig fotografere til en "folkelig" fodboldkamp, koncert m v

Eller i at blive fremført sammen med en sportsstjerne eller folkekær kunstner.

Ja, retten hedder grits - og er amerikanernes noget bizzare udvikling, desværre til det dårlige, synes jeg - af en lille fin - italiensk ret - kaldet --- polenta.

Polenta er rigtig majsgrød og den smager ganske enkelt himmelsk - men man skal dog ikke have for meget af den, synes jeg.

Ang. Dansk Folkeparti blev der gjort meget grin med deres vælgeres hang til kakkelbord,campinghabitter og koloni-haver, men hvad gjorde DF? Vendte den om og tog den fra den lidt humoristiske side...og i deres reklamer for dem selv brugte de det med kakkelborde, og koloni-haver mm.

Og ja, mad sender også signaler.....det behøver man altså ikke være mad-sociolog for at se...