Læsetid: 5 min.

Madens symbolværdi

Bøfsandwich hos Helle Helle. Kernesund familie-desperation hos Nikolaj Zeuthen. Og traumatiske madeleinekager hos Kristian Ditlev Jensen. Den aktuelle debat om den mad, vi spiser, afspejles også i bøger
Livsstil. Den livsstilsagtige måde at være optaget af mad er en del af vores kultur lige nu, derfor kan det sagtens være relevant litterært stof.

Livsstil. Den livsstilsagtige måde at være optaget af mad er en del af vores kultur lige nu, derfor kan det sagtens være relevant litterært stof.

27. april 2012

Den nok mest berømte litterære madartefakt er madeleinekagen. Dyppet i lindete sender denne lille kage fortælleren i Marcel Prousts roman På sporet af den tabte tid tilbage til barndommens forjættede landskab. I Kristian Ditlev Jensens bog om at være pædofilioffer, Det bliver sagt, optræder den ikoniske kage også, men qua bogens dystre tema, frembringer den ikke lykkefølelse og lyse minder: »Hver gang jeg prøvede at tage endnu en bid af min Madeleine-kage, bredte den harske smag sig i mundhulen på mig.«

Kristian Ditlev Jensen har i flere af sine bøger givet maden en særligt prominent plads. I romandebuten med den dobbelttydige titel, Livret møder vi en fortæller, der er voldsomt traumatiseret efter sin kones selvmord. Fortælleren er professionel gourmand. Bogen er spækket med beskrivelser af madoplevelser – som knyttes til sorgen og erindringen om den afdøde hustru.

Udkantsmad

Der sker ikke meget i Helle Helles romaner, men der spises. Hele tiden. Wienerschnitzler, håndværkere og spejlæg – som så skylles ned med Cocio, dessertvin eller kaffe fra maskinen.

Fødevarerne og madretterne kan ses som et tegnsystem. Man skal kende en kultur meget godt for at forstå de betydninger og associationer, der knytter sig til en bestemt kage, en bestemt ret eller et bestemt supermarked. For at tyde madtegnene i f.eks. Helle Helles bøger skal man have en indgående (måske endda en indfødts) viden om den danske (mad) kultur.

De mange madbeskrivelser i Helle Helles bøger siger de indviede noget om, hvor de foregår, og hvilken klasse hun skriver om. Og de siger noget om karakterernes psykologi. I forfatterens seneste roman, Dette burde skrives i nutid, er Dorte lige flyttet hjemmefra – for anden gang – i en bungalow tæt ved en togstation. Der er ikke rigtig noget, der vil lykkes for hende; alle tilløb til at leve et voksent, velorganiseret liv går i vasken. Helle Helle har selv sagt, at bogen handler om en ung kvinde, der er i gang med at finde sit lidt for svage jeg. Dortes kamp med jeg-dannelsen kommer tydeligt til udtryk i hendes madlavning: »Da jeg ville tilberede mine pandekager, fungerede ovnen ikke. Knappen lyste, men ovnen blev ved med at være kold. Jeg havde stadig ingen stegepande, så jeg varmede pandekagerne i en gryde. De blev våde og brankede på én gang. Jeg stod ved køkkenbordet og spiste, egentlig skulle der have været mad til to dage.«

Dorte prøver at finde ud af, hvad det egentlig er, hun burde gøre – men hun følger sjældent dette burde til dørs: På en tur ind til København køber hun en melon i Irma (hvilket er Irmas debutoptræden i en Helle Helle-roman!):

»Det var en meget sørgelig melon. Jeg lagde den i køkkenvinduet, den lå der til langt ind i november.«

I Nikolaj Zeuthens satiriske roman Verdensmestre, der udkom i 2010, har det unge akademikerpar Rune og Anna også umådeligt svært ved at finde sig til rette i tilværelsen. Romanen har undertitlen En historie fra 00’erne – og 00’erne var netop det årti, hvor nye kostråd for alvor slog igennem i Danmark. Mælk, hvidt brød og sukker blev anklaget for at være skyld i alverdens sygdomme og mistrivsel. Rune og Anna er småbørnsforældre og pendler mellem at leve efter Kernesund familie-bogen og en mere ’afslappet’ og traditionelmad-ideologi: »Kun sjældent var det helt hvidt eller helt sort – enten quinoa eller kyletter, enten kombucha eller Ritter Sport, enten gulerodsstave eller langtidsholdbare fabrikskager – men i stedet en særlig blanding af det hele. En hel del hakket oksekød og en smule naturris, en rulle marcipan og to solhilsner, fire pakker lys pita og et hjemmebagt rugbrød på økologisk mel.«

Plads til en bajer

Information fanger meget passende bogens forfatter på hans mobil, mens han er ude og købe ind. Nikolaj Zeuthen forklarer om årsagen til Rune og Annas skizofrene madmønster:

»Der er to kulturelle stemmer på spil: Den ene siger, at det er godt at være sund og kontrolleret, mens den anden stemme siger, at man heller ikke skal være alt for hysterisk. Det er måske en meget dansk stemme. Den, der siger: ’Nu skal vi ikke tage os selv for højtideligt’ og ’der skal også være plads til at drikke en bajer’.« Lige meget hvad det unge par i Verdensmestre gør, så plages de af en nagende følelse af, at de ikke gør ’det rigtige’. Som det lyder i bogen: »Konklusionen var at de potentielt var i gang med at ødelægge, både med den mad, de serverede, og med den angst de var sikre på, at de udstrålede og prægede børnene med, og således gavmildt kunne de altid tilføje mere selvkritik og mere ængstelighed til de følelser, der var der i forvejen. Maden blev højt belagt, spisningen abstrakt.«

Nikolaj Zeuthen fortæller, at bogen skildrer det vidensbombardement, man udsættes for i et land som Danmark: »Der er tusind forskellige bud på, hvordan man spiser sundt, så man ender med at kage rundt i det. Og der kan man tale om virkelig at være oppe i toppen af behovspyramiden. Når man er ude i at diskutere, hvilke kerner der er gode, så bruger man tid og kræfter på noget, der ikke er så vigtigt. I mine øjne i hvert fald.«

Det er selvfølgelig ikke alle, der får dårlig samvittighed over at spise en frysepizza, ligesom der også findes folk, der trives godt med deres helsefanatisme. Men den måde, Rune og Anna skøjter rundt i deres kost på, er symptomatisk for mange i Zeuthens egen generation, mener han. »Det er et meget typisk træk ved min generation – og jeg kan så kun tale for det land og den by, jeg bor i – at den ene uge er det guldøl og coke, og så er det en eller anden særlig yogaform den næste.«

Lektor i Litteraturvidenskab på Københavns Universitet Lilian Munk Rösing forklarer, at maden er interessant for litteraturen, fordi den siger noget om mennesket som begærsvæsen: »Psykoanalysen ville sige, at noget af det fundamentale ved mennesket er, at det ikke bare spiser, men at det også har den æstetiske dimension i forhold til maden. Sagt på en anden måde: Maden vil aldrig bare have med behov at gøre, men også med begær.«

Og der er mange gyldige måder at behandle maden litterært på, mener Lilian Munk Rösing: »Mad er jo en helt fundamental del af vores tilværelse, og man behøver jo ikke blive totalt livsstilsagtig, bare fordi man skriver om det. Men den livsstilsagtige måde at være optaget af mad er jo også en del af vores kultur lige nu, så på den måde kan det sagtens være relevant litterært stof.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Melonen er blevet et sekundært varemærke for Irma, fordi farven kontrasterer med den blå farve der gennemsyrer det hele - en lille gul sol der lyser op på et mørkt hav og minder os om hvor små vi er som forbrugere. Når jeg køber en melon hos Irma, er det således mig selv jeg køber, men det er selvfølgelig Irma der scorer fortjenesten.

Bortset fra det har jeg intet imod meloner og når det gælder Irma har jeg ikke andet end at det undrer mig at de ikke bruger nogle af alle de mange fantastiske forslag til kunstposer, som de høstede ved den stort anlagte konkurrence for et par år siden?

Børnetegningerne på de seneste kunstposer, fremstillet af kræftramte børn på Rigshospitalet, er ikke kunst, selvom der kan være god grund til at rette fokus den vej.
Men man kunne jo også have valgt at donere overskuddet fra salg af kunstposerne til børnene, til glæde for både børn og kunstnere. De koster (kunstposerne altså) immervæk 3.50 kr. stykket.

Kunstposer er kunstposer, eller burde være det. Ellers kan man jo lige så godt droppe projektet.

Hvad det har med mad at gøre?

Jo, rigtigt mange af de indsendte forslag havde mad som tema. Men det ved vi bare ikke, for vi får dem aldrig at se.