Baggrund
Læsetid: 5 min.

Masser af talent, men ingen steder at gøre af det

Når filmfestivalen CPH PIX i morgen slår dørene op for fjerde gang, er det blandt andet med fokus på nye danske talenter, af hvilke der er imponerende mange. De risikerer dog at drukne i en ensretning omkring publicering, hvis visioner ikke er rummelige nok til at favne mangfoldigheden
Når filmfestivalen CPH PIX i morgen slår dørene op for fjerde gang, er det blandt andet med fokus på nye danske talenter, af hvilke der er imponerende mange. De risikerer dog at drukne i en ensretning omkring publicering, hvis visioner ikke er rummelige nok til at favne mangfoldigheden
Kultur
11. april 2012

Festivalfokus. Det er svært at finde nogle, hvis arme ikke er rakt i vejret, hvis man spørger til talentmassen i dansk film lige nu.

Alle, Information har talt med, er enige om, at det med Zentropas Peter Aalbæks ord går »problematisk godt«. Hvori problematikken i den gode nyhed består, er der til gengæld flere bud på:

For festivalchefen på CPH PIX, Jacob Neiiendam, er den dårlige nyhed, at man samtidig har et marked, der langtfra evner at favne bredt, men som ensretter og begrænser i stedet for at udvikle filmkunsten. Derfor bliver filmfestivaler som f.eks. CPH PIX et mere og mere nødvendigt udstillingsvindue for ikke bare de mere smalle eller kunstneriske film, men for alle film, der ikke i forvejen passer ind i den skabelon, der hedder ’dansk film’.

Ifølge lektor ved Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet Johannes Riis er den skabelon lagt an til de såkaldte romertalsfilm. Mainstreamfilm, der ofte bygger på en allerede kendt historie som f.eks. Far til Fire-serien. Eller som filminstruktør Nikolaj Arcel udtrykte det i seneste nummer af filmmagasinet Ekko: »Folkekomedier og børnefilm. Køkkenskænderier og skilsmisser«.

Som markedet ifølge Riis ser ud nu, er det altså de store kommercielle film, der stjæler al opmærksomheden. Så selv om man har en spirende underskov af mangfoldige talenter, så nytter det ikke meget, for de får kun én chance i biografen, og hvis de ikke sælger billetter her, så får de ikke en chance til.

Auteurens tid er med andre ord forbi; det handler ikke om at udtrykke en personlig kunstnerisk ambition, men om at levere et salgbart produkt. Derfor bliver festivalerne hurtigt chancen for de film, der gerne vil frem på egne præmisser.

»Det er jo lidt en falliterklæring. Og det sker, på trods af at det er teknologisk muligt at gøre tingene anderledes som f.eks. at have simultanpremiere på nettet for de film, hvor det er relevant. Det kunne ellers skabe noget debat, der potentielt kunne komme filmen til gode og få den ud til et bredere publikum,« siger Johannes Riis.

Det undrer da også festivalchef Jacob Neiiendam, at man i en tid, hvor distributionsmulighederne aldrig har været bedre, holder fast i en holdback-aftale, der kun fungerer for store film som f.eks. Hvidstengruppen og En kongelig affære, der sælger mange billetter. For den udvander samtidig dansk spillefilm, fordi film med kant og personlighed ikke har en chance, når billetsalget bliver afgørende.

»Det begræder vi hos PIX. Vi brænder jo for de film, der virkelig rykker. Det kan godt være, det ikke er film, der får den bedste modtagelse hos publikum, men det er ikke ensbetydende med, at det er dårlige film. Ligesom 500.000 solgte billetter heller ikke gør en film bedre, end den er. Der er ingen nødvendig kobling. Derfor bliver der mere og mere brug for filmfestivaler. Det er her, man ser film, for filmens skyld,« siger Jacob Neiiendam.

Endimensionalt vås

Netop koblingen mellem billetsalg og en films værdi er ellers afsæt for en netop publiceret rapport fra brancheforeningen Danske Biografer.

Her har man metodisk gennemgået, hvor meget diverse instruktører har fået i støtte, hvor mange billetter filmene har solgt, hvilke filmkonsulenter der står bag de største økonomiske succeser osv.

Hele herligheden skulle angiveligt tage afsæt i, at Det Danske Filminstitut (DFI), personificeret af forhenværende bestyrelsesmedlem Bo Damgaard, skulle mene, at en films succes er at sætte lig med antallet af solgte billetter. Hos DFI’s direktør Henrik Bo Nielsen er der dog ikke meget forståelse for, at det skulle være et synspunkt DFI repræsenterer.

»Det er jo noget endimensionalt sludder. Pointen med filmaftalen er jo en bred vifte af film, både kunstneriske og mere populærkulturelle. Derfor er billetsalg som det eneste kriterium rent vås,« siger Henrik Bo Nielsen.

— Men det skulle jo være DFI’s vås ifølge formand for Danske Biografer, Kim Pedersen?

»Nej. Mange billetter, god film, få billetter, dårlig film er så banalt et udsagn, at man nærmest ikke orker at kommentere på det,« siger Henrik Bo Nielsen.

Så langt, så godt. Tilbage står en talentmasse, der ikke nødvendigvis har muligheden for at omsætte deres talenter til film i Danmark, fordi der ifølge Neiiendam ikke er platforme nok til at favne den forskellighed, der også genremæssigt eksisterer i vækstlaget. Derfor vælger instruktører i større og større udstrækning udlandet, når deres drømme skal føres ud i livet. Et eksempel kunne være Christian E. Christiansen, der er i gang med sin anden amerikanske spillefilm, gyseren The Occult.

Et andet eksempel er Kasper Barfoed, der også i USA er i gang med thrilleren The Numbers Station med John Cusack i hovedrollen. Hvor man kan glædes over deres erfaringer, er effekten af dem i det danske filmmiljø ifølge Peter Aalbæk tvivlsom. Samtidig ser man i udlandet mange eksempler på, at man omfavner sociale medier, digitale platforme og video-on-demand (vod, red.).

Ifølge producer Peter Engel sker det i langt højere udstrækning, end man gør herhjemme, selv om de fleste er enige om, at markedet bevæger sig i den retning. Her udgør festivalen for Engel også en del af vanetænkningen.

»Når man så kommer med ideen, så vil man alligevel ikke. Så er det altid: ’Har den ikke været på festival? Den skal da først på festival!’ Vi er ikke parat til for alvor at prøve noget nyt, når det endelig gælder,« siger Peter Engel. Man tænker ifølge Engel kort sagt alt for traditionelt i forhold til film og de muligheder, der er i dag. Det går ud over talenter, der vil andet end mainstream-film, som f.eks. dem, man under PIX kan se folde sig ud i konkurrencen Movie Battle. Han peger på flere projekter, hvor man med alternativ finansiering og indgang til hele filmbranchen har fået skabt store ting.

Heriblandt den finsk/australsk/ hollandske co-produktion sci-fi-nazikomedien Iron Sky, der kan ses på PIX. Her fik man ud af et samlet budget på godt 50 millioner ifølge Engel samlet næsten 10 millioner kroner via crowd funding. Man skabte samtidig et kæmpe fiktivt univers på nettet, skrev til avisen, lavede et landkort med hvilke byer, der havde samlet flest penge, lavede en film om filmen – man gjorde på alle måder, alt man kunne på tværs af landegrænser for at ’skabe’ filmen, før den egentlig var skabt. Iron Sky er for Engel et glimrende eksempel på, hvor langt man kan komme, hvis man tør og ikke lader sig skræmme af teknologiske ændringer og hæmme af traditioner, når en ny film skal ud over rampen. Især internettet vil ifølge Engel være en katastrofe at ignorere.

»Alt bliver jo hentet over nettet nu. Det er bare værsgo: Her er alle film i hele verden, hvad vil du se? Det er den virkelighed, som både talenter og filmbranchen som sådan skal forstå at udnytte og acceptere hurtigst muligt,« siger Peter Engel.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

FASTLÅSTE HOLDNINGER

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

Til Jacob Neiiendam og Johannes Riis kan det oplyses, at sidste års diversitet i de danske biografer aldrig har været større de seneste 30 år.

Der er blevet udsendt et rekordhøjt antal film i biograferne i 2011 – faktisk skal man helt tilbage til 1982 for at se et lignende antal udsendte film i biograferne på ét år.

I 2011 blev der udsendt 256 premierefilm i de danske biografer, det højeste antal siden 1982.

Med 79 premierefilm i 2011 har europæiske film (excl. Danmark) ikke siden 1983 været så talrigt repræsenteret i de danske biografer. Europæisk film repræsenterer dermed hele 30,8% af det samlende antal film i biograferne – men beklageligvis kun 15,3% af det samlede tilskuerantal.

Med 21 premierefilm i 2011 har film fra øvrige lande, excl. Europa, USA og Danmark, aldrig været så talrigt repræsenteret i de danske biografer i over 30 år. Disse film repræsenterer 8,2% af det samlede antal film i biograferne – men beklageligvis kun 1,5% af det samlede tilskuerantal.

Så biograferne VIL diversiteten, også selv om prisen er høj.

Der skal derfor ikke lyde nogen klagesang fra biograferne i den anledning, ingen tvivl om at biograferne i Danmark hylder muligheden for at give diversiteten et løft, ligesom muligheden for at fremme nye talenter. Herom ingen tvivl.

Men i stedet for at hylde denne udvikling foretrækker ovennævnte herrer at præsenterer en holdning som beviseligt, jf. ovennævnte, hidrører fortiden. Det er beklageligt man kan være så fastlåst i sine holdninger, at end ikke fakta, som beviser det modsatte, kan flytte dem.

Men når man fra europæisk og dansk side presser på for at de økonomiske småtterier, de oversvømmer biografmarkedet med, skal udsendes simultant eller hurtigt på de øvrige platforme, stopper biografernes forståelse med et hammerslag.

Det er jo et frit land, og biograferne hverken kan eller skal, forhindre filmskaberne i at lancere deres film – udenom biograferne - direkte på alle de nye digitale platforme, som de jo er så forhippede på, også selvom der heller ikke her – beviseligt – er noget betalende publikum til film, som potentielt ikke kan sælge over 10.000 billetter i biograferne.

Film som tiltrækker under 10.000 tilskuere i biograferne repræsenterer 50,4% af det samlede antal udsendte film, men kun 2,8% af det samlede tilskuerantal. Så by all means; udsend disse film direkte på alle de nye digitale platforme, biograferne overlever nok.

Afslutningsvis glæder det Brancheforeningen Danske Biografer, at Adm. direktør Henrik Bo Nielsen, Det Danske Filminstitut, kategoriserer daværende bestyrelsesformand Bo Damgaards udtalelser som ’vås’. Men det er da bekymrende man i referater fra DFI’s bestyrelsesmøder finder uimodsagt ’vås’:

Nedenstående er hentet direkte fra referat af bestyrelsesmøde 26. oktober 2010 i DFI:

”2. Formandens orientering
Bo Damgaard roste direktionen for det gode konsensusarbejde, der var lavet forud for
forhandlingerne om det kommende filmforlig.
Han mindede om, at succes bliver målt i antal solgte billetter både inden for
konsulentordningen og den kommende markedsordning, og mindede i den
forbindelse om, at DFI vil få et stort ansvar, hvis forliget ender med at ligne det, der
ligger på tegnebrættet lige nu.”

Det skal bemærkes at præmissen i DB’s undersøgelse udelukkende er referatet fra bestyrelsesmøde i DFI 26. oktober 2010, karakteriseret som ’angivelig’ i ovennævnte artikel.

Referatet kan findes på DFI’s hjemmeside: http://www.dfi.dk/Service/OmDFI/Bestyrelsesmoeder.aspx