Læsetid: 4 min.

’På det jævne. På det jævne, ikke i det himmelblå, der har livet sat dig stævne’

Forfatter Carsten Jensen modtog Søren Gyldendal Prisen 2012 i sidste uge. Her følger hans tale om danske forfatteres sande adresse – og militant middelmådighed
Prismodtageren. ’Lad mig give jer et fem-minutters lynkursus i, hvordan det er at være mig,’ siger årets taknemmelige og stolte modtager af Søren Gyldendal Prisen.

Prismodtageren. ’Lad mig give jer et fem-minutters lynkursus i, hvordan det er at være mig,’ siger årets taknemmelige og stolte modtager af Søren Gyldendal Prisen.

Sofie-Amalie Klougart

20. april 2012

Er det sjovt at være forfatter? Er det hårdt? Hvad skal en forfatter egentlig gøre af sig selv?

Lad mig give jer et fem-minutters lynkursus i, hvordan det er at være mig, årets taknemmelige og stolte modtager af Søren Gyldendal Prisen.

Dette er ingen bekendelse, ingen autofiktion, ingen selvbiografi. Jeg kommer kun med en eneste privat afsløring.

Hvad angår spørgsmålet, hvad en forfatter egentlig skal gøre af sig selv, så har det danske sprog en række anvisninger.

Tag nu udtrykket »op ad bakke«. At bevæge sig op ad bakke er anstrengende, hårdt og opslidende, ikke nogen ønskværdig tilstand at befinde sig i, skønt vi alle sammen godt ved, at efterstræbelsesværdige mål altid befinder sig på toppen af en meget høj bakke, og hvis jeg siger, at det at skrive fandeme er op ad bakke hele vejen, så vil de fleste tænke: »Stakkels ham, han har det hårdt. Han er vist ikke rigtig opgaven voksen. Måske burde han finde sig noget andet at lave?«

Men hvad så med ned ad bakke? Er det et godt sted at befinde sig? Ja, hvis man er på cykel, men ikke hvis man er forfatter. Så betyder det, at det går tilbage for en, en anden interessant metafor.

Men så på toppen da? At være helt på toppen? Det må da være et godt sted for en forfatter at befinde sig. Nej, lyder det fra dybet af den danske folkevisdom: Det er heller ikke godt, for på toppen er der koldt. Jamen, hvor skal man så gøre af sig selv som forfatter, hvis det ikke er godt at være på vej op ad bakke, heller ikke på vej ned ad den og for Guds skyld slet ikke på den kolde top? Der findes et velafprøvet svar, som kommer helt inde fra generne på os danskere: »På det jævne. På det jævne, ikke i det himmelblå, der har livet sat dig stævne.«

Her er danske forfatteres sande adresse.

Middelmådighed

Man ser det på anmeldelserne: det er ikke godt, hvis en bog er ujævn. Rent logisk set burde det jo så være godt, ja, nærmest kriteriet for et mesterværk, hvis en bog var jævn. Jævn, jævnere, jævnest, og så skulle vi allerede være i geniets nabolag. Men ordet jævn bruges aldrig i nogen rosende forstand om et værk, og det skyldes selvfølgelig, at brugen af det ville være alt for selvafslørende: her hylder den militante middelmådighed sig selv som dannelsesideal.

Jeg fik engang et brev fra en ven, der i henførte vendinger beskrev det juletræ, der stod midt i hans stue. Hans kone var grafisk designer og hun havde kreeret et træ, der fremtrådte som en smagfuld enhed. Jeg syntes, jeg burde gøre gengæld ved at beskrive juletræet i min stue. Jeg stillede mig foran det og lænede nakken tilbage, og hvis jeg kort skal opsummere, hvad den to en halv meter høje norman-gran lignede, så var det vel nærmest en stedsegrøn marskandiserbutik på højkant. Træet var fyldt med tingeltangel, som jeg gennem 25 år har slæbt sammen fra alle kontinenter inklusive den lille plet, jeg selv bebor, idet pynten også omfatter guirlander af dannebrogsflag.

Det lyder måske ikke sådan, men hvert enkelt stykke julepynt er udvalgt med omhu, og jeg har også tænkt meget over de flere hundrede stykkers indbyrdes placering. Mit juletræ er med andre ord et velkomponeret, endda et kompliceret træ.

Men jeg bliver nok nødt til at indrømme, at det også rummer en masse stilsammenstød. Der er noget meget forfinet julepynt, og noget meget højtråbende, noget vil helt bestemt appellere til børn, andet er nærmest vulgært. Man kan godt kalde det et multikulturelt juletræ, hvis man blot tillægger det udskældte ord nogle flere betydninger end normalt. Man kan også godt sige, at det er et ujævnt juletræ. Det er i hvert fald ikke et juletræ for folk med god smag.

Til min ven med det grafiske juletræ skrev jeg efter at have givet en beskrivelse af mit eget: »Mit juletræ udtrykker et livssyn. Jeg skriver, som jeg pynter.«

Jeg forstår, at Søren Gyldendal Prisen gives til forfattere, der står midt i en stærk og særpræget forfattergerning. Jeg ved ikke, om det er tilstrækkeligt at proklamere sig som en forfatter, der hylder og efterlever ujævnheden. Jeg kan kun love, at det også i fremtiden vil gå både op og ned ad bakke med mit forfatterskab, idet jeg understreger, at jeg har min helt egen opfattelse af de to udtryk.

Op ad bakke

Jeg kan godt lide, at der i prisfundatsen ses frem. Prisen skal stimulere, står der. Den er ikke bare et guldur for lang og tro tjeneste i kunstens etat. Når man som jeg er midt i mellem to bøger, så sker det helt af sig selv, at selvfølelsen begynder at smuldre. Man er ikke engang så god som den sidste bog. Man er kun lige så god som den kommende, endnu ufærdige, måske aldrig færdige, denne altid usikre lodseddel i kreativitetens lotteri. Det er op ad bakke og for at tilføje endnu en forslidt metafor: op ad bakke kan være et meget tørt sted. Og så trænger man til opmuntringens milde regn.

Jeg lover, at jeg om et år eller to nok skal kvittere med et juletræ.

Der er et citat fra en udansk forfatter, som jeg holder meget af. Det er Montaigne, der siger, at selv på den højeste trone sidder man på sin røv, en iagttagelse, der har lært mig, at sandhedstrangen uundgåeligt må udtrykke sig respektløst.

I dag, da jeg modtager en pris overrakt fra den litterære verdens højeste trone, vil jeg for et øjeblik glemme respektløsheden og bøje mig dybt for at sige en hjertelig tak for prisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Berthol Hansen

Kære Carsten Jensen, jeg er tit uenig med dig og om du er en god forfatter kan andre bedre vurdere, men jeg kan godt lide at læse dig. Men det vigtigste for mig er din evne til altid at være rasmus-modsat, altid at få tingene sat op i et perspektiv der kræver yderligere tanke, at kunne provokere til kanten. I mine unge dage synes jeg du var hamrende irriterende (selvom jeg inderst inde håbede på mod til at gebærde mig tilsvarende), men i takt med erfaringsforøgelsen har jeg større og større glæde af det du siger - og jeg håber du altid vil blive ved med at skubbe til os alle.
Jeg betragter ikke prisen som en orden i en PA Heibergsk forstand, eller som starten på et skråplan, men som en hædersbevisning der er fuldt fortjent. Stort tillykke herfra.