Pornolandet for længe siden

»Med kameraet kunne jeg tilbede de kvindelige former, som rumsterede i mit hoved,« siger Ole Ege.

»Jeg lignede jo ikke ligefrem Tarzan. Det var en af grundene til, at jeg blev nøgenfotograf, for så havde jeg jo en undskyldning for at få damerne til at smide tøjet.«

Ole Eges 8mm-film var typisk korte lystige film, hvor afklædte kvinder på persiske tæpper poserede foran kameraet. I dag sidder den lille herre og tidligere så produktive porno-producent med rank ryg og vandkæmmet hår i sin lysebrune læderstol i en lejelejlighed på Amager. Væggene er prydet med hans pornografiske filmplakater, på de mørke egetræsreoler står erotiske opslagsværker side om side med amerikansk hardcoreporno.

Ingen behøver længere gå til den lokale videobiks og fremstamme: »Jeg tænder på bleer.« Det har internettet gjort overflødigt, og det ved 77-årige Ole Ege godt. Alligevel har han endnu ikke prøvet internetsex. Som fotograf var han ellers frontløber i den pornobølge, der førte til frigivelsen af billedpornografi i Danmark, og som siden voksede sig til en global gigantforretning.

Men meget er sket, siden den konservative justitsminister Knud Thestrup 1. juli 1969 med et pennestrøg droppede forbuddet mod billedpornografi og gjorde Danmark til det første land i verden, hvor det skete. Det, der engang hed Birte på skovtur, er nu på nettet mangedoblet i undertemaer som fodsex, flødetærte, rygesex og MILF (Mothers I’d Like to Fuck). Ole Ege er ikke længere ajour med pornografien, og hans ord falder i små stød bag cigaretrøgen, når han taler om nutidens ’frem og tilbage’ og former anus med pegefingeren.

»Ikke alle damer ville dengang lave analsex – slet ikke to pikke i ét hul, det ville ingen. Det er i sig selv et kuriosum – et slags cirkusartisteri – når man ser, hvor lille anus er, at damerne i dag gør det med to pikke.«

Kæmpe kusser

I næste uge udkommer bogen Dansk Porno, der gennemgår pornografien fra 1800-tallet og frem til 1970’erne. I flot coffee-table-form skildrer den forfattere, fotografer og pornogrosserere og deres talrige møder med ordensmagten, og mellem blowjob-fotos og politirapporter oprulles historien fra Herman Bang til R. Broby-Johansen over 30’ernes nudistblade til Ole Ege og pornobaronerne Theander-brødrene.

Fotograf Jon Nordstrøm, der står bag udgivelsen, kender alt for godt de vovede filmklip fra 1960’erne. Hvert år sidder han til julefrokost med sin veteranmotorcykelklub og glor gammel 8mm-porno.

»Vi er ved at dø af grin over dem, og der er ikke én, der får stiv pik.«

Alligevel indså han, at denne saftige del af danmarkshistorien er svagt illustreret, og han har nærstuderet Landsarkivet, Politihistorisk Museum og pornonørders samlinger for at indsamle billedmateriale til bogen.

»Mange kender den kitschede danske porno fra 1960’erne og tænker ’yeah, de fede tider med kæmpe, ubarberede kusser og lilla strømper, hvor der ikke var silikonebryster’. Men de forbudte lyster var der jo også før pornoen,« siger han og forklarer samtidig, at han ikke ser nogen grund til, at bogen skulle fortsætte skildringen af den tilladte pornos triumftog op igennem 1970’erne og fremefter.

Tabte pusten

Også Ole Eges pikante humør stilnede af i 1970’erne. Mere præcist i 1972, hvor Linda Lovelace cementerede pornoen som salgsvare i Deep Throat. På toppen af berømmelsen, der havde skaffet Ole Ege en hvid Ford Mustang, villaer i Whiskybæltet, en række studier i indre København og et heftigt forbrug af champagne og hash, dér fik han nok. De svuppende kønsorganer red ham som en mare.

»Jeg kunne godt lide at se på damer, men jeg skulle gå og tænke på pornoen hele tiden og presse en handlingstråd ind i det, der essentielt bare var ’frem og tilbage’. Så begyndte jeg at drømme om det om natten – op og ned og frem tilbage,« siger han og klasker med hænderne.

Inden da havde han ellers slået sit navn fast internationalt som en sjælden æstetiker. På 16mm-stumfilmen En lystig barbering fik han Dexter Gordon og Niels-Henning Ørsted Pedersen til at lave et lydspor. I 1970 vandt han prisen på den første Wet Dream pornofestival i Amsterdam for filmen A Summer Day, også kendt som Ornepigen Bodil, der var en dokumentarisk skildring af inseminør Bodil Joensen fra Odsherred, der til lyden af Beethovens Pastoralesymfoni havde sex med heste, hunde og køer. Og i 1972 blev hans film Bordellet vist i Cannes og indbragte rekordstore biografindtægter i København.

Men Ole Ege ville væk og flyttede til Ærø, hvor han indledte et liv på overførselsindkomst, lavede en fotobog om øen og etablerede Ærøs første natklub.

»Det gav mig en tilfredsstillelse at slippe for at være pornoproducent. Med det stempel følte jeg mig som de grise, vi eksporterer – Danish Bacon – som noget inferiørt, man ser ned på.«

Fra pornoens frigivelse tog det hele ellers til i omfang. Der kom film i smalfilmsformat, og i sexbutikker kunne man nu få dildoer og penisringe. Sexmesser opstod, små pornobiografer skød op, og liveshows blev en synlig bestanddel i nattelivet. De gamle, uskyldige nudistblade blev presset ud af blade med tokanter, trekanter og gruppesex. Filmene havde stigende salg, skønt de danske filmskabere langsomt mistede deres privilegerede markedsposition til svenskere, hollændere, amerikanere og tyskere. I 1980’erne var de danske producenter for længst overhalet af internationale pornomagnater fra især USA.

Jon Nordstrøm er ikke begejstret over udviklingen: »Gennem halvfjerdserne udviklede pornoen sig i en mere og mere pervers retning og efter at have været på alles læber, var det nu ikke længere frisindet og nytænkende, men kvindefornedrende og usexet.«

Pudseløjerligt

At 1960’ernes kådhed blev til 1970’ernes klamhed er dog langtfra sandt, mener pornokender og filmanmelder Nicolas Barbano, der anser forklaringen for i bedste fald at være gammelmandsagtig.

»Pornografi bliver åbenbart først stuerent, når det er gammelt nok. Så er det f.eks. lidt pudseløjerligt at se tilbage på, da alle havde kønsbehåring, og ingen kvinder havde silikone i brysterne,« siger han og understreger, at perversitet ikke blev opfundet af 1970’ernes pornokøbmænd.

»Porno har altid været perverst. Og hvad så? Mennesker er perverse og har altid haft lyst til noget mere end bare hundestilling, missionærstilling og at få børn. Der er mange slags mennesker og mange slags seksuelle præferencer.«

Derimod peger han på den mangfoldighed af nicher, der i dag fylder nettets myriadeverden: »Som alle andre steder må man sortere skidtet fra, men den kunstneriske kvalitet er ofte langt højere end tidligere, eksempelvis med velfungerende improviseret skuespil, attraktive modeller og opfindsomme, dynamiske billeder,« siger han og nævner bølgen af japansk porno, som varierer fra relativt uskyldige pigekys-videoer på YouTube til fantasifulde hentai-anime-film med erigerede lemmer og tentakelmonstre.

Kriseramt

Med nettets mangfoldige udbud er dog også kommet annoncebaserede hjemmesider, der kopierer pornofilm og gør dem gratis tilgængelige til streaming. De truer de kommercielle producenter, som for få år tilbage ellers var underholdningsbranchens forbillede, der oplevede et stigende salg trods den udbredte piratkopiering. I dag taler man om ’pornobranchens recession’.

Ifølge den britiske pornobrancheorganisation Adult Industry Trade Association viser branchens interne regnskaber et fald i indtægter på 80 til 90 procent siden 2008.

Trods vanskeligheder ved at hente uafhængige branchetal synes alle enige om, at de gamle forretningsmodeller er utidssvarende.

Tilsynelandende kan enkelte store firmaer leve af at sælge dvd’er eller film til hoteller og kabel-tv.

Andre sætter deres lid til væksten inden for livestreamet sex, hvor tilskueren typisk kan skrive direkte til modellen eller indtale beskeder, der bliver forvrænget, så stemmen ikke kan genkendes af andre.

I Danmark er der dog slukket for produktionen af film, ligesom pornobutikkerne i dag nærmest ikke har film, men pikant tøj, legetøj eller kostumer. Man downloader som bekendt ikke en dildo.

»Der skal nok fortsat være en produktion af porno, for der vil altid være nichemarkeder. Og mange amatører laver deres egen porno i form af fotos, videoer, noveller, tegninger, som de lægger ud på nettet. Men den massive produktion af pornofilm, vi har kendt indtil nu, med over 10.000 nye porno-dvd’er årligt er ved at forsvinde,« siger Nicolas Barbano.

Alt det har Ole Ege »til gode«, som han siger. For selv om han har lært på det aftenkursus om internetbrug, han går på, at det kan være prekært at søge på ’mand’ og ’kvinde’, så ved han godt, det skal prøves. I 17 år var han direktør for Museum Erotica, der måtte lukke under finanskrisen. Men han har blot betragtet pornoindustrien udefra, ikke selv stået og poleret linser og flyttet lys og lamper. I dag er Ole Ege stolt af sin sortie.

»Måske har enkelte af mine film tangeret kunst, men kunderne efterspørger frem og tilbage. Picasso har jo lavet raderinger, som er uhyre pornografiske. Men det er jo heller ikke sådan nogle, man høvler dyret af til. Kunst og porno passer lige så dårligt sammen som at flette mælkebøtter med orkideer.«

Bogen ’Dansk Porno’ kan købes fra den 20. april på Nordstroms Forlag samt på den erotiske festival Lust i København mellem 19. og 21. april. Ole Eges første kortfilm vil blive vist til CPH PIX-filmfestivalen 18. og 23. april