Læsetid: 6 min.

Prædikant og rendestensrotte

Lir, mord og ond stemning i skamferede storbyer møder Jomfru Maria: Den CPH PIX-aktuelle independentinstruktør Abel Ferrara er en af amerikansk films mere aparte skabninger
Lir, mord og ond stemning i skamferede storbyer møder Jomfru Maria: Den CPH PIX-aktuelle independentinstruktør Abel Ferrara er en af amerikansk films mere aparte skabninger
12. april 2012

»Jeg har aldrig set Abel Ferrara sidde ned. Han er ude af stand til at lægge bånd på sig selv – alt ved ham er dramatisk, kinetisk, uforudsigeligt. Han

personificerer den utilregnelige og skælvende energi, man finder i hans film.«

Filmskribent Gavin Smith i 1997

Med en røst som Tom Waits og et fjæs som en gammel slagsbror, der endnu har meget at lære, er der en klar sammenhæng mellem den nu 60-årige filminstruktør Abel Ferraras fremtoning og hans foreløbige livsværk. Et livsværk, som nærmest er synonymt med det barske ’The Big Apple’, der var engang. For Ferrara er halvt italiensk, halvt irsk og 100 procent New York City.

Hans seneste film er det apokalyptiske kammerspil 4:44 – Last Day on Earth, der vises på filmfestivalen CPH PIX. Også den foregår på Manhattan, dog primært i den lejlighed, hvor de to hovedpersoner – en skuespiller og en kunstmaler – tilbringer deres sidste dyrebare timer. Som titlen signalerer, er hele kloden dødsdømt, og dermed ligner filmen den logiske og yderste konsekvens af den undergangsstemning, der har præget mange af Ferraras tidligere værker.

Uden klangbund i virkeligheden var undergangsstemningen ikke, for i Abel Ferraras yngre dage var hans hjemby mere Darwin end Disney: Forfald og forråelse prægede store dele af bybilledet, og evnen til at navigere i den urbane jungle var en del af de blaserte indbyggeres selvforståelse.

Flere af Ferraras film skildrer den paranoia og trykkogerstemning, som også gennemsyrer især Martin Scorseses selvtægtsdrama Taxi Driver fra 1976. Og altså tilsat et heftigt skvæt af den katolicisme, man blandt andet ser i samme instruktørs Gaden uden nåde (1973).

Lighederne med den knap 10 år ældre Scorsese går videre endnu, for som ung flirtede han som Ferrara med exploitationfilm, der miksede sex, vold og religion. Når Ferrara ikke nyder skyggen af kollegaens anseelse, kunne en del af forklaringen være, at Scorsese trods alt ikke debuterede med en pornofilm med titlen 9 Lives of a Wet Pussy, der havde hans daværende kæreste i hovedrollen.

For nylig skrev Andrew Purcell i The Guardian: »Af alle de store New York-instruktører har ingen indfanget byens nervøse energi bedre end Abel Ferrara. Men hvor Woody Allen og Martin Scorsese er blevet store navne, og Spike Lee og John Cassavetes har status af feterede outsidere, bliver Ferrara i det store hele ignoreret.« Abel Ferrara har muligvis betalt en høj pris for at være grimhedens bramfri kronikør.

Hypnotisk kaos

Pornofilmen fraregnet falder Abel Ferraras debut i 1979 med The Driller Killer. Han spiller selv titelrollen som en presset kunstmaler, der mister fatningen og går grassat i gaderne med en boremaskine. Filmen vidner i høj grad om Ferraras mange facetter: En lesbisk brusebadsscene peger tilbage mod 9 Lives of a Wet Pussy, mens mere kunstneriske passager leder tanken hen på Roman Polanskis psykologiske gysere.

Scenen, hvor et udknaldet punkband gør sig klar til at optræde, ligner derimod noget fra en eksperimentalfilm instrueret af en muligvis genial speed-freak. Et eminent eksempel på det Ferrara-træk, New York Times engang kaldte »hypnotisk kaos«.

Endelig ses det religiøse aspekt blandt andet, da titelfiguren med en grotesk-moderne reference til Jesus’ håndværkerprofession bruger sin boremaskine til at ondulere et offer på en korsfæstelseslignende facon.

Ferraras næste udspil, Ms. 45, var lige så kulørt og voldeligt, en historie om et stumt voldtægtsoffer, der tager hævn over byens hankønsvæsener med en pistol af den i titlen nævnte kaliber.

I 1990 drejede Ferrara gangsterdramaet King of New York, der som flere af instruktør-ens film har manuskript af hans gamle gymnasiekammerat Nicholas St. John. Ifølge Ferrara selv var filmen så blodig, at den »fik Scarface til at ligne Mary Poppins,« men skønt billetterne ikke blev revet væk, ligner film-en i bakspejlet Ferraras springbræt til et lidt større publikum. I titelsekvensen fragtes den just løsladte gangster-konge fra fængslet til sin ’trone’ på Manhattan, og da kameraet kører forbi Queensboro Bridge, er broen lyst op i diabolsk rødt. Allerede her aner vi, at det hele ender med et brag snarere end en klynken.

Den slags lettere vulgær stilfuldhed ses også i China Girl (1987), som med afsæt i både Romeo og Julie og West Side Story skildrer en etnisk fejde mellem bydelene Chinatown og Little Italy. Filmen indledes med en tjep noir-hyldest af en forfølgelsesscene fuld af dramatiske slagskygger og neonskilte, der spejles i vandpytter.

Jomfruens fald

Abel Ferraras mest kontroversielle film er nok Bad Lieutenant (1992), der ender med både brag og klynken. Den følger en korrumperet og overjeg-forladt strisser, som Harvey Keitel spiller, som var der ingen morgendag – hvad der altså i Ferraras univers ofte heller ikke er.

Hans efterforskning af en nonnevoldtægt udgør filmens beskedne plot, for Bad Lieutenant er primært et karakterstudie. I en nådesløst langtrukken scene chikanerer titelfiguren to unge kvinder, der har begået en mindre lovovertrædelse, hvorefter han onanerer foran dem. Senere trygler han dog Jesus om tilgivelse i en af de kirker, som ofte optræder i Ferraras film. Endnu en del af forklaringen på Ferraras beskedne mainstream-anerkendelse kunne være hans manglende berøringsangst over for bombastisk symbolik: Ikke blot bliver nonnen voldtaget ved alteret, vi ser også en Jomfru Maria-statue ramme gulvet lige før udåden. I slowmotion.

Filmen har dog strejf af tvetydighed i forhold til trosspørgsmålet, men hvis Ferrara i sidste ende ser den katolske kirke som modpol til ondskab (såsom seksuelle overgreb), var det allerede da noget naivt, mens det i dag synes hårrejsende naivt. Samtidig kunne der sagtens være en sammenhæng mel-lem Ferraras filmvold og de historier om lidelse og legemsbeskadigelse, han fra barnsben stiftede bekendtskab med via katolicismen.

Tidløs blodtørst

Med Bad Lieutenant viste han også sin spændvidde som instruktør, for filmen har en ganske anden æstetik end de forrige. Den er rå, dvælende og semidokumentarisk i sit udtryk, hvilket kun forstærker skildringen af en for-tabt sjæl i et jordisk storbyhelvede.

I 1993 tog Abel Ferraras karriere en lidt overraskende mainstream-drejning, da der var bud efter ham i Hollywood. Det resulterede i en genfortolkning af den klassiske science fiction-film Stjålne kroppe og i meta-dramaet Dangerous Game. Begge film fik blandede anmeldelser, og sidstnævnte blev en kommerciel katastrofe.

Instruktøren tog dog snart revanche på sin independent-hjemmebane: Han vendte tilbage til sølet med den civilisationskritiske vampyrfilm The Addiction, der udspiller sig i et sort-hvidt New York City befolket af særlinge og junkier. Også blodsugernes afhængighed kan ses som et billede på det misbrug, der i årtier har sat så markant et præg på byen, og derudover bruger Ferrara med stor effekt rapmusik som stemningsintensiverende greb.

Et år senere var han klar med familiegangsterdramaet The Funeral, der også skulle blive et af hans mest roste værker. Efter denne kreative kraftudladning fulgte dog mange magre år, hvor Ferrara blandt andet tog mere direkte fat om sine religiøse rødder med Mary (2005), der handler om indspilningen af en film om Jesus.

I 2008 anførte Sight & Sounds skribent Brad Stevens, at nedturen skyldtes Ferra-ras forkærlighed for åbne værker uden definitive svar. Men det ligner en tanke, at karrieren tabte højde, efterhånden som Ferraras kreative råstof forsvandt fra byens gader. Fra begyndelsen af 1990’erne styrtdykkede kriminaliteten, blandt andet som følge af at crack-epidemien klingede af.

20 år senere er der ikke meget Walk on the Wild Side over turistvenlige New York City. Men takket være den lokale ballademager Abel Ferrara og hans film kan forfaldsæstetikere og mor-bidt nysgerrige sjæle når som helst besøge dens grumme fortid.

 

Mere om ’4.44 – Last Day on Earth’ og mulighederne for at se den på www.cphpix.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu