Læsetid: 4 min.

Den rige mand

Fuck-typen. Jeg har aldrig været typen, der fabler om den helt store gevinst i Lotto. Fuck-typen: Fuck alle idioter, der bor i grimme, små huse og grimme, små lejligheder og kører i grimme, små biler til og fra deres grimme, små og især dybt latterlige lønarbejde. Fuck, fuck, fuck
Fuck-typen. Jeg har aldrig været typen, der fabler om den helt store gevinst i Lotto. Fuck-typen: Fuck alle idioter, der bor i grimme, små huse og grimme, små lejligheder og kører i grimme, små biler til og fra deres grimme, små og især dybt latterlige lønarbejde. Fuck, fuck, fuck
27. april 2012

For enden af den vej, hvor vi dengang boede, lå Damhussøen. Så vidt jeg husker, skulle man op af en stentrappe, så var man på cykelstien langs søen. Man så tit den daværende udenrigsminister, Kjeld Olesen, komme kørende på sin sorte herrecykel, med den sorte udenrigsministermappe på bagagebæreren. Hvis det var i dag, ville han helt sikkert være ledsaget af en hel kortege af cyklende bodyguards med øretelefoner stikkende ud af ørerne, men det brugte man ikke dengang.

Jeg fortalte vores ældste børn, der dengang var små, at manden på cyklen var Danmarks udenrigsminister. Nå, sagde de. Nede ved søens bred, stod der tit en lille og spinkel ældre mand med gråt hår og skæg. Han fodrede ænder med brød fra en stor pose. Det var ikke søde ænder af den slags børnene kendte fra deres pixibøger. De var heller ikke det mindste taknemmelige for at få mad uden selv at skulle arbejde for det. Indbyrdes solidaritet var der ikke noget, der hed. De nappede aggressivt efter hinanden i usportslig konkurrence om, hvem der kunne rage mest brød til sig. Børnene kunne godt lide den lille, gamle mand. Han rakte brødposen hen mod dem, så de kunne tage en håndfuld hver og deltage i fodringen. Men de forstod ikke, hvorfor han aldrig sagde noget til dem. Han sagde ikke et ord. Det skyldes ikke, at han var stum, for de havde hørt ham tale en enkelt gang, nemlig da han skældte ud på en ung mand, der havde kastet en ølflaske i søen. Hvorfor snakker manden som en dame? spurgte de mig. Han havde fistelstemme. Sådan er der nogle, der taler, forklarede jeg dem.

Jeg vidste godt, hvem manden var. Han havde et lidt usædvanligt navn og boede i en stor, hvid villa med en høj mur udenom. Jeg havde tit set ham køre til og fra villaen i sin store bil, når jeg cyklede forbi. Jeg havde også set hans navn i avisen, han var en ’føren-de erhvervsmand’ og sikkert stinkende rig. Men han var altså god mod dyr. Og børn, i alt fald vores børn, kunne godt lide ham. Uanset hvor førende han var som erhvervsmand, og uanset hvor velhavende han var, var han dog ikke i samme klasse som Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller. Af samme stamme, rigmandstammen, men ikke på samme niveau. Jeg fortalte børnene, at den lille, gamle mand var en meget rig mand. Lige så rig som Onkel Joachim? spurgte den ældste. Cirka, svarede jeg. For hvor skulle jeg vide det fra? Når børnene talte om ham, kaldte de ham ’den lille, rige mand med pose og brød’. Fint nok, velklingende nok, men stadig ikke Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller.

Hver mand sine helte. Rigmænd, førende og ledende erhvervsmænd, dygtige iværksættere, der skaffer arbejdspladser til tusindvis af mennesker, har aldrig været mine helte. Gudbevares, heller ikke det modsatte. Jeg har bare aldrig beundret dem, det er mere end noget andet et spørgsmål om smag og orientering. Det imponerer mig heller ikke noget videre, at folk er gode til at tjene penge. I al hellighed er jeg ikke engang rigtig misundelig på dem. Jeg har bare aldrig været typen, der fabler om den helt store gevinst i Lotto. Fuck-typen. Fuck verden, nu har jeg så mange penge, at jeg kan tillade mig at være ligeglad med andre mennesker. Fuck andre mennesker og deres evindelige brok, jeg gider ikke høre om deres latterlige problemer. Deres lønmodtagerynk. Fuck dem, fuck alle idioter, der bor i grimme, små huse og grimme, små lejligheder og kører i grimme, små biler til og fra deres grimme, små og især dybt latterlige lønarbejde. Fuck, fuck, fuck. Når deres liv er så kedeligt, er det fordi de er dumme. Hvis de tror penge er løsningen på deres problemer, så må de jo se at skaffe dem. Hvor svært kan det være? Men i øvrigt har de bedst af at forblive fattige hele deres fucking liv. De bliver ulækre, når de kommer til penge, de bralrer op om hvor mange de har, de ser ned på folk, der har mindre. Så for guds skyld: lad dem aldrig komme til penge! Det kræver format at være rig. Det kræver smag. Det kræver god stil.

Rigmandspoesi

Nej, heldigvis, jeg er hævet over den slags ganske vist også meget lave følelser. Jeg vil ikke sige nej tak til en milliongevinst, heller ikke til gods og guld i almindelighed, men at gøre det til genstand for livslang stræben, det har jeg hverken tålmodighed eller sindelag til. Men derfor kan man da godt have blik for rigmands-ynde, næsten rigmandspoesi. Her tænker jeg igen på Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller. Tænk at køre forbi den samme pølsevogn i tyve år. Tænk at hilse på den samme pølsedame i tyve år. Hvis det var mig, ville jeg f.eks. sige: Godmorgen, lille De. Jeg er sikker på at den kønne pølsedame så ville hilse tilbage med ordene: Godmorgen, hr. Nielsen. Og derefter vil hun huske mig til evig tid! På et evt. spørgsmål om, hvorfor jeg egentlig hilser på pølsedamen, når jeg beviseligt aldrig har spist af hendes pølser, vil jeg kort og godt svare, at jeg får mad derhjemme. Sund og nærende mad. Jeg er ikke tilhænger af mellemmåltider, jeg bryder mig hverken om tanken eller om udgiften. Selv om man er rig, kan man godt opføre sig fornuftigt. Selv om man egentlig godt kunne tænke sig en pølse, behøver man ikke at spise en. Man kan undvære. Rigmandstammens første bud: det er ikke de penge, man tjener, man bliver rig af. Det er af de penge, man sparer. Det er måske nok mest på grund af det strenge og ufestlige bud, at de fleste af os aldrig bliver rige. Fik De den, lille De?

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu