Baggrund
Læsetid: 8 min.

Satan, spontanitet, skønhedsfejl og slid

Guitaristen, sangeren, sangskriveren og entreprenøren Jack White er en af rockens arbejdsheste. I det forgangne årti udsendte han en stribe mesterværker med den nu opløste duo The White Stripes, et af samtidens vildeste livenavne. Han har endvidere været primus motor i bands som The Raconteurs og The Dead Weather. Nu har han så udgivet sit første soloalbum, men ideen er stadig den samme: Det skal være skægt, spontant og speedet. Og besværligt. Og ikke kun for lytteren
Kultur
26. april 2012
Mester. Siden han spillede heftige og fortryllende koncerter med The White Stripes, har Jack White været en af det nye årtusinds mest toneangivende rockmusikere – ud fra devisen om, at intensitet betyder mere end perfektion.

Mester. Siden han spillede heftige og fortryllende koncerter med The White Stripes, har Jack White været en af det nye årtusinds mest toneangivende rockmusikere – ud fra devisen om, at intensitet betyder mere end perfektion.

Jason Moore

The duty of the musician is to allow the spirit of creativity to flow through them, and to interfere with it as little as possible. Originality cannot be concocted, it happens as a consequence of this. – Billy Childlish

Min hustru så et tidsskrift med Jack White på forsiden ligge og flyde og kommenterede, at han sgu da lignede en Johnny Depp, der var endt som en af sine figurer i en Tim Burton-film. Og da jeg mistede min White Stripes-mødom på Roskilde Festival i 2002 i selskab med en markant yngre medborger, udtalte denne, at de to rødklædte, dynamiske og voldsomt omkringhoppende personer på scenen mest af alt mindede ham om et par tegneseriefigurer. Det er måske det nærmeste, man kommer en sandfærdig karakteristik af den Jack White, som på den ene side med succes bevidst opdyrker noget af den old-school-mystik, der omgærdede såvel musik- som filmstjerner i det forgangne århundred, på den anden side fremstår som en kontrær (’Gør tingene så besværlige som muligt for dig selv,’ påstår han igen og igen, ’ellers bliver det for kedeligt!’) og oven i købet lidt uddateret superhelt, der mod bedre vidende forsøger at bekæmpe en udvikling, der hvert eneste sekund overhaler ham såvel inden- som udenom med noget nær lysets hastighed. Til hans ros skal nævnes, at det vil han da skide på. Alene ved eksemplets magt har han påvist, at tingene kan gøres på en anden og helt sikkert også meget mere besværlig facon end den p.t. mest udbredte og ’nemme’.

Også selvom han må leve med det paradoks, at selvom han skyr internettet som pesten (noget i retning af ’Satan’ i hans katolsk farvede mytologi), er hans fans mindre kræsne, og hans ry hviler delvist på, at de har spredt budskabet om såvel White som hans mange projekter via den virtuelle informationssupermotorvej. Han ville nok minde mere end en anelse om Don Quixote i dennes kamp mod vindmøller, var det ikke fordi, han holdt et højt kunstnerisk niveau i sin opgearede produktivitet. Luk øjet et sekund, og Djævlen tager dig og fører dig lige lukt ned i Helvede, min fine ven. En protestantisk arbejdsmoral indlejret i en katolsk syndsopfattelse, så skal man nok få noget fra hånden, kan De tro. Selvom den der mystik på mange måder er en fiktion, henter den ikke desto mindre troværdighed i et kunstnerisk univers, der gennemsyres af stilgreb hentet i noir, såsom skyld, selvforskyldt ulykke, hævn og skæbnens bitre ironi, og musikalsk farves af bluesen og countrymusikkens eviggyldige grundtemaer, ensomhed, længsel, forbrydelse, straf, synd, soning samt ikke mindst sjov og ballade og den pris, der betales herfor. For ikke at glemme kødets forbandede lyst og al den djævelskab, den medfører. Nå ja, og så en lemfældig omgang med sandheden, som den kendes fra alle de bedste mytomaner. Sagt på en anden måde, så ville musikbranchen simpelthen være et kedeligere sted uden denne mr. White, der måske skulle have heddet mr. Black!

Old-school

Faktum er, at Jack White mere end nogen anden er blevet synonym med den garagerock- og randbluesbevægelse, der siden årtusindskiftet har holdt liv i traditioner, som mange moderne og über-hippe mennesker finder såvel utidssvarende som lidt patetiske i lyset af den fagre ny globalt virtuelle verden og dens uendeligt mange muligheder for såvel kommunikation og oplysning som udvikling og udveksling af musik. Herregud, en klovn (godt nok en virtuos én) med diverse mere eller mindre smadrede, prisbillige guitarer, en indædt tro på analoge indspilningsteknikker og den næsten latterlige indstilling, at noget så forældet som lp-pladen er det optimale medium for rockmusik, ja, hvad fanden skal det 21. århundred og dets stadigt accelererende tempo samt både rod- og troløse indbyggere dog med sådan en personage? I mangfoldigheden og tolerancens navn burde man måske blot frede ham, sidenhen måske lægge øren og hjerte til hans rige musikalske output, råt, blueset, passioneret, minimalistisk og højt, som det jo er. Og så i øvrigt inde bag den tilsyneladende så nonchalant skødesløse facon også komplekst og sofistikeret.

Det var også på Roskilde 2002, det gik op for mig, hvad The White Stripes var, og ikke mindst hvad det var, duoen kunne. Ud over altså det helt prosaiske, dvs. at være et kraftværk af gruppe og et på daværende tidspunkt særdeles hypet navn bestående af guitaristen og sangeren Jack White og trommeslageren Meg White, forstod de til fulde, at rockmusik i højere grad handler om ufiltreret direkthed end om perfektion. Da jeg senere fandt ud af, at duoen ikke benyttede sætlister, blev jeg egentlig ikke overrasket, for selvom det går mod gængs praksis, var det den bedste forklaring på den eksplosive energi, den besad, og den fuldstændig fortryllende spontanitet, som den opviste i de shows, jeg siden havde held til at fange. At Jack White så endvidere påstod, at de aldrig øvede, er sværere at tro på, selvom der åbenlyst var en form for telepatisk forbindelse mellem de to. Her er det værd at nævne, at Meg White ikke så meget spiller som slår på trommer, altid stiller sig i sangens tjeneste uden tegn på ego eller anden overflødig bagage og først som sidst komplementerer Jack på ethvert tænkeligt niveau.

Pressemeddelelsen om, at The White Stripes gik hver til sit, udsendt i februar 2011, gjorde mig ikke så meget ked af, at der ikke ville komme flere plader fra den kant, som det faktum, at jeg aldrig igen skulle bevidne det 21. århundreds til dato bedste liveband trykke den af på en scene som havde det den onde og hele hans bukkefodede slæng i hælene!

The White Stripes begyndte at gøre sig bemærket omkring år 2000, hvor fremkomsten af computermusikprogrammer som Pro Tools gjorde det muligt at styre indspilningsprocessen i uhørt grad, rette hvert stortrommeslag ind, rense optagelser for al uønsket støj samt korrekse selv de mindste fejltagelser. Det kom (og kommer) der rigtig mange vellydende og så alligevel noget livløse plader ud af, thi musik spilles som tommelfingerregel af mennesker og er derfor heller ikke fejlfri. Og efter op gennem 1990’erne med hjertet i halsen at have bevidnet stadig flere musikere kæmpe med at integrere Macs og elektronik i musikken og i det hele taget ofre ethvert tiltag til noget, der kunne minde om spontanitet, på teknokratiets alter, var der noget befriende ved et band, der åbenlyst ikke kerede sig om andet end at spille det bedste, det havde lært. Det lyder måske ikke som noget særligt, men ikke desto mindre åbnede det porten for en ordentlig røvfuld musikere, der alle hylder den prædigitale musiks kvaliteter, inklusive skønhedsfejl, spontanitet og spænding.

Bluesinspiration

Jack White III fødtes i 1975 i Detroit som den yngste af 10 i en katolsk familie og døbtes John Anthony Gillis; navnet White tog han, da han i 1996 giftede sig med Meg. Inspireret af sine ældre brødre, der alle spillede, stiftede han tidligt bekendtskab med, hvad der i dag betegnes som klassisk rock (Led Zeppelin, Pink Floyd osv.), men det er da han kommer i puberteten, han fatter interesse for bluesgenren, som skal komme til at præge hans egen tilgang til musik, og som han stadig sætter højere end noget andet. De to altafgørende idoler hedder Blind Willie McTell og Son House, og sange fra deres repertoire listede sig ofte ind i The White Stripes’ sæt.

Jacks første kærlighed er trommerne, men han tager hurtigt guitaren til sig, og da han kommer i lære som møbelpolstrer (et fag, han den dag i dag både elsker og praktiserer) hos den noget ældre Brian Muldoon, en garagerock-aficionado om en hals, introduceres han for Detroits egen noble tradition inden for samme (Stooges, MC5 m.fl.) suppleret med punkikoner som Ramones og alskens kuriositeter fra randrockens overdrev. Det bliver sidste afsnit i en uautoriseret musikuddannelse, der fører ham i armene på det blomstrende rockmiljø i Detroit, hvor han spiller i en række bands, indtil et møde med den patologisk generte Meg White i 1994 fører til dannelsen af The White Stripes et par år senere.

Meg har på daværende tidspunkt aldrig spillet før, men der opstår spontant en naturlig affinitet de to imellem, der har en frigørende effekt på ham. De blev som nævnt gift, men skilt igen i 2000. Parret påstod derefter i årevis at være søster og bror og gjorde, hvad de kunne for ikke at afsløre sandheden om deres forhold, da de mente, at det ville skygge for det musikalske. Fra starten byggede deres renommé på en heftig sceneoptræden, der havde for vane at blæse låget af publikum, og de blandede ubesværet Whites stilistisk vidtrækkende kompositioner med en vild og obskur blanding af andres sange, fra Bob Dylan til Patti Page!

Efter to fremragende album kommer gennembruddet i 2001 med White Blood Cells, hvor de via den notorisk feberophedede engelske musikpresse ophøjes til noget nær det ny årtusinds svar på Messias. De næste fire-fem år turnerer duoen uafbrudt, kun afbrudt af de pladeindspilninger, Jack aldrig har ment, burde vare særligt længe, da intensitet og nødvendighed rangerer milevidt over perfektion og højglans. Men da Meg i stigende grad lider af sceneskræk og andre fobier, kaster Jack sig ud i (succesfulde) sideprojekter som først The Raconteurs med vennen Brendan Benson og siden som trommeslager i det sjælerystende The Dead Weather med den heftige Alison Mosshart i vokal forgrund. For ikke at tale om vinylpladeselskabet Third Man (og butikken af samme navn), der bare er vokset og vokset. Da han endegyldigt må opgive at få The White Stripes på benene igen, tager han det sidste skridt og springer ud som solist!

Ikonoklast om en hals kan man i lige så høj grad definere Jack White ud fra, hvad han ikke gør, som fra, hvad han gør. Hvorvidt det er et bevidst forsøg på at bevare den old-school-mystik, som omgærder ham, vides ikke, men internettet er ikke hans legeplads; ingen facebookprofil, intet website, ingen twitter, ingen umiddelbar tilgang til hverken mandens tanker eller handlinger, selvom det må med, at han giver højst underholdende interviews, hvor han aldrig lader sandheden komme i vejen for en god historie eller en hårrejsende påstand. Og glem så alt om autenticitet, mine damer og herrer, thi her er langt mere på spil end dette af kunstighed gennemvædede begreb. Men bizart nok hører en af det ny årtusinds mest toneangivende stemmer slet ikke hjemme sammesteds. Befriende og inspirerende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her