Læsetid: 2 min.

Om spøgelser i april

13. april 2012

Hvor man i Europa oftest fortæller historier om spøgelser, der går igen på slotte og herregårde, færdes de amerikanske gespenster næsten altid langs vejene. Det er ganske afslørende, hvor historien sætter sig. I Europa er det i huset, hos adelen, magthaverne og de kultiverede, i ældgamle mursten, i historiske bygninger. Det er domesticerede spøgelser, tragiske afdøde for altid dømt til at vandre op og ned ad den samme gang på et sydeuropæisk sommerslot, eller hvad ved jeg. De europæiske spøgelser, de holder sig til huset, til nød haven, de er slaver af deres egen historie, stavnsbundne.

I mens er de amerikanske genfærd altid på vej, on the road, hjemløse, gennemrejsende. De er resterne af en rejse, der aldrig blev afsluttet. Når de europæiske spøgelser minder os om det farlige, der kan ligge i at overtræde hjemmets regler ved at gå imod en fader eller godsherres påbud, og som konsekvens deraf ende i et aflåst tårn til vores dages ende (and beyond), så påpeger Amerikas gengangere trafikken som den store dræber, og hvor usikker en zone rejsen kan være, når man er in between places, som spøgelser jo må siges at være. Når man er uden for hjemmet, hjemløs og hjemsøgende, hverken helt levende eller totalt forduftet. I Amerika genfortælles spøgelsernes efterliv som et uendeligt road trip, et evigt ophold ved en støvet korsvej, jamrende.

Alt dette ved jeg, fordi jeg har udført en omfattende research, genfærds-research, det er min nye interesse.

Samtidig har jeg modtaget en del hate-mail, efter at jeg udgav en digtsamling, cirka ti mails, det er måske ikke så mange, jeg kender ikke til det gennemsnitlige antal af vrisne mails, den gængse digter kan forvente at modtage. Ak ja. Det handler mest om, at jeg er en kvinde. Men man lærer jo not to give a fuck, og man drikker sin kaffe, hver morgen, det samme: man står op.

Filippinske genfærd

Når man publicerer noget, man bliver offentlig, og offentligheden har det hæmningsløse over sig. Man bliver til et spøgelse, med facebookprofil. Det er en underlig identitet at træde ind i, halvt menneske, halvt offentlig tilgængeligt astrallegeme; en meget mærkelig krop. Man publicerer sig langt ind i sine egne evners utilstrækkelighed. Det man har skrevet, man forstår det ikke længere, et hylster, man har spyttet på det. Luften er mættet af kommende regn i april, »den smukkeste af de 48 måneder vi har kendt hinanden«, som Amalie Smith skriver i sin bog I civil, der udkom i går, der kom lidt aprilsne en formiddag, senere solen, alle de ting.

Vi googler »filippinske genfærd«, de spøger i store lyskryds, de våger over knallertkørende, børn og vilde hunde, de er oftest klædt i hvidt, de har øjnene fulde af kogte ris, vi udgiver bøger, vi læser avis, vi lægger 25 kr. på disken og køber mælk til, lyskrydsets vogtere, vi minder om nogen andre. Hvem er det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer