Læsetid: 3 min.

En spøgeseshær af stemmer fra fortiden

I Berlin smelter det kødelige sammen med det dødelige. I ny billedbog om Tysklands traumatiserede hovedstad tager forfatteren Jens Blendstrup fat på byens mytologiske fortid
Øjenvidne. Fotografierne af Lars Gundersen supplerer glimrende Blendstrups subjektive afsøgning af Berlins store historie og de stadigt nærværende spor,  der bestemmer den besøgenes blik på byen.

Øjenvidne. Fotografierne af Lars Gundersen supplerer glimrende Blendstrups subjektive afsøgning af Berlins store historie og de stadigt nærværende spor, der bestemmer den besøgenes blik på byen.

fra bogen

Kultur
13. april 2012

Lemlæstede veteraner, krigsfanger, barnemordere, civile bombeofre, bryske myndighedsfigurer og voldtagne prostituerede. Nej, det er ingen behagelig bog om Berlin, som Jens Blendstrup har skrevet i samarbejde med fotografen Lars Gundersen.

I bogen Berlin. Øjenvidnevariationer er Blendstrup og Gundersen gået på jagt efter noget, man i mangel af et bedre udtryk kunne kalde Berlins sjæl. I en række svirpende kortprosa-stykker mobiliserer Blendstrup en veritabel spøgelseshær af stemmer fra byens traumatiske fortid.

Vi møder invaderende russere, antidemokratiske medløbere, kræftsyge mødre. Og ikke mindst fædre. Fraværende, forgribende og forræderiske fædre. Eksemplarisk ophævet i førerskikkelsen, der fortærer nationens børn med en mytologisk og uberegnelig ondskab.

»Jeg tror ondskab kan komme frem hvor som helst. Det er ligesom varmeregninger, man ikke havde forudset.«

Historiens slagtekvæg

Vi oplever scener fra optakten til første og anden verdenskrig, mellemkrigstidens traumer, efterspillet og fraværet efter krigen: de manglende mænd, historiens slagtekvæg.

»I Berlin kaldte jeg alle kvinder for mine mostre, men jeg kunne aldrig finde min onkel,« lyder en kort tekst, der besværger krigens ofre som et amputeret familiefællesskab. Vi ser rigsdagsbranden i 1933 fra de begejstrede tilskuernes perspektiv: »Nogle mente at se socialdemokrater. Men vagterne beroligede os med at der ikke var nogen mennesker derinde. De er da heller ikke mennesker, hylede vi.«

Naturligvis er der ikke tale om sandfærdige øjenvidneskildringer. For Blendstrup ligger sandheden et andet sted end i den store fortælling eller det historiske vidnesbyrd. Som han indledningsvis redegør om bogens tilblivelse: »øjenvidnerne kom frem af sig selv, mange har aldrig eksisteret, nogle få er baseret på mennesker jeg har kendt, men det er historien uvedkommende.«

Øjenvidnevariationerne kontrasteres nydeligt af Gundersens emblematiske udsnit af vore dages Berlin. Af og til i poetiske udsnit af efterårsgule trækroner og byens facader og byggematerialer, klinker, røde mursten, gadelamper i støbejern. Til tider ildevarslende som det pikkelhue-formede tårn ved S-banestationen Ostkreuz.

Fotografierne supplerer således glimrende Blendstrups subjektive afsøgning af byens store historie og de stadigt nærværende spor efter nogle af det tyvende århundredes mest blodige begivenheder, der til stadighed bestemmer den besøgendes blik på byen. Som Blendstrup med en karakteristisk sammensmeltning af død og sex og forskellige epoker udtrykker det: »Man fortolker alle huller i muren som skudhuller. Men så mange kanoner kan der da ikke have braget i den by. Og dog. Hullerne i kvindernes blikke tyder på en snigskyttes værk.«

Netop den uophørlige og drilske sammensmeltning af byens forskellige historiske lag og tekstens betydningslag spiller en altafgørende hovedrolle i bogens vellykkethed og gør øjenvidnevariationerne til en dansk efterkommer af den tysk-jødiske filosof Walter Benjamins surrealistiske erindringsværk Barndom i Berlin.

Glemslens afkroge

Som Walter Benjamin lader Blendstrup på dialektisk vis litterære lynglimt oplyse glemslens mørklagte afkroge. Og ligesom Benjamin dyrker Blendstrups tekster den berlinske mytologi ved at smage indgående på dens stednavne. Moabit, Mommsenstrasse, Fröbelstrasse.

Bogen er bedst, når Blendstrup forlader de mest direkte refleksioner over fascismens massepsykologi og giver sig hen til en grotesk fabuleren. Som når han eksempelvis lader afdøde verdenskrigsveteraner bestorme byens hjemløsehjem og pissoirs. Eller når han opfinder stillinger som ’kussekontrollanter i Weimarrepublikken’. Hos Blendstrup går det kødelige hånd i hånd med det dødelige. Gundersen og Blenstrup har tidligere arbejdet sammen om bogprojektet Toværelses med lykkelig udgang. Denne gang er de lykkedes med skabe en smuk og til tider gruindjagende dialog mellem tekst og billede, fortælling og by, i grænselandet mellem fiktion, myte og virkelighed. Det er bestemt ikke nogen ringe præstation.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her