Læsetid: 2 min.

Superstressman

Sådan går det, når der ikke er flere ledige tider i kalenderen denne uge. Og Flyvende Grises forestilling ’Mørke’ rammer så præcist, at man som tilskuer mærker stresskvalmen brede sig
2. april 2012

Thomas Corneliussen er en magisk performer. Han kan stå med sine splejsede skuldre i et blafrende jakkesæt og ligne en hvilken som helst bankmand i verden. Men lige så snart han kaster blikket på tilskuerne og løfter så meget som et knæ, så tænder hans udstråling, som om han havde indbygget et lysanlæg i sin krop – og så kan man ikke andet end at stirre på ham, indtil hans forestilling er færdig.

Corneliussen og Flyvende Grises nye forestilling hedder Mørke. Den er egentlig en to’er efter Historien om alt i 2010. For denne forestilling er også en monolog, der handler om en mand, der ikke længere kan klare mosten.

Men Mørke på Nørrebro Teaters Frederiksbergscene er ikke bare et mandeportræt. Det er faktisk et billede på hele det arbejdsfokuserede samfund lige nu. For Corneliussens mand er succesfuld. Han holder kurser for andre i effektivitet, og hans kalender projiceres op på skærmen med møder fra morgen til nat kloden rundt, så der til sidst ikke er plads til ham selv. Selv privattiden lørdag aften bliver ædt, så enhver mulighed for kærlighed også ryger sig en tur. Men så strammer slipset pludselig kvælertagsagtigt, og så går det selvfølgelig galt.

Tue Biering kan noget særligt som kropsinstruktør. Han får denne ’superman’ til at kaste cornflakes i sig så rituelt og usultent, at performeren også straks får kvalme. Og han har sammen med scenografen Nicolaj Spangaa og de andre billedmagere og lydkunstnere hos Flyvende Grise skabt en verden, der hele tiden forandrer sig. For det er godt nok bare et hvidt rum med et bord og et skab. Men mærkelige videoprojektioner og skræmmende lyde og ukendte kriblekrabledyr i alle størrelser langs væggene skaber en fremadskridende angst hos manden, som prompte forplanter sig til tilskuerens krop. Og hvad er så tvangsforestillinger, og hvad er virkelighed? I denne forestilling ved man det egentlig ikke. Men man kommer med ud på en voldsom psykisk rutsjetur, som rammer – selvfølgelig fordi mange af os i 2012 har en rem af huden selv.

For 50 år siden blev karrierefolk gift og fik børn så tidligt, at de allerede havde en basis, da de fik deres første forfremmelse. I dag får karrierefolk først fast parforhold og børn i allersidste sekund – og mange får ingen af delene. Dermed kan ensomheden blive meget dominerende. For hvem ringer man til, hvis man ikke har plejet hverken søskende eller venner eller kærester de sidste 10-20 år? Man ringer højst til lægen. Og skriger. Det lyder måske tragisk. Det er det bare ikke i Flyvende Grises version. Her er denne ensomme superstressman så fandenivoldsk morsom, at man klukker. Men man gyser også. Det er det, der er det fascinerende. Hvis man altså kan finde tid til at gå i teatret.

Mørke. Tekst & idé: Thomas L. Corneliussen. Iscenesættelse: Tue Biering. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Flyvende Grise på Nørrebro Teaters Frederiksbergscene (Rialto). Til 21. april. www.nbt.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu