Læsetid: 7 min.

Syriens kollektive hukommelse er videofilmet

En syrisk videoaktivist er gået i landflygtighed efter at have bidraget til et undergrundsarkiv af videoer, der dokumenterer Assad-styrets overgreb. Det skal aktiveres til retssagerne efter en eventuel sejr. Men det bruges allerede til at henrette dræbende regeringssoldater
Civile syrere dokumenterer med livet som indsats overgrebene på video, og soldaterne frygter at blive genkendt, når revolutionen/borgerkrigen er slut. En billedcollage fra hjemmesiden Higher Commission for Syrian Relief, der uden omsvøb viser rystende foto og dokumentation af de brutale overgreb på den syriske civilbefolkning, især på børn.

Civile syrere dokumenterer med livet som indsats overgrebene på video, og soldaterne frygter at blive genkendt, når revolutionen/borgerkrigen er slut. En billedcollage fra hjemmesiden Higher Commission for Syrian Relief, der uden omsvøb viser rystende foto og dokumentation af de brutale overgreb på den syriske civilbefolkning, især på børn.

1. maj 2012

De var en gruppe på seks lokale videofotografer, der opererede i den syriske by Douma. Det var livsfarligt at filme, så det foregik ofte camoufleret, ved hjælp af kameraer placeret i solbriller, i nøgleringe og i knapper.

»Vi filmede demonstrationer, døde, sårede, interview med martyrers familier. Jeg havde en del adgang, fordi jeg var medlem af det lokale koordineringsråd, jeg var frivillig i Røde Halvmåne, og jeg var kameramand. Kombinationen af de tre gav mig adgang til næsten alt. Og alt, hvad der kunne filmes, det filmede jeg,« fortæller 25-årige Omar Aldoumany, der var en af de seks.

Når Aldoumany ikke hjalp med at smugle reportere rundt i området, så dokumenterede han den syriske stats overgreb på befolkningen. Gruppen opererede hemmeligt eller i forklædning selv i forhold til det nærmeste netværk for at minimere risikoen for at blive angivet af stikkere. Ikke desto mindre fik de kontakt med en engelsk filmskaber, som ville lave en film på baggrund af deres optagelser.

Efter omkring to måneder med overlevering af materiale til englænderen tog Omar Aldoumany til Istanbul for at deltage i en workshop om videoaktivisme på den største tyrkiske filmfestival, !f – The Istanbul International Independent Film Festival.

Det var dér, jeg mødte ham. Han optrådte med tørklæde om hovedet, kun øjnene synlige, og fortalte gruopvækkende historier fra sin tid som videofotograf i Douma. Og han indledte med at mindes tabet af to fotografkolleger. Den ene havde fået stukket sine øjne ud på grund af sin profession.

Fik smadret sit hus som hævn

Tre dage inde i hans besøg fik Aldoumany en opringning, der informerede ham om, at den engelske klipper var blevet arresteret, og at alt videomateriale var blevet konfiskeret.

»De angreb mit hjem i jagten på mig. De smadrede huset for at finde det mindste spor. Jeg var bare heldig at jeg havde begravet ethvert spor.«

Men de fandt frem til ham via englænderens telefondata. Det, der skulle have været en lynvisit, blev et eksil i Istanbul. Han havde 300 dollar og en taske med tre skjorter, et par bukser og nogle sokker med sig. Og alle hans nære venner måtte flygte ud af Syrien, bortset fra én, som har forbindelser i toppen af regeringen, som han bestak til at slette hans navn.

Selv opererer han under pseudonym – han kalder Omar Aldoumany for sit aktivitetsnavn – for at beskytte sin familie i Syrien.

»En måned efter afholdt de en slags retssag, og jeg blev anklaget for højforræderi, spionage og krænkelse af regeringens ære og bla, bla, bla,«

– Og det er en dødsdom?

»Ja. Altså, jeg kan godt forstå, at de leder efter mig, for der er nogle af videoerne, der er virkelig belastende for dem. Der er en video, hvor de sviner mig til, du ved, og siger: ’din fucking sunni!’ Og de tæver mig med et pistolskæfte. Og jeg filmer dem med et solbrillekamera, mens de tæver mig. Det tog otte timer, og jeg filmede 34-35 gode minutter.«

Og der findes en kopi. Begravet i Syrien sammen med resten af det materiale, som gruppen nåede at optage.

»Det vil stadig være nyttigt, når revolutionen er forbi. Til at finde gerningsmændene med.«

– Du tænker på retssager efter revolutionen?

»Selvfølgelig. Det har vi tænkt på siden april.«

Nærmere bestemt april sidste år, da konflikten begyndte at eskalere i Syrien. Det er noget, vi alle har set videooptagelser af. Folkets upload er blevet primetime nyheds-tv. Vi så begyndelsen på denne medieudvikling under Den Grønne Revolution i Iran. Men under det syriske oprør er videodokumentationen blevet langt mere organiseret. Alene i Omars by, Douma, hvor der bor omkring 180.000 mennesker, opererer et netværk på hundredvis af fotografer. Den overordnede gruppe blev etableret af 15-20 folk i slutningen af april 2011.

Styret er angst for genkendelse

– Hvilken rolle spiller videodokumentationen i Syrien?

»I ’82 var der revolte i Syrien. Det startede i Hama, og det afstedkom en massakre, som kostede op mod 70.000 mennesker livet. Selv syrere vidste ikke noget om den, og det var det, der gjorde, at regimet var i stand til at dræbe så mange mennesker. I den her revolution, der har de fra starten vidst, at vi filmede. Vi vidste, at disse film kunne være en beskyttelse for os. De dræber, men de er bange for de høje dødstal, og de er bange for videoerne.«

– Kan kameraerne også bruges i felten til at beskytte folk?

»Nogle enkelte gange kunne vi holde stand med et enkelt videokamera. Vi havde pistoler, men vi brugte dem ikke. Nogle gange var det mere effektivt at filme med et kamera end at skyde med en pistol.«

– Kan du give et eksempel?

»Vi filmede rundt om et hjørne. Vi filmede, når de ikke skød og gemte os, når de skød. På et tidspunkt kunne vi se, at der var 20 soldater, der gemte sig bag det modsatte hjørne. Og vi viste dem bare vores kamera, ingen pistoler. På den måde holdt vi stand på en af byens centrale gader. Soldaterne ankom ellers i en angrebsbølge, men vi gav demonstranterne tid til at komme ud af skudlinjen.«

– Hvad var soldaterne bange for?

»Vi kunne se, at mange af dem begyndte at tage masker på eller vikle tørklæder om hovedet. De var bange for at vise deres ansigter. Jeg tror, de ved, at det de gør, er forkert, og de er bange for dommen. De ville skamme sig over at få deres ansigter på tv, så folkene i deres landsbyer kunne se, hvad de gjorde. Mange af soldaterne, der kæmper, gør det kun for pengenes skyld.«

Data på alle brutale soldater

– Så de risikerer repressalier i deres hjembyer, hvis de bliver filmet?

»Ja, og så er de også bange for at vise deres ansigter, fordi ethvert filmet ansigt ender i en database. Når de optræder på video, er de bare ansigter, men når man sporer dem gennem databasen og viser dem på alle oprørernes koordinationsråds websider, så er der altid nogen, der kan forbinde ansigterne med navne.«

Hver by har sin egen database, som er en del af et decentralt netværk, fortæller Aldoumany, der var en del af det lokale koordineringsråds såkaldte mediepublicity-gruppe i Douma. En gruppe på omkring 500 mennesker, herunder klippere, fotografer, grafiske designere, politikere. Her indsamler man data på regimets folk og deres håndtering af civile. En form for kollektiv hukommelse. Og der samles data på hver filmet person, som så skal bruges i retssagerne mod dem efter en eventuel sejr. Og det er også først til den tid, at den enorme dokumentation vil blive offentliggjort.

Men udvalgt dokumentation sendes allerede i omløb, i hvert fald i Douma. Nemlig den der med foto og navn udpeger dokumenterede mordere blandt regeringssoldaterne. Disse oplysninger publiceres efter en analysegruppes granskning og gennemcheck af videoptagelser. Og det er en nøje granskning, fordi det kan afstedkomme kort proces, hvis de udpegede mænd fanges af modstandshæren, FSA.

»Når man viser dem på internettet, så svarer det til at bede enhver bevæbnet oprører om at dræbe personen. Og det kan man ikke opfordre til, hvis ikke man er sikker på, at han er morder,« siger Aldoumany og bekræfter dermed historien om henrettelser af regeringstropper uden ordentlig rettergang, som i weekenden blev blotlagt her i Information.

»Det er ikke vores job at dømme folk. Det er heller ikke vores job at afhøre dem,« siger han om sin egen gruppes arbejde.

»Det er vores job at filme, hvad der sker, hvor og hvordan. Og overlevere materialet til dem, der kan behandle data og finde ud af, hvem der er mordere.«

»Jeg er ked af at være ude af Syrien. Konstruktionen af disse grupper og det her netværk var virkelig fantastisk. Det er som en kuppel, der dækker alting omkring en. Og når man ser den inde fra, så er den så smuk.«

Der gik noget tid efter mit møde med Omar Aldoumany i Istanbul, inden jeg endelig fik fat på ham igen over Skype. Da var han i Kairo som repræsentant for Higher Commision for Syrian Relief, som han er en form for generalsekretær for.

Et par dage før havde Kofi Annan rullet sin fredsplan ud, men i Douma var hæren imidlertid begyndt at bombe tilfældigt. Hans forældre var stadig i byen. Jeg spurgte, hvad han hørte derindefra.

»Hvad vi hører? Død. Vi hører død,« svarede han.

Jeg fik fat i ham igen 12 dage senere i onsdags. Han sad i en bus og var nu i Libanon. Han talte med sine forældre for en uge siden, og de havde forladt deres hus, fortalte han. Det var for farligt at blive. Og 10 minutter før, jeg ringede, havde han fået at vide, at en af hans venner dagen før var blevet skuddræbt, mens han udførte sit arbejde i Røde Halvmåne.

»Han jokede altid med, at sådan nogen som mig ikke ville overleve revolutionen.«

 

 

 

Se mere på Higher Commission for Syrian Relief på Facebook. Eller på www.hcfsr.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Asmussen

"de brutale overgreb på den syriske civilbefolkning, især på børn" Løgnene fortsætter og fortsætter, trods alle modbeviser, og på trods af absurditeten i at påstå, at en statsleder absolut vil slå børnene i sit eget land ihjel."Du tænker på retssager efter revolutionen?"
Og "revolutionen" er allerede et fait accompli, og revolutionen skal selvfølgelig bombes til sejr, fordi alqaeda-salafisterne aldrig vil kunne sejre på egen hånd, ligesom de heller ikke kunne det i Libyen. Syrien vil komme til at se ud som Sirte, og svinske krigsliderlige artikler som denne vil bære en del af ansvaret. Efter krigen vil vi selvfølgelig få at vide, at alt var løgn. Ligesom i Libyen. Dengang: en diktator, som gav sine soldater viagra for bedre at kunne voldtage civilbefolkning, nu: en diktator, som åbenbart har set sig gal på børn og ønsker at myrde dem.

Stig Rasmussen

Michael Asmussen : Du vil sikkert også afvise at månen er rund selv hvis man gav dig dokumentation for det...
At være så ubegavet burde kræve at få skolepengene tilbage, kvarterer i Homs er beskudt med morterer og artilleri og du påstår at det kun er oprørerne der begår krigsforbrydelser.

Michael Asmussen

Nicolai Hansen , Stig Rasmussen. I stedet for at komme med personlige fornærmelser, burde I komme med beviser for massevoldtægter i Libyen, for folkemord i Libyen (udøvet af Gadaffi), at Gadaffi har beskudt ubevæbnede demonstranter med fly.
Og i Syrien: at regeringen har beskudt byer med artilleri. Forklar også lige, at hvis disse ting sker, hvorfor bliver jeres alQaeda-folk så nødt til at fabrikere beviserne. Bevis også lige at jeres oprørere i Libyen ikke har lynchet sorte og ikke er alQaeda.

Michael Asmussen

Stig Rasmussen: At månen er rund kan jeg på en skyfri nat ved selvsyn konstatere. Al-Qaedas propaganda har enhver selvfølgelig ret til at tro på, men hvis jeg ikke gør det, er det nok næppe en gyldig grund til at kræve "skolepenge" tilbage.

Stig Rasmussen

Michael Asmussen: Har du forsøgt at læse :

http://en.wikipedia.org/wiki/Syrian_uprising_(2011%E2%80%93present)#Deaths_per_City

Eller er det bare Al Qeda propaganda?

Hvis de syriske tropper er så nænsomme og følsomme, hvorfor tillader de så ikke udenlandske journalister i landet?

Og hvor mange gange skal jeg sige til dig at fordi oprørerne utvivlsomt begår forbrydelser, at det så ikke gør Assads styrker til engle? - har du glemt hvad hans far gjorde i Hama 1982?

Marc Brandt

Efter min overbevisning virker det lige nu en anelse tilfældigt og udefrakommende, at analysere situationen i Syrien som en situation der udspiller sig mellem kollektiver som Al-Qaeda, staten, Assad-tilhængere eller hvilken som helst gruppe man kunne beskylde for at være ophavsmand til forfærdelighederne.

Fakta er, at borgerkrigen/krigen/myrderierne/bombardementerne har stået på i over et år.
Som artiklen påpeger så sættes enkeltpersoner til ansvar for deres handlinger meget kort og kontant på begge sider.

Konflikten lader til at være blevet meget personlig og udspiller sig ikke bare på et nationalt niveau mellem organisationer, men på et helt lokalt samfundsniveau hvor had, hævngerrighed og ondskab er blevet en del af hverdagen for såvel 'borgere' som soldater.

Skyldsspørgsmålet virker uvedkommende lige nu.

Det handler om at stoppe galskaben og hadet for at mindske traumet mest muligt.

Karsten Olesen

Hvis huse bliver beskudt fra afstand med artilleri, falder de øverste etager sammen.

Det ses kun meget sjældent på billeder fra Homs - hvor der derimod er tegn på beskydning fra gadeniveau, rester af barrikader, huse med nedrevne skillemure for at muliggøre passage,
og anden omdannelse af lejligheder til befæstninger - som her:

http://www.youtube.com/watch?v=b8pOPEy7RGU

Den interviewedes omtale af 1982 viser, at han støtter det Muslimske Broderskabs kampagne 1982.

Det Muslimske Broderskab begik 1977 - 82 en serie drab på intellektuelle, universitetsfolk, læger, ødelæggelse af skoler m.v. -

kort sagt alt hvad der ikke passede ind i deres forsøg på at skrue tiden tilbage til år 600.

Det førte til en flere år lang konfrontation med alle de kræfter, der ønskede et moderne Syrien - herunder regeringen.

Den udslaggivende begivenhed i Hama var, at islamisterne henrettede hele den offentlige administration og erklærede et "islamisk emirat".

USA, Frankrig og UK forsøger panisk at tale FN-missionen død.

Deres medier erklærer allerede på forhånd observatørmissionen for mislykket - mens terrorgruppernes virksomhed får lov at fortsætte.

Lørdag blev et skib fra Libyen med 150 tons våben ombord beslaglagt af den libanesiske kystvagt.

"Western powers trying to provoke intervention":

http://www.presstv.com/detail/237816.html

USA-senatoren Joseph Lieberman beder om flere penge til terrorisme:

http://arabnews.com/saudiarabia/article622348.ece

Aleppo: Pengeafpresning og økonomisk kriminalitet i "revolutionen"s navn:
'
http://www.youtube.com/watch?v=OOq-0ZGk1qk

Interview med "Mr. Aleppo" - dagliglivet under pres fra terroren:

http://www.youtube.com/watch?v=32Y6pktbQxk

Billeder fra bomben i Idlib søndag:

http://sana.sy/eng/21/2012/04/30/415844.htm

Stig Rasmussen

Karsten Olesen: Uanset hvad man mener om det Muslimske broderskab, så medførte Hama bekæmpelsen at 20.000 civile mistede livet, fordi Assad benyttede tungt artilleri og giftgas og var fuldstændig ligegyldig overfor indbyggerne.
http://en.wikipedia.org/wiki/Hama_massacre
Hvis du har denne forståelse for bekæmpelse, må Sabra og Chatila da være pragt eksempler i dine øjne...

Amir Aslani

Vil man være så venlig at fortælle mig, hvem der har filmet salafisternes såkaldte aktiviteter som Halshugning, kidnapning, røveri og hensynsløse drab på den del af Syrien, der åbenbart ikke deler deres holdninger? Eller hvem der støtter dem med våben? Folk skal nemlig slet ikke tvivle på , at den syriske befolkning selv nok skal lægge låg på disse uroligheder ved blandt andet bakke deres kære præsident op! Noget som de har gjort indtil nu, men det bliver som sædvanlig ignoreret af de vestlige medier!

Hanne Christensen

Jamen det går da også så godt i Libyen, efter NATOS´s otte måneder lange terrorbombardement - selvfølgelig KUN for at indføre demokrati......

Vestens hult klingende løgne er forlængst gennemskuet.
Syrerne skal nok selv ordne deres "problemer" - de behøver ikke vestens noteriske BALLADEMAGERE flot sekunderet af den indspiste presse.

Amir Aslani

Folk snakker stadig om den grønne bevægelse i Iran efter 3 år, som en dårlig fordigtet "historie" hvor den iranske befolkning ønskede regime skift! Sådan var det jo slet ikke. Der var snakke som et såkaldt " familieproblem" , og familien løste deres problemer selv. Der var ingen , som ønskede at gå uden om familien! Tværtimod var der masser af demonstrationer først og fremmest til iranernes kloge, modige, erfarne og intellektuel leder , hvis "indre personlighed" slet ikke kan sammenlignes med nogen andre leder i verden!

Anders Sørensen

@ Jahangir: Da en iransk diplomat i sidste måned blev taget på fersk gerning i befamling af flere mindreårige piger i Brasilien prøvede det iranske regime at bagatalisere  hele episoden ved at kalde det en "kulturel misforståelse". Mange i Sydamerika har sikkert undret sig over, hvad det så siger om iransk kultur! Lige så skræmmende er det at høre Jahangirs beskrivelse af, hvordan familieproblemer i hans forståelse åbenbart håndteres i Iran. Uenighed slås ned med brutal magt og 'familien' kues til undertrykkelse, fordi bedstefar Khamenei ved jo bedst. 

Hans 'klogskab, mod, erfaring og intellekt' har igen sendt landet på randen af krig og svækket økonomien i en sørgelig grad. Den tidligere respekterede persiske nation må se sig selv fordømt af omverdnen på grund af hans forskruede gerning. Bare det seneste år har en lang af række af de lande, som Khamenei ellers gerne portræterer som 'venner' reduceret samhandlen med landet og været med til at fordømme det iranske regimes grove menneskerrettighedsovertrædelse, forsøg på at myrde andre landes diplomater og manglende overholdelse af sine forpligtelser ift. IAEA og FNs Sikkerhedsråd. I al sin vished har han også fået en ellers tidligere tolerant persisk kultur til at være indehæver af rekorden af flest henrettelser pr. indbygger i 2011. Mon ikke også det lykkes at fastholde denne titel i 2012?