Læsetid: 2 min.

Tekstens tone

’Affekt’ er på mode i litteraturvidenskaben. Klummisten foreslår, at den skal findes i tekstens stemme og tone
’Affekt’ er på mode i litteraturvidenskaben. Klummisten foreslår, at den skal findes i tekstens stemme og tone
20. april 2012

Litteraturvidenskaben har sine trends og modefænomener. Og ofte finder man ud af, at man er med på dem, selv om man absolut ikke troede, man var det – lidt som når man synes, man har fundet et dybt originalt navn til sit barn, og så viser det sig at være på årets navne-top-ti.

Noget af det, der er hot inden for litteraturvidenskaben disse år, er ’affekter’. I en erkendelse af, at litteratur både fremkalder og tematiserer affekter, og at det måske endda er en vigtig dimension ved den litterære tekst og læsningen af den.

Jeg har i nogle år været optaget af de vrede stemmer i litteraturen (fra Job over Strindberg til Thomas Bernhard og Valerie Solanas), og således har jeg uvidende været med på affekt-trenden. Og dog. Noget af det, jeg har lært af den nye affekt-teori, er, at ’vrede’ er en følelse, dvs. en bearbejdet og navngivet affekt, mens ’affekt’ er noget mere diffust.

Et kraftfelt

For den dominerende kulturvidenskabelige affektteori er det endvidere vigtigt at anskue affekten som en kvalitet ved et særligt socialt rum frem for som en følelse ’inde i’ en person. Heri ligger en tro på, at den menneskelige verden og dens fænomener kan beskrives som en slags fysik, med særlige ladninger og kræfter og koncentrationer, der fluktuerer mellem menneske og andre legemer. Et menneske bliver hermed noget, der indgår som et legeme i dette kraftfelt, og ikke et individ med egen indre verden og psykobiografi. Intellektuelt spændende, men ikke nødvendigvis eksistentielt overbevisende.

Mit eget forslag er, at tekstens affektive dimension må findes i dens stemme. Ligesom det er på stemmen, vi kan høre, om folk er glade eller triste eller irriterede, uanset hvad de siger, således må det også være på tekstens stemme, vi skal kende dens affekt. Men hvordan kan man påpege stemmen i en tekst? Vil det ikke altid være et spørgsmål om læserens tolkning og projektioner? Nogle læsere vil eksempelvis synes, at Valerie Solanas lyder storslået munter, når hun i sit SCUM-manifest foreslår en systematisk udryddelse af mandekønnet – andre vil synes, at hun lyder urimeligt bitter … Men måske bliver vi, for at indfange tekstens affektive eller emotionelle dimension, nødt til ikke bare at tale om tekstens stemme, men også om dens tone. Med metaforer fra filmens verden kan man tænke sig stemmen som voice-over, mens tonen snarere ville befinde sig på underlægningslydens niveau. Man får fat i stemmens, og fortællerens, niveau, hvis man spørger: Hvordan skal teksten læses op? Man får fat i tonens niveau, hvis man spørger: Hvilken type underlægningslyd ville egne sig til teksten?I sit forord til den danske oversættelse af SCUM-manifestet indfanger den islandske forfatter Sjón værkets tone netop ved at foreslå forskellige underlægningslyde: en mørk dæmpet latter eller – lyden af klokken fra en hjemis-bil …!Det er afgørende at kunne høre denne latter og denne klokke i teksten for ikke at gå fejl af dens affektive leje og selv gå i affekt – over det, der ureflekteret opleves som en hadsk tone. At lytte efter affekt i stemme og tone er og bliver en vigtig opgave for litteraturkritikeren. Om det er på mode eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu