Læsetid: 4 min.

Umuligt at kritisere Israel

Overvågning. Hvor går grænsen mellem kunst og overvågning? Her et foto fra den nye fotobog ’Nørreport Station’ af Klaus Holsting. Med sit kamera om halsen har han gennem fire år besøgt Nørreport Station 150 gange og taget næsten 40.000 billeder.

Overvågning. Hvor går grænsen mellem kunst og overvågning? Her et foto fra den nye fotobog ’Nørreport Station’ af Klaus Holsting. Med sit kamera om halsen har han gennem fire år besøgt Nørreport Station 150 gange og taget næsten 40.000 billeder.

Klaus Holsting

27. april 2012

Knud Romer får nedtur over sin litterære helt, Günter Grass. Måske er det det følelsesmæssige forhold, der får den skarpe smagsdommer op af stolen. I hvert fald er der et eller andet, som gør, at han får noget helt andet ud af digtet, end jeg gør. Romer påstår, at det er genren, selve digtets form, der trods dets »banale« indhold ophidser så mange mennesker, både ministre og smagsdommere. Måske er det, fordi en kronik er nemmere at overse. Men når digtere bliver anfægtet, skriver de ofte digte.

Desværre kan jeg ikke tysk, og da den danske oversættelse (Information 7-8. april 2012) er ufuldstændig, har jeg læst digtet på guardian.co.uk på engelsk. Og i den tekst er der intet, der kan sammenlignes med Hillary Clintons udtalelse, som Romer refererer til. Det mærkværdige er, at hverken Romer eller de andre kritiske udtalelser citeret i Informations artikler forholder sig til den kendsgerning, at Israel er en atommagt og er blandt de atomstater der ikke har underskrevet ikke-spredningspagten. Det, som anfægter Günter Grass, er, at Tyskland er i gang med at aflevere endnu en ubåd – den sjette – til Israel, og at den kan affyre atombevæbnede missiler. Men Grass’ ærinde er ikke en banal appel om verdensfred – hvis sådan en appel nogensinde kan kaldes banal, bare fordi det er de fleste menneskers inderste ønske. Det er tværtimod et opråb til alle politikere og kommentatorer om at stoppe snakken om militær intervention i Iran, bare fordi landets højtråbende præsident gør, hvad han kan, for at provokere og forstærke sin position i regionen. I den engelske udgave skriver Grass, at konsekvensen af en first strike-strategi kunne være udslettelse af det iranske folk. Det kan man kalde en overdrivelse, men på den anden side har vores erfaringer vist os, at den, der starter en krig, aldrig ved, hvornår og hvordan den slutter, og hvor mange civile liv der går tabt.

Det væsentlige her er ikke »at Israel skal styre sig«, og at Iran skal vide, at man ikke under nogen omstændigheder kan »acceptere landet som atommagt«, som Hillary Clinton siger. Der er noget helt skævt her og har været det længe. Intet lande skal kunne accepteres som atommagt, men ingen – hverken USA, EU, FN eller Knud Romer – vil forholde sig til, at det stiltiende er blevet accepteret, at Israel er en atommagt. Israel hverken bekræfter eller afkræfter, at landet råder over atomvåben, måske fordi en bekræftelse vil betyde, at USA bliver nødt til at følge amerikansk lovgivning, som forbyder støtte til lande, der besidder masseødelæggelsesvåben. Men siden den israelske whistleblower Mordechai Vanunu i 1986 afslørede Israels atomprogram, blev kidnappet og efter en hemmelig retssag straffet med 18 års fængsel, mest i isolation, har verden vidst, at Israel er i besiddelse af atomvåben.

Knud Romer tror, at han ved, at Israel højest taler om »en strategisk konventionel bombning«, mens han anklager Grass for at undervurdere Irans trussel. Men Grass glemmer ikke truslen fra hverken Iran eller Israel mod »verdensfreden« – hvis vi kan kalde verdens nuværende tilstand som fredelig. Han appellerer til verdenssamfundet om at forholde sig til truslen fra både Israel og Iran, at kræve inspektion og at nægte at bidrage til oprustning i begge lande.

En automatreaktion

Det undrer mig også, at Knud Romer kan snakke om en strategisk konventionel bombning, som om det ikke kunne være en trussel, der vedrører os alle. Er intet sevet ind efter krigen i Irak? Tænk på alt den hype og de direkte løgne, vi blev udsat for inden angrebet på Irak. Formålet var at fylde så meget angst i os alle, at vi ville acceptere krig. Ifølge den israelske opposition – som vi sjældent får lejlighed til at høre noget fra, for eksempel Uri Avnery – bruger Netanyahus regering Iran til at manipulere israelerne på lignende måde og også til at overskygge andre, for Israel meget ubehagelige sager, som verdenspressen kunne fokusere på.

Romer kalder også Grass patetisk, fordi han forklarer sin hidtidige tavshed angående den israelske regerings politik med frygten for at blive hængt ud som antisemitisk. Nu har Israels indenrigsminister Eli Yishai, som selv er under anklage for kriminelle handlinger, udelukket Grass fra indrejse i Israel for evigt. Han har ikke kun kaldt ham antisemitisk, men også benyttet hans indkaldelse som 17-årig ved Anden Verdenskrigs slutning til tjeneste i Waffen SS til at kritisere ham – som mange andre af Günter Grass’ kritikere også har gjort. Sådan en automatreaktion, når det gælder kritik af Israels regeringer og deres politiske handlinger er vi mange, der har oplevet.

Det har været og er stadigvæk umuligt at rejse kritik og inspirere til åben diskussion vedrørende Israels besiddelse af atomvåben, som Grass forsøger at gøre det, uden alle disse hysteriske reaktioner, fordi hele verden lader, som om de er ikke-eksisterende. Men jeg havde ikke ventet sådan en reaktion af provokatøren Knud Romer. Nej, det er ikke formen, der fremkalder hysteriet, det er indholdet.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

erling jensen

Tak til Mary Bille for et udmærket indspark i et ekstremt alvorligt emne. Med fordomsfriheden i behold er det vanskeligt at være uenig med hendes analyser.

Iran udgør ikke en trussel mod Israels sikkerhed. Selv om det ikke siger noget om fremtidig iransk politik, finder jeg det væsentligt at fremhæve, at landet ikke har angrebet andre lande i 200 år. Det er svært at spå, især om fremtiden, men der er ingen grund til at mistænke iranske ledere uagtet deres måde at styre landet på for at have mistet evnen til at tænke rationelt.

Israelske og amerikanske ledere har offentligt truet med at angribe Iran militært. De og vestlige medier har på intet tidspunkt henvist til FNs charter og dets understregning af ulovligheden i at fremsætte sådanne trusler, når de ikke udsættes for en nærliggende fare for angreb fra denne nation. Det er den ultimative krigsforbrydelse. Vi bliver fyldt med rendyrket propaganda fra vestlige medier om Iran. Uden tvivl et brutalt styre men uden beviser for udviklingen af atomvåben udgør landet ikke en nævneværdig risiko militært for hverken Israel eller resten af verden.

Vi underkaster os i den vestlige verden uden den mindste kritik et land som USA, som siden Anden Verdenskrig har været ansvarlig for drab på over 20 mio. mennesker; selv med overvældende dokumentation bliver disse forhold ALDRIG draget frem i relevante sammenhænge i vestlige medier. Vietnamkrigen alene med over 4 mio. døde, en ulovlig krig ført mod 3 lande, (herunder Cambodia og Laos), som på intet tidspunkt udgjorde den mindste trussel mod USA. Cambodia blev udsat for amerikanske bombardementer, der var mere omfattende end den samlede bombetonnage anvendt af de allierede under Anden Verdenskrig, (2,5 mio. tons). Ingen blev anklaget for denne massive krigsforbrydelse.
Invasionen af Irak i 2003 var og er også en krigsforbrydelse, som heller ikke har ført til sigtelser af ansvarlige amerikanske politikere.

Sanktioner over for Iran er et yderst tvivlsomt instrument, som uden tvivl vil intensivere krisen og skabe voldsomme problemer for civilbefolkningen. Ser man tilbage på sanktionerne over for Irak fra 1990 til 2003, og som kostede mere end 500.000 irakiske børn livet, er det et våben som if. vestlige politikere er at foretrække, selv om omkostningerne for tab af liv kan være katastrofale.

Israel truer Iran med militært angreb for at forhindre Iran fra at slå ind på den samme hemmelige vej til atomvåben, som det selv har gjort, og som har gjort dem i stand til at udvikle mellem 200 og 300 atombomber. I mere end 50 år har den ene amerikanske præsident efter den anden afvist at slå alarm over Israels hemmelige udvikling af nukleare våben, og som amerikanske skatteborgere og amerikansk videnskabeligt know-how har muliggjort.
Israel har uantastet fået lov til at krænke sikkerhedsresolution 687, som stiller krav om en atomvåbenfri zone i Mellemøsten. Who cares, så længe det er Israel. Landet har ikke underskrevet ikke-atom-sprednings aftale NPT og undgår på denne måde at blive inspiceret af IAEA.
Erling Jensen
Tidl. premierløjtnant i Forsvarets Efterretningstjeneste, Cand. jur.

Først et lille hip til Information: hvad laver et billede af Nørreport som indledning til denne artikel? Det virker mildest talt besynderligt.
Og så til artiklen: Grass er kritiseret for at vende sagen på hovedet, for at gøre Israel til agressoren, og glemme Irans trusler. Og han kritiseres især for at indflette tysk iboende skyldfølelse, i den tyske udgave af digtet, som for at rense sig, og sidestille Israel med Tyskland under 2. verdenskrig. Meget kort, er det sådan jeg har forstået Knud Romer. I øvrigt er Grass i almindelighed foragtet i Tyskland, ikke fordi han var indkaldt til SS i de sidste år af krigen, det var der mange der var, men fordi han senere har kritiseret og anklaget andre for det, og meget længe glemte sin egen. En sådan forglemmelse høster man jo ikke megen ære af.
Erling Jensen skriver i sit bemærkelsesværdige indlæg, at Iran ikke udgør nogen trussel mod Israel. Det er der nok næppe mange i Israel, der er enige med ham i. Sikkert nok nu, men et atombevæbnet Iran vil kunne virkeliggøre alt det bragesnak, den nuværende præsident og de fleste af de ledende teokrater, der har siddet på magten i Iran. Var det ikke Khomeini der talte om "Den lille Satan"? Lidt geografi kunne måske også være interessant her: Israel er på størrelse med Jylland, og et par velplacerede atombomber af passende størrelse kunne sagtens fjerne staten fra jorden overflade, mens det vil være ulige meget sværere, med Iran. Truslen om udslettelse vil derfor blive taget meget mere alvorligt i Israel.
Endelig synes der være forskellig opfattelse af "ulovlige" krige. En stat, der tillader, og ikke aktivt modvirker en anden stats udnyttelse af sit territorium til krigsformål, bliver selv en del af krigen og kan angribes af den anden part i krigen. Er det ikke, i meget kort form, en korrekt udlægning? Det gjaldt for Israel i invasionen af Libanon, det gjaldt for USA i invasionen af Cambodia og Laos (Ho Chi Minh-stien gik gennem disse lande, og det var den der blev bombet), og det gjaldt i Afghanistan. Spørgsmålet er så om gentagne trusler gennem mange år, fremsat af Irans ledere, er en passend?e "jus belli"

Hvilke ledere i Iran har fremført trusler mod Israel? Mig bekendt har det kun været den nuværende præsident som har fremført dem. Alle synes at glemme at landets øverste leder, Khamenei, bestemmer - især i udenrigspolitikken.

Ang. USA's bombning af Ho Chi Mihn stien er det sikkert korrekt nok; man glemmer bare lige at fortælle, at USA som stat også bombede cambodjanske landsbyer og byer samt byer og landsbyer i Laos, ikke sandt...

Og lad os ikke glemme, hvem der er agressorerne her. Hvem stod bombningen af King David Hotel i Palæstina i 1940erne? Hvem smed palæstinsenserne og araberne ud af deres huse i 1940erne? Hvem bygger mure og tillader bosættelser, så der aldrig kan komme en levedygtig palæstinensisk stat...

Hvem er det som har angrebet Afghanistan, Irak, Libyen, Vietnam ? Hvem er det som har styrtet folkevalgte præsidenter og statsledere overalt i verden, når det ikke passede ind i deres kram? Hvem har siden, i hvert fald omkring 1960 gjort alt for at få fat på olien i Mellemøsten? Og ikke skyet nogen midler for at få det?

Er det Iran?

Eller kunne det måske evt. være --- et andet og meget stort land....hvis indbyggere kalder sig for amerikanerne.....selvom hele kontinentet måske burde kaldes for Amerika....

Arash Shariar

Jeg vil ikke vade for meget i det, men jeg har til dato ikke hørt Ahmadinejad true nogen stat, andet med gengældelse som enhver anden stat også gør... At han mange steder opfører sig arrogant, er noget han har lært af vestlige politikker.

Nej det er Han personlighed og eget ansvar át Han er en charlatan ikke andre mennesker Ashar .
Det blir skønt når I slipper af med ham som præsident, glæder mig til át se en pragmatikker I jobbet I Iran som også med sin personlighed virker troværdig og skaber åbenhed til resten af verdne og slækker på den bombastiske kontrol og revselse af eget folk, samt forbyder dødsstraf.

Og igen -

Hvornår vil folk lære og forstå at Ahmadinejad ikke bestemmer noget som helst i Iran; det er Khamenei som bestemmer alt - især i udenrigspoltikken.

Vi tror, her i Vesten, at bare fordi en person er præsident, så bestemmer han alt - eller meget.
Ahmadinejad gør intet af dette - han er en kransekage-figur hvis formål er at formilde og tilfreds-stille de fattige i Iran.

Holger Madsen

Karsten Aaen
- Hvornår vil folk lære og forstå at Ahmadinejad ikke bestemmer noget som helst i Iran,....

Det er jo ikke folk der skal lære at forstå, det er de vestlige medier der skal lære at forstå.
Når Amadinejad siger det, de vestlige medier opfatter som hans personlige mening, så bliver de begejstrede. Men sandheden er, når Amadinejad siger sin personlige mening, så er det ikke hans, men de vestlige mediers.
( Ovenstående citat har jeg taget, lidt omkrevet, fra Det Kongeluge Teaters skuespil - De Europæiske Medier - som jeg varmt kan anbefale.)

Thomas Krogh

Hvis der syntes umuligt kritisere israel. Så gense interviewet med Norman Finkelstein på DR2's Deadline. Danmarks meste cerebrale og fremmeste internationale nyhedsudsendelse. Og nyd hvorledes vores folkekære Adam Holm insinuere særbehandling(tysk: sonderbehandlung) for israel i spørgsmålet om .overholdelse af international lov. Lettere kvalmt, da det helt åbenlyst strider mod den kontekst udtrykket optræder i. Men jeg hælder til at journalisten er på udebane og spørgsmålene er iscenesat af redaktionen.
Har DR og Fox-news noget tilfældes udover at de begge er røde ræv?
http://youtu.be/2xT3lq-Zbso
Bon appetit!