Læsetid: 4 min.

’Zlatan har gjort mere for at fremme læsning, end for svensk fodbold’

Sådan lyder påstanden i denne uge fra en begejstret svensk kulturpolitiker. Og der er ingen tvivl om, at biografien ’Jeg er Zlatan Ibrahimovic’ har været populær blandt de unge rødder i både Sverige og Danmark
Populær. Zlatan-biografien har fået udlånet af e-bøger til at boome i Malmø. Sidste år steg antallet af udlånte e-bøger på Malmøs biblioteker med 70 procent, mens udlånet på landsplan øgedes med 38 procent.

Populær. Zlatan-biografien har fået udlånet af e-bøger til at boome i Malmø. Sidste år steg antallet af udlånte e-bøger på Malmøs biblioteker med 70 procent, mens udlånet på landsplan øgedes med 38 procent.

Gustau Nacariono

20. april 2012

»Zlatan har været rigtig, rigtig efterspurgt,«siger Tue Gaston, der er bibliotekar på Blågårdens Bibliotek i København, mens han søger på Jeg er Zlatan Ibrahimovic i bibliotekets system. »Ja, er du sindssyg, der er mange, mand! 249 reserveringer i København.« Blågårdens Bibliotek har af den grund brugt en god pose penge på at købe ekstra Zlatan-bøger hjem.

Zlatan Ibrahimovic voksede op i ghettoen Rosengård i Malmø. Trods en omtumlet opvækst med en far, der drak, en mor, der slog, og konfrontationer med pædagogiske autoriteter, formåede Zlatan at finde en vej ud af ghettoen – gennem fodbolden. I dag er han stjerneangriber i AC Milan og et forbillede for mange drenge. En dragende solstrålehistorie om social opstigning, som topper på boghandlernes salgslister og bibliotekers udlånslister.

Både i Sverige og i Danmark bruges der mange kræfter på at vække læselysten hos de unge. Med jævne mellemrum forsøger man gennem kampagner at få særligt drengene til at læse mere litteratur, for undersøgelser viser, at de halter efter pigerne på læsefeltet. De læser dårligere, og de læser mindre end pigerne.

»Min fornemmelse er, at vi har fået nogle brugere ind på biblioteket, som ikke ville være kommet, hvis ikke den bog var blevet skrevet. Altså nogen af de der rodløse indvandrerdrenge,« siger bibliotekar Tue Gaston. Blågårdens Bibliotek har siden 2004 været profilbibliotek for unge, og man gør alt, hvad man kan, for at få de unge indvandrerdrenge, der hænger ud ude på Blågårds Plads, ind på biblioteket.

– Får en bog som ’Jeg er Zlatan Ibrahimovic’ de her drenge til at læse mere?

»Det tør jeg ikke helt sige, men bare det, at vi har fået dem herind, er en god ting. Og de får en PIN-kode, så de kan låne på bibliotekerne. Man kan håbe, at det får dem til at bruge biblioteket noget mere, f.eks. ved at de ser, at de kan låne film, computerspil og tegneserier her,« siger Tue Gaston.

Sverige er ikke alene om at levere fodboldbiografier, som sælger styrtende og appellerer til drenge, der ellers sjældent sætter sig med en bog. Forlaget Turbulenz har mange fodboldhelte som Messi og Ronaldo i kataloget. Den 7. maj udgiver forlaget desuden en prisvindende biografi om den tyske landsholdsmålmand, Robert Enke, der begik selvmord i 2009.

Turbulenz udgav også Sorte Svin i 2008, en biografi om fodboldspilleren David Nielsen, som solgte 40.000 eksemplarer. Forfatter til biografien, Jonas Ankersen, fortæller, at han skrev bogen i et letlæseligt og humoristisk sprog – både for at ramme David Nielsens tone, men også for at ramme den primære målgruppe for bogen: fodboldinteresserede teenagedrenge, der ikke læser så meget. Og det lykkedes Jonas Ankersen at ramme rigtigt: »Da Sorte Svin udkom fik jeg mange henvendelser fra forældre, som fortalte, at de normalt havde svært ved at få deres søn til at læse, men at han havde plaget for at få dem til at købe denne bog,« fortæller han.

Tove Roed underviser i børnekultur på Danmarks Biblioteksskole, og hun har forsket i drenges læsevaner: »Nogle børn og unge opfatter bøger som noget forvirrende og som noget, man skal læse i skolen. Men hvis der er noget, der interesserer dem, så kan de godt læse det alligevel. Man kan ikke med sikkerhed sige, at bare fordi de har læst Jeg er Zlatan Ibrahimovic, så kommer de på biblioteket og læser andre bøger, men de oplever naturligvis, at her har biblioteket noget, der interesserer dem,« siger Tove Roed.

Rollemodeller

På mange måder minder de unge læseres forhold til Zlatan om den perfekte mentorordning. Hvis man vil tale til utilpassede unge, skal man tale med dem i deres sprog. De svenske ghettodrenge identificerer sig med Zlatan. Han er vokset op samme sted som dem, har kæmpet med et hidsigt temperament og er en personificering af mange unge gadedrenges drømme.

Identifikationen gør sig også gældende på vores side af Øresund. På den rødmalede plads foran Nørrebrohallen møder Information Jamal på 15 og Muhammed på 14 år. De spiller selv fodbold i B1903 – med ambitioner, om at blive lige så store som Zlatan.

»Jeg har læst halvdelen. Der er meget drama i,« siger Jamal. Han har lånt Jeg er Zlatan Ibrahimovic af en af sine venner – og han har ladet Muhammed læse lidt i den. De tvivler på, at man kan få fat i den på biblioteket. »Der er jo så mange, der vil læse den,« forklarer Jamal.

Normalt læser Muhammed og Jamal ikke rigtigt bøger, men Zlatan-biografien kan noget særligt. Muhammed fortæller om sin læseoplevelse: »Jeg har læst lidt af den på en tur i Holland. Normalt med bøger, så kan jeg ikke lide at læse dem. Jeg falder hurtigt fra, men den her ... man bliver bare grebet af den … tiden flyver bare, når man læser i den.«

Drengene kendte godt Zlatans historie, før de læste bogen, men der kom nogle nye detaljer til. F.eks. om Barcelonas træner: »Så skrev han, at han var … svans. Og sådan ser han overhovedet ikke ud, når du kigger på ham!«

Drengene kender også godt til Zlatans opvækst i Rosengården i Malmø, og de fortæller om, hvordan fodboldspilleren har doneret en fodboldbane til bydelen, hvor der står »Du kan tage en dreng ud af Rosengården, men du kan ikke tage Rosengården ud af en dreng.« »Han har det i hjertet,« tilføjer Muhammed.

Tilbage på Blågårdens Bibliotek, hvor der står en man-size batmanfigur samt hylder med computerspil og dvd’er lige ved siden af ekspeditionsskranken, svarer bibliotekaren på, om der overhovedet kommer nogle piger ind og spørger efter Zlatan-bogen? »Nej – og heller ikke nogen etnisk danske unge,« svarer Tue Gaston. »Men vi havde en ældre dame, der spurgte efter bogen. Hun havde hørt i radioen om en bog, der hed Jeg er slatten!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Zlatan fodboldssucces og næsten milliardær status er forklaringen på at mange unge opgiver flerårig uddannelse til fordel for tro og håb. På en glamurøs fodboldskarriere. Skam dig Zlatan, at du ikke advarer dine fans.