Klumme
Læsetid: 4 min.

Dagbog fra Cannes: Godt begyndt er ... godt begyndt

Hvori Informations udsendte medarbejder fortæller om interviews, planlægning og akklimatisering
Hvori Informations udsendte medarbejder fortæller om interviews, planlægning og akklimatisering
Kultur
17. maj 2012

Vi er blot to dage inde i årets filmfestival i Cannes, og jeg er allerede træt.

Forstå mig ret: Jeg er glad for at være her. Faktisk, elsker jeg at komme til Cannes og se gode film og møde spændende instruktører. Men de første dage er som regel de hårdeste – siden falder man mere til ro og kommer i den helt særlige Cannes-zen-tilstand, der varer festivalen ud – og det er der flere grunde til.

1. Interviewjagten

Vil man gerne lave interviews på flere af de film, der vises i Cannes – og det vil jeg gerne – skal man rende fra Herodes til Pilatus og det ene pr-bureau efter det andet, registrere sig og pænt bede om at få et interview eller to. Er filmen solgt til dansk biografdistribution, skal man nomineres til interview hjemmefra, og det er alligevel ikke en garanti for noget som helst, for filmselskaberne rangordner nomineringerne. Er filmen ikke solgt til Danmark, har man derimod lige så gode muligheder som alle andre, og man trasker byen tynd for at finde de rigtige mennesker at tale med og håber, at man er en af de første til at give sin interesse til kende – det er man aldrig – og at ikke andre danskere endnu har været der.

Det er ikke kun en udmattende proces, fordi man rent fysisk bruger kræfter på det, men også fordi man bruger megen tid på at tale med folk, ringe dem op og maile til dem for at høre, om der er noget nyt eller ej. Og selv om pr-bureauerne som regel er bemandet af flinkt og rare mennesker, er det et indviklet bureaukrati af gamle venskaber, nomineringer og strategi, som kan være svært at gennemskue og temmeligt ydmygende at blive kastet rundt i.

Hvert år siger jeg til mig selv, at nu er det slut, nu gider jeg ikke mere. Hvert år ender jeg alligevel med at gøre turen igen, og som regel belønnes jeg da også med nogle gode interviews. I år ville jeg virkelig gerne have talt med Wes Anderson om hans Moonrise Kingdom, men på den film er der kun ét interview til Danmark – det koster nemlig penge for hver journalist, den danske distributør gerne vil have nomineret – og det gik til Politiken, der står øverst på alle den slags lister.

Til gengæld har jeg indtil videre fået bekræftet interviews med Brandon Cronenberg, Davids søn, der er i Cannes med sin debutfilm, Antiviral, der lyder som noget, hans far kunne have lavet tidligt i sin karriere; Matteo Garrone, der lavede den fantastiske Gomorrah, og nu er aktuel med Reality; Robert B. Weide, der har lavet en fin dokumentarfilm om Woody Allen; og ikke mindst John Hillcoat og Nick Cave, der har lavet en film om sprutsmuglere i depressionens USA. Lawless hedder den. Jeg venter stadig på besked om David Cronenberg, der er i Cannes med Cosmopolis, og Dario Argento, den italienske gysermester, der har lavet en Dracula-film i 3D med Rutger Hauer i rollen som vampyrjægeren Van Helsing. Jackie Chan skal jeg til pressemøde med.

2. Planlægningen

Den anden grund til, at de første dage i Cannes er de mest stressende, er, at man lige skal finde sig tilrette, planlægge, hvad man gerne vil se og ikke mindst skrive om. Gør man ikke det, bliver resten af festivalen et mareridt. Hver dag vises der dusinvis af film, og i branchebladene offentliggøres der utallige nyheder om filmprojekter, som kan være interessante at skrive om, også danske projekter, og endelig modtager man adskillige emails om dette og hin pressemøde, hvor man kan møde den og den, og det bliver bare åh så sjovt og fantastisk.

Jeg misunder virkelig ikke journalisterne på de andre store aviser – Berlingske, Politiken, JP – der alle suser rundt og hele tiden skal levere nyheder til avisernes hjemmesider og trykte udgaver. Jeg kan og skal koncentrere mig om filmene og filmkunsten, og så må jeg nå det, jeg kan nå ved siden af. Men nu sender de aviser så også flere mand herned for at dække festivalen, hvilket gør tingene lidt lettere for dem – de deler det som regel op, så én tager filmene, mens en anden laver interviews og skriver nyheder.

Jeg har Eva Novrup Redvall med som backup den første uge – og hun skal levere lidt til avisen – men hun er her egentlig ikke for Information, men fordi hun spotter film for filmfestivalen i Göteborg.

3. Akklimatiseringen

Den tredje ting, der gør de første dage i Cannes svære, i hvert fald for mig, er simpelthen, at jeg skal akklimatisere mig. Temperaturen er en anden, arbejdsrytmen er en anden, man spiser på andre og ofte ret skæve tidspunkter, man sover for lidt og har en tendens til at drikke for meget – selv om jeg for efterhånden mange år siden fandt ud af, at det går bare ikke – og der går lige et par dage, før man finder rytmen.

Heldigvis er 2012 mit 14. år i Cannes, og jeg kender efterhånden hele rumlen så godt, at der ikke går så lang tid, før jeg er klar til start. Det er sjovt at tale med de af mine kolleger, der i år er hernede for første gang, og opleve, hvor forvirrende mange ting er, og se rådvildheden i deres øjne. Men jeg prøver naturligvis at hjælpe dem på bedst mulig vis.

Nok for nu. I morgen kan man læse min første artikel i avisen. Den handler især om Wes Andersons fornøjelige åbningsfilm, Moonrise Kingdom, og Jacques Audiards Rust and Bone.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Villumsen

Fra hvilken planet er den artikel skrevet fra?

Kleenex?