Læsetid: 5 min.

’Folk overfortolker tit mine film’

Socialrealismens feterede poet Andrea Arnold har filmatiseret en af Englands mest berømte litterære klassikere. Information har mødt den 51-årige britiske instruktør og forsøgt at styre sin trang til at analysere hendes rå, håndholdte, S/M-inspirerede version af Emily Brontës ’Stormfulde højder’. Forgæves.
Socialrealismens feterede poet Andrea Arnold har filmatiseret en af Englands mest berømte litterære klassikere. Information har mødt den 51-årige britiske instruktør og forsøgt at styre sin trang til at analysere hendes rå, håndholdte, S/M-inspirerede version af Emily Brontës ’Stormfulde højder’. Forgæves.
24. maj 2012

»Du må virkelig være vred!« Det var den allerførste reaktion, Andrea Arnold fik på sin nye filmatisering af Stormfulde højder.

Vi sidder i en frodig have på Venedigs Lido, hvor filmen netop er blevet præsenteret for verdenspressen, og den britiske instruktør, der i 2005 blev belønnet med en Oscar for sin kortfilm Wasp og siden har været feteret auteur som følge af succesen med det socialrealistiske dram a Fish Tank, griner bare af kommentaren.

»Grundlæggende er jeg nu ret glad,« siger Andrea Arnold, hvis telefon i øvrigt højlydt afbrød det internationale pressemøde dagen før med »Always Look on the Bright Side« fra Life of Brian som ringetone.

Når man alligevel kan komme i tvivl, skyldes det hendes hardcore makeover af en af filmhistoriens mest elskede romantiske dramaer. Stormfulde højder er ganske vist en filmatisering af Emily Brontës romanklassiker, men eftersom den i lighed med William Wylers sort-hvide klassiker fra 1939, den mest berømte af mange filmatiseringer, primært holder sig til romanens historie om Cathy og Heathcliff, er sammenligningen oplagt. I hvert fald til en vis grad.

Brontës berømmelse er vundet takket være romanens undersøgelse af lidenskabens destruktive aspekter frem for filmklassikerens tillige melodramatiske agenda.

Wylers drama huskes bedst for Laurence Oliviers gådefulde og forpinte, om end voldsomt karismatiske, mørke byronske helt og hans forulykkede kærlighed til Merle Oberons Cathy, der er uden for hans rækkevidde på grund af hans fattige herkomst. Og for deres dialog i filmens klimaks:

»Oh Cathy!« »Oh Heathcliff!« »Oh Cathy!« … »Oh Heathcliff!«

Kender man til hendes rå poesi, hendes socialt bevidste film, kunne man umiddelbart tro, at den vindblæste hede i Emily Brontës Yorkshire anno 1847 lå langt fra Andrea Arnolds bevidsthed som filmskaber.

Eksempelvis er Fish Tank om en 15-årige piges undselige, men ikke desto mindre desperate opgør mod sin unge, alkoholiserede mor, deres liv i en nedslidt ghetto og den forgudede stedfar, der forfører hende, en sviende naturalistisk skildring af nutidens England.

Hvordan fandt du på at beskæftige dig med et kostumedrama fra 1900-tallet?

»Min agent kontaktede mig og spurgte, om jeg var interesseret i Stormfulde højder, og da jeg på et tidspunkt havde hørt, at der var en ny filmatisering på vej, men at der allerede var en instruktør tilkoblet, blev jeg enormt misundeligt. Så jeg slog til med det samme. Jeg har et eller andet med den der bog. Det er en bog, som ingen rigtigt kan finde ud af, og som folk bliver ved med at forsøge at fortolke og forstå. Jeg har lige fået at vide, at Emily Brontë faktisk ikke havde tænkt sig, at der var nogen, der skulle læse den. Det, tror jeg, har givet hende mulighed for at skrive fuldstændigt frit, og det, tror jeg, er forklaringen på, at romanen er så stærkt influeret af det underbevidste. Hun har simpelthen ikke følt sig bundet af, at andre skulle læse det, hun skrev, og det har gjort romanen mere dristig. Der er utroligt meget i romanen, som simpelthen tryllebinder folk, og man kan læse så meget ind i den.«

Hvad betyder romanen for dig, og hvad får du ud af den?

»Altså, jeg ved jo godt nogenlunde, hvad det er, jeg har lyst til at sige. Men det er min hensigt, at folk skal forlade biografen og tænke: ’Hvor vil hun hen med det?’ Jeg hader, når folk overanalyser film. Så kunne jeg lige så godt gøre mine film mere tydelige. De skal være ambivalente. Jeg gider ikke forklare min film. Jeg vil have, at folk investerer noget, når de ser den. Desuden kommer man let til at bevæge sig ind på klæbrige, personlige temaer, når man afslører, hvad der tænder én ved et projekt,« griner hun.

Hvad Andrea Arnold ikke forklarer, formulerer hun imidlertid i billeder. Hendes version af Stormfulde højder er en art hyperrealisme, hvor romanens mørklødede hittebarn Heathcliff, der siges at kunne stamme fra ’sigøjnere’, er blevet sort, måske som et hint til den tids omfattende slavehandel. Andrea Arnolds faste fotograf Robbie Ryans håndholdte kamera registrerer livagtigt de usle livsvilkår på heden, så man kan føle den fugtige blæst og må dukke sig for Cathys bror Hindleys gustne spiritusånde og ubarmhjertige prygl.

Her er Cathy og Heathcliff blot småfolk i alle henseender underlagt naturen. Også i romanen spiller de famøse hedelandskaber en vigtig rolle, men hos Andrea Arnold fortolkes den storslåede symbolik i en nærgående, dokumentaristisk fascination af naturens kødelighed.

»Jeg elsker at bruge naturen som metafor for mennesker, og det var min motivation for at ville lave filmen. Hver eneste gang én af os så en bille eller en sommerfugl, råbte vi på Robbie,« siger Andrea Arnold.

Ligesom den lænkede hest i ’Fish Tank’ reflekterer Mias kamp?

»Hesten i Fish Tank er meget misforstået. Faktisk bliver jeg ret irriteret, når folk overfortolker mine film, og over den måde, hesten bliver fortolket på. Folk overfortolker tit mine film. Mange tror, det er en tung, firskåren symbolik, at hun er hesten. Hesten blev ved med at dukke op, da jeg skrev manuskriptet. Jeg blev ved med at drømme om den og om, at jeg måtte have mine venner til at passe den. Så jeg slog det op i et freudiansk drømmeleksikon. Hesten kan betyde seksualitet, men det kan også repræsentere den mørke side af faren. Jeg tænkte: ’Wow – det var da ufatteligt! Når man tænker på materialet i filmen!’ Hvis jeg et sekund troede, at hesten var et symbol på Mia, ville det være en alt for tydeligt metafor. Jeg følger mit instinkt.«

Du lægger vægt på de mørke temaer?

»Ja, det er noget, jeg har fra bogen, fordi der er meget sadomasochisme i bogen, så det føltes rigtigt. Der er en masse, der bliver bundet og strammet til og snøret ind, for eksempel Cathys kjoler. Og der er masser af fjer. Cathy har et tema med fugle og fjer. I bogen er der en scene, hvor de spiser middag, en stor gås, hvor den rige Edgar dukker op, og hendes bror Hindley river vingen af fuglen. Det handler om begyndelsen på Cathys fangeskab i ægteskabet med Edgar. Bagefter bringer hun vingen til Heathcliff. Da de kom med en fugl til mig, var der ingen vinger, men jeg var besat af ideen. ’Find en vinge til mig!’«

Stormfulde højder er optaget i 4:3-format og med amatørskuespillere »for at få det så autentisk som muligt« og sågar med amatørhunde, for som hun siger, så er trænede hunde alt for veldresserede.

Hendes Brontë-fortolkning er alt andet end det. Kompromisløs er det adjektiv, der bedst beskriver Andrea Arnold. Og, ok, måske kan man også godt betegne hende som en lille smule vred. For, ja, medgiver hun, der er en sammenhæng mellem de nylige optøjer i England og hendes brutale skildring af klasseskel i Brontë-opdateringen. Selv har hun arbejderklasse-baggrund, og lært at tale ’posh’, for »ingen vil give fire millioner pund til en instruktør, hvis dialekt siger South of London«, som hun siger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Sønderkøge

Englænderne er de allerværste til at genindspille de samme historier i en uendelighed.

Det eneste nye de kan tilføje er stadig mere voldelige sex-scener.

Kreativiteten i branchen er så ringe at den ikke er til at få øje på. Så hvis folk spørger efter den og damen ikke vil svare - så har vi et virkeligt selvskabt problem.

Jens Holger Laursen

"Uhh altså jeg bliver overfortolket".
- Mage til krukkeri skal man sgu lede længe efter. Fish Tank drev fuldstændig over af klæbrigtung symbolik egnet til fjerde klassetrin. Men hun har det sikkert sjovt. Små hjerner, små glæder.