Klumme
Læsetid: 2 min.

Gotisk lyd i sort og hvid

På Museet for Samtidskunst i Roskilde åbnede udstillingen ’Soundings’ i lørdags som en blanding af skulptur og klangkunst
Kultur
3. maj 2012

Opringning til Sanne Kofoed Olsen, leder af Museet for Samtidskunst i Palæet på Stændertorvet:

– Var det en god fernisering?

»Ja, også fordi den er et graduate show for deltagerne fra de nordiske kunstakademier, som står bag udstillingen.«

– Du er ikke kurator, så du kan godt tillade dig at nævne et par af de projekter, du selv synes er særlig bemærkelsesværdige ...

»Der er for eksempel en finsk kunstner, Lauri Wuolio, som har lavet en cirkel af stolper med påmonterede klokker, der ringer, når beskueren træder ind i cirklen og bevæger sig omkring. Og altså selv komponerer.«

– Dørklokker?

»Nej, de ligner minikirkeklokker, men de er elektriske!«

– Flere projekter ...

»Så har Elin Øyen Vister lavet en lyttelounge med lyde fra naturen i Norge. Et rum, man træder ind og tager plads i for at høre hendes lp.«

– Nærmest ligesom i en pladeforretning?

»Noget mere stemningsfuldt. Der er også et projekt af Signe Lidén inspireret af atomaffaldsdepoter. Lange tykke poser eller slanger, der hænger ned og ud fra væggen og afgiver mol-toner af luftlyd. Det er et dystert, men flot værk.«

– Der er ikke meget kulør på tilværelsen?

»Nej hele udstillingen er meget sort-hvid og gotisk. Det er ikke direkte aftalt, men åbenbart opstået gennem de fælles workshops, de nordiske skoler har holdt gennem to år. En særlig lyduddannelse for skulpturelt orienterede kunstnere.«

– Institutionen i Roskilde hedder Museet for Samtidskunst. Det er et paradoksalt navn, som du heller ikke selv har fundet på, men overtaget.

»På engelsk ville det hedde Museum of Contemporary Art. Det lyder ikke helt så paradoksalt, selv om begrebet selvfølgelig kan siges at være flydende. For er det nu det splinternye, det drejer sig om, eller er samtid en bredere størrelse? Vi har valgt at koncentrere os om nyskabende kunst efter 1960.«

– Det er nogenlunde ligesom Documenta hvert femte år i Kassel. Skal du derned til nr. 13, som starter nu i midten af juni?

»Ja, det skal jeg. Og jeg skal også til Berlin Biennalen, der netop er åbnet. Den tager pulsen på kunsten lige nu. Documenta er ind imellem også historiserende. Det er Berlin Biennalen ikke!«

 

Udstillingen ’Soundings’ er åben frem til 3. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her