Læsetid: 5 min.

Det handler om penge

Wall Street er befolket af gangstere. I hvert fald hvis man skal tro Andrew Dominik, der i sin Cannes-film, ’Killing Them Softly’, frækt bruger gangsterfilmen til at fortælle om et USA på randen af den økonomiske og moralske afgrund. Briten Ken Loach bruger derimod komedien til at argumentere for, at man skal give folk en chance til
’The Angels’ Share’ er en art fabel, og Ken Loach og Paul Laverty tillader sig midt i al det triste og brutale at slå gækken løs og blande humor og alvor på en ret fin og livsbekræftende måde.

’The Angels’ Share’ er en art fabel, og Ken Loach og Paul Laverty tillader sig midt i al det triste og brutale at slå gækken løs og blande humor og alvor på en ret fin og livsbekræftende måde.

Festival de Cannes

23. maj 2012

»America is a business,« siger Brad Pitt på et tidspunkt i newzealandske Andrew Dominiks Killing Them Softly, der er noget så usædvanligt som en hårdtslående og blodig gangsterfilm med den økonomiske krise som undertone.

Filmen, der er med i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes, foregår øjensynligt i 2008, og mens daværende præsident George W. Bush taler om amerikanernes store økonomiske udfordringer, og senator Obama holder taler om USA’s indbyggere som ét folk, på tværs af racemæssige, religiøse og seksuelle skel og landet som et fællesskab, meler Pitt sin egen kage i rollen som unavngiven hitman for mafiaen, der drives som en virksomhed.

Pitt køber bestemt ikke alt det ævl om fællesskab og sammenhold – for ham som for de mange bank- og forsikringsfolk, der forårsagede den økonomiske krise og blev rige på det, handler det om at få sin betaling, passe sig selv og lade de andre om deres.

Filmens titel, Killing Them Softly, refererer til Pitts metode, når han dræber. Han foretrækker at gøre det på afstand, uden at blive følelsesmæssigt involveret, og anskuer man Dominiks film som en analogi – hvilket er oplagt – er det jo også, hvad Wall Streets ’gangstere’ har gjort; slået den amerikanske økonomi og helt almindelige menneskers hverdag i stykker uden at skulle forholde sig direkte til dem.

Blod og ballet

Det er frækt af Andrew Dominik, der tidligere har lavet The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007), at bruge gangsterfilmen, endda så stiliseret og voldelig en af slagsen, til at aflevere et slagfærdigt politisk, samfundskritisk budskab, og for det meste slipper han af sted med det.

Der bliver snakket meget i Killing Me Softly, som har mere tilfælles med tv-serien The Sopranos – ikke kun pga. James Gandolfinis birolle som deprimeret hitman fra New York – end med så mange andre mere traditionelle, actionprægede gangsterfilm. Alle personerne har problemer og vil gerne tale om dem, hvad enten det handler om penge, familien eller de transaktioner, filmen er fuld af, og som tilsyneladende udgør deres liv og eksistens.

Indimellem lyder Killing Them Softly og personerne næsten som et ekko af Quentin Tarantino, men der er en mindre poetisk og mere bitter tone i dialogen og filmen, der er baseret på en bog af George V. Higgins, og som da heller ikke er fyldt med så mange referencer til andre film og genrer, som man er vant til hos Tarantino.

Samtidig iscenesætter Dominik flere af de ikke få mord i filmen, som var det ballet eller en nærgående naturdokumentarfilm og i superslowmotion, så man kan se kuglerne trænge ind i kroppen, og hoveder eksplodere i skyer af blod og hjernemasse. Selvfølgelig er det forfærdeligt, men flot ser det ud, og det æstetiserer volden i en grad, så man får en distance til den.

Indirekte politik

Med Killing Them Softly i baghovedet er det interessant at notere sig, at der ikke bedrives lige så meget politik i filmene i det officielle program i Cannes, som man ellers har gjort i de senere år. Der er ingen stort anlagte dokumentarfilm om krig og krise – dog er Fatih Akin i byen med en dokumentarfilm om forurening – og spillefilmene forholder sig hovedsageligt indirekte til politiske og samfundsmæssige emner. Det er hovedsageligt menneskelige relationer, det handler om i år.

Som f.eks. Thomas Vinterbergs Jagten, der gennem portrættet af et enkelt menneske, som bliver uskyldigt anklaget for pædofili, får fortalt en meget større historie om det hysteri, der kan gribe et samfund pga. uvidenhed og angst.

Eller østrigske Ulrich Seidl, der får sagt kontante sandheder om forholdet mellem Europa og Afrika ved i Paradise: Love at skildre en midaldrende kvindes sexrejse til Kenya.

Sympati for de små

På en lignende facon er Ken Loachs nye film, The Angels’ Share, både en komedie om en håndfuld uduelige unge mennesker og småforbrydere fra Glasgow og et opbyggeligt, socialrealistisk drama om, at alle fortjener en chance til, selv om myndigheder og deres øvrige omgivelser har givet op. Det virker, som om snart 76-årige Ken Loach – sammen med Mike Leigh, det britiske samfunds fremmeste kronikør – har besluttet sig for at veksle mellem bidsk, storpolitisk drama, Guldpalmevinderen Vinden, der ryster kornet (2006) og Route Irish (2010), og mere hverdagsligt komediedrama, Looking for Eric (2009) og nu The Angels’ Share.

Og ligegyldigt hvilken film han laver, er man ikke i tvivl om, at instruktøren og hans faste manuskriptforfatter, Paul Lavertys, sympati ligger hos de små i samfundet – de arbejdsløse, de udstødte, de undertrykte. The Angels’ Share handler om ballademageren og slagsbroderen Robbie (Paul Brannigan), hvis kæreste, Leonie (Siobhan Reilly), venter barn, hvorfor han nu er parat til at ændre sit liv.

Ingen tror dog på, at Robbie kan forandre sig, slet ikke Leonies far og onkler, der gennemtæver ham og beordrer ham til at holde sig langt væk fra hende. Men da Robbie skal aftjene den samfundstjeneste, han er blevet idømt for et voldeligt overfald, møder han socialarbejderen Harry (John Henshaw), som får Robbie gjort interesseret i whiskyfremstilling som en mulig fremtid og profession, og en flok jævnaldrende utilpassede individer, der bliver hans gode venner.

Spørgsmålet er nu, om Robbie formår at holde sin sti ren, tage sig af Leonie og barnet, der kommer til verden midt i filmen, og undgå den flere generationer lange blodfejde, han takket være sin familie er involveret i.

Gyldne øjeblikke

Havde The Angels’ Share været et rent drama, som gik efter realisme og troværdighed, havde det set sort ud for stakkels Robbie. Men det er en komedie, en art fabel, og Ken Loach og Paul Laverty tillader sig midt i al tristessen og brutaliteten at slå gækken løs og blande humor og alvor på en ret fin og livsbekræftende måde. I den bedste af alle verdener, så livet sådan ud.

Loach og Laverty giver Robbie en chance til, lader ham være mønsterbryder, og selv om hans nye venner ikke er Guds bedste børn – eller de hurtigste knallerter på molen – sætter de sig sammen for at opsøge en whiskyauktion i det skotske højland i håbet om at tjene store penge. Det bliver ikke nogen kedelig tur, og især Albert (Gary Maitland), der er dum som en dør, leverer mange af filmens gyldne øjeblikke.

Som da de kiltklædte unge rejsende får en lift i en bus, der viser sig at være fuld af nonner, og en forbavset Albert udbryder: »Bloody Hell! Sound of Music.«

 

’Killing Them Softly’ har dansk premiere senere på året. ’The Angels’ Share’ er endnu ikke i dansk distribution – men lad os håbe, at det sker

www.festival-cannes.com

Mere fra Cannes på information.dk/film og Twitter:@monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

morten hansen

Jamen Wall Street ER befolket af gangstere!

Og nogen gange kunne det være helt befriende, hvis filmanmeldere formåede at koble fx. politisk virkelighed sammen med filmens virkelighed. De vil jo nok hævde, at det ikke er deres job, men jeg synes faktisk, det kunne være interessant.

I den centrale scene fra Godfather II, hvor Michael Corleone siger til Kay, at hun ikke skal være bekymret, for om et års tid er deres virksomhed fuldt lovlig. Forfatteren og instruktøren vidste, hvad de talte om. Det er nøjagtig, hvad der er sket i korporatismens / fascismens USA. Mafiaen har lovliggjort sig selv. Og bankerne har aktivt inviteret dem indenfor for at tjene på deres enorme kapitale potentiale.

Og i Godfather III køber Michael Corleone sig ind i Vatikanbanken. Også interessant. Gæld / skyld er en fællesnævner for centralbanksystemet og kristendommen. Ikke tilfældigt. Om det er en bankmand, en dommer eller en præst, der lægger lænker om din fod er kun et spørgsmål om medie.

Jeg synes, det kunne være interessant i højere grad at diskuttere virkelighed, når vi taler om film. En gang imellem.