Læsetid: 5 min.

’For en intellektuel er det ingen beroligelse at have ret’

En af Tysklands førende intellektuelle, den 85-årige forfatter Martin Walser, har besøgt Danmark. Information mødte ham til en samtale om Kierkegaard, retfærdiggørelse og uafhængighed
Forargelse. I 1998 modtog Walser de tyske boghandleres fredspris. Da han i sin efterfølgende takketale frabad sig den udbredte brug af Auschwitz som ’moralsk kølle’ over for tyskerne, vakte det stor skandale i den tyske offentlighed.

Forargelse. I 1998 modtog Walser de tyske boghandleres fredspris. Da han i sin efterfølgende takketale frabad sig den udbredte brug af Auschwitz som ’moralsk kølle’ over for tyskerne, vakte det stor skandale i den tyske offentlighed.

Tine Sletting

18. maj 2012

»For mig er og bliver uafhængigheden det vigtigste af alt. Også selv om jeg ved, den bare er en illusion.«

For de fleste ville en udtalelse af denne type let falde til jorden. Blive for meget af det gode. Men ikke når den bliver udtalt af Martin Walser.

Sammen med Günter Grass Tysklands store efterkrigsforfatter og en af tysk litteraturs vægtigste stemmer og skarpeste samfundsdebattører. Behovet for uafhængighed har fulgt Walser, siden han som ung forfatter arbejdede ved radioen.

»Her så jeg, hvordan de ældre skrivende på redaktionen kom gående med en mappe under armen og på deres bedende knæ tilbød deres manuskripter for redaktøren. Dengang svor jeg, at jeg aldrig skulle blive en gammel mand med manuskriptet under armen. Jeg ville aldrig være afhængig,« fortæller Martin Walser.

Og sådan blev det. Siden debuten i 1957 med romanen Ehen in Philippsburg har Martin Walser levet et liv i litteraturens tjeneste. Det er litteraturfestivalen CPH:LITT, som nu har bragt den 85-årige forfatter til Danmark. Et land som for Martin Walser først og sidst er forbundet med Kierkegaard.

»Kierkegaards begreb om den indirekte meddelelse er for mig, hvad al god litteratur handler om. Kun indirekte, gennem litteratur, musik eller billedkunst, kan man meddele sig om det væsentlige i eksistensen.«

Det var Kierkegaards afhandling ’Om Begrebet Ironi’, som fangede Walsers interesse for den danske tænker under et ophold som gæsteprofessor i Austin, Texas i de tidligere 1970’ere. Siden har netop det værk været en af Walsers husbibler. Han har altid undret sig over, hvorfor tyske litteraturvidenskabsfolk har været så dårlige til at forstå, hvad ironi går ud på.

»I Tyskland har man altid sagt, at Thomas Mann er ironiker, hvad han absolut ikke er. Den egentlige ironi findes hos Sokrates, og hos Swift, når han over 40 sider sagligt argumenterer for, at de fattige burde sælge deres nyfødte børn på markederne. Men den ironi har de aldrig forstået i Tyskland, fordi de ikke kender Kierkegaard.«

Den hverdagslige ironi giver Walser derimod ikke meget for. Den kan højest bruges til at føre sig frem som åndrig og distingveret. Selv foretrækker han klar tale. Med noget på spil. Om menneskets forhold til sig selv. Og til Gud. Sidstnævnte er begyndt at fylde stadigt mere i Walsers sene forfatterskab.

»Troen er en ligning, der ikke går op. Og der vil altid være folk, som kun vil have ligninger, der går op. Men der vil også altid være nogen, der tvivler.«

Troen er med andre ord ikke noget, man har. Men den er en evig kilde til anfægtelse. Og så er troen som fortælling om menneskets tilblivelse og eksistens simpelthen smukkere end naturvidenskabens formler, forklarer Walser.

»For mig er skabelsesberetningen vigtigere end Big Bang-teorien, fordi den er smukkere. Jo skønnere noget er, jo lettere er det for mig at tro på det.«

Retfærdiggørelse

Først og sidst handler tro for Martin Walser om retfærdiggørelse. Et begreb, som har optaget ham, siden han for 20 år siden læste Augustins værk om retfærdiggørelse i tysk oversættelse.

Walser slugte Augustins radikale udlægning af den gammeltestamentlige fortælling om Esau og Jakob som en roman om to mennesker, der ikke ved, om de er forbandet eller frelst. En roman, som Calvin, Luther og Karl Barth siden hen har skrevet videre på.

»Alle handler de grundlæggende om det samme. At kun uden retfærdiggørelse er det enkelte menneske retfærdiggjort. Ellers bliver retfærdiggørelse til et spørgsmål om at have ret, om at leve det rigtige liv. Nogle kan nøjes med det, men for en intellektuel er det ingen beroligelse at have ret. Intet er nemlig sandt uden sin modsætning.«

Rethaveriske mennesker interesserer ikke Martin Walser. Af samme grund er hans romaner fyldt med mennesker, som ikke lykkes. Og som derfor kæmper med retfærdiggørelsen. Antihelte kalder man dem ind imellem. Men den betegnelse bryder Walser sig ikke om.

»For mig er de store helte. Men det er mennesker, som er kendetegnet ved deres ulykke. Hver har sin egen variation eller egen frekvens af ulykke,« fortæller Walser.

Han skriver fortsat om mennesker, som har det svært, men betingelserne for lidelse har ændret sig i de knap 60 år, han har skrevet romaner.

»Tidligere led heltene i mine romaner under samfundsmæssige betingelser. Men den slags betyder ikke noget længere.«

I romanen Muttersohn fra 2011 er det i stedet netop troen og retfærdiggørelsen, som optager hovedpersonen. I Ein liebender Mann fra 2008 er det kærligheden. I stedet for økonomiske forhold, arbejde og politik er eksistensens grundvilkår rykket i forgrunden. Det skyldes dog ikke, at mennesker ifølge Walser er blevet mere eksistentielt lidenskabelige siden midten af det 20. århundrede. Snarere tværtimod.

»Vi er blevet mere ligeglade. Måske fordi vi har så meget mere, end vi har brug for. Den tilbageværende rest af vilje til at tage del i samfundet kanaliseres over i forbrug eller i politiske tilhørsforhold.«

Kainsmærket

I 1998 modtog Walser de tyske boghandleres fredspris. Da han i sin efterfølgende takketale frabad sig den udbredte brug af Auschwitz som ’moralsk kølle’ over for tyskerne, vakte det stor skandale i den tyske offentlighed, hvor Walser blev beskyldt for at være eksponent for en ny nationalisme. Beskyldninger, som tog til, da han i 2002 udgav nøgleromanen Tod eines Kritikers, der blev udlagt som et antisemitisk karaktermord på den jødiske litteraturkritiker Marcel Reich-Ranicki.

Selv om Walser udmærket er klar over, at debatten om Holocaust og den tyske skam, fortsat er kontroversiel, var han alligevel chokeret over beskyldningerne, som han siden har måttet bruge oceaner af tid på at tilbagevise. Som oftest uden held. Antisemitismedebattens stempel er blevet Walsers kainsmærke.

»Hvad folk i virkeligheden mener, er tilsyneladende ikke interessant længere. Medierne vil have deres skandale, og den får de så. Men hvis folk vil vide mere om, hvad jeg faktisk mener om disse emner, kan de jo heldigvis læse mine bøger.«

Selv om positionerne i den tyske antisemitismedebat kun bevæger sig meget langsomt, så går udviklingen heldigvis stærkere på andre områder, anfører Walser. Spørger man forfatteren, der som ung mand blev indkaldt til krigen som Flakhelfer, til Tysklands nye position i Europa, er det ikke økonomien, som er i fokus.

»Hvis man i dag sagde til en ung mand, at han i morgen skulle i krig og slå franskmænd ihjel, ville han tro man var gal. Men i min tid var det faktisk en mulighed. Og ifølge nogle en nødvendighed. At alt det er væk, at den krigeriske nationalisme i Tyskland og andre lande i vidt omfang er ophævet i det europæiske projekt, er helt enestående. Så kan der ske, hvad der vil.«

Han medgiver gerne, at vi måske nok taber væsentlige elementer af europæisk historie i takt med, at de enkelte nationer deponerer en del af deres identitet i det fælles europæiske projekt. Men han er ikke i tvivl om, at det er den rigtige vej at gå. Ikke mindst fordi det er en vej, han kender fra litteraturen.

»I litteraturen har Europa aldrig været et problem. Jeg har lært at læse med Dickens, Flaubert, Strindberg og siden Kierkegaard. Nu er politikerne lykkeligvis ved at nå derhen, hvor vi litterater har været i 2000 år.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

Den 30 jänner 1944 ansøgte en ung tysker om medlemsskab i NSDAP. På førerens fødselsdag i 1944, blev han - Martin Walser - optaget i partiet,

Johannes - for helvede - det her er Børges avis. Du burde i det mindste holde op med at forholde dig taktisk til sandheden.

Søren Kristensen

Frit efter Kierkegaard:

Æstetikeren: På et tidspunkt tvinges spidsborgeren til at forholde sig til sit eget selv, men vil med det samme forsøge at flygte fra sin egen eksistens, ved i første omgang at distancere sig selv med ironi. Han bliver til en ironiker, der med tiden bliver så fortrolig med selvet, at han tager springet mod at blive: Etikeren. Dette stadie er det egentlig ærlige og ansvarlige punkt, hvor personen er trådt i eksistens og ikke fornægter sit eget selv. Men etikeren vil mangle mening i tilværelsen og vil blive grebet af en eksistentiel angst. Fortsætter udviklingen, vil han nå et mellemstadie hvor humor spiller en væsentlig rolle, før han når frem til:

Det religiøse stadie. Dette er Kierkegaards sidste stadie, som er opdelt i 2 former:

Religiøsitet A. Dette er den konforme og ukrævende religiøsitet, hvor personen trofast går i kirke, beder sin aftenbøn – men mere af rutine end egentlig eget-valg. Ifølge Kierkegaard er denne form for religiøsitet ikke acceptabel, da man ikke tager stilling selv, men snarere bliver styret af religionen som institution (jf. Kierkegaards kritik af folkekirken).

Religiøsitet B. Den lidenskabelige og åndeligt krævende tro er det ultimative stadie, hvor personen indser det paradoksale og absurde i det kristne gudsbegreb: Gud fødes som menneske (Jesus), for at dø på korset og opstå igen, så menneskeheden frelses fra dets synder.

Når vores ven omsider har være hele møllen igennem når han forhåbentligt til endnu et sidste mellemstadie (mellem summen af sine erfaringer og den ultimative ditto, som vi af gode grunde ikke kan sige meget om) hvor humoren forhåbentlig igen lægger sig som et formildende slør over samtlige erfaringer. Sker denne sidste transformation ikke er det bare ærgerligt, ikke mindst for omgivelserne, for så er der nemlig fremkommet det vi kalder: en sur gammel mand.

(PS. Jeg kender ikke Martin Walser og ved derfor heller ikke om han har humoren i behold. Bedømt ud fra fotoet er det ret svært at se om der gemmer sig et lille smil på læben eller et glimt i øjet).

Steen Erik Blumensaat

Kirkegård var tilhænger af det absolute monarki.
M W for et totalitært styre.

Sokrates var lærer, underviser i tyrani.

Tyraniet længe leve synes at være budskabet.