Interview
Læsetid: 6 min.

John F. Kennedy byggede Berlinmuren

Kold krig. Frederick Kempes bestseller om den internationale krise i 1961, der førte til Berlinmurens opførelse, giver et radikalt nyt perspektiv på Den Kolde Krig. I et interview med Information fortæller forfatteren om Kennedys fatale fejltolkning af signaler fra USSR, og giver sin vurdering af præsident Obamas udenrigspolitik
Kultur
1. juni 2012
Berlinmuren. Opførelsen af Berlinmuren kunne have været undgået, hvis blot den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy havde forstået at læse signalerne fra USSR korrekt, mener forfatteren til bogen ’Berlin 1961’ Frederick Kempe.

Berlinmuren. Opførelsen af Berlinmuren kunne have været undgået, hvis blot den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy havde forstået at læse signalerne fra USSR korrekt, mener forfatteren til bogen ’Berlin 1961’ Frederick Kempe.

Henrik Vering

Verden dirrede af angst for en atomkrig i oktober 1961. Den kolde krig var intens, og intet sted sås det tydeligere end i den gamle tyske hovedstad Berlin, hvor amerikanske og sovjetiske soldater befandt sig blot 100 meter fra hinanden. Alle de mest ressourcestærke østtyskere var i færd med at udvandre til Vesttyskland. Med Moskvas briller var det selve Østblokkens stabilitet og sikkerhed, der var truet. Kunne Sovjetunionen ikke stoppe blødningen, ville lande som Polen og Ungarn måske også falde fra. USA havde på den anden side ikke tropper nok i Europa til at matche russernes. Begge lande havde atomvåben – men ville de bruge dem?

På den internationale scene stod to statsmænd over for hinanden: i USSR, den daværende sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov, en snu bondesøn, der under stalinismen havde overlevet flere magtkampe i sit eget parti end de fleste troede muligt. En 67-årig mand der først havde lært at læse som voksen, og som var under pres op til den kommende partikongres fra hardlinere i kommunistpartiet. Over for ham stod USA’s uerfarne, privilegerede, men folkeligt populære, nyvalgte præsident John F. Kennedy, blot 44 år gammel. Khrusj-tjov troede ikke, at Kennedy ville risikere en nuklear vinter for Berlins skyld. Kennedy forsøgte på den anden side at overbevise Moskva om, at USA ikke ville holde sig tilbage fra at bruge atomvåben, hvis det var nødvendigt for at holde Sovjetunionen i skak.

En mur der fastfrøs Den Kolde Krig

Det er denne højspændte situation, der ender med delingen af Berlin via en mur. Og det er den situation, der er udgangspunktet for Frederick Kempes globale bestseller Berlin 1961, der udkom på dansk på forlaget Turbulenz i slutningen af maj. Danmark er det 11. land, bogen udkommer i, og Information mødte forleden Kempe – der har været mangeårig journalist bl.a. i Tyskland for Wall Street Journal, men som i dag er formand for tænketanken The Atlantic Council i Washington DC – til en samtale om bogen, hvis provokerende tese er, at opførelsen af Berlinmuren skyldtes Kennedys fejllæsning af signalerne fra USSR, og at den amerikanske præsident muligvis kunne have bidraget til at slutte Den Kolde Krig næsten 30 år før den endte i 1989.

– Hvorfor skrive endnu en bog om Den Kolde Krig. Er perioden ikke velbelyst af historikere over hele verden?

»Jeg har været interesseret i Den Kolde Krig i årevis. Og faktisk er Cuba-krisen langt bedre beskrevet end opførelsen af Berlinmuren. Jeg ønskede at finde ud af mere om baggrunden for bygningen af den mur, der om noget kom til at symbolisere delingen af Europa. Beslutningen var det mest afgørende øjeblik i Den Kolde Krig frem til 1989. Særligt ønskede jeg at finde ud af mere om Kennedys rolle. Det mener jeg lykkedes.«

Kennedys fatale fejllæsning

– Hovedbudskabet med bogen er, at Kennedy fejlfortolkede både Khrusjtjovs stilling i sit eget land og hans intentioner. Hvad var Kennedys problem?

»Det er i hvert fald det mest opsigtsvækkende budskab, og nok også grunden til, at bogen er endt som bestseller uden for USA. Kennedys første år som præsident var det værste år, en amerikansk præsident nogen sinde har oplevet, en perlerække af katastrofer. Lad mig lige ridse hans situation op i 1961. Anden Verdenskrig er sluttet blot 16 år tidligere. Det sovjetiske imperium er truet af en implosion. Situationen er dramatisk, og Kennedy er uerfaren udenrigspolitisk. Samme forår har han ydmygende måttet påtage sig ansvaret for den USA-støttede, mislykkede militære aktion i Svinebugten på Cuba, hvor planerne om at vælte Fidel Castro er faldet til jorden på spektakulær vis. De to statsoverhoveder mødes så første gang til en konference i Wien 4. juni, hvor den ældre og langt mere erfarne sovjetiske leder er besluttet på at sende stærke signaler til Kennedy. Men faktisk har han før mødet rakt sin hånd ud flere gange. Kennedy ser det bare ikke,« indleder Kempe og fortsætter:

»Hans problem bunder i, at han ikke forstår den interne situation i det kommunistiske parti eller sovjetisk indenrigspolitik. Han ved f.eks. ikke, at Khrusjtjov kæmper for sin overlevelse derhjemme. I oktober afholdes en partikonference, hvor Berlin kan blive det våben, der vil blive brugt mod ham. Høgene i det sovjetiske kommunistparti siger hele tiden til ham, at han ikke er skarp nok over for ’de kapitalistiske imperialister’. Han skal vise en meget mere resolut profil, lyder det. Derfor skruer han op for retorikken, og resultatet er, at Kennedy føler sig intimideret og truet. Han siger senere til en reporter ved New York Times, at han følte sig »skambidt« af Khrusjtjov. Den sovjetiske førstemand ved på den anden side, at hvis han taber Berlin, vil han også tabe magtkampen i sit eget parti. Han er desuden under pres fra den østtyske regering og kineserne. Begge mænd går fejl af hinanden, men det er Kennedy, der taber mest. Han ender med at stå som taberen ved konferencen, og med at have givet sin indirekte opbakning til bygningen af muren.«

Den afgørende indenrigspolitik

– I bogen antyder De, at Khrusjtjovs succes med at opføre Berlinmuren leder ham til at anbringe missiler på Cuba – der senere fører til Cuba-krisen. Men her vender Kennedy – og vinder. Missilerne bliver fjernet igen, og i Vestberlin holder han så sin berømte ’Ich bin ein Berliner’-tale i 1963. Her opstår den nye Kennedy. Men det er for sent, Muren er opført.

»Netop. Min holdning er, at havde Kennedy klart og utvetydigt sagt til Khrusjtjov i Wien, at han ikke ville acceptere nogen ændring af Østberlins status eller adgangen til byen, ja så ville Muren ikke være blevet bygget. I stedet sagde Kennedy mere eller mindre, at han kunne acceptere hvad som helst, så længe det kun handlede om Østberlin. Så længe Vestberlin fik lov at stå uforstyrret og beholde sin frihed. Kennedy tror, at han vil få en mere venlig og imødekommende sovjetisk leder ud af det – plus at han undgår en atomkrig i Europa over Berlin. I stedet får han en langt mere selvsikker Khrusjtjov.«

- Findes der nutidige amerikanske paralleller til den udenrigspolitiske læreproces, som præsident Kennedy gennemgik og til den fejllæsning af USSR, som De beskriver fandt sted?

»Det sidste først: Jeg er ikke overbevist om, at vi i USA rigtig har forstået, hvad der foregår i Iran. Fatter vi egentlig spillet mellem præsident Mahmoud Ahmadinejad og Irans åndelige leder Ayatollah Ali Khamenei? Kender vi til spændingerne i det iranske samfund, til hvad der foregår i regeringens indre rækker? Jeg siger ikke, at det er det samme, som hvad der skete under konferencen i Wien i 1961, men det kunne være et moderne eksempel i samme boldgade. Og forstår vi, hvad der foregår i Syrien. Jeg er ikke sikker.«

Obama – en radikal centrist

»Hvad angår præsident Obama, så kunne beslutningen om den militære aktion i Abbottabad, der kostede Osama bin Laden livet, være det afgørende udenrigspolitiske øjeblik i hans præsidentskab. Det tidspunkt, der definerer ham. Man kan godt sammenligne med Kennedy. Da Obama tiltrådte var han også ung, uerfaren og meget populær. Og han tog en dramatisk beslutning i 2011, en beslutning han tog i modstrid med visse af sine rådgivere.”

- Hvordan ville De karakterisere præsident Obamas ledelsesstil – hvilken udenrigspolitisk skole, tilhører han, om nogen?

»Præsident Obama er en reflekterende og i særklasse analytisk udenrigspolitisk leder. Præsidenter som Truman og Reagan f.eks. var langt mere instinktive.

Man skal ikke tage fejl af Obama; hans udgangspunkt er, at han helst undgår konflikt. Obama er også fokuseret på at få afsluttet krigene i Irak og Afghanistan.

Men samtidig har han optrappet droneangrebene, og han beordrede angrebet på bin Laden.

I forholdet til Iran har han rakt hånden ud, været mere engagerende. Jeg vil kalde ham en pragmatisk præsident, han ser i udpræget grad på problemerne ét af gangen, han har ikke en ideologisk overordnet kasse, han anbringer det hele i, han er ’transactional’, men effektiv. Han har mere til fælles med, hvad jeg vil kalde en centristisk republikansk tradition, end han f.eks. har med Jimmy Carters humanitære idealisme.

Jeg vil med den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Brent Scrowcrofts ord kalde Obama for en ’oplyst realist’, som også i den grad har indset, at USA ikke kan agere med styrke på den internationale scene, hvis ikke vi står stærkt på hjemmefronten. Hvis Obama vinder til november, tror jeg derfor, vi vil se en særdeles stærk fokusering på indenrigspolitikken; opbygning af infrastruktur, skoler, uddannelsespolitik i det hele taget herunder udviklingen af ny teknologi.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her