Læsetid: 2 min.

Med kærlige hilsner

Et sidste pip fra Olga Ravn, inden hun forlader avisens sider, i det mindste for en tid
Her er grønne træer. Brevet, det kommer altid fra et konkret sted, det har afsenderadresse, poststempel, det udpeger den skrivendes krop, jeg skriver til Dem fra Østjylland, brevet har geografi.

Her er grønne træer. Brevet, det kommer altid fra et konkret sted, det har afsenderadresse, poststempel, det udpeger den skrivendes krop, jeg skriver til Dem fra Østjylland, brevet har geografi.

David Woodfall

18. maj 2012

Kære læser,

Hermed mine sidste ord i avisen for noget tid, den sidste klumme, mens den sidste anmeldelse tikkede hen over siderne for efterhånden længe siden. Uden for mine to vinduer står to ekstremt lyserøde kirsebærtræer i blomst, mellem vinduerne hænger et ovalt figurspejl med hvid ramme og spejler den hvide væg. De blomsterpølsede grene ligner de baner af pink skum, som McDonalds bruger i deres kyllingeprodukter, og som af-fotograferet gik gyserrunden på internettet i et par uger for et par uger siden.

En højskoleelev går forbi over gruset med sit vasketøj i en lille kurv. Jeg sender en e-mail til min kæreste. Jeg læser Christina Hesselholdts nye roman Selskabet gør op, som udkommer i dag, »jeg er orm i mit eget æble«, skriver hun, og det kender man jo, sådan en lille orm, der vrider sig rundt i frugtkød, eksalteret og forskrækket. Hver eftermiddag og aften bliver der serveret kage på højskolen.

Afsenderadresse

Klummen kan anskues som et brev, den ligger tættere på den personlige, næsten private, henvendelse og på den skønlitterære tekst end så mange andre journalistiske former. Det kunne være fint, hvis en anmeldelse også kunne blive sådan, men jeg ved ikke, hvordan man gør. Det er svært at finde en balance mellem brev og dom, jeg er så uinteresseret i dommen, Virginia Woolf skriver i A Room of One’s Own fra 1929: Truth is only to be had by laying together many varieties of error, jeg tror på det. Brevet, det kommer altid fra et konkret sted, det har afsenderadresse, poststempel, det udpeger den skrivendes krop, jeg skriver til Dem fra Østjylland, brevet har geografi. Der er dødelighed i det, og rum. Her: meget grønne kastanjetræer, meget saftige, eleverne der sidder op ad den bulne stamme og spiser leverpostej og tomat, meget svulmende frugttræer, den måde foråret har vold i sig, hvad er det, man siger, syrenen blomstrer som et slag, som en fader, der slår sin datter, hendes område, som under enhver ting, pumpet fuld. Men hvornår blomstrer syrenen, jeg ved det ikke, er det i maj? En hel dag foran computeren, et bevægelsesløst arbejde, helt stiv i ledende, og søvnen bliver tung af jern, at sidde stille og arbejde hele dagen, så søvnen lægger sig over den sovende som et overvægtigt lig. Sidde der ved vinduerne, med de oh so lush kirsebærarme uden for, forbrugsgoder i maj, jeg maler mine negle med gul glimmerneglelak fra en lille flakon, jeg fik med gratis, da jeg købte et dameblad, jeg svulmer som et metallic bogomslag i stærk turkis om en bog, jeg købte i Bergen, under det karakteristiske bergenske regnvejr, altid med en smule slud i regnen, våde fødder, en kop kaffe to go, sådan svulmer jeg som det skum, som avocadobådens smil henover sushien, som en lille dame der spankulerer lidt rundt med glimmergule negle og køber et blad og nogle lakridser hos købmanden, som en orange sol blod, som store røde buske, der begynder at springe ud i parken, glider ud og videre, nikker tak for denne gang og til vi ses igen. Med kærlige hilsner fra Olga Ravn

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer