Nyhed
Læsetid: 6 min.

Kærlighed på film

Den både forløsende og destruktive kærlighed antager mange former og udtryk på filmfestivalen i Cannes, og ingen af dem minder om den romantiske version, vi er vant til at se i danske biografer
Eviggyldigt. Langt de fleste af de film, der bliver vist på Cannes i år, har kærlighed som tema. Men ikke som vi kender det fra traditionelle romantiske film som eksempelvis ’Borte med blæsten’. Øverst fra venstre: Abbas Kiarostamis ’Like Someone in Love’, Victor Flemings ’Borte med blæsten’, Ulrich Seidls’Paradies: Liebe og Cristian Mungius ’ Beyond the Hills’.

Eviggyldigt. Langt de fleste af de film, der bliver vist på Cannes i år, har kærlighed som tema. Men ikke som vi kender det fra traditionelle romantiske film som eksempelvis ’Borte med blæsten’. Øverst fra venstre: Abbas Kiarostamis ’Like Someone in Love’, Victor Flemings ’Borte med blæsten’, Ulrich Seidls’Paradies: Liebe og Cristian Mungius ’ Beyond the Hills’.

fra filmene

Kultur
24. maj 2012

CANNES – En midaldrende kvinde søger nærhed og bekræftelse på en sexrejse til Kenya. En gammel mand prøver at holde fast i kærligheden til sin kone i en parisisk lejlighed, efter at hun bliver meget syg. En ældre mand i Tokyo køber en ung prostitueret for en nat, men er ikke interesseret i at gå i seng med hende. To 12-årige stikker af fra deres familier for at være sammen. En lille pige kaster sin kærlighed på en voksen mand, fordi han i modsætning til hendes familie tager sig af hende.

En moderne, feministisk kvinde, der tænker revolutionære tanker, forelsker sig i en gammeldags tænkende mand, der kæmper for at brødføde sin familie. En vaneforbryder prøver at forandre sig af kærlighed til sin kæreste og nyfødte søn. En ung kvinde gennemgår alverdens pinsler for hænderne af en fanatisk præst for at kunne være sammen med kvinden, hun elsker, og som svigter hende, fordi hun elsker Gud.

Kærligheden antager mange former og udtryk på filmfestivalen i Cannes – ikke færre end tre film i hovedkonkurrencen har ordet ’kærlighed’ i titlen – og de fleste af dem har ikke så meget at gøre med de romantiserede og romantiserende forestillinger om forelskelsen, lidenskaben og begæret, vi er vant til at se i de amerikanske film, som oftest er alt andet end komplekse og nuancerede komedier og dramaer, der fylder op i danske biografer.

De samme følelser

Det er fascinerende at se, hvordan instruktører fra forskellige lande håndterer den vanskelige og krævende følelse, som kærlighed er, og man kan argumentere for, at filmfestivalen i en slags koncentreret, fortættet form giver én mulighed for at se, hvordan kærligheden leves og opleves verden over; fra Danmark og Østrig til Egypten og Japan. Og det virkeligt fascinerende – omend måske ikke så overraskende – er, at så forskellige er vi mennesker altså heller ikke.

Ingen har lyst til at være alene, og i de fleste af filmene drejer det sig både om den intimitet, lidenskab, synlighed og bekræftelse, man kun får i selskab med et andet menneske, som elsker én betingelsesløst, og om de destruktive kræfter, som den altfortærende, blinde kærlighed også kan slippe løs.

Festivalens udforskning af kærlighedens væsen begyndte forholdsvis muntert og uskyldigt i Wes Andersons Moonrise Kingdom, der skildrer den altopslugende og hovedløse kærlighed mellem to outsidere, to 12-årige børn, som hos hinanden finder den interesse og opmærksomhed, de ellers ikke får, og som derfor er villige til at opgive alt andet for at være sammen.

I egyptiske Yousry Nasrallahs After the Battle tiltrækkes en ellers moderne tænkende kvinde af en hesterytter, der for at redde sit arbejde har været med til at tæve hende og andre demonstranter på Tahrir-pladsen i Kairo. Det er begæret, som taler i filmen, der klodset forsøger at sammenvæve en personlig og en politisk historie, og måske er budskabet i virkeligheden endda temmelig reaktionært: Selv om kvinden taler om lighed for alle, vil hun gerne dyrke sex med en primitiv mand, der på ingen måder minder om hendes maskuline, selvsikre eks.

Uudgrundeligt puslespil

Hovedpersonen i østrigske Ulrich Seidls Paradies: Liebe er en overvægtig, midaldrende kvinde, som har svært ved at finde en mand, der tager sig ordentligt af hende, og hun rejser til Kenya og prøver her at købe sig til den ømhed og omsorg, hun så desperat mangler. Det lykkes selvfølgelig ikke, og hendes søgen bliver i stedet en ubehagelig rejse ind i mørkets hjerte, hvor alting er grimt og ulækkert og har en pris. Paradies: Liebe er første del af en trilogi, hvor Seidl portrætterer tre kvinder fra den samme familie, og det er ikke svært at forestille sig, hvor uskønt det kommer til at tage sig ud i den næste film, hvor sexturistens datter møder kærligheden på en fedmelejr.

Amour hedder Michael Hanekes seneste film, der er den østrigske misantrop og samfundsrevsers mest hjertevarme i mange år. Den handler nok om en gammel, syg kvindes sidste dage. Men det er samtidig en indfølt og på sin vis opløftende skildring af den betingelsesløse kærlighed, hendes mand føler for hende, og som betyder, at han tager sig af hende og prøver at opretholde deres tosomhed, selv om omverdenen trænger sig på.

Mere uigennemskuelige er følelserne og relationerne i iranske Abbas Kiarostamis Like Someone in Love, der foregår i Tokyo og handler om en ung pige, en prostitueret, der af sin alfons sendes hjem til en gammel mand, som dog ikke er interesseret i at gå i seng med hende. Snarere synes han at have et ønske om at tage sig af hende, hvilket der bliver brug for, da hendes temperamentsfulde forlovede, der ikke ved, at hun sælger sig selv, dukker op og lader næverne tale – han kan karate.

Ligesom Kiarostamis forrige film, Mødet i Toscana, leges der med roller og personernes indbyrdes forhold i Like Someone in Love, som aldrig rigtig afslører, hvad det egentlig er, den vil – ud over altså at lægge endnu en brik i kærlighedens store, uudgrundelige puslespil.

Spirituel armod

At Rumænien er et land i spirituel og økonomisk armod, kan ikke mange være i tvivl om efter at have set de efterhånden mange gode film, der gennem de seneste fem-ti år er kommet fra den beskedne filmnation. Cristian Mungiu, der i 2007 vandt Guldpalmen i Cannes med 4 måneder, 3 uger og 2 dage, er landets vel nok mest prominente filmskaber, og han er i tilbage i Cannes med Beyond the Hills.

Og ligesom Mungius palmevinder er hans nye film en lignelse om et land, hvor ikke meget fungerer, og mennesker leder efter noget at holde fast i, det være sig kærligheden til Gud, som den ene af filmens to unge, kvindelige hovedpersoner har kastet sig over, eller kærligheden til hende, som den anden desperat forsøger at holde fast i. Kampen mellem den fysiske, følelsesmæssige kærlighed og den religiøse kærlighed får forfærdelige konsekvenser, og der er ikke meget håb at spore for hverken personerne eller Rumænien i Beyond the Hills.

Kærligheden er også en destruktiv kraft i Thomas Vinterbergs Jagten, hvor en lille pige knytter sig til en voksen mand, fordi hendes forældre ikke har tid til hende. Og hendes skuffelse og vrede, da manden afviser hende, fører til løgn, forfærdelse og forfølgelse af manden, som ikke ved, hvad han skal gøre.

Sandheden om livet

Den britiske socialrealist Ken Loach tillader sig heldigvis at være mere optimistisk på sine personers vegne i det humoristiske drama The Angels’ Share, hvor en ung, skotsk vaneforbryder og voldsmand lægger sit liv om efter at være blevet far.

Det er kærligheden som forløsende og helende kraft, Loach og hans manuskriptforfatter, Paul Laverty, hylder i den charmerende film, der mere er en fabel end et realistisk portræt af samfundets bagside i Glasgow, og man tager sig selv i at ønske, at sådan var livet.

Efter således at have været en stor del af vejen rundt på kærlighedens filmiske verdenskort må man konstatere, at selv om følelserne er de samme, er de visuelle og dramaturgiske udtryk lige så forskellige som de enkelte filmkunstneres oplevelse af og forhold til kærligheden.

Livet og kærligheden er sjældent så enkelt som på film, men man føler sig alligevel tættere på noget sandt om begge dele, når man ser mangfoldigheden af film på filmfestivalen i Cannes i stedet for i de amerikansk dominerede danske biografer.

 

www.festival-cannes.com – Twitter:@monggaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her