Læsetid: 5 min.

Var Karen Blixen racist?

Til efteråret kommer en fuldstændig udgave af alle Karen Blixens breve fra Afrika, og det har givet anledning til endnu en debat om forfatterens holdning til racespørgsmålet
Karen Blixen.

Karen Blixen.

Ivar Myrhøj

1. juni 2012

Karen Blixen var ikke racist, men hun levede i en dybt racistisk periode i Europas historie. Og naturligt nok overvejede mange i samtiden, hvilken holdning hun havde til de indfødte i Afrika, og hvilken indstilling hun i det hele taget havde til racismeteorier, specielt i 1930’erne. Blixen er alt andet end racist, og hendes foredrag i slutningen af 1930’erne i Danmark og Sverige viser hendes indstilling med stor tydelighed.

At inddrage hendes holdninger i en feudal fortolkningsramme holder slet ikke, og diskussionen om race kan ikke fortolkes ud af det fiktive forfatterskab. Perioden op til Anden Verdenskrig var vanskelig for Blixen. Karen Blixens mismod i slutningen af 1930’erne har mange årsager, dels hele situationen på Rungstedlund og hendes afhængighed af familien, dels den truende politiske situation i Europa. De omtålelige racespørgsmål indgår i denne uro.

Sorte og hvide i Afrika

Den 3. februar 1938 holder Blixen foredrag i Kvindelig Læseforening i København over temaet »Om hvide og sorte i Afrika«, og den 12. februar holdes nogenlunde det samme foredrag i Danmarks Radio. Senere opholder Blixen sig i Stockholm, hvor hun den 16. marts taler i Yrkeskvinnors Klub, og den 21. marts gentager hun foredraget i Uppsala. Karen Blixens optræden i Uppsala foregår på universitetet, hvor Estetiska Föreningen holder møder, og arrangementet annonceres: »Författerinnan Karen Blixen-Finecke (Isak Dinesen) talar om ’Sorte og Hvide i Afrika’«. Den næste dag refereres aftenen i avisen, Uppsala Nya Tidning, der slutter kommentaren med en hyldest til den hvide kvinde, der tror på de sorte og tror på mennesket på tværs af grænser og racer: »Forelæsningen bliver en hymne til det fjerne land og en gribende erklæring fra den hvide kvinde som tror på de sorte, på mennesket på tværs af alle grænser og racer.«

Det tidlige foredrag i Kvindelig Læseforening i Danmark indeholder et par afsnit om race og i forarbejdet til foredragene, er der ingen tvivl om hendes holdning til racespørgsmålet. »Jeg blev ude i Afrika mellem den hvide Befolkning undertiden kaldt pro-native. Det er et temmelig kedeligt Navn at faa, i en Koloni, og gaar i det lange Løb ud over ens Folk ogsaa. Det er efter min Mening noget Snak, og kan kun anvendes der, hvor de, der altsaa staar imod en, kan kaldes Anti, Anti-Natives, og det vilde jo den hvide Befolkning i Almindelighed ikke. Det skete, at min Opfattelse af de Indfødte blev taget som en Slags Svig imod min egen Race. Man hørte da ogsaa, mere end herhjemme, det der Udtryk: vor Prestige, den hvide Races Prestige. Men fordi mange af de Folk, der anvendte det, ikke var indlevet med Tanken om, i noget Forhold, at staa for noget, blev det, efter min Opfattelse undertiden forkert brugt.«

Karen Blixen afslutter sine foredrag med en personlig betragtning, der går igen i Den afrikanske Farm: »Hvad mig angaar, saa holdt jeg af de Indfødte fra den første Dag, jeg mødte dem i Afrika. Det var en stærk, ubetvingelig Følelse, der omfattede begge Køn og alle Aldre.« Karen Blixen indretter skoler til børnene, og trods englændernes modvilje gennemfører hun sine skoleplaner og får børnene på farmen lært at læse.

Senere, også i 1938, modtager Karen Blixen en indbydelse til at tale for studenterne i Lund den 4. november. Selve foredraget er langt, grundigt og forbavsende moderne i sine formuleringer. Teksten falder sammen med de udkast, der også er bevaret fra foredragene i Danmark i februar og marts. Blixen understreger omhyggeligt forskelle og ligheder, og hun forklarer sit publikum, hvor stort ansvar de hvide, »vi«, har: »De Sorte vilde da, til deres store Forbavselse, have set, at vi kunde mene det alvorligt med de Ting vi talte om: Retfærdighed, Lighed for Loven, Skyld og Ansvar.« Blixen er dybt engageret i tiden.

Indespærret og afskåret

Den politiske situation plager Karen Blixen i en grad, der kan være vanskelig at forstå set i lyset af den succes, Blixen allerede har opnået med de to store værker Syv fantastiske Fortællinger og Den afrikanske Farm. Hun føler sig indespærret og afskåret fra den nære kontakt med en kosmopolitisk vennekreds, der er lige så frustreret over udviklingen. På forskellig vis forsøger Blixen at få aftaler om at rejse ud i verden. I virkeligheden er Blixen også påvirket af, at hun ikke rigtig magter at tage del i eller være en del af det kulturelle og samfundspolitiske liv. Hun brænder efter at være tættere på begivenhederne.

I Danmark forsøger Blixen at overtale Politikens chefredaktør til at lade hende rejse til de europæiske hovedstæder, Berlin, Paris og London, for at skrive om nazismen og fascismen som fænomen i tiden. Blixen forsøger at opnå en aftale både i Norge og Sverige om at publicere der parallelt med de danske kronikker. Øjensynligt er man med på ideen i Stockholm.

I mellemtiden forbereder hun sig og forsøger at skaffe sig adgang til højtstående personer, i første omgang i Tyskland. Blixen beslutter sig for at begynde i Berlin, da hun anser den opgave for at være den vanskeligste. Resten ville blive plain sailing, som hun senere skriver. Blixen kommer dog aldrig videre end til Berlin, og hun når akkurat retur til Danmark før besættelsen den 9. april 1940. Hendes planlagte rejse til London den 10. april bliver aflyst.

Allerede før rejsen er Blixen klar over, at hun må træde varsomt. Blixen rejser med »Frygt og Bæven«, skriver hun i et privat brev, og forklarer, at nu må venner og bekendte jo ikke tro, »at jeg er blevet nazist!«

Efter Anden Verdenskrig sætter Karen Blixen sig for at rekapitulere sine synspunkter på nazismen. Hun analyserer nazismens uvæsen som et fænomen ikke så fjernt fra Inkvisitionen og forgangne tiders barbari, hun almengør ondskaben og hævder, at den uhyrlige og uanede afstumpethed kunne indtræffe blandt andre folk og til andre tider under andre kulturer.

I eftertiden har der i avispolemik og kronikker været genoptaget diskussioner om Blixens publicering af Breve fra Et Land i Krig og af hendes holdning til nazisme og islam. Da Blixen vender tilbage til Danmark i april 1940, insisterer hun på ikke at offentliggøre sine artikler. Hun modtager sit honorar, og efter indgriben fra Scavenius bøjer Politikens redaktion sig for kravet om ikke at trykke teksterne. Når Blixen ikke mere eksplicit tager afstand fra nazismen, skyldes det efter min læsning, at hun ikke er og aldrig har været eller har forestillet sig at blive tiltrukket af nazismen. Derfor mener hun, at en klar afstandtagen er overflødig.

Blixen forsvarer sin pro-native holdning til de indfødte, og hun holder sig for god til at efterrationalisere sin holdning til den nazistiske ideologi. Før som senere afskyer hun de elementer, hun ser i det besatte Danmark og i det tyske rige.

 

Grethe Rostbøll er politiker (Konservative Folkeparti og Folkebevægelsen mod EF) og tidligere kulturminister

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maya Nielsen

Flertallet af befolkningen var jo racister på den tid, set i et nutidigt lys, selve forståelsen af hvad racisme er er jo i en udvikling fortsat, det nyeste er at nogle også mener at folks religion hører under racebegrebet, forstå det eller ej...

Men selv om hun var kulturel racist kan Karen jo godt have været en værre etnisk romantikker også, det ene udelukker jo ikke det...

men en klog var hun da og hun elskede da sine folk meget højt, det lan man jo læse ud af alle hendes ord... Der er jo også masser af mænd, der er rasister,når det kommer til kvinder og respekten for disse som ligestillede mennesker i samme øjenhøjde ...

John W Larsen

'hvilken holdning hun havde til de indfødte i Afrika'

Nixen-Blixen, men Rostøll er måske ?
'De indfødte i Afrikaah ? HELT ÆRLIGT !
Vi er jo på Palin-niveau der !

Carsten Hansen

Det var vist meget normalt at være "racist" dengang. Man fik jo at vide at de "brune", de "sorte" og de gule var mindre værd end de "hvide".

Verden har bevæget sig siden da og f.eks. politikere, lærere og intellektuelle fortæller ikke længere, at en bestemt race er overlegen (I hvert fald ikke ret mange af dem).

Ikke i vores del af verden.

Hans Nielsen

Vi er mange, der er mindre værd og af mange forskellige årsager. Man kan sige, at begrebet som meget andet i den moderne verden, er udvidet betragteligt.

Robert Ørsted-Jensen

Ordet Racisme optræder første gang omkring 1930. Det var først efter anden verdenskrig, og først virkelig med 1960'ernes bogerrettighedsbevægelser vi for alvor stillede spørgsmål ved ideer om at det var muligt at indele menneskehedenn i afgrænselige racefoskelle med og med distinkte og ikke kulturbestemet forskelle i mental kapacitet og lignende nonsens.

Robert Ørsted-Jensen

Så nej man kan ikke lade fru Blixen svare selv, man er nød til at forstå perioden. Ingen Europæere i perioden før cirka 1930 stillede for alvor spørgsmål ved videnskabeligheden ved ideer om at der var raceforskelle mellem, mennesker. Det er man nød til at begribe før man overveje spørgsmålet. Selv denm der angreb ideerne, eller rettere konsekvensernhe af denne tankegang, som f.eks marxisten August Bebel i det tyske parliemant i 1909, betvivlede ikke at der var afgrænselige raceforskelle til, hav var bare blandt de fpå der mene at alle mennesker skal behandles ens.

Robert Ørsted-Jensen

Racist er mennesker der mener at andre mannesker skal behandles anderledes og ikke have have de samme rettigheder og muligheder som andre ffordi der er af en anden og mindre værdig ogt begavet race. Blixen var et barn af sin ti8d, men hun var villig til at vgive alle en fair chance trods at der sikkert var mentale raceforskelle - derfor var hun ikke racist.

Robert Ørsted-Jensen

Før 1960'erne betvivlede stort set ingen at racer var en realitet. Forskellen lå udelukkende på spørgsmål mom alle mennesker havde krav på de samme rettigheder eller ej - det var der den virkelige forskel mellem folks holdinger lå.

Lone Christensen

Jeg synes at kunne huske at der i Wien var en del hvisken og rygter m.m. om jøderne FØR anden verdenskrig. Så det med at betragte en gruppe mennesker udfra deres race og religion foregik og udløste racisme.

Lone Christensen

....og forresten har DK selv haft love der var racistiske overfor sigøjner! Jeg kan desvære ikke huske årstallet men det fremgik tydeligt at en befolkningsgruppe blev behandlet anderledes udfra deres race.

Selvfølgelig kan man da lade fru Blixen svare selv!

Det kan man f.eks. ved at bringe velvalgte citater fra Blixens taler og skriverier.
Men det kræver naturligvis dyb indsigt i Blixens arbejde og skrifter.

Det vi får her, er et forsøg på en andenhånds hvidvaskning som - muligvis - er helt overflødig.

Robert Ørsted-Jensen

Nej det kan man ikke Bo - for det ville være at behandle disse tekster uden for kontekst. Enhver tekst skal anskues og vurderes i sammenhæng med den periode hvori den var skrevet. Man kan ikke tillade sig bare blindt at anskue og bedømme en gammel tekst ud fra normer hentet fra senere tider. Det er urimeligt over for fofatteren af denne kest og det undermiunere enhver form for saglig historisks vurdering

Robert Ørsted-Jensen

Alle europæere der levede før 1945 var i en vis forstand racister - de anvendte alle begrebet race som var der tale om noget konkret og biologisk afgrænseligt -

Robert Ørsted-Jensen

Levi dine bemærkninger illustrerer udmærket at der endog stadig er dem til som instistere på biologiske racer idag, medens virkeligheden er at homogene menneskerracer ikke findes, race er idag noget man anvender som et socialt og antropoligisk koncept - ikke andet.

Jeg er ikke biolog men jeg har været tvunget til at læse mig til så meget forståelse af dette man nu kan når man 'kun' er historiker. Der er biologiske forskelle på mennesker og der er visse typer og sygdommer, særlige træ som der er flere af i visse områder på klode. Men der er intet der i er absolut afgrænseligt og knyttet til en bestemt hudfarve og tone, hårfarve eller lignende. Man kan spore ophav på visser gener og typer til bestemte steder i fortid især, men du kan ikke opstille et afgrænsning i racer, det kan ikke lade sig gøre. Vi europæere er måske nok unikke i den grad at vi tilsyneladende har et element af neantherthal mennesket i vores genetiske udformning (i øvrigt meget morsomt da det blev set ned på i min barndom), men det gør os stadig ikke til noget der kan betegnes som afgrænselig i en race.

Robert Ørsted-Jensen

Men når man debattere skriverrier om Blixen bør vægten ikke lægges på om hun mente at nogen racer nok var lavere og andre højere, for det var almindeligt antaget, men om hun var villig eller uvillig til at give ethvert menneske samme vilkår og muligheder som hende selv. Det er ikke mit indtryk af Blixen at hun ikke var villig til det, men der kan være ting jeg ikke har læst. Men selv her bør det være en generel vurdering, for som tiden var, var holdningerne under udvikling og konstant omvurdering så en enkelt uheldig ytring bør ikke være hende til last. Du kan også finde mindre heldige ytringer hos mange andre forfattere de færreste af os ville betegne som racister, George Orwell kunne f.eks, ikke forstå homosexualitet og alle før cirka 1960 bruger ordet race i flæng.

Robert Ørsted-Jensen

Vi havde en biolog der for et par års siden forsøgtre at imødegå mig, jeg lkyttede og håbede han ville komme med noget nyt. Men også han endte op i selvmodsigelser da han skulle afgrænse nogen sorte fra andre sorte et sted i afrika. Pointen er at - ja der er forskelle - men nej - de lader sig ikke afgrænse i homogene grupper som kan definere forskellige racer og du kan finde en sort sydafrikaner som har mere genetisk tilfælles med dig selv end din blåøjede lyshårede nabo. Det var der jeg nåede hen efter at have konsoulteret adskillige der er klogere end mig hvad angår biologi.

Robert Ørsted-Jensen

Det ville have været gavnligt om Grethe Rostbøll definerede hvad hun mener med ordet racist og racisme. Og efter hvilke kriterier når hun frem til at baronesse Blixen overhovedet ikke var racist. Jeg er næsten overbevist om at jeg er fuldkommen enig. Men det bygger jeg på et indgående historisk kendskab til det nittende århundrede kolonihistorie. Men det ville have været uendeligt meget bedre om Rostbøll havde turdet præsentere og analysere også de mest kontroversielle udtalelser fra baronessens hånd og derefter så påviste at dette enten ikke er i overensstemmelse med definitionen på en racist eller baronessens faktiske adfærd og meninger.

Ole Falstoft

Vi europærer eller kaukasider - som den 'hvide race' benævnes antropologisk - er en lille 'sidegren fra den negroide 'race' - som er alle folkeslags ophav.
Mørk hud er et oprindeligt mennesketræk og kan ikke bruges til afgrænsning af 'racer'.
Vi ser jo mørkhudede mennesker mange steder uden for Afrika som ikke er mere beslægtede med den negroide 'race' end vi er (Australien f.eks.)
Genetisk er variationen blandt afrikanere meget større end hos andre folkeslag -de er mere forskellige indbyrdes end den forskel der er mellem dem og os. Derfor bryder det traditionelle racebegreb sammen. Det giver ikke nogen mening biologisk.
I stedet kan man godt tale om befolkninger med særlige genetiske fællespræg som vores f.eks. i Afrika vil der kunne findes mange forskellige af sådanne grupper der vil være lige så forskellige indbyrdes som vi er fra afrikanerne